Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Efter fem år er aalborgensiske Monkey Okay klar med opfølgeren til deres roste debutalbum. På The Long Haul of Cercopithecoidea tager kvintetten frygtløst et skridt i en ny retning. Vi forsøger at se bandet i den større sammenhæng, før vi går i dybden med det lange hyl bag skabelsen af den nye potente langspiller.


Når vi kigger tilbage på midten af 10’erne, tegner der sig et tydeligere billede af den ny bølge af dansk hård rockmusik.

Herfra hvor vi står, på vej ind i det næste årti, befængte af sygdom og samfundssvigt, ørerne trætte af de monotone gentagelser i tidens populærmusik, nu kan alle med lydkort og YouTube-kanal pludselig være morgendagens stjerner, og drill-rappen er for alvor kommet til Danmark, skriver de i lovprisende toner på nettet, virker det til, at vi har brug for en genopfriskning – og hvem ved, måske en slags salvet redning? Mere om det lidt senere.

Tillad mig først med en selverklæret rockhistorikers upræcise og let alkoholiske, nikotingullige fingerpeg at pinpointe denne bevægelses undfangelse over halvandet år i form af en række debutalbum, der måske nok er forskellige fra hinanden lydmæssigt, men alligevel føles genetisk forankrede i videreførsel af en tidligere etableret æstetiks dunder og brag.  

90’ernes hårdtoptjente dyder – den mere personlige og ærlige sangskrivning, en mørkere og klæbrig patos, knap så rigidt i trit med det ironisk hippe og mere selvbevidst om sjælens laster end det moderigtige kluns’ laser, en musikalsk tyngde i bevidst uoverenstemmelse med det en vogue skramlede fra den urbane garage eller pultens skrattende blipblop-elektronik, tilvejebringelsen af livets hårde sandhed i form af guitarintoneret betonarbejde, det folkelige svælg over elitens pis og glitter – fandt tilbage i dansk musik i uhørt form siden DM i Rock 1993. 

Udbryderbølgen begyndte i slutningen af 2014, hvor aarhusianske The Boy That Got Away strømlinet trak den uforskammede riffrock tilbage i front med et ekko af Seattle glammende i baggrunden. Et halvt år efter fulgte aalborgensiske Monkey Okay i kølvandet på den undslupne drengs mere upbeat rock med en melankolsk og dyster pendant, der spejlede sig som den fortrøstningsløse havnebys grålige yang til den midtjyske nybyggerhovedstads mere letlevende yin. 

Aarhus-heltene I’ll Be Damned fulgte trop og doblede op på den metalliske tyngde og generelle civilisatoriske livslede i slutningen af året. Hvor deres musik ligeså meget var en løftet pegefinger som livlig, karikeret prædiken til masserne, vendte københavnske Childrenn i begyndelsen af det følgende år blikket indad mod individet. Deres debut bød på fængende krautrock, der malede det moderne menneske ind i et eksistentielt hjørne af skyggende tremmer, og de sluttede ligesom cirklen med et højstilet kunstnerisk åndedrag. 

Hvis dette firkløver er gået din næse ram forbi, hvis du nu sidder og grubler over, hvorfor disse bandnavne ikke er ligeså velkendte og folkekære som for eksempel go’e, gamle D-A-D, hvorfor de ikke for længst ærbødigt har overtaget tronen fra rollatorbanderne og headliner landets største turnéer, er du undskyldt. Det er sandsynligvis en ulykkelig konsekvens af den moderne tilværelses apatiske forhold til musik som kunstart.

Streamingtjenester tænker trods alt ikke på kunstnerisk kvalitet, når deres algoritmer spytter dig i fjæset med det sikre og velkendte. Deres opgave er at få dig til at blive hængende foran skærmen som en hjernedød mide, og det gør de nødvendigvis ikke ved at udfordre dig og præsentere dig for det nye shit.

