The Slow Scare anbefaler 9 album
11–12 minutter at læse

The Slow Scare anbefaler 9 album

Hvad betyder Alanis Morisette og Seether for dig? For The Slow Scare står de bag de album, der har betydet mest for duoens medlemmer Baby Bitter og Deadly Fred. The Slow Scare giver som optakt til deres koncert på HeadQuarters, torsdag den 10. marts, 9 fede album-anbefalinger.

Den dekadente duo, The Slow Scare, album-debuterede i slutningen af sidste år med In Purple & Blue, og det fangede sig øjeblikkeligt vores opmærksomhed. Det var nemlig et vaskeægte rockalbum, som man ikke føler sig forlegen over også at kunne danse til

Da vi sammenfattede årets 10 bedste album, var det inde på en solid tredjeplads. Vi skrev blandt andet:

In Purple & Blue har som værk en trodsig, stejl attitude, en rockens kølighed, som forsøger at dække over, at det gør ondt inde bagved. Men melankolien viser sit uafrystelige ansigt som genspejlinger i de lukkede butikkers glasfacader.”

“Albummet er en stemningsmættet affære, fyldt med fede guitardetaljer, pulserende synths, og ørehængende melodier. Det er støbt af både rockmusikkens hang til riffs og den moderne indie’s tørst efter dansegulvet.” 

De to stærke personligheder bag The Slow Scare går under dæknavnene Baby Bitter og Deadly Fred, og vi fik dem i tale i begyndelsen af december 2021, hvor vi kom ind under huden på de to drevne musikere. 

Læs: The Slow Scare: Udstødte i lilla og blåt her

I anledning af at de giver koncert på HeadQuarters torsdag den 10. marts med shoegazerne Cloudwalk, har vi sat dem i stævne og forhørt os om 9 album, der har inspireret – og fortsat – inspirerer deres liv og virke. 

Begivenhed: Cloudwalk + The Slowscare, HeadQuarters torsdag den 10. marts

Som det er med ambitiøse rockmusikere har de begge deres meninger, og vi får derfor præsenteret et spændstig udvalg af fede sange, som du kan høre samlet her forneden i en Spotify Playliste.

Og nu overgiver vi ordet til Baby Bitter og Deadly Fred a.k.a. The Slow Scare. 

Albumklassikeren over dem alle: Smashing Pumpkins – Mellon Collie and the Infinite Sadness / The White Stripes – Elephant

Baby Bitter: Jeg kunne i virkeligheden svare på alle de her spørgsmål med et Smashing Pumpkins-album. Mellon Collie and the Infinite Sadness er klart mit musikalske punkt nul. “Tonight, Tonight” var den første musikvideo jeg blev vist og indtil jeg var omkring ti år troede jeg helt alvorligt, at det var Billy Corgan med hat der var på de gamle hundredekronesedler. Der hang et smukt portrætfoto af ham et sted i huset hele min barndom. Så jeg er mildest talt indoktrineret i den retning.

Deadly Fred: Min kærlighed til fuzz-effekt på guitar startede for alvor med Elephant af The White Stripes fra 2003. Naturligvis er albummets åbningsnummer, “Seven Nation Army” et af verdens største stadion-anthems, men jeg vil i særdeleshed fremhæve sange som “In The Cold, Cold Night”, hvor trommeslager Meg White synger undtagelsesvis leadvokalen. Den sang er så fin og uperfekt på én og samme tid. Jeg er helt vild med produktionen og den umiddelbarhed, der ligger til grund for hele pladens tilblivelse. Hver en sang på det album fremstår som enkle og spontane, men virkelig gode idéer, som eksekveres med en uskyldighed, og som samtidigt bærer et råt og ærligt udtryk uden forbehold.

