Fra eufori til mørke. Cloudwalk giver os en bearbejdelse af sinds mørke i albumformat. Med personlig historiefortælling og tunge emner lykkes det shoegaze-bandet at give end vedkommende lydoplevelse. Vi har lyttet og anmelder her.
Når livet for alvor braser sammen og vælter omkuld midt i verdens larm, når den eksistentielle krise pludselig viser sit udsultet blege ansigt og vækker dig om natten med højt rungende bank på din hoveddør, er spørgsmålet: Hvad vil du gøre ved det?
Den romantiserede løsning er en gave, vi har fået af en populærkultur, der gennem snart et århundrede har gennemsyret vores opfattelse af det virkelige. Lad os slå os på flasken! Lad os tømme det farvede glas for dets velsignede dråber!
Når Bogart er færdig med sin sidste omgang, sidder han stadig stoisk oprejst i barstolen, håret perfekt redt tilbage og intet afslørende bræk på tøjet, før rulleteksterne kalder ham ind i et evigt nu, hvor hans nonchalante cool stopper med at blive og i stedet forbliver og blot er.
Intet under, at man har lyst til at gå i bedene på dette tillokkende syn.
Virkeligheden under os desværre bare ikke rulletekster. Virkeligheden fortsætter ufortrødent sin stejle gang frem mod the Big Crunch, og du sidder derfor alene tilbage på sengekanten dagen derpå med en helvedes hovedpine og dårlig smag i munden.
Hvis du kommer til en erkendelse af det problematiske i det scenarie, er der håb for dig endnu. Det giver dig muligheden for at trække dig ud i tide og lokaliserer problemets rod – dér i sjælen, hvor det for Fanden gør sådan rigtig ondt! – og bearbejde dine sorger på en mere konstruktiv måde.
I centrum for det forliggende debutalbum af shoegaze-bandet Cloudwalk, Rise Again; My Sun, My Mind, ligger sangskriver og sanger Brett Tootle’s personlige historie. Det er en fortælling om et mangeårigt parforhold der gik itu og en retræte badet i stride strømme af alkohol, før den unge musiker fandt en mere inspireret og givende måde at bearbejde sin livsomvæltning på.
”Efter en nat i foråret 2020, hvor jeg efter bruddet endte ud i en nedsmeltning, blev det hele for meget. Kombinationen af sanseløse mængder alkohol og et flosset sind, gjorde, at jeg ikke længere kunne genkende mig selv. Jeg gemte mig bag stimulanser og dårlige undskyldninger, i stedet for at erkende og bearbejde det, der var sket,” fortæller han i pressematerialet.
Størstedelen af Rise Again; My Sun, My Mind tog sin form under et ophold i et afsides og isoleret sommerhus uden vand. Mens pandemien stoppede kloden i at dreje omkring solen, åbnede himlen sig i sin vælde over de barrikaderede musikere, og store skybrud malede omgivelserne i raseri under indspilningerne, før solen atter kiggede frem fra bag skyerne.
Det er en passende metafor for et album, der kan læses som netop bearbejdingen af en personlig sorg og krise, hvor man først må kravle i blinde for senere at samle sig op og gå mod lyset med oprejst pande.
De kreative kræfter i Cloudwalk har deres baggrund i kendte aalborgensiske undergrundshelte som The Rosie Way, Caved Crow og Get Your Gun, og det er således kompetente musikalske muskler der bliver spændt og flekset over albummets 11 sange.
Storladent lydfylde
I et storladent lydlandskab, der slægter på mørkest mestre The Cure og deres mesterværk fra 1989, Disintegration, bliver vi budt en ærlig sangskrivning, der kredser om selvransagelse, misbrug og sårbarhed.
Det er ikke den slags album, du frejdigt smækker på for at kickstarte abefesten fredag aften, men snarere den slags værk, som du bliver tiltrukket af, når tilværelsens skumring kryber sig ind på også dig. Det er frostklart og køligt i sit udtryk, men det betyder også, at al det forbandede (følelses)rod jorden normalt glubsk vil sluge i sig forbliver på overfladen, synligt og til inspektion.
