Zar Paulo: Lyseslukkeren er død, længe leve Zaren

Den aarhusianske kvintet Zar Paulo satte i den forgangne uge Aarhus tilbage på det musikalske landkort med deres nye single “Stop Believing”. De er spået som the next big thing, og vi har taget en snak med bandet om deres opstart og proces.

Når du smager på navnet, dets stavelser ruller af din tunge og forløses udover læbernes gærde, lyder det på en måde bare helt rigtigt. Sig det højt en gang: Zar Paulo! Og mærk, hvordan det åbner for en indre associationsrække – aristokratisk storladne åndedræt, skjulte kontraster på lur i skyggerne, alvorstyngde og ungdommelig leg.  

Hvis du allerede har stiftet bekendtskab med den aarhusianske kvintet og deres musik, skaber alene klangen af deres navn på forhånd en karakterstisk oscillerende forventning. For lyden af musikken hænger uløseligt sammen med, hvordan vi opfatter bandnavnet og hvilke forestillinger det afføder i vores fantasi.

Med kun fire singleudgivelser på resumeet er scenen allerede skarpt sat. De to små ord – zar, Paulo – er som fluktuerende elektriske ladninger med modsat fortegn, der i uimodståelig samkvem slår gnister og manifesterer sig som nuets absolutte nye sønderrivende singularitet. 

Zaren er ankommet til vores samtid. Han er stået af tidens støjende tog og står på perronen, endnu halvtgemt i dampen og med jakken slået op om ørerne, kun en lille, men synligt tung taske i hændernes faste greb. Fremtidsiveren står manisk malet i hans vidtåbne øjne. En tyst og sigende vibration i luften fortæller, at noget vil ske – også selvom den insisterer på, at du skal stop believing. 

Ikke bare et gloomy-doomy-band

Uanset hvor romantisk og skæbnebestemt efterskæret synes at være, er oprindelsen altid mere rodet og tilfældig, ligesom de vejrbidte murbrokker der ligger strøet på mugne gulvplanker dybt i underbevidsthedens sumpmørke. 

På det klassiske, men vildt uromantiske whiteboard i øvelokalet havde Emil Vam, Johan Horsmans, Martin Kleberg, Tobias Schou og Anton Breinbjerg skrevet alskens forskellige bud på nye bandnavne med krakilsk tusch. De stod til at skulle redefinere sig selv og vidste, at magiens indspark lå på skjul i navnet. 

I 2014 havde den første version af bandet set dagens lys som et gedigent støjrockband. Det var ikke kun kærligheden til den lyd-omsluttende genre, der havde skubbet bandet ind i eksistens, men også en slags trods. Det var en modreaktion og et sundt alternativ til den funk og fusionsjazz, der herskede i øvelokalerne på den efterskole, hvor bandmedlemmerne gik.  

“Vi var det band, som kom på lige efter byens bedste partygrupper, for så at spille langsom og tung guitarrock for et publikum med krydsede arme og ulæselige ansigtsudtryk.”

I årerne efter skoletiden fortsatte de med at dyrke støjen, men måtte erkende, at det gav publikum et misledende indtryk af, hvem de var. 

“I mange år efter efterskoletiden var vi lidt af et ufrivilligt lyseslukker band,” siger bandet. 

“Vi var det band, som kom på lige efter byens bedste partygrupper, for så at spille langsom og tung guitarrock for et publikum med krydsede arme og ulæselige ansigtsudtryk.”

På et tidspunkt så de hinanden i øjnene og sagde: “Vi er da ikke ‘bare’ et gloomy-doomy-band, er vi det?”

Og den nyvundne erkendelse førte til et kuld af sange, der var mere up-beat og som rakte længere ud over scenekanten. Det indstiftede en øjeblikkelig forandring af, hvem og hvad bandet var. En ny epoke i deres historie kunne begynde. 

Tilbage på whiteboardet havde udelukkelsesmetoden efterladt to navne tilbage. “Zar” var blevet foreslået af Vam, fordi han på det tidspunkt dyrkede historieartikler om Zar Ivan “Den Grusomme” af Rusland, og Schou havde foreslået “Paulo”, fordi han syntes det havde en fed klang af romer-autoritet og vatikan-mystik

Pendulet svingede længe over navnene, indtil det stod åbenlyst, hvor magien havde gemt sig. “Vi besluttede os for at slå dem sammen, and the rest is history,” siger bandet.

