I forrige uge udøvede Ral en magtdemonstration på HeadQuarters hjemlige scene, der vidner om, hvorfor de er talk of the town. Vi byder her på en samtale med forsanger og bassist Magnus Gaardbo om rockmusik og det mørke, der ligger som en hinde omkring den.
“AAARRRGGGHHH!!!!”
Vi kunne ikke have valgt en bedre dag til at tale om rockmusikkens levedygtighed på end denne vidunderlige tirsdag eftermiddag. Rockmusikken. Er den levende? Død? Alt omkring os byder ind i samtalen for at understrege overlevelseskamp. Eller skal vi nu sige, dødsrallen. Scene er sat.
På Bora Bora over os øver skuespillere sig for anden uge i træk på et nyt stykke. Jeg gætter på, at det hedder noget i retning af Det gør sgu ondt at leve. De skriger nemlig indædt i en tændt mikrofon fra scenekanten uden på noget tidspunkt at holde pause til at trække vejret. Det lyder som om, at de bliver levende fortæret af røde ildmyrer. Ja, tilværelsen kan sgu gøre ondt.
For det ikke skal være løgn, er et filmhold fra Super8 samtidig i gang med snurrende kameralinser ude på HeadQuarters toiletter. De filmer en bestialsk scene, hvor en ung mand får skåret sine genitalier af. Han skriger også. “AAARRRGGGHHH!!!!”
Og her sidder Magnus Gaardbo, forsanger og bassist i Ral, og jeg på det rodede kontor bag et sikkert stålgitter for vinduerne, midt i al det makabre skrigeri, mellem flimrende computerskærme og tomme flasker, og diskuterer, hvilke udfordringer en rocktrio, bestående af guitar, bas og trommer, står over for i en verden, der for længst har givet efter for samples og backingtracks, når det kommer til mainstream-kærlighed.
Det er en kliché at sige, at rockmusikken er død, fastslår Gaardbo. Det er blevet modbevist igen og igen, siden The Beatles blev afvist af Decca i start-60’erne.
“Men jeg tror aldrig det har været så tæt på som nu, fordi det der tre-minutters format, hvor vi skal nå et omkvæd inden 30 sekunder, og den måde det omkvæd skal være både sangbart og simpelt på, dem kan man ikke ramme i rockmusik,” siger han. “Hvis du prøver at koge det ned til en trio, hvor det er guitar, bas og trommer, hvor man skal lave noget ligeså simpelt, er eksperimentet ligesom taget ud af det.”
Med sit roligt reflekterede gemyt og kortklippede mørke hår ligner Gaardbo ikke en rockens adonis, der netop er stået ud af en tidsmaskine, der forklædt som gylden stiletstøvle er sendt fra 70’ernes beduggede bluesrock for at redde vores sørgelige status quo fra sin egen kannibalisme.
Og det er måske netop derfor, at jeg allerede nu vil være mere tilbøjelig til at se konturerne af rockens fremtid i for eksempel Ral fremfor skabede karikaturer som Rival Sons og Greta Von Fleet. De her små prinser, du udmærket godt kender, fordi de store medier forsøger at sælge dem til dig i reklamer for nye mobiltelefoner, miljøvenlige biler og den slags gøgl, og som valser kunstlet rundt i en farverig garderobe, der kunne have været deres bedsteforældres kluns fra et tidligere årtusind.
De er symptomatiske for en tid, der efterhånden mest af alt minder om en slidt kopimaskine. Alt er gennemtygget så mange gange, at blækket er falmet. Vi har ikke længere originaler, vrisser den bitre, gamle mand i mig, vi har parodier, der stiller sig tilfredse med at lefle for den almene popularitet.
Det er de sikre skridt bagud fremfor vovemodet i de uvisse skridt fremad. Det er kælen for navlen. Det er sympati først og fremmest for bundlinjen og ikke den kunstneriske proces.
Og det er en åndelig deroute, når musikken, den guddommelige kanal, som leder os gennem livet og rodfæster vores identitet, slår sig ind på markedsøkonomiens kyniske kår. Den simplificerer, den udjævner, og værst af alt, den fornægter.
Fordi rockmusik handler dybest set om eksperimentet. Om at skubbe til bolden. Og den handler om at omfavne det, der river og kradser.
“Rock skal jo fandeme have noget at rive i, noget at eksperimentere med, og få lov at have en anderledes form. De største hits er jo stadig sådan noget som ‘Bohemian Rhapsody’”, siger Gaardbo.
At række udover fortiden
Vi snakker så om, hvordan rockmusikken opstod i en heksekedel af forskellige genrer, indflydelser og inspirationskilder, et ubegribeligt ophav, der opløst i grydens tætte vælling blev en uregerlig og potent trolddrik. Og du behøver ikke drikke af den for at kende den, det gør du allerede. Den er en afspejling af vores ønske om hele tiden at ville bryde fri og definere vores egne rammer på ny. Igen og igen.
Og derfor er fortiden selvfølgelig også at spore i Rals postpunkede lydunivers. Den viser sit arrige ansigt i guitarens åbne tunings, når Lasse Laustsen flår sine spraglede riffs ud af strengene, en kodyl blanding af Led Zeppelins bombast filtreret igennem Kim Thayils psykedeliske fingerspidser.
Og den kommer til udtryk i teksternes, der frit veksler mellem bidende ironi, sart indadvendthed, omfavnelse af mørket og hjertebankende politisk engagement, en form vi kender fra 90’ernes alternative rock.
Forskellen er dog, at det her ikke udelukkende handler om at bade sig i fortidens dyder og image i jagten på hitlisteplaceringer, det er noget dybere, der er på spil hos Ral. Det er en indre kamp lagt frem til frit skue. Det er en leg med indtryk, med lyd, det er dyrkelsen af instrumenteringens begrænsninger og eksperimentet.
