moi Caprice: Det er aldrig helt forbi

Efter 12 års pladepause udgiver moi Caprice i morgen deres femte album, Becoming Visible. Bandet er genopstået i næsten oprindelig besætning og har over to år nøjsomt konstrueret et opus, der både smager af det gamle, men også viser nye sider af danmarks indiepop-flanører. Vi er dykket med ned i processen bag albummet og dets sange. 

Jeg så engang Michael Møller i København, drømmenes København, og han indfriede til fulde de forventninger til den romantiske flanør, som et ti år langt soundtrack af moi Caprice’s melankolske og let svævende indiepop havde efterladt mig med.

Det var en gammel kammerat, der først introducerede mig til vores hjemstavns moi Caprice, og et af hans store claim to fame var at have spillet en håndboldkamp mod Møller i vores teenageår.  

“Og senere opdagede jeg, at han var blevet musiker.” Min kammerat blev aldrig træt af at fortælle denne anekdote. “Så jeg tog på Studenterhuset for at se moi Caprice. Jeg kom for tidligt og gik i baren, og mens jeg bestiller en fadøl, hvem ser jeg så stå på den modsatte side? Nemlig ja, Møller. Så jeg gik over og skålede med ham og spurgte om han kunne huske det mål, jeg scorede. Det kunne han.”

Men jeg må indrømme, at det ikke var lugten af en harpiks-tung håndbold, som klæbede sig til min bevidsthed, når jeg senere gang på gang vemodigt sang med på “Down by the River” fra gruppens tredje album, The Art of Kissing Properly

Det var mere oprøret mod det mondæne. Viljen til at ophæve det nyttesløse til det mest ægte og stolt udbasunere sine følelser. Det var retten til at være anderledes i en mere praktisk orienteret virkelighed, hvor familiemedlemmer hovedrystende lo af nyindkøbte digtsamlinger. 

Der var så højt til loftet i moi Caprice’s musikalske univers. Kærligheden var altid på spil, den måtte briste eller bære, det var lyden af storbyens dagdriver, der drømmer derude på fortovet, der længes i menneskemylderet, og higer rastløst efter et eller andet sublimt i nattens skygger.

Og da jeg så langt om længe selv så Møller for første gang, jeg var netop kommet ud af en opgang på Vesterbro i København og prøvede at fiske en cigaret op med mine små gule fingerspidser, smeltede kunst og virkelighed, poesi og dagligdag, sammen.

Det var stegende i juli, og der kom han gående, i et tætsiddende jakkesæt, med et halstørklæde nonchalant viklet om halsen, som om varmen måtte vige for hans indre coolness, og to blondiner selvfølgelig, én under hver arm. Den romantiske flanør synlig. 

Det har aldrig sluppet mig, det billede. Det var den levende manifestation af sange og deres følelser, som jeg kunne recitere frit fra hovedet. Det var en art bekræftelse af, at livet og kunsten gensidigt spejler hinanden. Det føltes som en poetisk sejr.

Efter 12 års pladepause er moi Caprice i morgen klar med deres femte studie-album, Becoming Visible, der ligesom bandets bagkatalog udkommer på Glorious Records. moi Caprice bliver atter synlige.

I dag dykker vi med Michael Møller ned i processen bag albummet og dets nye sange. 

En tilbagevenden til den hensygnende teenagedrøm

Moi Caprice gik aldrig i egentlig opløsning. De holdt bare op med at spille. De blev usynlige. Og for en tid blev de måske også nogle andre mennesker. Det var et tilfældigt møde under nattehimlen i Roskilde for to år siden, der vakte den gamle drøm til live igen. 

“En sen sommernat i 2018 mødte jeg min gamle ven og trommeslager Casper (Henning Hansen, red.) i mediebyen på Roskilde Festival,” siger Michael Møller.

“Det var 8 år siden vores fælles band sidst havde spillet koncert, og selvom vi aldrig reelt var gået i opløsning havde jeg for længst opgivet drømmen om at genoplive den hensygnende teenagedrøm, som hed moi Caprice. Men mens vi sad og talte om turneer og releasefester i 00’erne, blev vi enige om, at det kunne være sjovt at lave musik sammen igen. Måske endda som moi Caprice.”

Efterfølgende pressede trommeslageren på for at få nogle nye skitser til numre, som han kunne arbejde på. Møller måtte hurtigt erkende, at han ikke havde meget på lager. I kølvandet på moi Caprice’s spillestop havde en metaltung skuffelse over ikke at kunne samle tropperne og fokusere energien på et nyt album indfundet sig, og det havde resulteret i, at han ikke havde skrevet netop den type numre i mange år, altså, de klassiske moi Caprice-numre.

“Jeg fandt tre numre, som måske kunne bruges. En enkelt gammel skitse vi havde arbejdet på i 2011 til den femte plade, som dengang forsvandt mellem hænderne på os. Derudover et lidt 60’er-klingende nummer, som marginalt kunne passe ind i bandets lyd. Og så et sært enebarn,” siger han.

“Den eneste sang, jeg havde skrevet i perioden, som helt åbenlyst lød af moi Caprice. To af sangene endte på pladen, den tredje var med til at danne fundament for den første single fra pladen.” 

