Dansk guitarrock kan måske virke som en genre for mørkemænd, der dyrker det dyste og tunge, men sådan forholder det sig ikke på RAIN’s EP-debut. De tipper nemlig virtuost med hatten til Britpop og New-wave, og resultatet er øjeblikkeligt fængende melodier og uptempo asfalt-disko. Vi anmelder polish to make things shine her.
Storbyens trøst. Følelsen af anonymitet, at kunne forsvinde i mængden som et ansigtsløst sandhedsvidne. Høre sin mave skrumle på billige kulhydrater på Kongens Nytorv, mens Hotel d’Angleterre’s klassicistisk hvide facade trykker sig ned på bevidstheden. Du ser magtens elite suse forbi i deres dødsorte biler, og selv er du høj på mulighedernes rus, som man kun finder den her – i storbyen.
Der er en særlig ungdommelig fascination af dette liv på spidsen, der måske forklarer den udlængsel som oftest bliver fostret i de søvnige provinsbyer. Her er muligheden for at undslippe den, du er, og pudse den stjerne du gemmer på indeni, fri fra den prosaiske virkelighed et liv under markernes grå himmel har forsøgt at gøre til den, du bør være.
Og der er ikke nikotinplettede hænder med krummede fingre nok til at tælle alle de gange verdens metropoler således har lagt scene til de små hverdagsdramaer, der fylder himmelråbende i et 20-årigt hjerte. Der eksisterer en poetik i den frostklare by, som lægger sig som en beskyttende hinde over hjerteveerne og fremtryller noget lyrisk i selv den smogbeskidte sne, der samler sig i revnerne på fortovet.
Vi skal blot 30 år tilbage – et ocean af tid for Millennials og måske mere håndgribeligt på en efterhånden sepia-betonet måde for gamle røvhuller som undertegnede – for at huske, hvordan Britpoppens ypperste mestre i form af for eksempel Suede’s Brett Anderson og Blur’s Damon Albarn med skærpet opmærksomhed indåndede asfaltverdenen omkring dem og spyttede den ud igen i graffiti-malede hooks.
Denne britiske skygge hænger klædeligt over københavnske RAIN’s EP-debut, polish to make things shine. Den unge kvintet trækker nemlig ublu og kompetent på den melodiske, britiske lyd, der i 90’ernes igen gjorde Storbritannien til et imperium, dog i musikalsk forstand. Det her er først og fremmest guitarmusik, og den bliver fremført med samme panache som hedengange Supershine gjorde det i starten af 10’erne.
Det er dog ikke en nostalgisk genopstandelse af et forældet lydbillede. RAIN har tydeligvis ligeså meget styr på gudfædrene, som de har på de disciple, der fulgte i deres kølvand og gjorde lyden til deres egen. Derfor er iørefaldende og drivende synthesizer ligeså centralt som guitaren på samme måde, som den var på amerikanske The Killers’ anglofile debutalbum, Hot Fuss.
Den drømmende ungdomspoesi er indrammet i fire upbeat, nynneværdige sange, der til tider flirter med det melankolske mørke, vi finder hos Editors og White Lies. Men mest sigende for RAIN’s musikalske udtryk er, at den allestedsværende melankoli aldrig formår at forstumme en håbefuld optimisme.
Skønheden på gadehjørnerne
Vi er fanget i det centrifugale punkt for verdens omskiftelighed på den øjeblikkeligt fængende “Snowblind”, der åbner EP’en. Her møder vi RAIN for fuld udblæsning, og det er nærmest som om hvert element er en kendetegnende melodi i sig selv. Særligt bassen trækker os ind i nutiden og holder pulsen høj. Det radiobårne omkvæd rammer tidsnok til, at det burde være oplagt at pumpe ud i æteren.
Hvor der er en snert af White Lies i “Snowblind”, dykker den følgende “Metropolitan Heart” længere tilbage i tiden og rammer snildt den slags storbyhymne, som Cast eller Oasis magisk formåede at gøre til en tidløs ørehænger. Betragtningerne om den kolde storby, at finde ro i mylderet, indfinder sig, og man ender hurtigt som en romantisk iagttager. Det handler om at finde skønheden på gadehjørnerne, det handler om at pudse hverdagsindtrykkene og finde magien i dem.
Hvad er der med et knust hjerte og dansegulve? Måske er det her, at vi kan ryste leden af os. “Solitaire” formår i hvert fald at forene den negligerede elskers udtalte melankoli med dansegulvets forglemmelse. Versmelodien formidles smukt af Andreas Hougaards vokal, der først er resigneret, men rammer bristepunktet i det forløsende omkvæd. Det er asfalt-disko for Converse-sko og går direkte i hjertekulen og løsner op for den ængstelige knude.
Vi fortsætter i samme spor på “Uncanny”, hvor omkvædets “nah-nah-nah” viser sig uimodståeligt. Det har fremdrift, og man sidder tilbage med følelsen af, at man sagtens kunne have brugt flere sange. Derfor er det desto mere nærliggende at vende tilbage til toppen og spille EP’en forfra bagefter.
På polish to make things shine demonstrerer RAIN en særegen fingerspidsfornemmelse for både den gode melodi og driftige kompositioner. De fire sange passer godt sammen i lyd og atmosfære, og kvintetten formår på fornem vis at forene det unge livs tristesse med dagdrømmeriets udrejse. Energien er konstant, som i storbyens trafikerede mylder, og vi forfalder ikke til et langsommeligt øjeblik, hvor opmærksomheden på musikken svækkes.
Du skal lytte til polish to make things shine, fordi, al udbryderlængsel drømmer om storbyens betagende og let håbløse asfalt-romantik.
RAIN er: Andreas Hougaard (Vokal & Guitar), Adam Scavenius (Trommer), Rasmus Bernth Davidsen (Guitar), Lars Münster (Bass) og Oscar Prins (Keys).