Et overset album, som alle burde høre: The 1975 – I Like It When You Sleep, for You Are So Beautiful Yet So Unaware of It / The Kills – Keep On Your Mean Side

Baby Bitter: Jeg har tænkt så længe over det her, og jeg har ærligt talt ikke overblik over, hvornår man kan tale om, at noget er overset. Jeg går ikke så meget op i, hvor mange mennesker der taler om et album – jeg taler bare selv om det, jeg kan lide. Så et album, alle skal høre: I Like It When You Sleep, for You Are So Beautiful Yet So Unaware of It af The 1975. Amen bare titlen! Det er nok mit yndlingsalbum i hele verden, og jeg kunne tale i timevis om, hvor genialt det er. Hvis man ved første øjekast eller lyt tror at det bare er metervarepop, skal man simpelthen tro om igen. Måden, alle sangene taler med hinanden (og med hele diskografien i øvrigt), er simpelthen det vildeste. Det er bare så stærkt, alting spiller – det lyriske, det visuelle, hooks, melodier, alting. Hør “The Ballad of Me And My Brain”, det er den mest hjerteskærende identitetskriseberetning, der på en eller anden måde – måske er det produktionen, selv tager ansvar for at finde den forsvundne hjerne. “Well, I think I’ve gone mad – isn’t that so sad?” Selvom det bliver skreget ud, er det også et retorisk spørgsmål. Ja gu er det sgu da trist, men det er også et vilkår. Fuck, det er så smukt.

Deadly Fred: Endnu en plade fra 2003, som fuldstændigt slog benene væk under mig, da jeg hørte det første gang; Keep On Your Mean Side af The Kills. Åbningstracket, Superstition er så råt og upoleret, og så er kompositionen bare ekstremt dynamisk og helt genial, hvis du spørger mig. Der er ikke et eneste dårligt track på pladen, men der er faktisk én sang, som jeg vil anbefale i endnu højere grad, og det er pladens femte nummer; “Fried My Little Brains”. Jeg bruger tit netop dét nummer som reference til den helt ideelle guitarlyd; det føles som en millard hidsige amps med en en stram slap-delay direkte ind i fronten.

Det album, som jeg/vi er mest stolte af at have lavet: The Slow Scare –TBA

Baby Bitter: Nu er jeg lige virkelig tarvelig, men vores næste udgivelse fatter jeg simpelthen ikke, at vi selv har fundet på. Det er virkelig godt. Men slet ikke færdigt, så jeg kan ikke engang sige noget om, hvornår man kan forvente at kunne følge op på dén anbefaling. Bare vid, det bliver seriøst bravo!

Deadly Fred: Vores næste udgivelse bliver så vild. Jeg er så stolt af, at vi har lavet de sange, og jeg glæder mig sindssygt meget til at dele den med vores lyttere. Der er banger-garanti!

Det album, som jeg/vi altid sætter på, når festen skal i gang: Lady Gaga – Artpop / The Black Keys – El Camino

Baby Bitter: Lady Gagas Artpop. Bortset fra én enkelt lidt underlig sang, er der ikke et track på det album, jeg ikke har lyst til at høre hver dag. “G.U.Y.” er nok på min top tre over rendyrkede popsange.

Deadly Fred: El Camino med The Black Keys er en sikker vinder hver gang. Sangene er en perlerække af kæmpe partystarters, og produktionen lyder bare helt eminent. Albummet er mixet af verdens bedste Tchad Blake – og mastereret af Brian Lucey, som også stod for master på vores debutalbum, In Purple & Blue. “Sister” er klart mit yndlingsnummer på pladen.

Det ultimative breakup-album: Norah Jones – Little Broken Hearts / Noah Gundersen – Carry The Ghost

Baby Bitter: Little Broken Hearts af Norah Jones. Det er det mest veleksekverede (Norah Jones + Danger Mouse!!!), nuancerede og modne uden at blive belærende, jeg nogensinde har hørt. Der er plads til logikken i, at det naturligvis ikke kunne gå, men også til det iskolde, morderiske had til elskerinden Miriam.