Det har skabt et sammenbrud i den naturlige følgeorden, hvor en epoke langsomt afløses af den næste som får lov at definere sig selv, før også den træder tilbage. Det har fladet selve tiden ud i et kontinuerligt nu, hvor ingen længere dør og således ingen rigtig lever, hvor fortiden immervæk virker ligeså aktuel som nutiden. Hvor mastodonterne ikke længere viger tilbage, men forbliver svulstige i deres historiske vælde.

Det gør sgu livet surt for de upcoming musikere, hvis hjerteblod flittigt bliver doneret for at skabe en ny forståelse af samtiden. For vi lever til stadighed i en løbsk og hysterisk verden, hvor de satte, korpulente flæskefædre bli’r federe endnu, mens de magre går sultne i seng. Det er desværre ikke sådan det burde være, men sådan vi vælger det skal forblive, hver gang vi frivilligt sælger en bid af vores identitet til Mark Zuckerberg, swiper kreditkortet som en hot Tinder-date, og ukritisk vælger det sikre fremfor at sadle op som chancerytter.

Og så er vi tilbage igen på tærsklen til et nyt årti. Den ny bølge af dansk hård rockmusik har fortsat, ukueligt, kastet ny musik af sig. Med én undtagelse indtil nu. 

I fem lange år har vi nemlig ventet på en opfølger til Monkey Okay’s fremragende debutalbum. Det sort indpakkede album, hvor det filuragtige abefjæs stirrer overlegent fra omslaget, bød på slagkraftige sange som selve titelnummeret, “Fire Inside” og den episke “Heroes Stand Alone”. 

I september slap primaterne så endelig deres anden langspiller løs på vinyl, hvor de gav intet mindre end tre koncerter samme dag på det legendariske 1000Fryd i Aalborg. Denne gang er ambitionerne og armbevægelserne nemlig større, og kvintetten er dykket helt ned i deres kollektive dyb for at fremmane den massive The Long Haul of Cercopithecoidea

Den er et brud med debutalbummets umiddelbarhed og et frygtløst skridt ud i en større fortælling, hvor musikken er skrevet til at bære sange på tyve stålsatte minutter og gladeligt undsiger sig det gængse radioformat. 

Vi har sat forsanger Jeppe Juul Stephansen og guitaristerne Peter Clement Lund og Mads Siegenfeldt i tale om tiden fra Monkey Okay til The Long Haul of Cercopithecoidea.

Deres fælles historie handler om at være kompromisløs, om at gøre det, du tror på, det du føler er det rette – også selvom det til tider virker håbløst opad bakke. Det er en historie der ikke blot handler om at fravælge det sikre og være en chancerytter, men om at stå distancen og sadle op til det lange hyl.

Fem lange år

I kølvandet på debutalbummet fulgte god respons og en masse prominente jobs. Efter noget tid gik maskinen dog i stå, da bandets oprindelige trommeslager besluttede sig for at stoppe. På det tidspunkt var bandet så småt gået i gang med at skrive nyt materiale, men pludselig stod trommestolen tom, og processen gik i stå. Herefter fulgte en tumultarisk tid, hvor mange dygtige trommeslager blev målt og vejet, før valget faldt på Kristian Berg. 

“Det tog så en del tid at få bandet rystet sammen igen, og herefter gik vi i gang med at skrive nyt materiale,” siger Peter Clement Lund.

Det udmøntede sig i singlen “Cancerman”, som signalerede starten på den musikalske forandring bandet har været igennem. Den er med sit Led Zeppelinske-groove mere tilbageskuende i sit udtryk og forudgriber forsigtigt 70’er rockens mere eksperimentelle side. 

“Da vi så skulle skrive flere sange, tog det sin tid at ramme hinanden og finde ud af præcis hvad vi ville,” siger Lund. “Men da vi skrev det nye albums primære sang, ‘The Long Haul…’, som albummet også er opkaldt efter, var det som om vi fik hul på det. Vi ramte et udtryk med den sang, som vi alle var vildt glade for, og efter den var færdiggjort, ændrede den hele stemningen i bandet, og vi vidste hvad vej vi skulle.”

