MANKIND: Det handler om den rigtige fornemmelse


Det gik vildt for sig, da HUL i lørdags afholdt sit andet arrangement på HeadQuarters. Denne gang stod svenske MANKIND og lokale Twin Dive på plakaten. HQ music har talt med MANKIND om livet på vejen og deres forbindelse til The Strokes. De har endda været så cool at smække 10 albumanbefalinger efter os, som du kan finde i bunden af denne artikel.

Det kan næppe blive mere svedigt og varmt udenfor, end det i forvejen er indenfor denne kogende juliaften. De svenske nouveau retro-rockere MANKIND har spillet måske syv-otte minutter af deres koncert, da forsanger Arthur Onion smider mikrofonen og forlader scenen i nonchalant strit.

Med en fraværende ansigtsmine, der understreger den slags über cool som Lou Reed og David Johansen har gjort til et varemærke for New York, passerer han det sammenstimlede publikum foran scenen og slentrer udenfor, mens guitarist Alex Ceci kompetent overtager herredømmet over de hede lydbølger i forlænget guitarsolo.

I aftensolen ude foran HeadQuarters deler Onion en vittig bemærkning med et par dorske rygere, der gemmer sig i skyggen, tager selv et sug af en rygende, nikotinplettet cigaret, bunder en halv fadøl, før han igen strutter ind på sin plads i front for bandet og fortsætter koncerten.

Den kulminerer til sidst i en fælles impromptu jam med supportnavnet, lokale Twin Dive, der i aften indtager scenen som kvartet efter tilføjelsen af ny guitarist. De har hypnotisk samleje med The Stooges’ udødelige klassiker fra 1969, “I Wanna be your Dog”, der driver af lige dele liderlighed og ringeagt for samfundets almene normer. No reason to be square! 

Et liv på landevejen

Er det ikke sådan de fleste af os forestiller os rock’n’roll? Kogt ned til få øjeblikkes charmerende kaos og spontanitet, en slags evig ungdom forenet med dødsforagt, larm og glamour, en kontinuerlig nat i neonlys. 

Sandheden er altid et perspektiv midt imellem, og for hvert sejrrigt øjeblik i den nedgående sommersol, er der en evighed af ventetid på ventetid, lange stræk på fremmede landeveje, endeløse rækker af tankstationer med det samme udvalg på bud af brus, hårdtstegte pølser, og cigaretter. Der er den samme gullige stank af sved på de lokale spillesteder, hvor sortimentet af dårlig hash er ligeså selvsagt, som det gulv man må låne for natten. Og søvn holder langsomt op med at eksistere, som dagene flyder i ét.

Det er den slags tilværelse, som man skal være dum nok til at ville – og det forstået på den bedst tænkelige af alle måder. Og nu skal du ikke være forfalden til at tro, at den inderlige vildskab, der udspiller sig på scenen, når MANKIND folder sig ud, også nødvendigvis kryber sig i transit, når bandet rejser de europæiske landeveje tynde på vej til næste gig.

Drengene bruger nemlig ofte tiden i tourbussen på at diskutere det omkringliggende landskab. “Hvilken kornsort vokser på marken der,” lyder det fra forsædet, mens der grubles på bagsædet. De fortæller selv, at deres ideelle rejsemakkere skulle bestå af en antropolog og en biolog, så de kunne diskutere alt fra den lokale fauna til forskellige kultures intrikate spil af riter og traditioner. 

Når de satans busser svigter 

Enhver, der rejser meget, vil kunne fortælle dig, at det uventede er en hyppig gæst. Og når man går i flæsket på udlandet, som MANKIND har valgt at gøre, nemlig ved at dedikere deres spæde ungdom til at slå hul på gennembruddets byld, er uheldet nogle gange ude. “De forpulede biler bryder sammen,” fortæller guitarist Alex Ceci grinende.

“Engang begyndte vores bus at sætte ud på den tyske motorvej. Vi kunne ikke stoppe, så vi blev ved med at skifte sikringer som til gengæld bare blev ved med at futte af. Vi fortsatte til, at skidtet til sidst brændte helt sammen, og vi måtte aflyse en koncert. Den ene ud af kun to koncerter vi nogensinde har aflyst,” siger Ceci.

Aftenen efter spillede bandet i Berlin, og her fortsatte festen på scenen nede i baren til ud på de lyse morgentimer. Det var dog ikke kun sjov og spas, druk og hor, som drengene fik tiden til at gå med. Midt i festens stormfyldte øje ledte de febrilsk efter en ny bus, og de endte også med at købe en, der til forveksling lignede den gamle.

“Vi købte den fra en lyssky, gammel dame, som ejede henad tusind katte. Hun havde gemt billeder af sin afdøde datter over alt inde i bussen. Vi pillede nummerpladerne af den gamle bus og smækkede dem på den nye og satte kursen hjem mod Sverige,” siger Ceci.

