WRITHE: Awaiting A Tide - Artwork.
6 minutter at læse

Writhe: Awaiting a Tide

Københavnske Writhe turnerer med sit debutalbum Awaiting a Tide i bagagen. I aften rammer de 1000Fryd og på lørdag er de at finde på Sway i Aarhus. Vi har lyttet og anmelder her.

Det er først og fremmest svært ikke at tænke tilbage på musikkens kulturbrud for over tredive år siden. Fremkomsten af den såkaldte alternative rock varslede et nybrud i en genre, der for længst var blevet udvandet, useriøs, og mageligt korpulent i sin egen vamle griskhed. 

Puddelrockerne skrev deres sange med sjofel metaforik – vi husker vel alle den om kirsebærtærten, var det virkelig en tærte de mente? – , hurtige biler og endnu hurtigere kvinder, mens de svang deres neonbøjede guitarer med de spidse hoveder og opstyltede Floyd Rose-systemer vildt omkring sig i musikvideoer, der visuelt slægtede mere på datidens popmusik.

De gryende halvfemsere indvarslede en ny tidsånd, hvor det lyriske blik i en modreaktion blev vendt væk fra den opulente materialisme og indad mod individet og derfra pegede ud med socialt indigneret pegefinger mod det hyperkapitalistiske samfund, der i ødsel overdådighed langsomt pustede velfærdsballonen op til en kommende eksplosion, vi senere fik glæden af at stå i efterskælvet af.   

Men der var pludselig en seriøsitet i musikken, som tændte nogle gamle rotter helt af, mens den til gengæld løftede en hel ungdomsgeneration. De følte sig hørt, de følte sig forstået, og pludselig var det ikke helt så cool at råbe Gordon Gekko’s mantra “Greed is good!” og valse benovet rundt i sin egen selvoptagethed. 

Hvis der er én ting, man kan lære af historien, er det, hvor omskiftelig den er, hvordan den rykker sig i hidsige brud. Den menneskelige kontakt, som 90’ernes musik var ophav til, blev hurtigt kommercialiseret og solgt alle steder – fra det høje til det lave, fra catwalk til gågade – og musikken endte ligeså udvandet, som de tærte-viser den havde gjort oprør imod. 

I mainstreamkulteren oplevede vi i 00’erne en tilbagevenden til den tidligere seriøsitet, men da havde verden allerede i hast ændret sig i det digitale spejls billede, og den fragmentering af kulturen, som i dag er et status quo, var allerede på plads som en stålbjælke mod at samle en hel generation under samme favntag. 

Alligevel er det her, vi i dag begynder vores anmeldelse af den københavnske kvartet Writhe’s debutalbum, Awaiting a Tide

Et kaotisk blik på mennesket

Er du ikke også bare træt af at få ørerne tævet røde af clickbait-overskrifter på de større musiksider og dilettantiske diskussioner i kommentarsporene på sociale medier, når rockens død endnu engang bliver hevet op af købmændenes lommer for at sætte fut i møget hos musikelskere?

Rocken lever ganske fint. Nej, de spiller den ikke på MTV mere, men spiller MTV så til gengæld også stadig musik? Rocken holder til i undergrunden, der ikke er mere dunkel og mørk end at du falder over et stort udbud af den, hvis du bevæger dig derned. 

Herhjemme har vi særligt en nutidig post-punk scene, der i større grad er begyndt at danne modpol til det mest fjollede af tidens populære toner. Det er en larmende fraktion, en pludselig fælles front, hvorunder Writhe også hører hjemme. 

Ligesom for over 30 år siden består oprøret i et lyrisk skifte, hvor enkeltindividet og dets væren i verden atter bliver taget seriøst, og hvor det er dyrkelsen af de oprigtige følelser, der giver musikken sin kant – i modsætning til klichéernes hårdkogte machoisme og anden facade-facisme, der lugter af drinks og glitter. 

Med Nick Magnusson i front på vokal og guitar spiller Writhe en eksistentielt tynget musik fra storbyen for storbyen. På Awaiting a Tide forsøger bandet at placere det enkelte individ i byens menneskeskabte kaos og undersøge, hvordan organismen bliver påvirket af den overvældende ydre stimuli. 

I modsætning til nogle af deres nærmeste kollegaer på den nuværende scene er rock-inspirationen tydeligere udtalt på Awaiting a Tide. Den punkede energi er der skam, jovist, men man fornemmer alligevel en større forståelse for rockens kardinaldyder. 