Og det var ikke den nemme vej. For bandet besluttede sig for at stå i spidsen for hvert led i processen. Det betød, at bandet selv har stået for optagelse og miks, og dermed også den vægtige beslutningsrolle i producerstolen samt de typiske problemer undervejs i indspilningsfasen. Det er en oplevelse, som de i dag er enige om trak tænder ud, men har været absolut lærerig og givende. 

“Albummets titelsang har nærmest skelsættende karakter for os, og jeg tænker, vi på mange måder føler, vi genfandt os selv som band med den sang.” 

“Jeg tror, vi alle føler, at vi står stærkere nu, end vi har gjort hidtil, samtidig med at det har været en sund og nødvendig process for os som band,” siger Mads Siegenfeldt.

“Albummets titelsang har nærmest skelsættende karakter for os, og jeg tænker, vi på mange måder føler, vi genfandt os selv som band med den sang.” 

Titelsangen har med tiden antaget en metaforisk og samtidig reel betydning for bandet, da den dækker over både undfangelse og genfødsel på én og samme tid. Den er blevet et slags kald til kamp, der har gjort det muligt at overvinde de sidste fem års strabadser, en påmindelse om at fortsætte dér, hvor det er sværest, hvor frustrationer slider hårdest, hvor nedturen synes fremadrettet. 

“Utvivlsomt. Der var også hele tiden et ønske om at fortsætte,” siger Lund. “At vi havde fat i noget, som vi ikke bare kunne smide på gulvet, fordi det var lidt svært. Og den proces og det produkt der er kommet ud af det har gjort os til et bedre band på flere måder. Vi er stolte over det, vi har præsteret med den her plade og føler os nok mere tilpas med dens udtryk, end vi har gjort tidligere.” 

Det lange hyl

Man siger, at førstehåndsindtryk er vigtige. Og intet varsler da primaternes nye udtryk bedre end den nordjyske kunstner Peter Max-Jakobsens dunkle albumcover. Det er baseret på et næsten to meter højt maleri, som kunstneren malede inspireret af musikken. 

I LP-versionen kan det sønderlemmede røntgenfoto af en kvindekrop foldes ud som en fin plakat. Den er udkommet i fire forskellige vinyludgaver, så man kan samle et sæt og ligeledes berige sine vægge med billedkunst. 

Foto: Facebook.

Albummet selv består af blot fire sange, hvoraf én er ca. 23 minutter lang, og selvom genren nemt kan opsummeres som “r-o-c-k”, flirter bandet med psykedeliske virkemidler, prog- og stonerrock. Der er fingervredne riffs, rivende guitarsoloer, højstemte passager, og sågar oplæsning af barndomsminder. 

Med andre ord er vi i en helt anden boldgade til forskel fra debutalbummet. Det gængse radiorockformat er forkastet til fordel for en mere krævende stiløvelse – som både kræver mere af den udøvende musiker og lytteren. MyRock ringer nok ikke foreløbig.

Men ambitionen om den formfuldendte enhed har også sin rod i live-udviklingen, som bandet oplevede efter udgivelsen af debutalbummet. Her begyndte eksperimenterne nemlig at krybe sig ind i arrangementerne, og det efterlod et ønske om at lade denne del af bandets identitet stråle klart igennem på indspilning også. 

“Udgangspunktet var egentlig blot at lave et mere helstøbt og sammenhængende album end debutpladen,” siger Siegenfeldt.  

“Vi har som band udviklet et mere frit og eksperimenterende udtryk, som vi særligt har dyrket live. Det havde vi et ønske om at få med på pladen, så man kan sige at tankerne bag albummet i forhold til det musikalske udtryk var ikke at tænke for meget over det – hvis det giver mening. Det handler om at turde gå efter en impuls, et indtryk, at være i et kreativt flow.” 

“Præcis som Mads siger. Og det var da vi skrev ‘The Long Haul’, at det virkelig gik op for os, at det var hvad vi skulle og hvad vi havde lyst til,” istemmer Lund. 