Selvom musikken ofte bliver beskrevet som et drømmende soundtrack til den efterårsmørke storby, hvor regnen drypper målrettet ned over det let tilredte hjerte, var det ikke byens neon puls, der kaldte, da bandet for alvor skulle skrive nye sange og finde tilbage til sin egen essens.

Det var i stedet en ødegård i Sverige, hvor hovedparten af sangene blev skrevet eller fandt deres endelige form over to succesfulde ophold. Den første tur tegnede sig som et lille eksperiment uden fuld besætning, men med masser af musikalsk råderum, eventyrlyst og grej.  

“Ingen børn som skal hentes, ingen potentielle aftaler. Total isolation, målrettet isolation.”

“I oktober 2018 tog vi på ødegård i Sverige. Frederik og Fridolin Nordsø, mine samarbejdspartnere i The Mountains, har et hus i Småland, som er fyldt med musikudstyr, højtalere, flygel, trommesæt og så videre,” siger Møller.

“Her havde vi indspillet tre plader med The Mountains, og jeg er helt forgabt i den proces, som opstår her. Ingen internet og ingen mobilforbindelse. Ingen børn som skal hentes, ingen potentielle aftaler. Total isolation, målrettet isolation.”

Puslespillet begyndte at falde på plads. De nye numre lød indiskutabelt af moi Caprice, og endda flere af dem havde den favorable kvalitet af at lyde som en single. Det var på tide at samle tropperne igen, for nu rørte den gamle teenagedrøm for alvor på sig.

“Vi skrev til David, som ikke havde rørt en guitar siden 2010, men var fyr og flamme for at lave musik igen. Jacob Funch, som var blevet fast guitarist i tiden før vores langsomme disintegration, var også på med det samme. Jakob Millung, vores gamle bassist, takkede nej. Han bor i dag i Colombia og havde lige fået et barn, så det gav næsten sig selv. Vi spurgte Fridolin Nordsø, som tidligere har vikarieret på bas og været producer for os, og han ville gerne overtage rollen som bassist i bandet,” siger Møller.

I april 2019 tog bandet til Sverige igen. Alt blev gjort færdigt, og nye numre kom til. Hvor de mere klassiske moi Caprice-numre kom til på den første tur, åbnede den næste tur for en ny side af bandet. Numrene begyndte at blive mere komplekse og mindre poppede.

Møller færdigskrev teksterne hjemme i København i efteråret 2019 og for ham har de et klart omdrejningspunkt:

“De omhandler ikke mindst selve det at lave musik igen,” siger han. “Den underlige følelse det er, at oplive et navn, som har haft så stor betydning for éns liv.”

Hjemløse sange, der bliver synlige og finder hjem

Hvordan er det at være i moi Caprice anno 2020? Det svarer den seneste single, “Teenagers”, på. Men før den blev en nutidig statuserklæring, begyndte den sin eksistens som et spøgelsesagtigt skær. Den var løsrevet fra sin egen historiske kontekst og lå gemt i en skuffe, indtil Michael Møller atter skulle bruge nye skitser til moi Caprice. 

“Sangen var hjemløs i mange år, indtil Casper spurgte, om jeg ikke havde nogle skitser. Dette var uden tvivl den første, jeg tænkte på, fordi det nok var det eneste helt åbenlyse moi Caprice-nummer, jeg havde skrevet i de 10 år. Og nu har det så endelig fået sin plads i moi Caprice-historien,” siger han.

“Teenagers opstod på kvistværelset på Engelsholm Højskole, da jeg arbejdede som sangskrivningslærer der. Formentlig engang i 2014 eller 15. A- og B-stykke opstod ved det klaver, som stod på mit værelse, men de resterende dele opstod indenfor få dage,” fortsætter han.

“Det var sådan et underligt nummer at skrive, fordi det helt åbenlyst lød af moi Caprice, men blev skrevet i en periode, hvor jeg nok for alvor havde opgivet håbet om bandet.”

“Så måske opstod sangen virkelig som et sidste desperat opråb til mig selv om ikke at opgave drømmen om moi Caprice.”

Sangen indeholder flere potente linjer, som man stopper op ved og tænker over en ekstra gang – “It’s like being born into a hologram/ I keep returning to the person I am.” Alle synes de at omhandle det samme: Ikke at opgive håbet, at have tillid til at alle floder leder tilbage i havet. 

“Linjen ‘I can’t bring myself to believe that it’s over’ var simpelthen en del af sangen fra den første mobiloptagelse. Så måske opstod sangen virkelig som et sidste desperat opråb til mig selv om ikke at opgave drømmen om moi Caprice,” siger Møller. 

“Og da teksten endelig blev skrevet færdig i Sverige, blev det også hele ideen: Det er en sang, der handler om at være i et band. Og helt specifikt handler den nok om at være i moi Caprice anno 2019.” 

Det storladne tekstunivers lever ufortrødent på Becoming Visible. I et lydunivers, der både emmer af det vi forvejen kendte og forventede, og nyere, eksperimentelle numre, der peger fremad mod det nye årti, genfinder ikke kun bandet sig selv, men lytteren møder en gammel ven igen – og opdager måske en flig af noget personligt glemt. Vi kan kortvarigt glemme, hvem vi er, men aldrig undslippe os selv helt.

