Den lyriske pen svinger uforligneligt og efterlader brede strøg på Verdens Sidste Idés debutalbum, Den Indre By. Vedkommende skæbnefortællinger og en kulegraven af følelseslivets skjulte afkroge bliver fremført med en sjælden empati, der gør albummet til et varmt bekendtskab. Vi har lyttet og anmelder.
Forleden kørte min kæreste og jeg ud til Vesterhavet. På vej mod Løkken kørte vi igennem Store Vildmose, dette sumpede, vindslåede landskab med en odør af et glemt Danmark, en tyst historie, en svunden tid.
De genstridige rester af bebyggelse – indsunkne landejendomme og deres skelende vinduer, pludseligt opståede parcelhuse med deres døve parabolerskærme vendt mod himlens grå, småklynger af ejendomme, der er ovre, før de er begyndt – ligger som skeletter langs den sløve vejs knivsæg. Det er ideen om liv, hvor der intet længere rigtigt er.
I bilen talte vi om denne verden af i går, hvor det moderne livs distraktioner var ikke-eksisterende. Vi forestillede os det fortidige mikrokosmos, uforstyrret af den store verden udenfor, der ikke konstant meldte sin ankomst i de rasende headlines’ blokbogstaver, blinkende notifikationer på sociale medier, vibrerende mobiltelefoner og overfyldte mailindbakker. Herude var engang et andet liv, end det vi kender i dag, og i det andet liv blev man, hvor man var, og kom hinanden ved.
Og vi husker det faktisk selv. Det er de små byer, vi også kommer fra. Ligeså små og indspiste er de, som de dage, hvor telefoner havde drejeskiver og flow-tv nådesløst dikterede underholdningen og lange dages kedsomhed lå uforløste hen i manglen på øjeblikkelig stimuli, ja, de dage er blevet et gulnet fotografi i kun erindringen.
Ved gensyn ligner alle disse småbyer hinanden, når du tænker over det. Mændene, med deres forvoksede næser og rødslidte hud, der ofte går sådan lidt halt og foroverbøjet med halvskidte skridt, kvinder med provinsbakkenbarter og praktiske dunjakker, og de unge opkomlinge, der hænger ud foran den lokale købmand på deres scootere og pæser på deres billige cigaretter, udbryderlængslen panisk stemplet i deres blanke pander.
For det er jo det man gør herude, når man er ung. Man flygter, når chancen byder sig, og søger ind mod de større byers løfter om, at man her kan realisere sig selv, skabe sin person på ny, og endelig ryste opvækstens fordømmende åg af nakken. Man kan glemme sit fortidige selv i mødet med den brede anonymitet. Og måske udvisker vi mere, end vi forventer?
Måske glemmer vi det, måske undertrykker vi det i bevidstheden, måske har vi for travlt i hverdagens kaotiske trummerum til at anerkende den, men en rest af vores oprindelige kultur, dens dyrkelse af nærheden, vil altid hænge ved. Den er en smudsig lille plet i vores synsfelt. Og alligevel rummer den en vis storladen poesi, fordi den mestrer en kærlig nidkærhed for de små fortællingers detaljer og vedkommenhed.
Du står pludseligt ansigt til ansigt med den, når den kommer til orde på debutalbummet Den Indre By. Her formår Verdens Sidste Idé at accentuere den landlige mentalitets entusiasme i mødet med, ja, den indre bys vidtløftige flor af eksistens.
Med en inkarneret dansk, lyrisk pen skriver forsanger Asbjørn Hvelplund naturalistiske sange om det, vi taler om, men særligt også det, vi ikke taler så meget om. Hans rolige tilflytter-blik skærer igennem storbyens larm og ser de livets enkeltheder, som er nemme at overse i forbifarten, når man kun er optaget af sit eget, og i sit kølvand afdækker han det store følelsesregister, som står i fare for at blive stumt i tidens flux.
Der er en afvæbnende nærhed at mærke i albummets ni sange, hvor du aldrig føler dig som hverken dristig voyeur eller uvelkommen gæst. Du er snarere inviteret til at leve dét liv, mærke sensationerne af glæde og sorg krible i dit indre, og i mødet mellem det lille og store være vidne til deres genspejlinger i hinanden.
I en fornem balancegang formår sangene at røre ved det dybeste af det indre uden at fortabe sig i obskur metaforik og vildledende sproggøgl. Det er sindrigt formuleret og alligevel så håndgribeligt som et børnerim. Derfor træffer hver strofe som oftest også hjertekulen hårdt.
Det genkendelige singersongwriter lydbillede har fået et nutidigt twist med elektronisk poppede lydflader, der står i kontrast til brugen af for eksempel blæsere. Det er således splittet mellem tradition og modernitet, der i sin essens afspejler den overordnede tematik. På den måde forekommer Den Indre By som et helstøbt og gennemtænkt værk, hvor den umiddelbare melodi er i højsædet og den sproglige frodighed stråler uovertruffent.
Andre liv
Allerede fra startskuddet placerer Verdens Sidste Idé sig solidt i den danske sangskats folkelige tronkammer. Det er nemlig svært ikke at drage en anerkendende parallel til Povl Dissings “25 Minutter Endnu”, når vi tæller ned til selvdestruktion på den yndefuldt tilbagelænede “Skolen”, hvor en svag melankoli flimrer ind igennem persiennerne.
Tre minutter er alt det ta’r, og sangen opridser hurtigt skellet mellem visdom og lærd viden. Livet lærer vi ikke ved at rationalisere os til det, men ved blot at leve det, at kaste os ud i malmstrømmen, hvor kaos hersker, og hvor vi ikke med sikkerhed kan forudsige, hvad der vil ske næst. Og vi tager blidt troens skridt i sangens forløsende coda.
