Withering Surface: Danske melodød-legender vender tilbage til overfladen

Withering Surface brændte ud i start-00’erne efter en kendetegnende karriere på den danske metalscene. De har ladet tiden gå sin gang, og nu står de atter klar i 2020 til at generobre scenen med fornyet energi. Vi har talt med forsanger Michael H. Andersen om deres comeback-single, “Leaves in the Stream”, og dengang og nu.

Der kommer få skelsættende øjeblikke i livet, hvor vi må se os selv i spejlet og for alvor spørge, om vi er det rigtige sted. Er vi virkelig dem, vi ser os selv blive til? For enden af en ti år lang vej, der havde set teenageren blive voksen og nu banke på døren til de 30 år, stod Michael H. Andersen, forsanger i Withering Surface. 

På papiret gik det godt. Op igennem 90’erne havde Withering Surface udviklet sig fra at tage bestik af den göteborgske melodød til at blive en entitet i egen ret. 

De havde fire album under bæltet, de havde spillet store festivaler som Roskilde og Wacken Open Air, men midt i ræset, hvor familie langsomt var kommet til, havde noget ændret sig både professionelt og personligt. 

Nyere bands som Hatespehere og Mnemic var krøbet forbi dem og stod nu højere rangeret på plakaterne, og internt var Withering Surface ramt af metaltræthed. Da en sommerhus-session, hvor kvintetten skulle skrive nyt materiale i fred fra storbyens distraktioner, alligevel mundede ud i “druk og Autopsy-død”, var det tydeligt, at gnisten var forsvundet. 

“Vi gik simpelthen bare kolde. Da vi startede, var jeg 19 år, og da vi stoppede var jeg 29. Der sker meget i en ung mands liv i den periode. Det gjorde der for os allesammen,” siger Michael H. Andersen.

“Prioriteringer, familie, børn, arbejde, og det sidste album Force The Pace er set i bagspejlet ikke vores finest hour. Hvis vi havde været fornuftige, havde vi aldrig smidt håndklædet i ringen, men fortsat på lavt blus. Men vi var trætte af hinanden og trætte af at spille den stil.”

“På et tidspunkt troede jeg faktisk jeg skulle leve af at spille musik, men jo nærmere jeg kom de 30, kunne jeg godt se det ikke kom til at ske.”

Han måtte se sig grundigt i spejlet og indse, at han ikke var det rigtige sted længere. På en måde var det en gammel drengedrøm, der måtte briste for at give plads til noget nyt.

“På et tidspunkt troede jeg faktisk jeg skulle leve af at spille musik, men jo nærmere jeg kom de 30, kunne jeg godt se det ikke kom til at ske. Og hvis det gjorde, ville det være med en livsstil jeg ikke var indstillet på med ekstremt meget turnévirksomhed,” siger Michael H. Andersen. 

Withering Surface smed håndklædet i ringen i 2004. Michael H. Andersen dedikerede sin tid til familie og eget pladeselskab og opnåede stor succes, mens de andre medlemmer fortsatte som aktive musikere i Anti-Ritual, The Kandidate, Rising, A Sun Traverse og Volbeat.

Men tid er en forunderlig størrelse. For selv når vi ikke har et årvågent blik på den, arbejder den nogle gange for os. Og i 2020 er Withering Surface atter samlede i ny konstellation. 

Den ungdommelige energi pulserer igen ufortrødent i mødet med de nu ældre bandmedlemmers hårdtoptjente erfaringer. For Michael H. Andersen er det tid til at trække i arbejdshandskerne og gribe mikrofonen. For verden ligger stadig derude, klar til at blive rullet over på ny.   

Fra kold til varm igen

For to år siden begyndte Withering Surface så småt at røre på sig igen. Michael H. Andersen hookede op med Allan Tvedebrink for at lave noget materiale. Det var et forsigtigt første skridt tilbage mod den gamle kemi. 