De romantiske dyder bliver spejlet i den tunge tematik, der trækker veksler på for eksempel de store myter, såsom den om Orfeus, sangenes fader, der ikke kunne dy sig og måtte se tilbage på sin hustru Eurydike, da han hentede hende op fra Hades og således tabte hende igen for altid. 

Og de myter er selvfølgelig spejlet i populærkulturen, som moi Caprice også dykker ned i. Her er det særlig de klassiske spaghetti-westerns, der har givet inspiration.

“‘Maureen’ holder en fin bandtradition i hævd – ligesom titlen på vores første plade og sangen ‘Someone Spent His Life With He’” fra We Had Faces Then, refererer den til filmen Once Upon a Time in the West, som altid har fascineret mig,” siger Møller.

“Hvor ‘Someone Spent His Life With Her’ er en kærlighedserklæring til filmens kvindelige hovedrolleindehaver, Claudia Cardinale, er ‘Maureen’ en hyldest til filmens første offer. Teksten er en slags flimrende desperat redningsforsøg, før Maureen bliver skudt i en af filmens mest ikoniske scener.”

Albummets ældste nummer hedder “My Name is Nobody” og er ligeledes inspireret af det italienske landskabs forsøg på at genskabe det vilde vesten. 

“Titlen er stjålet fra den nok mest vellykkede spaghetti-western med Terrence Hill. Teksten handler om jalousi, håb og hvor fantastisk det er at opdage, at der stadig er nogen, som tror på det, man laver,” siger Møller.

“Vi arbejdede med denne sang i øvelokalet i 2011, før den oprindelige femte plade løb ud mellem hænderne på os. Jeg har altid godt kunne lide den, og gravede den – som en af de få sange fra den periode – frem, da Casper og jeg gav os til at indspille sammen igen”. 

“Guitarriffet i sangen kommer fra en gammel skitse af vores tidligere bassist Jakob Millung. Der er noget smukt ved at han på denne måde alligevel er med på vores femte plade.”

Hvor den startede som en mere kompleks sang, er den efter bandets bearbejdning blevet, hvad Møller beskriver, en af moi Caprice’s mest kontante sange. Samtidig har den også en lille hilsen med sig.

“Guitarriffet i sangen kommer fra en gammel skitse af vores tidligere bassist Jakob Millung. Der er noget smukt ved at han på denne måde alligevel er med på vores femte plade,” siger Møller.  

Mest sigende er nok titelnummeret, fordi det også markerer, at 12 års pladepause er forbi og at teenagedrømmen lever, bandet spiller. 

“På vores anden tur til Sverige lå jeg en nat før jeg faldt i søvn og læste i en digtsamling af Philip Lamantia, en af mine yndlingsdigtere. Digtsamlingen hedder Becoming Visible og jeg kunne vildt godt lide den titel. Derfor blev det arbejdstitlen på den første sang, jeg kastede mig over dagen efter,” siger Møller.

“Titlen fødte egentlig teksten, som jo også omhandler bandet; det at føle at det egentlig burde have været forbi, men pludselig ser man konturerne af en plade igen. Konturerne er siden blevet slebet til og pladen er på vej ud.”

Becoming Visible udkommer i morgen, fredag den 28. februar. 

moi Caprice er: Michael Møller (vokal og synths), Casper Henning Hansen (trommer), David Brunsgaard (guitar), Fridolin Nordsø (bas) og Jakob Funch (guitar)

Redaktionen anbefaler
Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Jens B. Christiansen, bedre kendt som Rumpistol, var på toppen af verden, da kroppen pludselig ikke ville mere. Musikeren blev tacklet af stress midt på livets travle vej. I dag har vi premiere på musikvideoen til “(There is No) There, There” fra det nye album, After...

Weal: I storbyens larm

Weal: I storbyens larm

Københavnske Weal har findpudset deres kunstneriske udtryk over tre års EP-udgivelser. Nu er kvartetten klar til at udgive sit debutalbum til januar næste år. Med førstesinglen “New York Noise” i mente har vi taget en snak med forsanger Peter Thielst om bandets rejse...

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Det er ikke et nemt år at udgive nyt album i. Uanset hvor godt, drukner det nemt i lockdown-slummer. Det har dog ikke slået hverken Favor eller In Memoirs ud. De to musikere slår hovederne sammen på den nye, fængende single “So What”, der udkommer i dag. Se...

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Det er som om, at de dybeste af stemmer altid har en mørk historie. Det er ikke kun varme og glæde, der kendetegner den slags røst, der svøber sig om sjælen som en salvende balsam. For aalborgensiske Jonas Ringtved indløste Johnny Cash indgangsbilletten til...

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Efter fem år er aalborgensiske Monkey Okay klar med opfølgeren til deres roste debutalbum. På The Long Haul of Cercopithecoidea tager kvintetten frygtløst et skridt i en ny retning. Vi forsøger at se bandet i den større sammenhæng, før vi går i dybden med det lange...