Det bipper og bopper frejdigt på “Et Andet Liv”, hvor melankolien paradoksalt er desto mere udtalt i lyrik og forsagt trompetspil. Det er så let at forfalde til dagdrømmene, der lokker med søde forestillinger og bekymringsfri tankeflugt, når tilværelsen spidser til.
Derfor rammer omkvædets mantra hårdt med sin ublu erkendelse: “Men det handler om at være, der hvor man er/ Og ikke sidde og holde hånd/ På en sommerdag langt herfra.” Dets kald til at forblive fastholdt i nuet og ikke flygte vidner om et mere levet livs hårdttjente modenhed.
Den moderne klingende “E.L.S.K.” har en intertekstuel flirt med Kim Larsensk uh-åh og Halfdan Rasmussen ABC. Det er som en dansable tilflytterdrøm, hvor vi lytter med et halvt øre på møntvaskeriet, og higer efter at favne friheden. Når nummeret midtvejs skifter i lyd til det urbane, modsvarer teksten nærmest med at opridse nogle af provinsopvækstens obligatoriske kendetegn som for eksempel at kunne bakke med en trailer.
Det er den slags småhumoristiske glimt i øjet, der udmærker Hvelplunds sangskrivning, og giver den et lunt humanistisk ansigt.
Vekslen mellem det lune og alvor bliver kun tydeligere på “Tine Er Så Stille”. Hvelplund har på Facebook fortalt den dystre baghistorie om et aftenmøde med en skræmt kvinde på Hallsti. Hun var kommet fra København for at lede efter sin veninde, en prostitueret, der var i alvorlige problemer. “Det er måske en barsk historie at skrive musik ud fra, men for os var det en øjenåbner – det gav en fornemmelse af livet i de gader, vi ikke kom i,” skrev han da.
I hans hænder bliver det til en smuk fortælling fremstillet i et klokkeklart sprog, hvor de værste forventninger – “Mon strisserne de ringer/ Og siger: Dykkerne fandt hende i en sø” – bliver understøttet af den sørgmodige musik. Det er svært at formidle det tragiske så koncist og virtuost, men her lykkes det med en rørende empati.
“Verdens Sidste Idé” spiller som en utålmodig roadmovie, der stævner ud på eventyr, men lytter man til teksten og dens finurlige kosmologi, finder man en øm kærlighedserklæring.
Når koret sætter i på de sidste strofer: “Og den dag hvor hele verden eksploderer/ Og tiden ruller tilbage/ Må jeg så ligge her i dine arme/ Og tælle de gode dage” og baner vej for den brusende musik og vokale gentagelser, er det som svævende at være vidne til et univers’ opståen.
Jeg kan kun ønske mig en egen eulogi som “Hey, Præst”. Det er rammende beskrivelse af sorgens forvirrende væsen, sat i scene til en kammerats begravelse. De fine sansemæssige registringer bliver leveret med en dybfølt indlevelse, der gør det svært at holde tårerne tilbage.
Forundringen over fraværet af liv i den afdøde kommer for eksempel til udtryk i det fornemme rim: “Min døde kammerat/ Det stive apparat”, hvor kroppen er reduceret til et stykke sjælløst mekanik.
Og man mærker striden mellem de institutionelle rammers formanende krav og det brændende ønske efter at ære den faldnes minde med musik og cigaretter for på den måde at forlige sig med tabet. For hvordan gør man det? Måske ved at skrive en sang.
Kærligheden bliver et spørgsmål. Og den storladne “Os To” stiller det igen og igen. Den percussive messen tager ikke imod afvisning: “Dit hjerte det banker som en maskine/ Så ingen skal komme og sige, du ikke har noget at give.”
Vi kan snakke og love så meget, men det virker som om, at de svar vi søger findes andetsteds udenfor det talte.
Det vemodige Bonnie & Clyde-drama, filmet i provinsagtig short scale, hvor flugten er en tur til Flensborg, dyrker den klassiske femme fatale-trope. Hun er en som besættelse og kalder det lyriske jeg, der afslutningsvis har fundet sin udvej fra de grå vidder, tilbage. Det er en udforskning af ungdomskærligheden, der aldrig slipper sit greb og følger os ind i voksenlivet.
“Følelsen Findes (Ikke Mere)” afrunder albummet med sit lakoniske blik vendt indad og det trodsige refræn: “Det er sket, og jeg siger det her/ Jeg fortryder ikke at jeg gjord det.” Vi forlader værket i en blød svævende atmosfære med et funky groove – som et street smart gavtyvsmil.
Verdens Sidste Idé optegner med Den Indre By deres egen personlige niche i dansksproget musik og udfordrer det gængse singersongwriter-univers med en mere poppet og alternativ tilgang.
Det er nemt at pege på nulevende danske mestre og opkomlinge, som har hovederne i tidligere tiders poesibøger, og gøre sig kløgtig på sammenligninger. Men det er at gøre netop denne musik en bjørnetjeneste.
For hvad der på overfladeplanet virker sammenligneligt gemmer en helt anden sensibilitet, som helt og holdent er Verdens Sidste Idés egen. Det er en dans med det danske sprog og dialekt, som favner alle facetter og stemninger på en enkel og hjertevarm måde. Det er evnen til at udtrykke det store uden at forsvinde i det højtragende. Og det er en kunst at gøre!
Med tilflytterens opmærksomme blik på den nye bys skæve taktart, tapper Verdens Sidste Idé direkte ind i byens puls og menneskene, der lever og ånder der. Det bliver fremført med en sanselig menneskelighed, der utvivlsomt gør Den Indre By til et tidløst medlevende portræt af Aarhus midtby.
Du skal høre Den Indre By, fordi: Du tørster efter velspillet dansk popmusik, hvor poesien hersker suverænt.
