9–10 minutter at læse

Forpremiere – FREMMAND “Powderface”

FREMMAND er det eneste færøsk/danske New Wave-band i verden. “Det er en meget lille niche,” siger trommeslager og indpisker Tobias Weltzer grinende. I dag har vi forpremiere på deres nye musikvideo, “Powderface”, og i den anledning tager vi en walk down memory lane med Weltzer, fra hans begyndelse i bluesrocken til hans nu tilbagevenden til ungdommens eyeliner-bårne musikgenre.

1992. Det er primetime på Hinge Søstival. Det er kun to år siden, at det amerikanske blues-håb, Stevie Ray Vaughan, omkom i en tragisk ulykke, da hans helikopter styrter ind i en klippeside efter en koncert på Alpine Valley Resort i Wisconsin.

Blodet er for længst størknet, de bøjede rotorblade samlet op fra dalen, knægten fra Texas er nu myte, men musikken, den elektrificerede, hårdtsvingende Texas Blues med en overgearet Stratocaster lige i center, som Vaughan genoplivede en ellers døende genre med i 80’erne, lever stadig i bedste velgående omkring i verden. Også på scenen i Hinge.

I de tidlige og lune aftentimer står den legendariske Aarhus-trio, Strange Fruit, netop her, med håbefulde opkomlinge Nikolaj & Piloterne beundrende fra scenekanten, mens de puffer sødmefuldt på en ordentlig jay, og foran 2000 feststemte mennesker i, hvad der burde føles som et højdepunkt i en lovende karriere.

Men stemningen er langt fra god. Guitarist Per Møller insisterer på at holde ti minutters pauser mellem sangene. Han flasker en god promille i sig. Undervejs udveksler han sammenbidte blikke med trommeslager, Tobias Weltzer, der er ved at miste sin tålmodighed over guitaristens langstrakte soloer og afvigende adfærd. 

“Per, han var bare helt fucked,” fortæller Weltzer. “Han insisterer på at holde ti minutters pauser mellem numrene. ‘Per, kom nu! Vi skal spille, vi skal ikke holde pause!’ Hvor han så bare står og råber af mig, ‘Du ska’ krafteddermanme ha’ respekt!’”

“Og så sidder man der og tror, at man skal peake med sit band, man er blevet booket af Aarhus Musikkontor, og nu kører det. Og så er det bare ved at brænde helt sammen.”

Strange Fruit sejrer alligevel – trods modgangen – og får afslutningsvis publikum op at ringe.

Da koncerten endelig er forbi, og trioen går ad scenen, ned langs en støvet metalrampe, kun skærmet fra publikum af et åbent hegn med frit udsyn, forsøger guitaristen at indynde sig trommeslagerens gunst. “Hva’, Toby, det gik da meget godt,” siger han, mens han klapper Weltzer på skuldrene. “Gjorde det ikke?”

“Jo,” svarer Weltzer. “Men bare lade være med at drikke dig stiv en anden gang!” 

Det får guitaristen til at se rødt. Han skubber Weltzer i ryggen, så han snubler ned langs rampen, mens folk på den anden side klapper efter ekstranummer. Weltzer sætter i løb for ikke at vælte forover på hovedet. Da han forpustet vender sig om i bunden af rampen, står Møller og svinger hidsigt sin cowboyhat i den ene hånd, mens han skriger: “Du skal fandeme ha’ respekt!”

I næste nu kommer Møller løbende og begynder pjevset at slå Weltzer med cowboyhatten. “Nu stopper du,” truer Weltzer, men guitaristen lytter ikke efter. Cowboyhatten fortsætter sin forudrettede regn af slag nedover Weltzer.

“Og så er det, at jeg knalder ham én. Og så døde det band.”

Møller smider med flasker, smadrer efterfølgende backstage og stikker af med hyren i en fortælling, der senere er gået over i Aarhus-rockens historie. Opløsningen af Strange Fruit foran publikum til Hinge Søstival. Det bli’r næppe mere rock’n’roll end det.

Det er dog ikke sidste gang, at Weltzer oplever problemer med en guitarist. Men det er måske her han første gang lærer en vigtig lektion både om sig selv og musikbranchen: Hvis du vil nogen steder, må du stole på dig selv og tage dig af business på dine egne præmisser.

Tilbage til rødderne via Færøerne

I de følgende år skifter Weltzer spor. I 1996 besøger han London og stifter bekendtskab med Massive Attack og bliver inspireret af Trip Hop og Drum&Bass-scenen, der er begyndt at dominere i BritPoppens coke-fyldte ebben ud. 

