FIRS: Det svimler af stjernedrift og dommedagsprofeti

Punkpoesien lever i bedste velgående takket være københavnske FIRS. På torsdag udgiver de deres debut-EP, Det Svimler, og vælter spillestedet Stengade om aftenen. Vi har lyttet til den hæsblæsende debut og talt med sanger, Mathias Winther Kjeldsen, og aflægger her rapport tilbage fra stjerneskibet over os.

Hvis nogen skulle være i tvivl, er fremtiden altid nu. Og her taler jeg ikke om det i kun teknologisk forstand, i blinkende apps og automatiserede biler, men i den rent menneskelige optik, dér hvor eksistensens enhed bliver sin egen guddom.

Du finder din fremtid indkapslet i øjeblikket, i den der lille pludselige prik i tidsfølgens koordinatsystem, som står klar til at briste som en svanger boble det følgende sekund, men bærer mere lighed med et sort huls mystiske udvidelse hinsides tid og rum. 

Det er som et bevidsthedsudvidende trip. Du genkender din egen individualitet i det singulære punkt, og det besætter horisonten og bliver til verden omkring dig, det skaber nuet. Det er her, at du allerede er det, du bliver. 

Intet nutidigt dansk band fanger denne intense spænding, dette livets syretrip, bedre end københavnske FIRS på deres debut-EP, Det svimler, der udkommer på torsdag på det svendborgensiske indie-label Sorte Plader.

Op til deres release-fest på Stengade denne torsdag er vi dykket lidt ned i debuten og har talt med forsanger, Mathias Winther Kjeldsen. 

Du får sågar også en forsmag på, hvad du har i vente med en live-session af tracket, “Distress Call”, som netop er blevet udgivet i dag. Se den forneden. 

Katastrofe-vibes

“Vi er livsfarligt liv/ Det himmelske lys/ Kom og smag på byen/ Under gas og lys/ Kom og del det liv/ Kom og lev det sus.”

Sådan lyder det indbydende i den afsluttende “Fremtid”, hvor den blotlagte urbane infrastruktur bliver samlingspunkt for organismen og kalder til himmelflugt. 

Kjeldsens stemme, i al dens ængstelige vælde, har snerten af en passioneret Lars HUG, men den er ikke en tilbagekaldelse til et svundet årti. Den eksisterer prægnant i vores nu og betvinger sig insisterende lytterens opmærksomhed. 

Den hersker over et lydunivers, der har punkens nådesløse udtryk, iturevne guitarer, hooky bas og galoperende trommer, men samtidig en maskinel stramhed, der går op i en højere enhed med et tekstunivers fanget mellem hed utopisme og et nihilistisk kystklima.

Det kan måske lyde som meget at tage ind på én gang, men centralt for kvartettens sangskrivning er enkelheden og det umiddelbare.

“Firs er ret sammensat, nærmest konstrueret,” siger Kjeldsen. “Så vi kommer hver især med ret forskellige inputs til projektet. Egentlig var den oprindelige fællesnævner at dyrke en meget enkel tilgang til at skrive og spille musikken.”

Det er en fællesnævner, som bandet stadig kredser om, men i deres seneste sangskrivning er ambitionerne dog vokset en del. Helt så forsimplet er den musikalske vision ikke længere. “Men enkelthed i kompositionerne forsøger vi stadig at holde fast i,” slår Kjeldsen fast.

Det svimler er der unægteligt en katastrofe-vibe under sangene, og den afstedkommende desperation indfanger bandet tematisk både i tekst og musik. Det bliver underbygget i det aggressive og maskinelle udtryk, og i en poesi, som bandet selv beskriver som, “at glide ind og ud af sci-fi-litteratur og bukowski-kynisk kærligheds-lyrik – det er intensivt malerisk i deroutens dramaturgi.”

Inden det svimler for os

Det er som et øjebliksbillede, der foreviger en verden, der kører af sporet. Kraut-rocket blæser det stejlt derudad, mens vi bliver kastet rundt i et futuristisk univers af stjerner, galninge, masse og by.  

“Musikken pumper derudaf for at nå det hele, inden det hele kører af sporet.”

