moi Caprice – Becoming Visible

Nogle gange skal en kær ven først vende tilbage efter at have borte, før vi egentlig begynder at forstå, hvor savnet han har været. Sådan forholder det sig i høj grad med moi Caprice, som vender stærkt tilbage efter tolv års albumpause med Becoming Visible, der allerede nu tegner sig til at være et af dansk musiks højdepunkter i 2020. Vi har lyttet og anmeldt.

Hvor blev romantikken af, da lyset blev tændt? I mørket, på dansegulvet, hvor kroppene stadig stod tætte, mens natten blæste afsted i en endeløs serie af urolige øjeblikke uden ende, var der utvivlsomt en gnist. 

Men under de hvidt fluorescerende loftlampers skær, der gør stejlt som en lænket vagthund til alle herinde, at natten er forbi og det er på tide at gå hjem, synes virkeligheden atter grå og prosaisk. Vi har mistet noget. Det er ude syne. Hvad end det var, vi følte i nattetimens mulm, hvad end der var så tydeligt for os, er det nu blevet usynligt. 

Der var en tid i 00’erne, hvor den danske indiepop og -rock dyrkede inderligheden og ublu stævnede ud på de store stormombruste følelsers hav. Kun derude, på bølgens spraglede top af styrtende vand, var himlen stor nok til at brede armene ud og favne hjertet og horisonten i ét og samme åndedræt. 

I modsætning til et folkekært 90’er koryfæ som Kashmir, der ændrede deres oprindeligt grungy Frank Zappa-inspirerede lyd mærkbart til at kunne italesætte de mytiske sirener og dykke ned i følesernes vold, var moi Caprice anderledes lige på allerede fra deres debut-album, det forsinkede Once Upon a Time in the North fra 2003.

De havde grebet tidsstemningen intuitivt ud af den blå luft og over de følgende ti år tegnede de sig som nogle af landets ypperste mestre i den særlige mikstur af internationalt lydende indiepop og særegen nordisk melankoli, vi kun har heroppe i kulden, der virker så æggende på blødende teenage-hjerter og de unge drømmere og deres bristende forhåbninger. 

I de italienske spaghettiwesterns, som den første albumtitel kækt alluderer til, er der en særlig optagethed af det mytiske og dets arketyper. I filmene optræder de i en europæiske forestilling eller gen-drøm af et i forvejen mytologiseret amerikansk univers, hvor netop myten bliver til skueplads for det romantiske drama. 

Heri finder vi en længsel mod det, der synes fjernt, magisk og ukendt – også selvom det i mødet kan forekomme så ganske nær og genkendeligt. Det er denne bagomliggende længsel, der gør film som Once Upon a Time in the West til en tidløs klassiker, og det er også denne romantiske længsel, som moi Caprice formåede at give fuldt udtryk i deres musik og tekstunivers. Før de blev usynlige, og vi mistede noget som bedst kan formuleres i det rousseauske je ne sais quoi.

Heldigvis foreligger nu, endelig, et nyt album fra moi Caprice, hvis titel spiller både på den længsel, vi lyttere har mærket i deres fravær, og den tomme afgrund, som bandmedlemmerne må have følt i den mellemliggende periode. Det er et kald tilbage til det, der var, men i nutidens tjeneste.

Becoming Visible er nemlig præcis en synliggørelse af en længsel. En tilbagevenden til den, man var og ikke kan undslippe over tid, og en genopstandelse af det inderlige. Det er en tematisk rejse ind i forståelsen af egen identitet i tidsfølgens flux og kærligheden til den musik, der var og nu er.  

I sin reinkarnation formår moi Caprice at lyde, som vi husker dem, men samtidig udvide deres musikalske univers. De begynder så at sige ikke, hvor de sluttede, men har allerede taget et skridt videre i deres kunstneriske rejse. Og derfor er der ekstra meget at glæde sig over, når man lytter til Becoming Visible, der både har sprælske produktioner og mere ligerette skud fra hoften.

Det lyriske univers kammer over med mindeværdige fraser og solide hooks, som bliver siddende i hjernebarken lang tid efter. Den sultne lytter vil utvivlsomt dykke længere ned og afdække de litterære referencer, de subtile meta-lag, eller lade sig opsluge af fortællingernes melankolske tone. Og selv i den tillokkende weltschmerz er der små opbrud, der mest af alt føles som en fejring.

En fejring af atter at være tilbage til, hvor det hele begyndte, en fejring af atter at være synlig. 

But I am becoming visible again

Naturen overvælder betragteren med storslåede og sublime visioner. Det undslipper den konkrete beskrivelse, det er noget, man føler direkte, fornemmer og kaster sig ind i.

