Twin Dive: Ikke rockstjerner. Endnu!

Twin Dive © Per Bergmann

Udlandet kalder dem Cosmopolitan Punk Rock. Men hvad handler alt palaveren Twin Dive egentlig om? Vi går bag om bandet i forbindelse med udgivelsen af deres seneste single “Vaporize”. Tag læsebrillerne på og dyk ned i dagens longread her.

I do what I do ‘cause I can. I do what I do ‘cause I am. Disse ord har endnu ikke taget form som sangtekst i Robert Jancevich bevidsthed. De er i stedet hans åndelige fundament, roden til hans viljestyrke, mens han graver søvnen ud af øjnene.

Det er en mandag nat i februar 2018, og han er vågnet i, hvad der ligeså godt kunne være en fremmed dimension. Han bærer pludselig en intergalaktisk fangedragt og føler sig som blot endnu et nummer.

Omkring ham sidder de øvrige fanger, gabende søvnige og kunstigt illumineret under hallens anonyme stoflysrør, mens deres livløse hænder famler efter det motherfucktone læs pakker, der ustoppeligt vælter ned af det snurrende samlebånd på PostNords pakketerminal i Aarhus.

peak days ruller 60.000 pakker forbi, som de hvileløse zombier nøjsomt skal sortere, for at de kan komme til eller fra det købslystne Jylland. Det er et brat velkommen til konsumsamfundets bundløse slaveri på sidelinjen af forbrugsfesten. 

I en galakse fjernt derfra – eller var det sidste fredag? – lever Jancevich drømmen. Flere års rutschebanetur som stræbende musiker kulminerer i hans stort anlagte happening, The Forever Begin Show, på Radar. 

Her har han samlet alt fra spåkoner til den rå hiphop-duo Ravi Kumar, der fra scenen får gulvet til at skælve med den hårdtpumpende “Staring at My Dick”, mens legenden Kim Munk, kun iført hestehoved og englevinger, svinger sine ædlere dele i takt. 

Det skal være en genfødsel for hans band, Federal Unicorn. De premierer en dyrt produceret musikvideo, hvor Jancevich selv spiller den ene hovedrolle over for vennen Raggi Gudmunds. 

“Forever Begin” udspiller sig i et mytologisk univers med farvet røg og sej motorcykel. Godt møder Ondt, påbegynder en blodig kamp til døden, men ender i hed, omfavnende elskov. Hverken Jancevich eller Gudmunds er blufærdige, og publikum ser målløse til, da kampens klimaks bliver til moralens nøgne punchline. 

Den skal samtidig løfte sløret for en ny musikalsk vision, der skal ånde liv i bandets karriere. Mere kantet, mere støjende, men rodfæstet i en filosofi om det universelle skønne og gode. EP’en er indspillet, showet er en succes, men der er alligevel en følelse af at ramme forbi.

Nu er det mandag nat, og weekendpromillens rystende angst har endnu ikke fortaget sig. Jancevich sidder ved samlebåndet og kigger på pakkerne, der svirer forbi. Han er i økonomisk ruin og overvejer om han har satset hele butikken på en døende hest, der aldrig kommer over målstregen. Han føler, at han har ofret alt på rockstjernedrømmens alter.

Han ved det ikke, men han har fem måneder mere forude. Utallige nætter i et åndeligt Alcatraz, hvor han kan vride hjernen i et forsøg på at bryde ud. Han vrider den som en brugt karklud og kommer frem til en række erkendelser.

“Det føltes meget som at sidde i fængsel, og ligesom i et fængsel har du ikke andet end tid, så jeg brugte tiden til at tænke mig om og kom til nogle gode konklusioner, både indre og ydre,” siger Jancevich.

“I sommeren 2018 kvittede jeg det forpulede sted med et overskud på kontoen og ringede til Raggi. Jeg havde skrevet nogle nye sange, og min motivation var på bristepunktet, og det var Raggis også. Så vi gik lige i flæsket på det.”

Det var på tide at slutte fred med fortiden. Og begynde igen. Som altid. 

Kosmiske våbenbrødre

Mød Raggi. Den lille benede islænding, fåmælt og gemt bag en dyb manke af hår. Indtil han sidder bag trommerne og lader sit sande væsen skinne igennem. Det er den typiske dualisme, man kommer til at forvente af nogle musikere. 

