Jón Norman: Små oprør

Depression, ærlige sange og John Travolta er alle med til at tegne et billede af Jón Norman, der fredag den 13. april holder releasekoncert på HeadQuarters. Vi har mødt den spirende singersongwriter.

Hvem af os kan ikke pakke de øjeblikke ud fra erindringen, svøbt i sommerens tætte dufte og hårde lys, et første ømt kys, et stjålent blik sidelæns, en varm gåtur langs Tangkrogen – bølgernes rastløse skvulp og skyggerne klistret fast på fortovet, eller en magisk koncert i det fri, hvor uskyld og ubesværede fremtidsprospekter går frit hånd i hånd og op i den tidlige aftenhimmels blå?

Som var vores liv fæstnet til et koordinatssystems gitter, hvorfra vi kunne udpege små, sirlige knudepunkter og sige: Dér! Lige dér skete det. Og udpege de afgørende kardinaløjeblikke, der tilsammen skaber rammerne for vores liv og udstikker den givne kurs.

Det er lørdag den 18. juni 2016, og Sigur Rós spiller solen ned på Blue Stage i Ådalen. Det er en overvældende begivenhed midt i de lunkne kander af skænket fadøl og solbrændte ansigter, der har travet det grønne græs til gullig tørt dagene igennem.

Jón Norman er en ung mand med pjusket sort hår og spirende skægvækst, og han står dernede i mængden, beruset og modtagelig, tunet ind. Det ville være platpsykologisk at foreslå, at han føler et nationalt slægtskab med bandet på scenen. Norman er født på Island og opvokset i Reykjavik, indtil forældrenes udflyttertrang og et eksistentielt kast med terningerne mellem Barcelona og Aarhus afgjorde, at han fra sit sjette år har kunnet kalde sig inkarneret aarhusianer.

Det er alligevel ikke dette, der gør et udslag i hans psyke hin sommeraften og betoner noget i ham, han måske altid har været bevidst om, men indtil nu ikke haft behovet for at søge ud. Det er noget andet, der er på spil. Det er et lille knudepunkt, der kalder ham til at stævne ud og forvandle det låste i ham til frisluppen sang.

“Det var en magisk, magisk oplevelse. Jeg tog hjem, vågnede med de værste tømmermænd, jeg nogensinde har haft, smed en Sigur Rós-dokumentar på oppe fra Island, hvor de turnerer rundt. Jeg har aldrig tabt kontakten til Island, men der er nok alligevel et eller andet over det, de laver, som lyder som kilden til seismisk aktivitet, en adgang til en urkraft som andre mennesker ikke har, og der er mange der vil sige, at det er noget islandsk,” fortæller Jón Norman.

”Jeg lå bare der, og så tog jeg en notebook og så begyndte jeg at skrive nogle ord om, hvordan jeg havde det og hvordan jeg havde haft det til koncerten, og så skrev jeg en sang på en halv time. Den hed ‘The Rose’, opkaldt efter dem. Og der begyndte jeg.”

Nogle gange må vi vende snuden mod hjemstavnen – om end symbolsk – for alligevel at få en pejling om, hvorhen vi skal drage næst.

Med Travolta uden lyd 

Blandt anonyme fabriksbygninger på Sydhavnen, hvor de rustne jernbanespor ikke længere dagligt venter godstransportens jamrende besøg, leder jeg efter det øvelokale, hvor Jón Norman og hans band arbejdsomt øver uge efter uge. 

Da jeg står udenfor en falmet hvid kontorbygning og ser mig søgende omkring efter den rette indgang, sender Norman mig en videofilm på mobilen. Den er filmet i førstepersonsperspektiv og viser mig, hvordan jeg skal finde frem til den tillukkede oase af persiske tæpper, udstoppede dyr, vintage instrumenter, sofaer og kaffedunst, som udgør deres øvelokale. På en fjernsynsskærm indenfor kører ungdomsklassikeren “Grease” fra DVD uden lyd, et øveritual, lader jeg mig fortælle.

Jón Norman byder en øl og knapper selv en op, før han sætter sig til rette på en stol med en Telecaster Thinline Deluxe hvilende i skødet. I aften er de tre ud af fem bandmedlemmer. Sverrir Rúsínurassgat Ásmundsson, husproducer og bassist, er den stilfærdige klippe med sit præcise basspil, mens Magnus Munk Tækker supplerer steelguitar-spil, der er de bedste i Nashville værdig.

Magnus Munk Tækker – Foto: Kristoffer Veirum

Mens John Travolta skifter læderjakken ud med det beige kluns, han tror vil gøre Olivia Newton John blød i knæene, spiller de uden hensyn til, hvad den skiftende verden omkring dem med sit stadigt voksende udvalg af genrer og mashups nogensinde vil synes.

De diskuterer setlisten og brydes som brødre. De spiller. Stopper op. De ler. Og de prøver igen. “Det er nok mig, der kommer til at synes, at vi er kedelige,” afbryder Magnus, da en sang efter hans mening bliver lidt for stille. “Det er det nok,” griner Jón tilbage.
“Jeg kan godt li’ feelingen i den her udgave,” tilstår han efterfølgende. 

Lige netop feeling betyder alt for Norman. Det er vigtigt for ham, at han kan mærke det, han gerne vil sige indeni som ærlighed, uden at han fortaber sig i egoets store ambitioner. Alligevel er han klar over, at man godt kan gemme sig bag en maske, både for at skjule sin sårbarhed, men også fordi det er position, hvorfra det autentiske kan titte frem. Det at melde sig selv til verden er at have en medieret tilgang til den.