“Til at begynde med var det nærmest som en flirt mellem to teenagere, der ikke rigtigt tør tage initiativ,” siger Andersen. “‘Allan, prøv at skriv en sang, så skriver jeg tekst og indspiller vokal og hvis det ikke er fedt, så behøver ingen vide det her er sket!’ Men det var fedt.”

Faktisk var det så stor en succes, at netop dén første sang, “In a City Without Soul”, har fundet plads på Withering Surface’s kommende comeback-album. 

Hernæst forløb alt meget naturligt. Andersen kontaktede bandets oprindelige trommeslager, Jakob Gundel, der havde arbejdet som producer på det seneste album med Andersens andet band, Thorium, og han havde ikke brug for megen betænkningstid. Han spillede samtidig i Invocator og havde truffet bassist Jesper Kvist, som han inviterede med.  

Guitarist Marcel Lech henvendte sig selv, og bandet blev fuldtalligt med den oprindelige keyboardspiller Morten Lybecker.  

Der er selvfølgelig sket utrolig meget de sidste 16 år, og man kunne godt spekulere i, hvordan man kan få en genstartet rockkarriere til at hænge sammen med det praktiske liv, der også indbefatter familie, pladeselskab og bar. 

Men Michael H. Andersen har altid befundet sig på begge sider af scenen. Han begyndte behind the scenes allerede før, han kom med i sit første band i 1993. To år tidligere havde han startet sit første fanzine og lavede lokalradio. I 1994 udsendte han sin første udgivelse på eget pladeselskab. Han er vant til balancegangen, som beror på at have baglandet i orden.

“Jeg har heldigvis en masse gode kollegaer og samarbejdspartnere, så det er intet problem,” siger han. “Og bag en stærk mand, er en endnu stærkere kvinde, min kone gennem 20 år.”

Og måske det netop er alt arbejdet bag scenen de sidste mange år, der har givet plads til, at han nu kan vende tilbage til Withering Surface med fornyet energi. 

“Det er også en kliché, det her med, at man har tiden igen og er mere etableret i sit hoved, når man er 40+,” siger han. “Jeg har selv en datter der snart flytter hjemmefra, lever i et stabilt parforhold og har et godt helbred, så lige pludselig er der tid, overskud og lyst til både at være kreativ med egen musik og stå på scenen igen.”

“Melodic death metal. Det er stilen.”

Hvor Withering Surface var gået kolde for snart tyve år siden, er blusset igen skruet op og flammen lyser blåligt. Tiden har arbejdet i deres favør, og Michael H. Andersen har igen fået det overblik, han manglede for år tilbage. En pause fra det presserende ræs har gjort godt.

“Det føles som det rigtige tidspunkt og vi er ret afklaret med hvad Withering Surface anno 2020 er. Melodic death metal. Det er stilen,” siger han.

“Allan har skrevet hele albummet og jeg synes han har gjort et fantastisk stykke arbejde, der kan hamle op med de største i genren – Dark Tranquility, At The Gates og tidlig In Flames, som også er vores største inspirationskilder, samt noget proggy stuff. Allan har altid været stor på Dream Theater.” 

Det har også en mærkbar ændring på, hvordan bandet forholder sig til succes. Som ung musiker stræber man efter anerkendelse, og føler man, at man bliver forbigået, kan det ofte resultere i de der triste eksistentielle kriser, som skønånder kender for godt, der leder til friktion i bandet.

Længere nede af vejen står den modne mand og er mere stoisk i sine forventninger. Det er som om, at der er vokset en ny ydmyghed frem. En glæde over de små ting i sig selv.

“I modsætning til da vi i sin tid spillede på Roskilde Festival og Wacken Open Air eller var nomineret til en dansk Grammy, så sætter jeg pris på al opmærksom og respons vi får i dag,” siger Andersen.

“Og ja, vi er allerede booket på Copenhell og Metal Magic, og der bliver offentliggjort flere festivaler om lidt. Det var jeg faktisk ikke sikker på ville ske. For var der overhovedet nogen der kunne huske os?”