I baren før og efter showet sidder de hensunkne i deres halvfyldte glas og ser rådvilde ud, mens de virker nærmest malplacerede i den sociale sammenhæng. Det er som om ingen øjensynlig glæde kan bejle til deres mutte ansigtsfolder og få adgang til deres rene opmærksomhed.

Og så i de små femogfyrreminutter på scenen, under de kulørte lampers skær, sker en forbløffende transformation, der lukker et indestængt dyr ud og slipper det fri. Det raser, og du bliver i tvivl om det er selvsamme person, du iagttager.   

Raggi tiltrækker sig nemt opmærksomhed af scenen som bag trommesættet. Han har en karismatisk glød, som Jancevich forklarer er forankret i hans letlevende personlighed. Den ligger på lur inde bag det afmålte blik, men du skal tættere på for, at den griber fat i dig. Og så giver den ikke nemt slip igen.  

“Raggi bærer nådigt sin barnlige naivitet, og jeg låner ofte den skinnende diamant fra ham. Han er følelsesmæssigt umættelig, og det kan man kun beundre,” siger han. 

“Raggi er en bror og en soldat, jeg knuselsker ham, men det betyder også, at jeg nu og da har lyst til at stikke ham med en kniv.”

Da Jancevich rakte ud til Raggi i sommeren 2018 var kemien mellem de to allerede på plads. De var dog adskilt af geografi. Den ene i København, den anden stadig i Aarhus. Men stjernekonstellationen, der herskede over dem, var faldet halvt på plads. I hinanden så de en tvilling

“Raggi er en bror og en soldat, jeg knuselsker ham, men det betyder også, at jeg nu og da har lyst til at stikke ham med en kniv,” siger Jancevich. “Jeg er udmærket godt klar over, at det går begge veje.”

Navnets anden halvdel kom af omveje. Eller snarere ved et spring ned i dybet. Under sommerhimlens kogende låg tog Jancevich ud for at få en sval svømmetur ved Amager Strand. Her ignorerede han blankt forbudsskiltene mod at hoppe i på hovedet og dykke – man spiller trods alt rockmusik! – og tiltrak sig en del uønsket opmærksomhed fra de andre strandløver. Det såede en ide i hans hoved; dive.

“Senere knyttede Raggi og jeg den mere relevante betydning af at dykke ned i musikken og processen til navnet,” siger Jancevich.

“Med eller uden hensigt giver mange af vores sange den samme rækkefølge af følelser som at tage springet ud i det blå: klar, parat, afsted, accelerationen, spændingen og faldet ned i det omsluttende vand. Yeah, det virker også i rock’n’roll, ikke kun i club bangers.” 

Tilbage i Aarhus var de første to uger en smule shaky. Raggi skulle støve trommestikkerne af og komme ind på livet af Jancevichs riffs og ideer. Da det først var overstået til gengæld, begyndte en fantastisk, kreativ rejse, hvor de to musikere ikke kun kom tættere ind på musikken, men også endnu tættere på hinanden. 

“Når vi ikke spillede, talte vi. Om fremtiden, om vores barndomme, piger, himlen, alt og alting,” siger Jancevich.

“Og så elsker Raggi at parodiere sine idoler og kan endeløse anekdoter om den og det fra rock’n’roll og Hollywood, så jeg blev mere familiær med nogle af mine yndlingskunstnere på den måde.”

Hele uger blev brugt nonstop i et 9 kvm stort øvelokale på Sydhavnen, hvor atmosfæren efterhånden blev tung og klam. Men den slags lægger man sjældent mærke til, når luften samtidig er elektrisk af skaberkraft.

“Det var så brilliant og ærlig en start for et rock’n’roll-band, som man kunne ønske sig,” siger Jancevich.

Don’t do drugs, kids

Sidste år begyndte Twin Dive at sparke døren ind. Det første primalskrig er “Joy Will Follow”. Det vækker genklang i udlandet, mens snakken begynder at gå hjemme i Aarhus. Det er en anden og ny lyd. Den virker oprigtigt optimistisk i sit budskab, men udtrykket føles stadig hedonistisk.

For Jancevich beror det på ændringen af hans spirituelle indstilling. Hans rastløse jagt på den store anerkendelse, dyrkelsen af kunstens idealer, kostede ham alt, og da han kravlede væk fra rockstjernedrømmens alter tomhændet, var han forandret og stålsat på at ændre sig. Det kommer til udtryk i visionen bag Twin Dive. 