Den instrumentale åbner “My Sun” vil for eksempel med sin fine, repetitive guitarmelodi indstille dine tanker på fordybelse. Det melodiske tema bliver i gentagelsen hypnotiserende og slår også tonen for albummet an.
Og bider du i krogen, vil du være fanget, når albummets tematik tidligt bliver forløst på den efterfølgende “Cage of Love”. Kærligheden er et bur, men kærligheden kan også være frihed. Den rodløse eksistens må selv forsøge at regne ud, hvornår tremmerne bliver for høje til, at man kan klatre over dem.
Musikalsk er Cloudwalk som maleriets impressionisme. De maler i akvareller og afbilleder selv den inderste grusomhed med en naturlig skønhed. Det er medvirkende til en inderlig atmosfære, som du ikke vil finde på et hardrock-album med skrigende Marshall-forstærkere og skærende riffs.
I stedet væver Cloudwalk et flot sanseligt tæppe af bastante trommer, drivende bas og lyriske guitarlinjer, der virtuost kærtegner de fleste af numrene på albummet.
Tootles vokal slægter på postpunkens dybrøstede fædre. Vokalakrobatikken bliver der holdt stramt igen med, og i stedet bliver vi mødt af en alvorsklingende nærmest messen. Det er igen med til at understrege den personlige og sårbare baggrund for albummet. Visse ting fylder så meget indeni, at de ikke kan råbes højt, de kan ikke skriges ud eller forkasteligt vrænges.
Ordene fylder så meget, at de kun kan udtrykkes med en vis besindighed, der ikke svigter alvoren med et pludseligt udbrud i affekt.
I forhold til andre udgivelser med et lignende lydbillede ligger vokalen også klædelig højt i mixet, hvad giver indtrykket af, at ordene faktisk giver mening og helst skal kunne opfattes. Det er ikke blot dystert volapyk diskret spyttet ud og gemt under instrumentale udskejelser og sindrige effektpedaler.
Halvvejs igennem tjener den klaver-drevne “Rise Again” som en smuk adagio. Den er så cinematisk, at jeg sagtens kunne forestille mig den som et rørende soundtrack til en af de film, vi husker for dens evne til at fremkalde kuldegysninger.
Herefter er det som om, at albummet også stiger i tempo. Vi får for eksempel den pågående “Ghost Town”, hvor særlig bassen er med til at give fremdrift. Det bliver en smule mere moderne og begynder at smage mere 00’ernes kølige New Yorkere-karle i sort og solbrille.
Det er også som om, at vi begynder at få små eksplosive glimt af noget grimhed som småskærende guitarer, der pludselig vil manifestere sig og bryde ud af deres hylster af ekko og rumklang.
Det klæder Cloudwalk at hive fat i de hæslige lydaspekter, ligesom det også tjener til en bedre forståelse af den rejse albummet tager dig med på. Det bliver et billede på, hvordan de første skridt efter lang tid på knæ i natten mod daggryet river i bevidstheden.
Der er trods alt lys for enden af tunnelen.
En personlig sejr
Med Rise Again; My Sun, My Mind har Cloudwalk begået en flot og vedkommende tilføjelse til den danske postpunk. Det er udspil med mere på hjerte end blot at iklæde sig lånte fjer for at se smart ud.
Det er et album der gør ondt, fordi det er meningen, at det skal gøre ondt. Det er en dækkende beskrivelse af, hvordan al erkendelse finder sin rod i en hæslig sandhed, men ikke kan vokse menneskeligt foruden.
Det er en fortælling for et menneske efter faldet. Det er den voksnes virkelighedshorisont tegnet med den guitardrevne musiks vandfarver.
Men mest af alt er Rise Again; My Sun, My Mind en personlig triumf. For den handler om at blive mødt med den største modgang, knække under for den, og så rejse sig igen. Det er noget, vi alle kan lære noget af og en gang imellem også trænger til at blive mindet om.
Du skal lytte til Rise Again; My Sun, My Mind, fordi: Det skal gøre ondt for virkelig at være godt.