Der sniger sig undervejs associationer til Interpol’s stramt kontrollerede kaos, hvor fornemmelsen for form som en bagvedliggende drivkraft manifesterer sig i håndteringen af instrumenterne, det følelsesmæssige virvar til trods. Og ikke mindst til Sparta, der opstod udad At the Drive-In’s ruiner, hvor sammensmeltningen af post-hardcore energi og melodisk tæft gik hånd i hånd. 

Albummet er indspillet på blot fem dage, og det skaber et sammenhængende helhedsindtryk, hvor sangene fremstår som familiemedlemmer og ikke blot en række tilfældigt skrevne hits.

Lydbilledet er mere garageskrammel end moderne Hi-gain-forstærkere, hvilket klæder sangene, fordi man nemmere fornemmer de sprøde rørforstærkere blive tæsket igennem. 

Awaiting a Tide cirkulerer tematisk omkring det modernes forgængelighed, hvor intet er givet og alt bliver taget hurtigt væk igen – på et personligt, socialt såvel som strukturelt niveau. Det er med andre ord det moderne menneskes håbløse kamp mod den indifferente virkelighed og selveste timeligheden som er på spil. 

Bandet beskriver selv albummets grundfølelse som, “at noget er på vej, et skift – man venter på tidevandet,” og det er en stemning som lytteren bliver spundet ind i over albummets ni sange, indtil den flotte “Lights Out” lukker albummet og giver en blid forløsning.

På deres debutalbum orkestrerer Writhe en kaotisk rejse ind i menneskesjælen, som er ubønhørlig i sin grundvold. Det rusker simpelthen i dig. Ved flere lyt bliver albummet som en prisme, hvor man genkender desto flere ting af sig selv, som man måske, måske ikke i forvejen vidste. 

Hvorom det næppe har mulighed for at løfte en hel generation og vise vej, vil der være rigeligt at komme efter for tænkende rockfans på Awaiting a Tide. Og hvis du vil ændre verden, må du som oftest begynde med én person af gangen. 

Du skal lytte til Awaiting a Tide, fordi: Tidevandet trækker dig uventet imod strømmen. 

Writhe er: Nick Magnusson (vokal & guitar), Oliver Magnusson (guitar), Rasmus Hostrup (bas) og
Anders Vestergaard (trommer).

Se Writhe live:

Aalborg, 1000Fryd: WRITHE x BEDLAM BOYS x HEALER – torsdag den 3. februar (Entré: 50 kroner)

Aarhus, Sway: Hul præsenterer: Writhe ‘Awaiting A Tide’ – Album Release (med Healer & Loose Ends) – lørdag den 5. februar (Entré: Gratis)



Redaktionen anbefaler
Riverhead: Cancer

Riverhead: Cancer

Det danske post hardcore-rockband Riverhead er ude med deres andet album Cancer og SPOT-aktuelle med koncert på HeadQuarters lørdag kl. 22.00. Kan du lide rockmusik? Er du et menneske? Kan du svare ja til bare ét af de to spørgsmål, så er det din pligt som et levende...

Kellermensch: Capitulism

Kellermensch: Capitulism

Med udgangspunkt i barndommens og opvækstens kartografi tegner Kellermensch på deres tredje album Capitulism et sublimt billede af det voksne menneskes kamp for at finde fodfæste i livet. Vi har lyttet og anmelder her. I et goldt landskab uden timelighed finder vi...

Cloudwalk: Rise Again; My Sun, My Mind

Cloudwalk: Rise Again; My Sun, My Mind

Fra eufori til mørke. Cloudwalk giver os en bearbejdelse af sinds mørke i albumformat. Med personlig historiefortælling og tunge emner lykkes det shoegaze-bandet at give end vedkommende lydoplevelse. Vi har lyttet og anmelder her. Når livet for alvor braser sammen og...

Velvet Volume: Ego’s Need

Velvet Volume: Ego’s Need

Trioen går skævt til værks på besnærende toer. Vi har lyttet og anmeldt.  Ungdommen er både en rus og en vildfarelse, skøn og uhyre grum på én og samme tid. Den er forvirrende og opløftende, retningsløs og samtidig fast besluttet, kaldet til handling. På én gang...

Freddy and the Phantoms: A Universe From Nothing

Freddy and the Phantoms: A Universe From Nothing

På deres femte album skruer Freddy and the Phantoms forstærkerne op på 11 og udvider deres - og vores - musikalske horisont med et slagkraftigt rockalbum uden hensyn til tidens luner og trends. Det holder hele vejen igennem. Vi har lyttet og anmelder her.I en meget...