“Kernefilosofien er godhed, universel skønhed og mindre fucking around. Det kom meget naturligt til os, til dels fordi at det føltes rigtigt, og til dels fordi vi var så meget ovre den subtile nihilisme, der kendetegner den tidlige ungdom – og al den nyttesløse fucking around,” siger han.

“Der er ikke én enkelt udslaggivende hændelse, der definerer os, men snarere en sum af forskellig oprindelse. Hverdagssceneriet er ligeså betydningsfuldt som ekstreme oplevelser – i hvert fald i det lange løb.”

Da jeg møder ham på HeadQuarters sidste år en tidlig aftentime i kølvandet på udgivelsen, er han tyndere, end jeg husker ham, men han stråler uventet.

Raggi og han har messet daglige bønner for at finde en bassist, fortæller han, og nu er der trådt én ned fra skyerne. Hun hedder Charlotte og bringer en feminin energi til bandet, som han mener hæver deres aura op i en højere potens. Hun er en engel.

De er en bande på tre, der kan holde hinanden i ørerne, griner han over whiskyen. Og sammen får de også et hæsblæsende halvt år, før rockklichéernes gamle spøgelse rasler med sine lænker.

“I oktober sidste år faldt Charlie for en fyr, der viste sig at være en rådden junkie, og tingene begyndte at gå skævt,” siger Jancevich nu.

“Først observerede vi tålmodigt, så intervenerede vi, kompromisser blev forsøgt, løfter brudt, og til sidst indså vi, at der kun var så meget, vi kunne gøre under omstændighederne, så vores veje måtte skilles, og vi overlod hendes velbefindende til hendes familie. Hun er i bedring nu, og det er godt. Don’t let the drugs do you, kids” 

Det ledte dog atter til refleksioner over “den tidlige ungdoms subtile nihilisme”, og hvordan den står i modsætning til den nyfundne kreative glæde i Twin Dive.

Da de blev inviteret til at spille i Herning, hvor Jancevich har studeret, holdt han et foredrag for de unge om sine egne oplevelser. Han fortalte dem sandheden: mit bedste materiale kom til mig ædru, stoffer vil sløve dig, din pik virker ikke, hvis du ta’r for meget.

“Jeg opfordrede dem også til ikke at invitere kedsomhed ind i deres hjem, fordi stoffer ret hurtigt bliver kedsommelige,” siger Jancevich.

“Ellers fortryder jeg ikke mine egne valg tidligt i livet, og ej heller var min ungdom spildt på nogen måde. Med uddannelse og frit valg kommer man langt, synes jeg.”

Nogle musikfans anskuer misbruget i et nærmest helligt lys. Den gamle saga om John Frusciante’s lost weekend efter Red Hot Chili Peppers-himmelflugt i 90’erne lader os også vide, at ingen bekendte i Hollywood havde travlt med at stoppe ham, da en paranoid stemme opfordrede ham til at hellige seks år af sit liv på nålen.

Han blev i stedet ophævet til desto større kunstner og martyr i rockens mytologiske kanon. Og sikke da en martyr, uden tænder og med arret hud. Utroligt at han overlevede og spiller den dag i dag. 

For Jancevich er det en faldgrube, hvis man misleder sig til at tro, at den store musik ligger gemt i de blodårer man tapper.

“Definerer stoffer rock’n’roll? Ikke en fucking skid, og det har de aldrig gjort,” siger han.

“Stoffer er fandeme overalt, og jeg har endnu ikke set hverken den årelange junkie-festival på Klostertorvet eller Wall Street komme med nogle fede sange. Og hvad er rock’n’roll uden sange? Nemlig.”

Forelsket i processen

Der er et paradoksalt overlap i bevidstheden mellem junkier og skabende kunstnere. De deler nemlig den samme drivkraft. Det handler om at være konsistent. For den ene er det dog en dyster vej ned i afgrunden, mens det for den anden er en skinnende nøgle, der kan lede til større inspiration og levende udfoldelse.

For det handler om at være konsistent og målrettet, når man skriver sange. Det handler om at erkende hverdagens trivielle sysler og finde skønheden i dem. Det handler også om at holde sig på den rette bane og ikke svaje, når tvivlen og selvkritikken melder sig. 

Små, ufærdige ideer hober sig op i hovedet på Jancevich og finder vej ud på tilfældige tidspunkter. Han er opmærksom på dem alle og bruger dem til at forme grundideerne til færdige sange.