“Jeg tænker, at inspirationen skal komme indefra og så kommer imaget som et værktøj. Jeg tror helt sikkert, at man indtager en rolle, og det synes jeg, at man skal på en eller anden måde. Man skal også prøve at stræbe på at komme et eller andet sted hen imagemæssigt så længe man har sig selv med i det,” uddyber han. 

“Problemet for mange af de images er nok bare, at det er en bajer eller en whisky. Jeg tror ikke, at vi har så meget kontrol over det. Det føler jeg i hvert fald ikke, at vi har. Der er sgu mange ting, jeg ikke kan styre med det her.”

Over tid vil vi lære os selv at kende

Jeg lytter opmærksomt under gennemspilingen af den seneste single, “With Time”. Norman har en let raspende Ryan Adams-røst som pludselig stikker af og bryder op i en høj falset. Mine nakkehår rejser sig, og jeg noterer mig i hastige kragetæer, at han er kommet langt siden jeg så ham første gang til Plug’n’Play på HeadQuarters et par år tilbage.

Måske de mange weekendnætter som ensom troubadur under Skt. Clemens Bro, der spiller for de tilfældige og oftest fulde forbipasserende, har været en slags lærepenge, der nu begynder at give afkast.

Dine første betalte lærepenge er dog altid den første sang, du skriver, fordi det som oftest er her du finder kimen til, hvordan du senere vil udtrykke dig. Norman skrev sin første til en pige, som han var forelsket i, men ikke formåede at sige det til.

Senere dristede han sig også til at synge for hende. “Du kan ikke synge,” vrængede hun tilbage, som havde han været en tonedøv deltager på X-Faktor. Den unge Norman, med det forsigtige hjerte, tog det tungt til indtægt og besluttede sig for ikke at synge mere.

Nu griner han af sin egen teenage-naivitet, og hvor alvorligt han tog hendes mening. “Jeg var ikke så gammel, og det var hun heller ikke,” smiler han. “Hvad har hun egentlig vidst om det? Men dengang tænkte jeg, at hendes mening måtte være rigtig.”

Mens modet til at synge er vendt bravt tilbage, kredser Normans sangskrivning sig stadig omkring bekendelsesmomentet – nu er hans perspektiv blot skiftet fra at tilnærme sig en anden til ham selv. Sangene bliver hans måde at gøre mental oprydning på, små forsøg på at forstå sig selv, særligt i de situationer som nogle gange kan være følelsesmæssigt svære at sætte ord på. 

“Næsten alle mine sange handler om utilfredshed med, hvor jeg er nu. Heroppe! Jeg har ikke struktur i mit liv. Jeg drikker for meget, jeg har været semi-depressiv i mange år,” fortæller han. “I rigtig mange af mine sange beskriver versene et problem jeg har, og omkvædene er typisk et forsøg på frigørelse fra den her situation.”

Travolta har igen fundet læderjakken frem og vrider virilt hofterne, mens han jagter Newton-John gennem det omrejsende karnevals hurlumhej og forlystelser. Norman bemærker skælmsk, at han ikke ville være sine depressive øjeblikke foruden. Modstanden er det eksistentielle brændstof, der fordrer skaberværket.

Vi skal have de der små øjeblikke, hvor vi gør oprør mod kedsomheden, mod den gryende depression, mod tilværelsen uoverkommelighed, mod utilfredsheden over både den og os selv. Det er de små øjeblikke af trods, hvor vi forsøger at række udover det, der kun er os selv, for at blive ét mere med det fælles, at vi for alvor kommer til at kende os selv.

Jón Norman live er: Jón Norman, Sverrir Rúsínurassgat Ásmundsson, Magnus Munk Tækker, Samuel Neve og Rasmus Sangild Christensen.

Jón Norman spiller releasekoncert på HeadQuarters i aften, fredag den 12. april.

Redaktionen anbefaler
Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Efter fem år er aalborgensiske Monkey Okay klar med opfølgeren til deres roste debutalbum. På The Long Haul of Cercopithecoidea tager kvintetten frygtløst et skridt i en ny retning. Vi forsøger at se bandet i den større sammenhæng, før vi går i dybden med det lange...

HQ music: Musikformidling tilbage på skærmen

HQ music: Musikformidling tilbage på skærmen

I denne uge lancerede HQ music et nyt initiativ på Youtube, hvor præsentationen af tidens bedste musikvideoer og formidlingen af disse er i fokus. Vi går bag kulissen og har taget en snak med Amira Gluhic og Ole Løhde om deres nye projekt og kærlighed til musikken....

Zar Paulo: Lyseslukkeren er død, længe leve Zaren

Zar Paulo: Lyseslukkeren er død, længe leve Zaren

Den aarhusianske kvintet Zar Paulo satte i den forgangne uge Aarhus tilbage på det musikalske landkort med deres nye single “Stop Believing”. De er spået som the next big thing, og vi har taget en snak med bandet om deres opstart og proces. Når du smager på navnet,...

Twin Dive: Ikke rockstjerner. Endnu!

Twin Dive: Ikke rockstjerner. Endnu!

Udlandet kalder dem Cosmopolitan Punk Rock. Men hvad handler alt palaveren Twin Dive egentlig om? Vi går bag om bandet i forbindelse med udgivelsen af deres seneste single “Vaporize”. Tag læsebrillerne på og dyk ned i dagens longread her.I do what I do ‘cause I can. I...