Særlig nattens melankoli er arnested for den romantiske følelse, denne sammensmeltning med naturen under stjernehimlens låg, og derfor forekommer “Astropastoral” som en perfekt velkomst tilbage til moi Caprice’s univers.

Åbningsnummeret falmer ind med smukt harpeklingende tonerækker, der daler som flakkende stjerneskud i måneskæret, og sætter øjeblikkeligt en sublim stemning. Det er som at være placeret lige dér blandt himlens funklende lys og kunne række ud og røre dem. 

Det er en kærlighedserklæring både til musikken og himlen, der lyrisk bliver sat på linje med hinanden. Den romantiske længsel er forankret i forestillingen om ét særligt sted, udvalgt blandt alle andre steder på alverdens kort, hvor sammensmeltningen med verden indhyllet i nattens mørke prægnant vibrerer i nuet.

“I read when I woke up/ the history of people in love/ who died in the same place/ And just like all the above/ Let’s die in this place.” 

Samtidig kredser den også om den rastløse identitets søgen på vej tilbage mod sig selv og signalerer subtilt moi Caprice’s tilbagekomst: “Wait, we’re still the same/ Though I return covered in names/ Like a comet beyond the sky.”

Førstesinglen “Maureen” fortsætter en klassisk moi Caprice-tradition ved at referere til Sergio Leone’s Once Upon a Time in the West. Maureen er nemlig filmens første offer, datter af gårdejer Brett McBain, der må lade livet med sin far og søskende, da den kyniske gunslinger Frank og hans kumpaner skæbnesvangert kigger forbi. 

Teksten udspiller sig som et desperat redningsforsøg og bærer præg af et melankolsk kærlighedsdrama i højeste potens, som unge elskende på flugt: “I imagine us driving/ Always arriving/ But never with a place to stay.”

Efter hymnen til nattehimlen er “Maureen” øjeblikkeligt genkendelig for fans af moi Caprice. Det er nemlig deres klassiske lyd opdateret med et mere percussivt element, og den tegner sig som katalysator for kvinttetens nyfundne fremdrift i lyd. 

Kunstneren viser sit sande ansigt på “Orpheus”, hvor synth-arpeggiators tager den dominerende rolle i lydbilledet. Sangens Fader, Orpheus, fik lov at hente sin hustru, Eurydice, fra dødsriget under betingelse af, at han ikke måtte se på hende, før de er ude af skyggedalene.

Men som Ovid skriver i tiende sang af Forvandlinger: “Han frygter, hun ikke er med, og begærer at se hendes ansigt./ Han så sig kærligt tilbage. Da sank hun atter i dybet.” Hovedpersonen er så afmægtig i sin kærlighed, at han mister det, han har kært.

Det er angsten for ikke at blive anerkendt, at ofre sin sjæl på kunstens alter, for blot at finde døve ører og afvisninger, og samtidig føle sig kaldet til at gøre det, til at bære byrden af at turde miste. 

Anderledes ligefremt river “My Name is Nobody” sig løs med et guitarriff, der gør én helt nostalgisk efter 00’ernes guitardrevne indierock. Som Terence Hill i filmen af samme navn, galoperer den med rolig dødsforagt henover sletten.

Vi får en af disse melodier, der er så sigende for den nordiske melankoli, og sangen rummer flere gear, hvor guitarbrus og vaskende trommer hamrer intenst igennem. I små nøje planlagte åndehuller svulmer Michael Møllers stemme i et besættende: “When it’s coming from the darkness in my voice”.

Når tempoet atter daler på “On the Modification of Clouds”, er vi atter tilbage i kunstnerens refleksion over at skabe kunst. Det kunne være et blueprint for skabelse i den ånd, der ofte er akkrediteret Samuel Beckett, når Møller synger: “I know we do the right things the wrong way/ But we’re still around.”

Det er humlen i den romantiske digtning at søge netop det ophøjede. Men det er forfængeligt at ønske sig, at man kan nå ind til kernen af det sublime og udtage et ekstrakt til fremvisning. Og det kræver mod at søge det, fordi man skal vove at træde ved siden af.

Det bliver dog ikke patetisk, men snarere sidder man med følelsen af, at Møller formår netop det, han frygter ikke at kunne, når han rammer den smukke lyriske konklusion: “A version of me is failing each day/ another version is always opening his eyes.”

I midten af albummet finder vi den romantiske ballade, “I’ll Never Be the Same I Was Last Night”, der ikke blot fungerer som anker for ballasten af sange på begge dens sider, men også er fremkomsten af det moi Caprice, vi husker. 