Chores, not drugs, kids.

“Omkvædet til ‘Joy Will Follow’ dukkede op, mens jeg rev en væg ned. Jeg skrev et solidt hook forleden, mens jeg vaskede vinduer i køkkenet. ‘Holly’, det omkvæd spyttede jeg ud, og jeg har aldrig mødt nogen, der hed det,” siger han.

“Des mere tid og fokus jeg bruger på at lede efter ideer – om det er tid i studiet eller lange gåture – des bedre bliver slutresultatet. Chores, not drugs, kids.

Twin Dive’s seneste single, “Vaporize”, er lidt en undtagelse til Jancevich’s æstetik. Den er nemlig som grebet ud af luften. Han skrev den i en ombæring i det samme lille øvelokale, hvor Raggi og han begyndte deres rejse. Dens pludselige nødvendighed fik ham først til at tvivle på dens kvalitet.

“Til at begynde med var jeg lidt utryg ved, hvor musikalsk enkel den var, men så tilføjede vi noget dynamik, nogle rytmiske tricks og harmonier, og jeg blev mere end glad,” siger han.

Det er endnu engang Tapetown’s Rasmus Bredvig, der har været producer på tracket. Han står også bag bandets øvrige singler. Jancevich er hurtig til at understrege hans store bidrag i forhold til deres lyd.

“Han kom med nogle afgørende forslag til vokalen i ‘Vaporize’ og ‘Holly’, som øjeblikkelig gjorde dem overordnede bedre,” siger han.

“Jeg ved, at der er mange gode producere rundt omkring, men Rasmus er skarpladt. Han har viden, han har en proces, han anerkender din intention og får gnidningsløst det bedste ud af dig.”

Måske var de fem måneder i pakkecentralens fængsel en gave i forklædning. For rutinen og disciplinen, der følger med hårdt manuelt arbejde, går godt hånd i hånd med viljen til at skabe. Det har givet et nyt fundament at bygge på.

“Alt i alt elsker jeg processen. Det er krævende, man skal have tålmodighed, disciplin og al det hårde slid, som jeg er forelsket i, og så er det absolut belønnende,” siger Jancevich. 

Fint, Robert

I 2020 er Twin Dive revitaliseret. Når lockdown-tågen letter, er bandet klar til at indtage scenerne fuldtalligt. På bas er Kamilė Gražytė, mens Nikolai Rank Larsen yder ekstra guitarstøj. De bringer hvert et vigtigt element til bandet.

“Nikolai er en drømmer af usete proportioner, og selvom han ikke ytrer mange ord, taler hans guitar for ham,” siger Jancevich. “Han skaber fantastiske guitar lyde, og når han ikke spiller, giver han meget beroligende og ikke-krævende stilhed.”

Han er i tydelig beundring over guitaristens evner og spår ham en stor fremtid:

“Han fuldender vores lyd på måder, jeg ikke selv kunne have drømt om, og jeg giver ham lov til at spille stort set, hvad han har lyst til. Den dag han når sit fulde potentiale bliver en god dag for rock’n’roll, og jeg vil satse alle mine penge på, at han bliver nomineret til Greatest Guitarists of XXI Century.

“Det er også saligt at have en pige i bandet, det holder ligesom testosteron- og bull-shit niveauet nede, og får dig til at slappe mere af.”

Gražytė har været i folden i tre måneder, men forstår musikken og passer perfekt, ifølge Jancevich: “Det er også saligt at have en pige i bandet, det holder ligesom testosteron- og bull-shit niveauet nede, og får dig til at slappe mere af.”

Nogle gange koger temperamentet dog stadig over, men denne gang er det Jancevich, der står som tovholder. Han husker leende på en hændelse fra bandets turné i Finland sidste år. 

Efter anden nat i Helsinki, klokken 9 til en morgenfest, kom Raggi op at skændes med bookeren. Det var den eneste person, Jancevich havde bedt ham ikke skændes med, og han sydede da Raggi stormede ud. 

“En halv time senere vendte jeg tilbage til vores værelse og fandt ham med en cigaret i hånden. Jeg råbte ham op i ansigtet: ‘Du er god! Men du er ikke genial! Du er IKKE! EN FUCKING! ROCKSTJERNE! ENDNU!” siger Jancevich.

“Hertil svarede Raggi, i et tonefald der indeholdt både selvagtelse og mild indrømmelse af ugerningen: “Fint, Robert.”