“Jeg tror ikke, der var sådan et endegyldigt mål for – og det tror jeg heller aldrig rigtigt, vi får – men det var alligevel, måske lidt mere ubevidst, et forsøg på at finde et udtryk vi bedre kunne bære, end det der var på det første.” 

Det første album var båret af det nydannede bands eufori. Sangene blev skrevet hurtigt, “det handlede bare om at spille noget fed rock”, hvad da også lykkes meget godt, og bandmedlemmerne er ikke blege for at sige, at der i perspektiv måske var en smule naivitet over debuten. 

“Dette er nødvendigvis ikke noget dårligt, men vi voksede måske bare ret hurtigt fra det og havde en lyst og trang til at lave noget mere ‘gennemtænkt’ og repræsentativt for os som band,” siger Siegenfeldt.

“For mig handler den nye plade – eller det sted vi er nu – også om, at vi har fundet ind til kernen i os selv. Det her med at spille musik for være kreativ og udforske mere og ikke begrænse sig til at skulle skrive noget der sikkert ville passe til en radiostation.”

Den indre søgen har været medvirkende til en ny balance i bandet og et bredere perspektiv på det at spille musik. Det handler mindre om de kritiske røsters anerkendende roser og mere om at dyrke fællesskabet, om nogle gange at sige nej til det kommercielle for ikke at begrænse sin egen kreativitet. For sanger Jeppe Juul Stephansen kommer det til at handle om noget mere end blot at være stjernedrys og underholdning. 

“For mig handler den nye plade – eller det sted vi er nu – også om, at vi har fundet ind til kernen i os selv. Det her med at spille musik for være kreativ og udforske mere og ikke begrænse sig til at skulle skrive noget der sikkert ville passe til en radiostation,” siger Juul Stephansen.

“Jeg føler, at jeg og vi er i balance og tror på egne kompositioner langt højere end tidligere. Der var engang, hvor jeg spillede for publikum, for at blive en kendt rock star, men nu spiller jeg for mig og drengene i Monkey Okay, fordi vi har det fedt med det vi laver. Kan vi så give publikum en oplevelse, er det bare ekstra dejligt.” 

Albummet er også forløsning på en musikalsk dannelse, hvor netop albumkunsten, det sammenhængende og kompromisløse musikalske udtryk og den konceptuelle ide går op i en højere enhed med det visuelle udtryk manifesteret i albumcoveret. Det er ideen om at musikken er uadskillelig fra sin cover-art og således et forsøg på atter at gøre den til en fysisk entitet, en oplevelse in real time, som du kan røre ved og forsvinde i til forskel fra et diminutivt avatar i din Spotify-player.

“Vi var alle ret enige om at det kunne være fedt, hvis vi kunne få det hele til at smelte sammen.  Ambitionen var at lave et kompromisløst eksperimenterende rock album uden hensyntagen til hvad folk måtte forvente fra vores side,” siger Siegenfeldt.

“Der er stadig plads”

Og det peger mod fremtiden. Håbet er, at The Long Haul of Cercopithecoidea kan cementere, at bandet ikke blot vil, men også tør at gøre noget anderledes med musikken, med artwork, med de samarbejder der opstår undervejs. Og selvfølgelig at gamle fans vil tage velkomment imod det nye album, mens det vil lokke flere nye til. 

“Vi vil jo bare det som alle andre bands gerne vil: Ud og spille, skrive noget musik der er meningsfuldt for os og have det sjovt samtidigt med. Og det vil vi gerne fortsætte med,” siger Lund og fortsætter: 

“Jeg tror bare gerne, vi vil sige, at vi er lidt ligeglade med forventningerne til os – vi gør det vi har lyst til. Vi skriver og spiller de sange vi selv synes ræsonnerer med os og som vi kan stå inde for. Og det har vi tænkt os at fortsætte med. Vi vil gerne sige, at sådan en flok gamle mænd som os også kan sige noget umiddelbart og spille noget musik, der er anderledes, eksperimenterende og har nogle følelser i sig. Og vi vil gerne vise, at albummet – som helstøbt entitet – stadig har en værdi i samtiden.”