En orientalsk, dryppende melodi, daler under Møllers udtalte melankoli, som kredser sig om den omskiftelige identitet. Nogle gange vågner vi som en anden ny, andre gange virker det, som om vi vågner i en andens drøm. Vi eksisterer et eller andet sted i spejlingerne af os selv.

Den umiddelbare forløsning indtræffer i “Teenagers”, der i sin fremstilling af voksenlivets små tragedier og tilbagevenden til teenage-årernes i sammenligning uskyld virker som en meta-kommentar til bandets pause. “Cause I can’t bring myself to believe it’s over.”

Teksten kredser igen om identitet, om længslen efter én, man var, og muligheden for at kunne vende tilbage til denne, ligesom Rimbaud ledte efter nøglen til sit livs tidligere festmåltid. Længslen og livet fremstår cirkulært. 

Og derfor er der noget nærmest glædestrålende i afslutningens håbefulde melodi. Det må ligge i erkendelsen af, at uanset hvor langt ude til havs, man synes at være i livet, kan man altid finde tilbage til land. “It’s like being born into a hologram/ I keep returning to the person I am.”

Natten kommer atter i fokus på den dansable “The Romantic Movement”. Her mærker man også indflydelsen fra den nytilkomne bassist, Fridolin Nordsø, hvis definerede bas-figur leder moi Caprice ind i en ny tidsæra. 

Referencerne står i kø på denne udforskning af kunstnermyten på godt og ondt. Natten, den lemfældige druk, slåskamp og opføre sig uanstændigt, sat over for den romantiske myte om Robin Hood og Peter Pan. Fordærv og uskyld.

Hvordan er det at være i et band? Det svarer “Exit Strategy” på. Det er en meditation over kampen for succes, at give op og finde tilbage til rødderne igen. Virkeligheden er ikke altid skøn, men der er alligevel noget langt uskønnere i at give op.

Den pointe hamrer den afsluttende “Becoming Visible” hjem: “I think that the real mistake/ Was that we ever stopped trying.” Var albummet en rejse, der begynder under nattehimlens stjernebesatte låg, hvor mulighederne spirer, bliver sidste nummer destinationen for rejsen. Det punkt, hvor cirklens slange møder sin egen hale og bider fast. 

Det er som Odysseus, der vendte forklædt hjem efter sin lange rejse, og til sidst afslører sig selv, som den han er og altid har været og atter bliver synlig.

Albummet virker som en længselsfuld rejse efter at nå et mål, der altid har været gemt i det indre, skjult i en vilter verden af støj og udefrakommende distraktioner. “Becoming Visible” er moi Caprice, der tager landskabet tilbage og vender hjem. 

Du skal lytte til Becoming Visible, fordi: Ingen mestrer den romantiske længesel, som moi Caprice gør det.

Redaktionen anbefaler
Velvet Volume: Ego’s Need

Velvet Volume: Ego’s Need

Trioen går skævt til værks på besnærende toer. Vi har lyttet og anmeldt.  Ungdommen er både en rus og en vildfarelse, skøn og uhyre grum på én og samme tid. Den er forvirrende og opløftende, retningsløs og samtidig fast besluttet, kaldet til handling. På én gang...

Freddy and the Phantoms: A Universe From Nothing

Freddy and the Phantoms: A Universe From Nothing

På deres femte album skruer Freddy and the Phantoms forstærkerne op på 11 og udvider deres - og vores - musikalske horisont med et slagkraftigt rockalbum uden hensyn til tidens luner og trends. Det holder hele vejen igennem. Vi har lyttet og anmelder her.I en meget...

Verdens Sidste Idé: Den Indre By

Verdens Sidste Idé: Den Indre By

Den lyriske pen svinger uforligneligt og efterlader brede strøg på Verdens Sidste Idés debutalbum, Den Indre By. Vedkommende skæbnefortællinger og en kulegraven af følelseslivets skjulte afkroge bliver fremført med en sjælden empati, der gør albummet til et varmt...

The Boy That Got Away: Colossus

The Boy That Got Away: Colossus

Det er utvivlsomt et godt valg af albumtitel. The Boy That Got Away’s tredje album bør for eftertiden tårne over de danske rockudgivelser anno 2020 som et af de absolut bedste. Vi har lyttet og anmeldt. April er den grusomste måned, driverSyrener frem af død jord,...

The Consolation: Astoria

The Consolation: Astoria

Den københavnske kvintet The Consolation udgiver i dag deres tredje album, Astoria, og beviser endnu engang, hvorfor de er landets hovedeksponenter for den inkarneret amerikanske countryrock. Vi har lyttet og anmelder. Det er ligesom det vindblæste landskab. Dets...