Med udgangspunkt i barndommens og opvækstens kartografi tegner Kellermensch på deres tredje album Capitulism et sublimt billede af det voksne menneskes kamp for at finde fodfæste i livet. Vi har lyttet og anmelder her.
I et goldt landskab uden timelighed finder vi dette anstrengte menneske, der med sine ru hænder skubber den vældige sten modstridigt op mod den stejle bjergtop.
Hverken morgenrødmen eller månens svale lys eksisterer med sin trøst om, at timerne og dagene leder frem mod en egentlig afslutning. Tværtimod fortsætter lidelsen ubønhørligt.
Hver gang han prustende når toppen, står han der som midtpunkt i denne verdens centrum med sin pandes tætte sved i øjnene, før han ser den ugidelige stenblok trille buldrende ned mod bunden igen med en naturkrafts ufravigelige kraft.
Arbejdet kan begynde på ny. Resultatet vil forblive det samme. Og tænk sig, at nogen forestillede sig denne tidligere konge som en lykkelig mand?
Sisyfos står som et billede på menneskets vilkår i denne verden. Han modtog sin straf for at sætte sig udover gudernes lov. Han nægtede at konformere sig under deres bud. Og det er en kamp, vi alle går igennem i vores liv.
Vi er det her knuste stjernestøv som higer efter at finde vores plads på den store himmel ovenover, som ønsker at indfri al det potentiale som vor ungdom gemmer på, men oftest bliver trådt under fode af en blind, døv og stum verden, der ikke ænser os. Vi bliver forklejnet af voksenlivets ansvar og byrder.
Det er det individuelle livs drama, at det er i kamp mod det omkringliggende samfund og ofte i splid med sig selv. Og Verdenshistoriens store tragedier bukker under for vægten af alle de små livs tragedier, der trods alt fylder mere desto længere vi strækker tiden.
Som en naturlov gentager denne skæbne sig for alle, der er kastet ind i verden. Og spørgsmålet er nu, hvordan vil du forholde dig til denne eksistentielle tematik? Vil du lade omstændighederne rulle henover dig som en afvæbnende bølge eller vil du bide tænderne sammen og rejse dig rank og stå imod. Vil du bukke under eller vil du kæmpe?
Det er i store træk den centrale tematik for Kellermensch’s tredje album, Capitulism. Og det vi vil undersøge i denne anmeldelse er, hvordan det vægtige Esbjerg-band skildrer denne tematik fra et personligt og vedkommende perspektiv, og om de finder kampen eller nederlaget. Om det er muligt at skimte lykken og kalde sig lykkelig, selvom stenens vægt presser ned over eksistensen.
Lad os række ud og gribe Capitulism ved hånden, lad dens tyngde trække os ned igennem den smudsige overflade af levet liv, så vi kan dykke ned i dens prægnante univers af tab, håb og trods.
Kældermenneskets kartografi
Under den lange og tålmodige opbygning til denne albumudgivelse har vi allerede igennem de sidste to år fået fire af Capitulism’s i alt ni sange – “Nothing” og “Mission” (2020), “Another Drink” (2021) og senest “6705” fra i år – som alle lyrisk set har peget på det færdige albums overordnede tematik.
Det måske mest bemærkelsesværdige ved disse er, hvor hurtigt de har fundet sig til rette i den øvrige diskografi og allerede føles som kendte slægtninge i Kellermensch’s oeuvre.
I sammenhæng med albummet finder de endelig hjem og modtager nyt liv, da deres placering på tracklisten giver dem en dramaturgisk enkeltrolle i forhold til helheden.
Singlerne kan sagtens stå på egne ben, men de virker desto mere slagkraftige, når man hører dem på ny i forhold til det samlede værk. Og hvis man i denne streaming-æra skal karakterisere Capitulism som noget definitivt, må det være et samlet værk.
Det er et regulært album i klassisk forstand, hvor den overordnede narrativ spænder sin bue over en række sange, der tematisk hører sammen i at fortælle en større historie. Det vidner albumtitlen også om.
Den kæder spidsfindigt ordene “kapitalisme” og “kapitulere” sammen. Dette sammenkædede ord bliver nærmest en tematikkens klokke, som sangene lyrisk anslår albummet igennem med besættende strofer.
På den ene side har du markedsøkonomien, denne “sad religion”, som styrende vilkår for menneskets eksistens, og på den anden side har du afsværgelsen af egen fri vilje og overgivelsen. Det opridser klart den eksistentielle håbløshed, som albummet sætter i scene og tager kampen op imod. Ideen om at være fanget i et djævelsk hamsterhjul af menneskeligt design og muligheden for at bryde fri fra det.
En fin instrumentel ansats åbner albummet som et slags præludium i romantisk forstand. Med sit tunge tempo og sin eftertænksomme klavermelodi maler det instrumentale nummer i brede filmiske strøg, især når der midtvejs bliver lagt svulstige lag af kor, strygere og forvrængede guitarer på. Denne lille rejse inde i den store overfart, dråben i havet, forbereder lytteren på det kommende og giver en gisning om de emotionelle bølger albummet kunstlet tager sin form efter.