Drømmen er, når verden forhåbentlig igen er klar, at den slår sine døre op til udenlandske eventyr for Monkey Okay. Bandet er allerede i gang med at skrive nyt materiale, men det er klart, at scenen, de brændende scenelamper og den summende backline kalder. Albummet er ude, det kræver at få levende liv.

“Jeg kan mærke, at jeg gerne vil ud og se verden med de her drenge, så det kunne være, at den nye plade åbnede op for nye jobs rundt omkring,” siger Juul-Stephansen.

“Det kunne være fedt at spille et par af de fede rock festivaler rundt om i Europa for eksempel Roadburn Festival i Holland eller komme til USA. Herhjemme er der også steder som for eksempel Roskilde Festival, som stadig er på vores bucket list. Alt kan ske og vi får lov til at drømme lidt, nu hvor pladen er på gaden.” 

Monkey Okay er en del af en bølge, men de har deres eget liv og har taget deres egen retning. De stævner ud mod horisonten, en håndfulde sprøde sange i lasten. De erklærer sig et eksperimenterende band, der forsøger at ramme noget umiddelbart med masser af nerve i. De lader sig ikke begrænse i deres udtryk og søger at konfrontere den rå natur indeni.

“Alting behøver ikke være poleret eller hurtigt eller ungt. Det må også gerne være langsomt, dystert og lidt grimt – ligesom vi er.”

Ude i verden er der forsvindende få ting, der er monkey okay, konkluderer bandet på falderebet. De ser sig som en lille opstand.

“Det er også det vi forsøger at vise – at der stadig er plads ting det vi gør og den måde at tænke musik på, den måde at spille musik på, den måde at udgive musik på, som vi gerne vil,” siger Lund.

“Alting behøver ikke være poleret eller hurtigt eller ungt. Det må også gerne være langsomt, dystert og lidt grimt – ligesom vi er.”

The Long Haul of Cercopithecoidea rammer streamingtjenester til december, indtil da kan du købe den flotte vinyl her eller en digital download via BandCamp.

Monkey Okay er:  Jeppe Juul Stephansen (vox), Mads Siegenfeldt (guitar) Hkh KeiZeren (bas), Peter Clement Lund (guitar) og Kristian Berg (trommer)

Redaktionen anbefaler
HQ music: Musikformidling tilbage på skærmen

HQ music: Musikformidling tilbage på skærmen

I denne uge lancerede HQ music et nyt initiativ på Youtube, hvor præsentationen af tidens bedste musikvideoer og formidlingen af disse er i fokus. Vi går bag kulissen og har taget en snak med Amira Gluhic og Ole Løhde om deres nye projekt og kærlighed til musikken....

Zar Paulo: Lyseslukkeren er død, længe leve Zaren

Zar Paulo: Lyseslukkeren er død, længe leve Zaren

Den aarhusianske kvintet Zar Paulo satte i den forgangne uge Aarhus tilbage på det musikalske landkort med deres nye single “Stop Believing”. De er spået som the next big thing, og vi har taget en snak med bandet om deres opstart og proces. Når du smager på navnet,...

Twin Dive: Ikke rockstjerner. Endnu!

Twin Dive: Ikke rockstjerner. Endnu!

Udlandet kalder dem Cosmopolitan Punk Rock. Men hvad handler alt palaveren Twin Dive egentlig om? Vi går bag om bandet i forbindelse med udgivelsen af deres seneste single “Vaporize”. Tag læsebrillerne på og dyk ned i dagens longread her.I do what I do ‘cause I can. I...

Wolfroy: På sporet af den tabte tid

Wolfroy: På sporet af den tabte tid

Den aarhusianske singersongwriter Wolfroy er aktuel med sin første nye single siden debutalbummet fra 2018. Den rustikke og utroligt intime bekendelsessang “I’m in My Twenties and I’m Already Bored” byder på solidt tankegods. Hør den her og læs vores interview om...