Det fører til, at han i 1999 danner Indigo Sun med den danske bassist, Ida Nielsen (også kendt som BassIda), der senere kommer under musikikonet Prince’s lilla vinger og skaber et navn for sig selv. 

Han når at udgive to albums, som opnår rigelig med spilletid på datidens P3, før livet for alvor rammer i midten af 00’erne. Det bliver til børn og nyt arbejde, og Weltzer sætter musikken på stand by i fire år. 

Da han vender tilbage, ved han endnu ikke, at det vil sætte ham på kollisionskurs med stemmen i FREMMAND. Det er blot endnu et af de tilfælde, der sker undervejs i livet, mens man har travlt med alt muligt andet.

“Jeg møder FRANKAH,” fortæller Weltzer. “Hun er halv-færing og laver sådan noget elektro-halløjsa a la MØ, hvor jeg spiller perkussion. Derfor kommer jeg til Færøerne for at spille på G! Festival. Der er der, at jeg spotter Jana og lærer hende at kende. Og det er sådan, at det starter af omveje.”

“Hvis jeg ikke havde mødt FRANKAH og var kommet med i hendes band, var jeg ikke kommet til G! Festival, og så havde jeg ikke fået øjne på Jana. Det er sjovt med de der små coincidences, der    pludselig gør, at man har et andet liv.”

Jana Hjalgrimsdóttir er ikke et ubeskrevet blad, som Weltzer først antager. “Jeg anede ikke, at hun kunne synge, da jeg mødte hende,” siger Weltzer. “Jeg syntes bare, at hun var røvlækker.”

Tværtimod har Hjalgrimsdóttir en fortid blandt andet i Marigold, hvis medlemmer forgrener sig ind i adskillige andre færøske bands.

Efter noget tid beslutter de sig for at lave et band, Bats & Skulls, der skulle være “noget rock og rul.” Igen er det guitaristen, der er problemet, han er syg i roen, og da han forsvinder ud af billedet, går jagten ind på et nyt medlem. De finder dog ikke en guitar-svinger, men en keyboardspiller, Thea Berg, af omveje fra The Broken Beats. 

Det får som betydning, at lydbilledet ændrer sig fra den knasende garagerock til det mere polerede New Wave.  “Det er der, hvor jeg startede,” fortæller Weltzer. “Da jeg begyndte at spille musik med Avantgarde Deluxe, da jeg var 16 år. Der var jeg totalt på The Cure og eyeliner, og alt skulle bare være sort og dystert.”

Et album er et statement

På havnen ligger den gamle slagterhal som nabo til Lydhavnen. Her har FREMMAND øvelokale i det, de kalder “fryseren”. På den midterste betonvægg hænger et knaldrødt portræt af Lenin og langs siderne står gear læsset højt op. Her har også Nice Little Penguins hjemme, selvom de sjældent bliver set. 

Det er blandt andet her, at FREMMAND’s selvbetitlede album, udgivet sidste år, begynder at tage form. Fryserens akustik er god for den trommelyd, som Weltzer eftersøger, mens hans lejlighed danner rammen om de øvrige overdubs.

“Det er umuligt at booke noget,” siger Weltzer om beslutningen om at gå direkte i gang med at indspille et debutalbum uden nogle jobs på samvittigheden. “Lad os bare gå efter at lave en plade. Det er et statement, i stedet for at kæmpe om at få et job, hvor der alligevel ikke kommer nogen. Ingen af os havde udgivet noget på vinyl heller, så vi besluttede, at det selvfølgelig var det, vi skulle.”

På et musikmarked, der i forvejen er overlæsset med nye udgivelser, er en vis portion hype dog nødvendig. Derfor får Weltzer Euan Dickinson fra Massive Attack til at medvirke på nummeret “Matter of Time”, mens Black Rebel Motorcycle Club’s Peter Hayes tracker intet mindre end 50 guitarspor på “Holding on to Love”.

Den sidstnævnte forbindelse er især vigtig. For sidste år var FREMMAND opvarmning for BRMC, da de spillede i Tyskland. Og der kan man tale om et kvanteskridt; at gå fra ikke at booke jobs, fordi man forventer, at ingen vil komme, til at stå på scenen i Nürnberg og Leipzig for udsolgte sale.

BRMC har en dedikeret fanbase, som gerne bruger alle deres penge på at følge bandet rundt på turné, og Weltzer har kun gode ord om både bandet og deres fans.