Hjemstavnshymnen “6705” toner rent ind efterfølgende. Her ser det voksne menneske tilbage på barndommens uskyld igennem erindringens disede vin(due)glas.
“6705” er en slags dansk pendant – en ydmyg fætter fra den anden side af Atlanten – til Arcade Fire’s nyklassiker “The Suburbs” fra 2010. Win Butler lærte at køre bil i forstæderne, mens forsanger Sebastian Wolff og hans venner afventende brugte sommeraftenerne ude i kvarteret på, at jordenkloden skulle ophøre med at dreje rundt.
Den umiskendelige melankoli er til stede og kommer til udtryk i fremragende linjer som “giving up is preferable to winning”. Særligt bør man bemærke det rige billedsprog, når opvæksten i hårde kår optegnes.
Byen bliver som et fængsel, du aldrig slipper ud af, du kan i stedet bo i et hul. Tilværelsen skvulper forbi i en lind strøm af alkohol, og øretæverne hænger frit på hvert gadehjørne. Disse arketypiske billeder på fortvivlelse og depression bliver flittigt brugt albummets øvrige sange også.
Med sit stramme og smukke arrangement løfter “6705” mod himlen og bliver snarere end en klagesang en sødmefuld elegi, som tilnærmer sig lytterens eget erfaringsunivers.
Det samme gør sig gældende i “Mission”, hvor dagligdagens trivielle trummerum fremstilles kort og fyndigt som at gøre det vi egentlig ikke rigtig har lyst til at gøre. Vi gør det, fordi det er det, man gør, og imens forsumper resten af livet i den beige baggrund af køkkenets gamle klinker.
Ingen lytter, kun i stilheden eksisterer Sandheden, vi siger ikke, at vi elsker hinanden, lyder det sørgmodigt. Det er en farveløs, men velkendt eksistens, som Kellermensch tegner her, mens sangen under sagte blus bruser op og lader lytteren mærke den undertrykte frustration, der raser under overfladen.
Den store weltschmerz brænder med en klar flamme i det majestætiske koda til “Nothing”. Her finder det lyriske jeg, forsmået og efterladt, alligevel modstandskraften i det overvældende mellemspil.
Forladt af kvinden, som det lyriske jeg gang på gang har hjulpet op på hesten – og bemærk, hvordan ingen i dette univers rider lykkeligt ud i solnedgangen, men snarere tyst forsvinder i mørket – befinder vi os i den rene afmagt. Og oprøret mod denne er nærmest selvdestruktiv i sit væsen, som det lyder i en personlig favoritlinje, ordknap og dødhamrende præcis: “you can’t always set yourself on fire/ To feel warm for a little while.”
Erkendelsen af det rene tab bliver skildret så fint i omkvædets åbning: “Left you here alone to find/ That nothing ain’t nothing.” Der er nemlig noget tilbage i hullet. En følelse, et hjerteslag, noget der alligevel larmer, der hvor ingen lyd og intet burde være tilbage.
Det er vist kun på film, at skæbnens uvished bliver reddet af rulleteksterne. I virkeligheden fortsætter alting bare – på sådan en lidt sløv og banal måde. Derfor giver det håb, når det lyriske jeg alligevel kravler mørbanket op af hullet og erklærer, at han alligevel har et eller andet, en rest af noget tilbage i kraft af sin egen væren.
Den forvrængede guitar indleder “Follow You Around” på en blues-betonet måde, før den gloomy sen-90’er tyngde Kellermensch excellerer i slår bastant ned med fuldt orkester og strygere der synes at mime de fire mest dramatiske Mellotron-takter fra The Moody Blues’ “Nights in White Satin”.
Alligevel rummer sangen et smukt, upbeat omkvæd, hvor Sebastian Wolffs vokal bliver ledsaget af gotisk hvirvlende strygere. Det passer godt til tekstens overbærende kærlighedserklæring.
Og så får vi også albummets store guitarsolo som med tvære doublestops, hidsige bends og mekaniske fraser fremkalder en fin arrig kontrast til den øvrige ynde.
Akkordprogressionen bevæger sig passende ned på “Under”. Her møder vi måske kældermennesket tydeligst. Alle dets frustrationer, længsler og savn, ønsket om at høre til, gemmer sig i mørket under overfladen, og det rækker hånden op i håb om, at nogen vil gribe den.
Det er ikke så meget en bøn om at blive reddet op så meget, som det er et ønske om at blive set, forstået og mødt i sin angst.
Invitationen til underverdenen er pakket ind i et smukt arrangement, der bølger og daler de rette steder og skaber en blød melankolsk atmosfære.
Som vi nærmer os albummets afslutning begynder lyset at titte igennem. Eller måske snarere er det som at kigge på et sepiabetonet familieportræt fra et hengemt århundrede, sat i falmet ramme i en lille mørk stue i en af de danske døde landsbyer tiden har glemt, og så gå helt tæt på og opdage, hvordan det mørnede papir sprækker hvidt henover ansigterne på navnløse, men betydningsfulde forfædre.