“Vi ville gerne indhente lidt søvn, så vi tog en færge fra Rostock. Og det var der, at de tyske strømere vækkede os og ville eftersøge bussen for stoffer. De bad os om kørekort og registreringspapirer, og vi svedte tran, mens de kiggede i papirene. Her kørte vi nemlig i en tysk, grøn bus, med tyske klistermærker i vinduerne, mens papirerne sagde, at nummerpladerne tilhørte en blå bus fra Sverige. Heldigvis opdagede de ingenting!”

Og så er der selvfølgelig dengang, hvor en bekymret nabo havde set bandets guitarkasser- og pedalboards ind gennem bussens bagrude, mens den stod parkeret, og ringede efter politiet, der straks sendte et bombehold. Bandet mødte til deres forundring de tre strømere på parkerings-pladsen, mens de stod og diskuterede, hvordan de skulle afværge bombetruslen. 

“Vi viste dem selvfølgelig pedalerne og undskyldte for ulejligheden,” fortæller Ceci.

The Strokes-forbindelsen 

I 2001 tog min mor for en sjælden gangs skyld til Aalborg. Som traditionen bød det dengang, købte hun en CD til min diminutive samling, så jeg kunne få noget nyt at smække på mit konfirmationsanlæg, der i øvrigt også bød på en kassettebåndsafspiller.

Hun kom stolt hjem og hentede mig ved min mormor om aftenen, og hun kunne fortælle, hvordan hun havde overtalt ekspedienten i Fona til at give hende en CD, der først ville udkomme den følgende dag. Udgivelsen var sat til at blive “the next big thing.”

Det drejede sig om The Strokes’ debut, “Is This It?”, som øjeblikkeligt gjorde sit for at sætte verden i brand og samtidig indvarslede et skift fra 90’ernes kommercielle postgrunge-lyd til et mere autentisk, cool garagerock udtryk.

Herligheden var produceret af Gordon Raphael, en mand, som også MANKIND har gjort sig bekendtskab med. Og han har været et passende modstykke til den svenske kvartet, der i den grad også dyrker den organiske rock og formår at få den til at blomstre i lige grader vildt og behersket.

“Gordon er en god ven, og når tilfældet vil, at vi befinder os i samme by, mødes vi altid og hænger ud. Jeg tror ikke, at vi har indset, hvor heldige vi er med at have arbejdet sammen med ham og præcis hvad hans rolle i processen har været. Han har lært os en masse, og vi har suget hans ord til os som svampe,” siger Ceci.

“Siden da har vi bygget vores eget flydende studie. Vi har ikke en masse dyrt grej som i professionelle studier, men vi har fundet en måde at lave musik på, der bare virker bedre for os. Jeg tror, at vi er på et punkt, hvor vi er meget fleksible i vores proces, men samtidig meget kræsne med slutresultatet. Jeg er sgu ligeglad med hvilken fucking bas du spiller på, hvilken forstærker eller mikrofon eller preamp eller kompressor du bruger, jeg er faktisk røvligeglad med hvem der spiller, bare så længe, at det skaber den rigtige fornemmelse og den rette tekstur.”

“Man må jo sige, at I har vist jer gode til at ramme den rigtige fornemmelse og den rette tekstur,” siger jeg. “Og når man læser hvad musikblogs ellers skriver om jer, er de jo hurtige til at remse en pokkers masse kendte navne op, som de sammenligner jer med. Kan I genkende jer i det kalejdoskopiske soundtrack, som I får påklistret?” 

“Det kan vi ikke. Jeg tror ikke, at inspiration kommer fra anden musik ligeså meget som det kommer fra andre midler – bøger, film, nyheder osv. – og teknologi eller begrænsinger. Vi har altid arbejdet med, hvad vi umiddelbart har til rådighed,” svarer Ceci. 

Lad os ikke tage planeten med i faldet 

Spørger du MANKIND om deres fremtid er svaret ikke helt, hvad du forventer. Eller jo, det er det måske, hvis du tænker tilbage på, at deres ultimative rejsemakkere er en antropolog og en biolog.

“Vi håber, at automation vil fremme alle de mennesker, hvis arbejde bliver automatiseret, at det vil fremme alles liv ligeligt, og ikke kun dem, der ejer produktionsmidlerne. Vores inderste håb er, at når vi alle sammen ryger i svinget på grund af klimaændringerne, tager vi ikke resten af planeten med os i faldet,” siger Ceci. 

Indtil da fortsætter livet på vejen, livet i skabelsens vold, livet på scenen:

“Mest af alt, er vi for evigt taknemmelige over alle de vidunderligt generøse mennesker, som vi har mødt. Alle de mærkelige mennesker der har lånt os en seng og givet os mad, når tingene ikke helt er gået som planlagt.”