Vi vender opmærksomheden mod Rals debut-EP, “The Danish Paradox”, der udkom i 2018 og byder på en grundig introduktion til det ralske univers. Lad os tale om det dystre og komiske, det personlige og det iscenesatte, lad os flirte med det omgivende mørke.
De ting vi ved om hinanden
Over mig bor en 94-årig gammel mand, Guldbamsen. Når han hoster og harker, hoster og harker jeg. Når han vralter ud for at pisse klokken tre om natten, står jeg også op og går på toilettet. Når han stønner opgivende deroppe, så mit loft runger af vemod, sukker jeg mindst ligeså modløst. Hver gang jeg efter længe tids inaktivitet overvejer om Guldbamsen nu ligger stivnet deroppe under sin dyne, mon så ikke også det strejfer hans tanker, at han måske skal gå ned og stikke til mit blålige korpus med en pind?
Det er som om, at jeg er hans spejling i en synkron underverden, der simultant bevæger sig gennem livet med ham, et obskønt stykke åndedyr. Vi lever i symbiose i vores lille afkrog af byen, men kender vi hinanden?
Det er en oplevelse, der er fælles for mange af os bymennesker, som vi bor i vores små kasser omgivet af hinanden. Væggene har ører, som man også siger. Vi kommer hinanden ved uden egentlig at komme hinanden ved. Vi er de usynlige statister i hinandens liv, vidende uden at være engagerede. Netop det er temaet i Peculiar Julia, der åbner “A Fool’s Errand”.
“Den handler om at bo i lejlighedskompleks, hvor der er meget lydt, og så komme til at kende sine naboer bedre, end man egentlig har lyst til. Man kommer til at kende hinandens værste hemmeligheder uden, at man overhovedet kender personen,” fortæller Gaardbo.
“Man overhører skænderier, man hører folk kneppe, og karakteren i den her sang er gravid, og hun taber sit barn. Det må være en af de største tragedier et menneske kan komme ud for, og så den her helt vildt upassende ting med, at man kan vide det om en person, som man aldrig har haft en samtale med.”
Peculiar Julia tjener som et godt eksempel på den vekselvirkning mellem det skønne og hæslige, som Ral mestrer til fulde.
“Vi kan godt li’ kontrasten mellem at have nogle pæne akkorder, der ligger og flyder, og så samtidig fortælle om et eller andet vildt makabert, vildt ulækkert, vildt hjerteskærende,” siger Gaardbo.
Det er ingen hemmelighed, at verden er et overflødighedshorn af netop det makabre, det ulækre og hjerteskærende. Derfor er det ikke altid nødvendigt at gribe til egen barm, når det skal udpensles lyrisk. Livet er åbent for fortolkning, og i kunsten bliver det ofte et spil mellem ens egen virkelighed og det universelle.
“Vi bruger virkeligheden som inspiration, fordi ens eget mørke er sjældent ligeså interessant som et eller andet mørke, der findes ude i virkeligheden. Så selvom det dystre er fedt, er det ikke fordi, at vi regner med, at der er nogen, der er interesserede i vores personlige mørke,” siger Gaardbo.
“Erkendelsen af at alle har en mørk side, tror jeg alle er nået frem til på et tidspunkt, og det mørke kan man måske fortælle om igennem nogle gode historier i stedet for at fortælle om, at ‘av, mit hjerte, hun har forladt mig’ eller ‘åh nej, min bedste ven er død’.”
Vi tænder af på Døden
Alligevel har Døden en tendens til at fylde luften, vi indånder, når den kryber ind i samtalen, som den nogle gange gør. Gaardbo har drukket sin kaffe og tæller fem gule Kings i den krøllede pakke.
Vi ved begge, at der er en snert af ironi i at snakke om denne gispende genre, denne appetit for liv og glade dage og for at omsætte mørket til euforisk musik, når den samtidig er så gennemsyret af tragiske dødsfald.
Tag nu Chris Cornell. Han var sin generations overlever, sådan så vi ham i hvert fald, og så tjekkede han alligevel ud på efterhånden traditionel vis. Det er som et stadigt åbent sår i den fælles bevidsthed.
“Al den død tænder mig egentlig af,” siger Gaardbo. Det er ikke en fortælling, der interesserer ham. Vi kan stille alle de døde helgener op nede i krypten og betragte dem beundrende i skæret af blafrende stearinlys, men de fylder ikke vores hjerter med heltekvad. Det føles mere som spild. Spild af talent, spild af liv.
Men rockmusikken er ikke død, nej, den lever videre i vores hænder. Også selvom dens frihedshunger er oppe mod store kræfter, der ønsker at konformere den og gør den mere salgsbar. Som verden tilbyder os flere og flere valgmuligheder, åbner alle hylder, dine inderste ønsker blot et klik væk, bliver vi mere tilbøjelige til at vælge det sikre, det der virker.
Måske det er derfor, at vi fravælger en undergrundskoncert, der koster en fadøl, men gerne tager ind og ser de gamle jukebox-helte spille det, vi i forvejen kender og kan synge med på.
Er det ikke på tide med en forandring, spørger jeg. Skal vi ikke skrive en ny fortælling, hvor det dystre sagtens kan være vævet ind i musikkens underbevidsthed, men hvor den ikke bliver en grundlæggende arketype for dem, der skaber den. Kan vi ikke få begejstringen tilbage og igen lade os rive med af det ukendte.
Alligevel er det Gaardbos underfundige ord, der sidder uafrysteligt fast i mig længe efter, at han har forladt kontoret og skrigeriet: “Mennesker elsker udvikling, men de hader forandring.”
Ral . er Magnus Gaardbo, Lasse Laustsen og Mikkel Wedel Olsen