Deadly Fred: Den er svær. Jeg er meget splittet mellem Chelsea Wolfes absolutte mesterværk, Birth of Violence og Carry The Ghost af Noah Gundersen. Sidstnævnte har haft den absolut største betydning for mig – både i forhold til narrativet og lydsiden, der ligger til grund for albummet. Hver eneste sang på den plade er så godt skrevet, at det kryber ind under huden på mig hver gang, jeg sætter den på. Sangen med den meget passende titel “Heartbreaker” er noget af det fineste musik, jeg nogensinde har hørt. Den går fra at være helt skrøbelig og underspillet til at være direkte eksplosiv til sidst. Den græder man fandeme godt til!

Det album, der har betyder mest for mig/os som musikere: Alanis Morissette – Jagged Little Pill / Seether – Disclaimer II

Baby Bitter: Jeg er nødt til at gå med Jagged Little Pill. Jeg er som sagt opflasket på halvfemserstøj, og da jeg så opdagede, at man også kunne være halvskinger og have temperament som kvinde… Det er så pissevigtigt at kunne spejle sig i nogen! Det var virkelig med til at vise mig, at der også er plads til mig i musikverdenen. “Right Through You” er bare stadig et anthem, man skal kunne sætte på i sin hjerne som ikkemand i den her branche, når nogen taler over og under og igennem én.

Deadly Fred: Nu kommer der en anbefaling fra gamle dage for mit vedkommende. Jeg vil gerne fremhæve og ikke mindst anbefale albummet Disclaimer II fra post grunge-bandet Seether. Jeg var 15 år, da jeg hørte pladen første gang, og den flugtede perfekt med alle mine uforklarlige teenagefølelser. Jeg har hele livet været desperat på jagt efter musik, der rummede store dynamiske skift, velskrevne melodier og tekster, man kan mærke. Dengang gav den plade mig alt det, jeg søgte. Jeg begyndte desuden først at tage sangskrivning rigtigt alvorligt, efter det album blev en del af mit liv – og så blev det pludselig enormt sjovt at spille rigtigt højt på elektrisk guitar foran andre mennesker. Så dermed var det også startskuddet til min musikalske karriere. Sangen “Needles” er stadig den, jeg bruger til at teste nye hovedtelefoner og højttalere, fordi jeg efterhånden har hørt den en million gange og kender den så godt.

Albummet, jeg/vi ville ønske, at vi have lavet: Lana Del Rey – Ultraviolence / Raveonettes – Whip It On

Baby Bitter: Ultraviolence. Der er ingen grund til at forklare hvorfor. Det er det mest gennemførte, en persona har gjort i min levetid. At lykkes med en sang som “Fucked My Way Up To The Top” uden at det nogensinde bliver utroværdigt eller rigtig synd er virkelig godt gået. For det er ikke synd for Lana-karakteren, den dimension har universet slet ikke – og det er det, der gør det til en fantasi som er frigørende at hoppe ind i.

Deadly Fred: Whip It On af The Raveonettes. Gud, hvor er jeg misundelig og taknemmelig på én og samme tid. Det første udspil fra bandet og med det samme cementerede det sig for mig som en af de mest gennemførte udgivelser nogensinde. Guitarlyden, produktionen og sangskrivningen er intet mindre end sublim. Surfer-guitar, støjflader og de lækreste korarrangementer – hele molevitten spillet i Bb-mol. Jeg elsker alt ved den lille plade. “Beat City” er i min optik en af de vildeste sange, Sune Wagner har skrevet.