“I ‘Stjerneverdener’ sender vi mennesket ud til stjernerne, for det er sidste chance nu,” siger Kjeldsen. “I ‘Distress Call’ er det det gale menneske, der råber sit nødkald mod det brede – ignorante – oratorium, og i ‘Fremtid’ er vi på livets sidste syretrip, inden det hele slutter med et brag – eller starter på ny. Så musikken pumper derudaf for at nå det hele, inden det hele kører af sporet.”

Det er poeten, der med kritisk omhu zoomer linsen ind på samtiden og giver rapport tilbage. Den egentlige stillingstagen er op til lytteren selv. Som et udsnit af verden, må du selv vurdere, hvad det kommer til at betyde for dig. Det er punkåndens kald til aktion, det er det iboende krav til at tage ansvar for dig selv og det omkring dig. 

“Sangene er nok også landet der, fordi den samme katastrofe-vibe præger vores samtid. Det er vist også efterhånden unægteligt,” siger Kjeldsen. “Om det så er politisk opløsning, utilregnelige infantile stormagter, pandemier eller klimaforandringer. Det må være op til lytteren selv at tage stilling til. Og om vi pisker en stemning op eller maner til besindighed – inden det svimler for os – er også op til lytteren at vurdere.”

1-2-3-FIRS!

FIRS bestræber sig på skønhed og forsøger ikke at dyrke det grimme, som noget der også kan være smukt. Det hæslige viser dog sit vanrøgte ansigt i teksterne på de nyere sange, som bandet er fuldt optaget af at indspille. For debut-EP’ens vedkommende følger et klassisk ideal om enkelthed hånd i hånd med skønhed.

“Det er Nietzsche og Johannes V. Jensen ombord på Enterprise med Stephen Hawking bag roret.”

“Vores fællesdogme, enkeltheden, har lagt sig over teksterne på vores første udgivelse,” siger Kjeldsen. “Det er livets sidste syretrip, 1-2-3-Firs!, fuld knald på, og stjerneskibe mod en ny begyndelse, mens den gale mand rækker mod himlen. Det er Nietzsche og Johannes V. Jensen ombord på Enterprise med Stephen Hawking bag roret.”

Måske Kaptajn J.V. Jensen er en glimrende beskriver af sit rumskib FIRS. Måske han hørte kimen til Det Svimler allerede i 1901, da han besang storbyen, moderne teknik og det nye århundrede i sin journalistiske rejsebog Den Gotiske Renaissance:

“Hør, denne By, hvor den vældige By dernede synger! Det er Vers af Jærn, Rim i Staal og Sten, det er Rytmer mod Himlen.” 

FIRS udkommer med Det Svimler på torsdag den 13. februar. Festen går ned på Stengade – du kan finde begivenheden her – og indtil da kan du få en sublim forsmag på, hvad du har i vente med en vigorøs live-udgave af den maniske “Distress Call”:

FIRS er: Mathias Winther Kjeldsen (vokal), Søren Stensby (guitar), Michael Vitus (bas) og Troels Dankert (trommer)

Redaktionen anbefaler
Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Jens B. Christiansen, bedre kendt som Rumpistol, var på toppen af verden, da kroppen pludselig ikke ville mere. Musikeren blev tacklet af stress midt på livets travle vej. I dag har vi premiere på musikvideoen til “(There is No) There, There” fra det nye album, After...

Weal: I storbyens larm

Weal: I storbyens larm

Københavnske Weal har findpudset deres kunstneriske udtryk over tre års EP-udgivelser. Nu er kvartetten klar til at udgive sit debutalbum til januar næste år. Med førstesinglen “New York Noise” i mente har vi taget en snak med forsanger Peter Thielst om bandets rejse...

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Det er ikke et nemt år at udgive nyt album i. Uanset hvor godt, drukner det nemt i lockdown-slummer. Det har dog ikke slået hverken Favor eller In Memoirs ud. De to musikere slår hovederne sammen på den nye, fængende single “So What”, der udkommer i dag. Se...

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Det er som om, at de dybeste af stemmer altid har en mørk historie. Det er ikke kun varme og glæde, der kendetegner den slags røst, der svøber sig om sjælen som en salvende balsam. For aalborgensiske Jonas Ringtved indløste Johnny Cash indgangsbilletten til...

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Efter fem år er aalborgensiske Monkey Okay klar med opfølgeren til deres roste debutalbum. På The Long Haul of Cercopithecoidea tager kvintetten frygtløst et skridt i en ny retning. Vi forsøger at se bandet i den større sammenhæng, før vi går i dybden med det lange...