Smæk for skillingen og melodiøse omkvæd

Førstesinglen, “Leaves in the Stream”, er det første knockout fra det genoplivede Withering Surface. Den dyrker fortidens dyder, men er frisk i sin levering og stram i produktionen. Den er en glimrende introduktion til bandet og som sådan kendetegnende for lyden på det kommende album. Michael H. Andersen var ikke i tvivl om nummerets kvalitet ved første lyt.

“Da Allan sendte sangen til mig, var jeg ret sikker på, at den ville ende med at være en single. Guitarmelodien i omkvædet er så klassisk Göteborg melo-død, så jeg kom med det samme til at tænke på ‘Strömblad’ og heraf titlen,” siger han. 

Singlen byder dog også på et mere melodisk omkvæd, som blev mødt med en smule skepsis i første omgang.

“Det tog mig kun en dags tid at skrive tekst og lave demo-vokal på hele sangen. Og da jeg sendte den til Allan, sagde han noget i retning af ‘Fedt, men jeg ikke lige set dig synge omkvædet sådan,” siger han. 

“Pretty Maids brugte Ivan Pedersen på deres ikoniske albums som backing-sanger. Jimmy er min Ivan Pedersen.”

“Jeg har altid været en sucker for gode omkvæd og elsker AOR og melodic rock, og selvom jeg ikke kan synge sådan, prøver jeg at skabe omkvæd og melodier, selvom vi spiller forholdsvis hård metal.”

Derfor har Michael H. Andersen hvervet Jimmy Linder fra bandet Blended Brew til at hjælpe på omkvædet i “Leaves in the Stream” og en håndfuld omkvæd på andre sange. 

“Pretty Maids brugte Ivan Pedersen på deres ikoniske albums som backing-sanger,” siger han. “Jimmy er min Ivan Pedersen.”

Singlerne står linet i kø. Den næste single “Alone” er der smæk på, og hvis tredje single bliver den, som Andersen håber på, kan vi se frem til et næsten syv minutter langt episk værk.

Withering Surface er tilbage, de ser nu igen i spejlet og er på rette kurs, og de er blevet budt velkomne med åbne arme fra en metalscene, der stadig husker dem. Du kan indtil videre fange dem på Copenhell onsdag den 17. Juni og til Metal Magic Festival lørdag den 11. juli.

Redaktionen anbefaler
Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Jens B. Christiansen, bedre kendt som Rumpistol, var på toppen af verden, da kroppen pludselig ikke ville mere. Musikeren blev tacklet af stress midt på livets travle vej. I dag har vi premiere på musikvideoen til “(There is No) There, There” fra det nye album, After...

Weal: I storbyens larm

Weal: I storbyens larm

Københavnske Weal har findpudset deres kunstneriske udtryk over tre års EP-udgivelser. Nu er kvartetten klar til at udgive sit debutalbum til januar næste år. Med førstesinglen “New York Noise” i mente har vi taget en snak med forsanger Peter Thielst om bandets rejse...

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Det er ikke et nemt år at udgive nyt album i. Uanset hvor godt, drukner det nemt i lockdown-slummer. Det har dog ikke slået hverken Favor eller In Memoirs ud. De to musikere slår hovederne sammen på den nye, fængende single “So What”, der udkommer i dag. Se...

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Det er som om, at de dybeste af stemmer altid har en mørk historie. Det er ikke kun varme og glæde, der kendetegner den slags røst, der svøber sig om sjælen som en salvende balsam. For aalborgensiske Jonas Ringtved indløste Johnny Cash indgangsbilletten til...

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Efter fem år er aalborgensiske Monkey Okay klar med opfølgeren til deres roste debutalbum. På The Long Haul of Cercopithecoidea tager kvintetten frygtløst et skridt i en ny retning. Vi forsøger at se bandet i den større sammenhæng, før vi går i dybden med det lange...