Den klaverbårne sang er imidlertid så tidløs, at den allerede virker som en klassiker, der har været her for altid. For en ældre generation, der måske ikke er så lydhør for kældermenneskernes bombast, er det en vej ind i deres lydunivers. Her kan alle være med.
Det er en øm og oprigtig kærlighedssang, hvor det knuste hjertes patos får lov at stjæle scenen.
Der er alligevel en vis ironi i, at den tilgivelse der eftergives på “Another Drink” i hvert fald kan imødekommes efter, at glasset er blevet fyldt og tømt endnu en gang. Man kan ikke lade være med at betvivle oprigtigheden i den eftergivende gestus, samtidig med, at man forstår fristelsen for at lade fortiden være glemt.
Det peger på den underliggende ide, der er på Capitulism, om hvorvidt man kan bryde cirklen eller om man er dømt til at blive til det, man voksede op med. Som om at man indoptager sine omgivelser i sådan en grad, at man til sidst forsvinder ind i dem og bliver ét med dem. Er du villig til at stille dig tilfreds for at finde en sikker havn?
Men nogle gange er du nødt til at gå baglæns og andre gang stå stille for at mærke kloden dreje rundt, som det lyder på den ambitiøse “The Light”. Den udfolder sig som en formanende bøn, der opfordrer til at tage sig tiden til at se, der hvor lyset skinner igennem skyerne.
Den handler om ikke at være bange for at give slip og til tider bevæge sig i mørket for at kunne leve igen.
Midtvejs igennem og ud til slutningen hæver Kellermensch den musikalske indsats og laver et klassisk temposkift. Det er en vindende hånd, der straks giver afkast og får nakkehårene til at løfte sig.
Men heldigvis forfalder banden ikke til at kamme over i den rene frelse. For afslutningsnummeret er et cover af The Kinks slagsang til ikke at passe ind, “I’m Not Like Everybody Else” fra 1966. Valget trækker en tråd tilbage til det selvbetitlede debutalbum fra 2011, hvor Neil Young’s “Don’t Let It Bring You Down” var at finde, og skaber en slags synergi mellem de to album. Som et forstærket broderskab mellem fortiden og den nutid, bandet er modnet ind i.
“I’m Not Like Everybody Else” er en passende knytnæve i ansigtet på det konforme, det er et frihedsbrøl fra sjælen, det er et sidste trodsigt stand off, før tredje album lukker og slukker. Og det er helt essentielt i kældermenneskets ånd, dets eksistentielle raison d’être, at slutte rejsen og kampen her i en afgørende trodsig positur.
For selvom timeligheden, samfundet og opvækstens betingelser trælbinder, kan vi i trodsen finde kimen til frihed og løsrive os de illusoriske lænker om håndled og ankler. Og når først, befriet og genopstået fra det døsige mørke hul, vi stopper op for en stund, mon så ikke vi kan se lyset skinne klart? Det er håbet, vi må støtte os til.
Kort sagt: Capitulism
På Capitulism leverer Kellermensch deres hidtil mest sammenhængende værk. Det balancerer virtuost mellem det litterære og det personligt oprigtige. Det taler direkte til både hjerte og sjæl, men indfanger samtidig kroppen i en massefylde af lyd, der skaber bevægelse i alle dets lemmer.
Kellermensch er ikke bare et rockband. Det er så meget mere end det. Det er et kollektiv af tanke og pulserende følelsesliv, der formidler de skjulte sandheder om menneskesjælen, vi alle bærer rundt på. De gør det med en ligefrem instrumentation, der er både tung, rasende og yndefuld i sit udtryk, og ikke mindste stramme kompositioner og arrangementer.
I mindre begavede kunstners hænder ville sangene måske endda blive overlæsset og trække unødvendigt ud, men Kellermensch udviser en kølig kontrol og intuitiv forståelse for enkeltdelene af det samlede værk. De formår at flaske kaos uden at indholdet sprøjter udover det hele, men snarere kan nydes afmålt og i den rette dosis.
Capitulism er skåret til med et fint, præcist snit, som kun gør indtrykket af albummet desto større og mere omfangsrigt.
Og du bliver narret, hvis du på overfladeplanet affærdiger den umiddelbare lyrik – som i øvrigt må være noget af den fineste danske rocklyrik, vi kan bryste os af herhjemme! – og simple, men primale rockmusik, for dykker du først ned i universet under overfladen, åbenbarer sig en nøje gennemtænkt og følt konstruktion, der melder sig autentisk og vedkommende.
Når Sebastian Wolffs stemme indtager pladsen i front for den slagkraftigt komponeret musik, der bakker ham op, taler det til dig – og kun dig. Så omfavn det!
En ven fortalte mig, at han hver dag sætter sig ind i sin bil og hører “6705”, når han tager turen hjem fra arbejde, og græder over, hvor godt det er. Det henrykte mig at fortælle ham, at han godt kunne glæde sig til at høre Capitulism i sin storslåede helhed. For det er så godt, at det er særdeles grædeværdigt.
Du skal lytte til Capitulism, fordi: Kellermensch har begået et vægtigt værk, som taler til kampen i os alle.
Kellermensch: Capitulism udkom fredag den 27. maj.