Det album, jeg/vi helst vil gå kold til på en vens lokum: Lil Peep – Come Over When You’re Sober pt. 1 / The Kaputniks – The Kaputniks

Baby Bitter: Nu går jeg jo aldrig kold. Men hvis jeg skulle, ville jeg høre Come Over When You’re Sober pt. 1 af Lil Peep. Jeg var ret vild med det, der foregik omkring ham og fusionen mellem emofølelser og trapbeats og glimt tilbage til nuller-poppunk og nümetal. Før det blev så frygtelig tragisk, var det virkelig spændende at følge med i, og hvis jeg endelig skulle ligge og ralle et sted, ville jeg gøre det til musik der ikke er bange for sin egen melodiske og indholdsmæssige umiddelbarhed. Jeg ville høre “Benz Truck”, som ærligt bare er mega lækkert monotont men ultramelodisk strikket sammen, og samtidig totalt underligt med skrrt-lyde og en lige så underlig musikvideo med en stor bil, et slot og en flok får?

Deadly Fred: Der er få ting i den her verden, jeg går bedre kold til end lyden af drivvåd fjederrumklang. Jeg vil anbefale den lille perle, der er The Kaputniks og deres selvbetitlede album. Oftest forlader jeg festen, inden det ender helt galt, og derfor må sangen “Disappearing Act” være det eneste rigtige at sætte på til lejligheden.

Det album, jeg/vi vil begraves til: Beach House – Bloom / John Paul White – Beulah

Baby Bitter: Aner det ikke. Jeg har ikke helt besluttet, om det skal være en vildt overdrevet goth begivenhed med store sorte velourgardiner og græde-blod makeup som dresscode, eller om det skal være en kæmpe dansefest. Nej, nu ved jeg det! Det skal være Bloom af Beach House, så alle bare kan sidde og fortabe sig. “Myth” må gerne erstatte prædikenen. Så er det afgjort!

Deadly Fred: En af mine største sangskriverhelte hedder John Paul White. Han var den ene halvdel af den fantastisk men nu desværre hedengangne duo, The Civil Wars. Der gik flere år efter bruddet, men da han vendte tilbage, kom albummet Beulah til verden. Herpå findes sangen “Hope I Die”, som passer helt perfekt til drømmen om at dø, inden man skal finde en ny partner i livet.

Hør The Slow Scare’s udvalgte tracks i denne playlist på Spotify og bliv selv inspireret:

Redaktionen anbefaler
Årets Bedste Album 2021: 10 – 06

Årets Bedste Album 2021: 10 – 06

Vi kan hurtigt blive enige om, at vi nok kommer til at se tilbage på 2021, som året der bare blev ved med at give.Heldigvis da også i en musikalsk forstand. For året igennem har de danske musikere udgivet så mange gode albums, at det er uretfærdigt at skulle plukke...

Christian Hede anbefaler 10 album

Christian Hede anbefaler 10 album

Med en fortid i hårdtslående Pet the Preacher, senere troubadur som Bellhound Choir, står Christian Hede Madsen nu på egne ben. Han gør det under eget navn og nu på det danske sprog. Vi har talt med ham om sprogskifte og hans nye EP, Øbo, og derudover givet ham den...

Snakefingers INC anbefaler 10 album

Snakefingers INC anbefaler 10 album

Snakefingers INC er en skæv rockmaskine, der byder på lige dele twang-guitar, punk-pedaler og jazz-improvisation, altid med den gode melodi i fokus. Her guider de til 10 album, du absolut bør høre. Det ville være misledende at kalde Snakefingers INC for charmerende...

Bite The Bullet anbefaler 10 album

Bite The Bullet anbefaler 10 album

Et af dansk rocks bud på en solid fuzz-knytnæve lige i fjæset, Bite The Bullet, guider her til 10 album, som du absolut bør tjekke ud. Det er første aften på Grimfest, 2019. Det er torsdag. Den danske sommer lever ikke helt op til den forgående sommers høje...

Red Lama anbefaler 10 album

Red Lama anbefaler 10 album

Det er et spørgsmål, musikjournalister elsker at stille, og som bands oftest hader at svare på. For helt ærligt, hvem har også lyst til at efterkomme en doven blyantspidsers ønske om at selv skulle kravle ned i en kasse. Låg og mærkat på, og så er den sag lukket. Det...