(I)
Godmorgen, du er dybt godnat. Du sidder her vågen om natten som det næste ligegyldige røvhul i en lang række af ulæste tastaturkrigere, fordi tilstanden søvn pludselig er blevet en mærkbar mangelvare i dit personlige kælderparadis.
Velkommen til. Her er lavt til loftet, og væggene er plettede af beskidte hænders svimle spiritusberøringer og brungul ætsende nikotin. I vindueskarmen hober bøgers gulnede blade sig som ulæste telegrammer fra en hinsides verden op (“Døden har virkelig sænket sig over din udlejers hus,” sagde mor sidst hun var på besøg, fordi hun forvekslede vinduet til dette kummerlige værelse med den døende gniers nyvaskede etagen over.) På gulvet; tomme sodavandsflasker, krummer og beskidt undertøj.
Nej, smøger hjælper ikke på den manglende træthed. Om noget trækker de bare pinen ud, mens den ene filthætte skifter den anden ud på rad mellem fingrene som indkaldte værnepligtige i en forlængst tabt krig.
Så det her er natten, mine damer og herrer. Den mørklagte virkelighed er indhyllet i sin egen hvide støj af ikke-hændelser, der forhindrer røgen herinde i at slippe ud af det åbne vindue, mens jeg sidder fastlåst over MacBookens hospitalsgangskinnende skærm, ignorant for alt liggende på lur derude, fordi jeg lytter til høj rock. “YGI (You Got It)” af Twin Dive – for at være præcis.
Den gamle overbo døde i sidste uge, så det er vel okay med den skærende guitarlarm.
(II)
Det første jeg tænker på, når jeg hører navnet Twin Dive er kindben. Det ligger overhovedet ikke i navnet på nogen gennemskuelig måde, men det er ikke desto mindre det første billede, der dukker op på min nethinde. Kindben.
Det er måske sigende for intentionen bag musikken? Det fysiske manifest af den kantede lyd.
Har der ikke altid været en forbindelse imellem rockguder og de skarpt mejslede marmorstatuer i glinsende hvidt, som svundne tider har efterladt os? Og en tom afgrund mellem os lovprisende akolytter og det uigennemtrængelige ideal?
Den Michaelangelo’s David, der blev revet fra sin oprindelige åbne plads foran Palazzo Vecchio, da hans værd materialiserede sig i mere end blot Skønhed, og nu står stoisk og blottet for eftertiden med sit fastlåste krigerblik under den mægtige hvælving i Accademia Gallery, blev bevidst formet ude af trit med den menneskelige krops egentlige fysik. Som prøvede den da 26-årige kunstner at sige noget endegyldigt om idealets uopnåelighed.
Man kan da med fantasiens vilje gisne, hvordan selvsamme billedhugger ville have stået med åbne øjne og polypper til en Iggy Pop koncert i 1970’erne og betragtet dette skrøbelige spektakel i kød og spæk med en umenneskeligt linjeret torso. Og skærende kindben.
Er det denne samme rockens inkarnerede udødelighed som Twin Dive stiler efter? Der er ganske givet – efterhånden – noget trodsigt bagstræberisk i at bekende sig til rockmusikken som medium for idealet. Alene det at udøve den bliver sit eget lille oprør, fordi den ikke længere formår at knytte sig gnidningsfrit til det samfundsmæssige større hele. Den er en løs partikel, der summer retningsløst rundt i det subatomare ubeskrivelige kaos, men stadig med mulighed for at kortslutte hele maskinen, javist.
Når genrens død således gang på gang bliver opslået i alverdens musikmediers nekrologer, bliver det glemt, at den altid allerede eksisterede i en art drømmeverden af sin egen beskaffenhed. Og den der bekender sig til dens fandenivoldskhed, den der forsøger at krydse den gabende afgrund mellem det kun-for-menneskelige og den højere inkarnations spøgelsesskikkelse, svagt emanerende på den anden side af krypten, jagter netop denne ophævelse fra det mondænes for stedse ræs mod fremtiden til det eviges salige nu.
Hvilken anden grund skulle man da have for at spille denne nu larmende tråd og for at tilbyde netop rockens frelse fra synd mod verdslig bekendelse? Det er en større mission Twin Dive er stævnet ud på, og dens drama beror på det tragiske spil mellem dødeliges ambitioner sat op imod en snurrende klode af ligegyldighed.
(III)
Dækket i de sociale mediers slør oser Twin Dive af stil og attitude. Kølige blikke, oftest gemt bag solbrillers matte linser, og tætsiddende mønstrede skjorter forsøger at skjule rebelskheden, der sluppet løs på live-scenen resulterer i brækkede guitarhalse. Bag den polerede maskines facade ligger aggressionen på skjul som den knyttede næve mod afmagten.
Der er en vis tretalsmagi over konstellationen, hvor de bærende tvillingers – Robert Jancevich (vox/guitar) og Raggi (trommer) – broderlige yin og yang-kemi bliver holdt i ave af bassist Kamilė Gražytė. Hendes røde hår er ilden, som Kain og Abel rister byttet over, mens de måler hinanden op ud af øjenkrogen.
De kaldte det cosmopolitan punk, da vrælet af debutsinglen “Joy Will Follow” i 2019 først løftede sig op over byens tage. Dens udforskning af new age-spiritualitet vakte senere genklang på singlen “Let Light In”. Oprøret budt til salg som selvets frigørelse fra den materielle virkelighed.