“Man føler sig lidt eksklusiv. Men det er supersøde mennesker, og så er de mega chillern og totalt nede på jorden,” siger Weltzer. “Altså, det er jo lidt sjovt, det er en klassiker, den der med, at folk der tror de er noget eller gerne vil være noget, og som bare er lidt irriterende, fordi de har for høje tanker om sig selv. Og så er der dem, som er noget, som bare er helt nede og totalt ydmyge. Der vil jeg sige, at Black Rebel er så meget nede og superfede mennesker.”

Og deres fans? “Sådan nogle vil jeg også gerne have,” griner Weltzer.

Derudover har FREMMAND oplevet god succes på Færøerne, hvor de dagligt bliver spillet i radioen. Det skyldes højest sandsynligt, at mange af numrenes lyriske univers bliver fremført på færøsk, hvad også giver udtrykket et sanseligt og sjæleligt udtryk sat op mod den dystre New Wave-lyd.

“Det er dog til gengæld nok verdens mindste marked,” konstaterer Weltzer tørt. 

Naughty business

“Powder Face” begyndte sit liv, da Weltzer samarbejde med Jørn K. fra det hedengangne Cut’n’Move. Han leverede musikken, og Weltzer satte ord på.

“Nu kunne det godt lyde som om, at den handler om at have blow oppe i næsen,” siger Weltzer. “Men det er mere en sang, der handler om at lave noget naughty business med the ladies. Man er måske i et dårligt forhold, og så er det nemt at drømme sig væk til en anden situation. Selvom man ikke kan slippe afsted med det.”

Musikvideoen er filmet i New York, hvor FREMMAND for nylig var ovre at spille. “Jeg havde en drøm om at komme til New York på den rigtige måde, altså med et album og en t-shirt i merch-boden. Det ville være et statement at komme med,” siger Weltzer.

På deres fridag filmede de musikvideoen på taget af Weltzers kusines hus i Brooklyn og downtown. 

Ligesom albummet er selvgjort velgjort, men det betyder ikke, at Weltzer ser sig som en DIY-musiker. “Jeg ville elske nogen at arbejde sammen med. Men hvem fanden gider at arbejde sammen med nogen, der endnu ikke har udrettet noget. Man må bevise, at man er noget værd,” siger Weltzer.

FREMMAND arbejder på nyt materiale og ser frem til endnu en opvarmningstjans for Black Rebel Motorcycle Club, denne gang i Den Grå Hal, onsdag den 5. juni. “Der kommer nogen og ser os der, og så må vi se, hvad fremtiden bringer,” slutter han af.

FREMMAND er: Jana Hjalgrimsdóttir, Thea Berg, Rico Holmer og Tobias Weltzer.

Du kan se musikvideoen til “Powderface” her:



Redaktionen anbefaler
TROLN: Nu er ikke tiden til at dø

TROLN: Nu er ikke tiden til at dø

Vi skrev tidligere i år: "TROLN har på deres debut-album formået at skabe et stemningsmættet helhedsindtryk, hvor de stilsikkert udfolder deres egen lyd.” Nu er kvarten klar med en musikvideo til albumtracket “Morphia”, der tjener som en glimrende introduktion til...

To Absent Friends: Ung mand søger kærlighed

To Absent Friends: Ung mand søger kærlighed

Drømmerockerne holder fast i den tilbagelænede brit-rock inspirerede-stil, men bandet viser sig denne gang fra en mere inderlig og sårbar side end på den hårdtslående og pulserende førstesingle ”Take It or Leave It”. Se musikvideoen her. Det er en larmende nat i byen....

Jon Norman: En barsuts bekendelser

Jon Norman: En barsuts bekendelser

Nogle gange leder jagten på at blive kunstner én i fordærv. Uheldige sjæle sidder fast i deres eget fængsel, mens andre når ud med skindet i behold og inspiration til endelig at skabe. Jon Norman måtte det opleve på egen krop for at kunne skrive "Underground", som...

Hövring: Forårsfesten starter på “Jungle Fever”

Hövring: Forårsfesten starter på “Jungle Fever”

Den københavnske kvartet Hövring sætter selv dagsordenen i forsøget på at skabe deres helt egen unikke lyd - en blanding af rock, blues og funk. I dag er de klar med tredje single forud for deres kommende debutalbum. “Jungle Fever” er beriget med en feststartende...

SUNDAYS: Mellem lys og mørke


SUNDAYS: Mellem lys og mørke


Faklen bliver givet videre, når to forskellige generationer af musikere møder hinanden i studiet på den ny udgivne maxi-single, “Colourblind” og “High or Low”, fra SUNDAYS. Musiklegenden Per Chr. Frost tager kvartetten under kærlig behandling, og det er blevet til to...