MANKIND er:
Arthur Onion
Fredrik Diffner
Oliver Boson
Alex Ceci

Albumanbefalinger

Courtney BarnettSometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit

Da det her album udkom sidste år, fandt vi et nyt håb for vores musik. Få nutidige kunstnere kan blande pop, psych, folk og grunge på den her måde, og få det til virke tilgængeligt og kløgtigt. Hun er en fantastisk sangskriver og en endnu bedre guitarist. En sand inspiration! Vi beundrer hende.

Erykah BaduLive

Neo Soul’s gudmor. LEGENDARISK album som var en inspirationskilde for mange senere R&B-kunstnere. Jeg elsker, hvordan korsangerinderne fik deres egne soloer på “Next Lifetime”. Dronningen! 

CocorosieGrey Oceans 

Disse magiske søstre kan på en eller anden måde får dig til at føle, at du ryger opium på et piratskib med en drag queen for kaptajn.

DeerhoofOffend Maggie 

Deerhoof lærte mig meget om trommer. Om lyd og (mere vigtigt) hvordan trommer ikke altid behøver være den rytmiske rygrad, som alle de andre instrumenter læner sig opad. Det er især sandt live, hvor Greg Saunier er en sand fryd at iagttage. Tag ind og se dem, hvis du får chancen! Sidst, men ikke mindst, tjek deres session hos “Juan’s Basement” ud. 

Thom YorkeSuspiria

Radiohead er et fantastisk band på deres egne premisser, og, som ethvert andet toneangivende band, i konstant dialog med alt fra techno til jazz, men det er især når medlemmerne skriver musik til film, at de kommer til deres ret som komponister. Denne komposition til den smukke og hjemsøgende skrækfilm “Suspiria” var inspireret af krautrock og det italienske band Goblin, som lavede musikken til den originale film, men er gentænkt igennem Thom Yorke’s dissonante synthesizere. 

PixiesDoolittle 

Pixies er på højde med Velvet Underground, Talking Heads og få andre bands, som helt på egen hånd har redefineret, hvad popmusik kan være, på et tidspunkt hvor det meste musik suttede røv, og rock var i en sørgelig forfatning. Det her album er en parade af bangers.

Mulatu Astatke, the HeliocentricsInspiration Information 3

Når faderen af Ethiojazz slår pjalterne sammen med unge britiske jazzmusikere, får du noget af det mest intense, brandvarme Afro-psych du kan forestille dig. Et festalbum for folk, der gerne skipper smalltalk. 

Pink FloydPipers At The Gates of Dawn

Syd Barett og hans senere blomstrende venner fanger diamantstykket af den periodes scene i London. Det var begyndelsen på noget helt ny – en “crazy diamond”  som fortsætter med at inspirere den moderne psych scene. Et godt album at lytte til, mens man enten sover eller spiller rollespil. 

OasisDefenitely Maybe

“Shaker Maker”, “Slide Away”, “Married With Children”. Det her album kommer til at leve for evigt. Og b-siderne er mindst ligeså magiske. Det stråler og jeg er “mad fer it”. “I was looking for some action and all I found was cigarettes, alcohol and OASIS,” synger Alex Ceci.

The BeatlesAbbey Road

En a-side med unikke og fantastiske hits, og en b-side der tager dig på en eklektisk rejse. Paul og George er i deres es. John laver sin cool, underlige ting, som altid. Og Ringo har også gang i sin eneste trommesolo nogensinde.

Redaktionen anbefaler
Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Jens B. Christiansen, bedre kendt som Rumpistol, var på toppen af verden, da kroppen pludselig ikke ville mere. Musikeren blev tacklet af stress midt på livets travle vej. I dag har vi premiere på musikvideoen til “(There is No) There, There” fra det nye album, After...

Weal: I storbyens larm

Weal: I storbyens larm

Københavnske Weal har findpudset deres kunstneriske udtryk over tre års EP-udgivelser. Nu er kvartetten klar til at udgive sit debutalbum til januar næste år. Med førstesinglen “New York Noise” i mente har vi taget en snak med forsanger Peter Thielst om bandets rejse...

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Det er ikke et nemt år at udgive nyt album i. Uanset hvor godt, drukner det nemt i lockdown-slummer. Det har dog ikke slået hverken Favor eller In Memoirs ud. De to musikere slår hovederne sammen på den nye, fængende single “So What”, der udkommer i dag. Se...

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Det er som om, at de dybeste af stemmer altid har en mørk historie. Det er ikke kun varme og glæde, der kendetegner den slags røst, der svøber sig om sjælen som en salvende balsam. For aalborgensiske Jonas Ringtved indløste Johnny Cash indgangsbilletten til...

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Efter fem år er aalborgensiske Monkey Okay klar med opfølgeren til deres roste debutalbum. På The Long Haul of Cercopithecoidea tager kvintetten frygtløst et skridt i en ny retning. Vi forsøger at se bandet i den større sammenhæng, før vi går i dybden med det lange...