Da Manic Street Preachers brølede ud af Wales i starten af 90’erne, var det med spyttende socialistiske paroler og afsky for establismentet, fordi musikken og teksternes bagtæppe var afviklingen af den walisiske mineindustri under Thatcher i 80’erne. I 20’erne har vi ad den teknologiske udvikling fjernet os fra det kun lokale og er blevet globale, som var verden vitterlig vores scene nu. Det omfavnede Twin Dine på den arrige single “Say His Name” om mordet på George Floyd, hvor det udenrigspolitiske blev alment og nærværende.
Der er hele tiden en kalkuleret mening bag Twin Dive. Gemt under image, sitrende under støjen og de opake tekster, er der en higen efter noget større. Når det danser mellem det personlige, det spirituelle og det politiske, er det en afspejling af linedansen over afgrunden. Det er egoets søgen på bekræftigelse, samtidig med, at det i sin indre kamp forsøger at række udover sig selv og pirke til det større fællesskab. Hvis jeg fornemmer en underliggende spænding, må det være denne frygt for at kigge op i det bedagede spejl og møde sit eget blik. Og afvise, hvad det ser.
(IV)
Mig: Hvad betyder det at være sin egen Skaber uden en tro på himlen over sig?
Robert: Det er befriende og fucking krævende på samme tid, men det er sådan jeg foretrækker det.
(V)
90’ernes spiddende ironi genopstår i kompakt æstetisk form, når musikvideoen til “YGI (You Got It)” flimrer henover min skærm. Referencerne til årtiets populærkulturelle højdedrag lyser sjæleligt op af attachemappen, mens kirkerummets inkluderende mangfoldighed af gæster på skift forsøger at charme deres individuelle frelse ud af de skælmske prædikanter. Typisk moderne er det, at frelsen ikke længere er immanent i den enkelte, men snarere indeholdt i et ydre fremstillet produkt, der hører forretningsverdenen til.
Det er et spil på roller, som afslører, hvor grundigt Twin Dive opererer i metalaget mellem forståelse og selvforståelse. Det virker på en og samme tid oprigtigt og påtaget. Det er Rotten’s glubske “We mean it, maaan” i en yderligere postmoderne kontekst, hvor den slørede blanding af ironi og sarkasme er desto mere forvirrende for smagsløgene.
“I don’t believe in heaven/ I am my very own creator/ God bless the sense of humor/ And how it’s doing us a favor,” lyder det i første vers fra prædikestolen. Og det bider fra sig og rykker i ganen. Hvordan kan påkaldelsen af den højere guddom rulle af andet end en troløs Daimons tunge, når han i den forgående linje netop har afvist dennes eksistens?
Det humanistiske strøg er at hylde humoren, fordi den om noget er det mest væsentlige menneskelige karaktertræk. Fuck, hvis den pludselig forsvandt! Så var der for alvor intet at grine af. I Twin Dive’s tilfælde er humoren her et djævelsk blink med øjet, visuelt understøttet af en skæv lynchiansk symbolik som billedside. Det tangerer næsten til satire for de indviede.
Og tænk over omkvædets tilsyneladende umiddelbare enkelthed (“You got it”), der alligevel er et ekko af reklamefilmens lokkende løfter. Den positive bekræftelse forvandler sig igennem markedøkonomiens blik til noget illusorisk. Hvad er dette “it”? Er det dét samme “it”, som når Coca Cola udbasunerer: “Coke is it”. Hvad er det vi har?
Der står i pressemeddelelsen til musikvideoen, at det er det store menneskelige drama som den lille trio hidkalder sig: Håb og fortvivlelse, bedrageri og virkelighed, en kritik af falske profeter, og en afsløring af menneskets dualitet. Det er befriende og fucking krævende på samme tid med så store temaer, men Twin Dive formår alligevel at indkapsle dem på deres nok mest vellydende single til dato. Harmoni og støj, lavkultur og højkultur, eksisterer i en symbiose af ørehængende alternativ rock. Du kan lede efter meningen med det hele og gå hårdt efter attachemappen eller du kan forlade kirkerummet let til tå og knipsende.
Jeg har læst andetsteds, at hvis man genoplivede Nirvana, ville Twin Dive sandsynligvis være soundtracket til den uhellige begivenhed. Denne sammenligning driver med eller uden intention den ironiske pointe helt hjem for mit vedkommende. For ærlig talt, hvem er en større falsk profet end en banal rockmusiker i splid med sig selv, der blankt afviser sin egen skaberkraft for at forblive junkie? Der er intet nirvana. Twin Dive bør trygt kunne træde ud af fortidens skygger og indtage deres egen nutid. De forstår i hvert fald spillet i deres samtid.
Om samtiden så også vil lytte, kan sjovt nok kun fremtiden vise, når deres debutalbum endelig udkommer i 2022. Utvivlsomt vil de stille et show til skue. Helvede og Paradis, bedrageri og virkelighed, måske prædikanternes ord er ligeså hule som verden selv og derfor kommer til at fylde mere i den? Vi kan håbe.
(VI)
Hvem vover at spille højt i de dødes hus?
“…”
Læs vores interview med Twin Dive – “Twin Dive: Ikke rockstjerner. Endnu” – her!