Navnet appellerede på flere måder: Det så godt ud grafisk, og samtidig syntes bandet at kunne trække en fed linje gennem verdenskortet fra Ruslands Zar-dømme til det eksotiske Sydamerika. Det genkaldte sig de kontraster, de var begyndt at bruge i deres musik, der nu var blevet en farverig cocktail af de gamle dyders mørke og de nye toners levende glans.  

“De mange år med langsommere, tungere og mørkere musik er en væsentlig del af vores DNA, og den bruger vi stadig i vores sangskrivning, men vi synes det er federe at lave musik, der kan springe på tværs af flere forskellige stemninger og udtryk,” siger bandet.

Fører Ånden ud i fremtiden

Tiderne skifter ubønhørligt, og hvert årti bærer sit individuelle særpræg som en flygtig klædedragt. Det efterlader os tit med indtrykket af, at en tids rasen har en given kulturel kode, som kan læses som en skønsvungen skrift.

Det ville være nemt – og overfladisk! – at lytte til singler som “I løb”, “Højen” og “Radiotårn” og affærdige dem som et nostalgisk dyk tilbage til 80’ernes elektroniske lyde og dansable rytmer. Som om det skulle være forbeholdt det årtis blå poetiske pen at dissekere eksistensens trivielle udfordringer og byens natlige neonbad.

Det er selvfølgelig nemt for Zar Paulo at nævne inspirationskilder fra det pågældende årti. De fremhæver hurtigt fire store –  New Order, R.E.M., Kate Bush og My Bloody Valentine – og påpeger straks, at der mellem disse fire navne er et kæmpe spektrum af forskellige udtryk. 

Det ville være en fejl at tro, at 80’erne har en specifik lyd, mener de. Dertil er tiårets kreative eksplosion for vidtfavnende og eksperimenterende. Det er snarere noget bagom kunstens spraglede tapet, der fanger bandets interesse, det er en svært definerbar spøgelsesagtig substans.

“Det er den ånd, vi er så fascineret af, og det er dét, vi kommer til at tage med os videre ud i fremtiden, snarere end nogen form for decideret 80’er lyd.”

“Mere end noget andet er det alle disse artisters tendens til at skubbe grænser og konstant udvikle deres kunstneriske udtryk, som vi mener kunne være særligt karakteristisk for 80’ernes popmusik,” siger bandet. 

“Det er den ånd, vi er så fascineret af, og det er dét, vi kommer til at tage med os videre ud i fremtiden, snarere end nogen form for decideret 80’er lyd.”

Ånden hviler tungt over de dybsindige tekster, der viser en alvorstung modenhed som i forening med den ørehængende musik skaber et pludseligt rum, hvor kontemplation og dansesko ikke er hinandens modsætninger.  

“Der er nok mange holdninger til hvad en dyb sang er. Personligt har jeg det sådan, at når en sang fremstår som værende i besiddelse af en særlig dybde, så er det fordi sangen er blevet større end summen af dens enkelte dele,” siger Emil Vam.

“Der har, mellem ordene, akkorderne, melodierne, tempoet, rytmikken og lyd-designet, åbnet sig en dybde, der før syntes åbenbart utilgængelig. Det er et kæmpe kick, når man laver den slags sange, og det er noget vi bestræber os efter. Men du kan jo ikke bare sætte dig ned og sige, ‘nu laver vi en dyb sang, drenge’. Man er nødt til at starte med de flade steder – de musikalske virkemidler, som vi trods alt, efter mange års sammenspil, har adgang til.”

Det er det rene liv, der informerer sangene. Og når man er tilbøjelig til at gruble over eksistensen, har den levede erfarings små brudstykker en tendens til at sive ind i linjerne, der bliver til vers og omkvæd.

“Sangene bliver som de bliver, dels fordi vi er som vi er. Det kan lyde lidt banalt, men det er sandt,” siger bandet, og Vam uddyber:

“Når det så er sagt, så talte jeg med en god ven om netop dét med eksistens og sangskrivning for et stykke tid siden. Han spurgte, ‘Tror du, at det er umuligt at komme uden om det eksistentialistiske i sangsskrivningen?’. Jeg svarede, at det håber jeg virkelig, virkelig ikke. Det ville simpelthen være for kedeligt. Livet består af andet og mere end eksistentiel grublen.” 

Sangskrivning er skattejagt

Man siger, at du skal vogte dig for, hvad du ønsker dig. Du risikerer at få det. Udsagnet illustrerer i sin enkelhed, at vi ikke altid er bevidste om, hvad vi egentlig ønsker, at der er et indre skel mellem begær og nødvendighed.

I det kunstneriske arbejde kan det komme til udtryk, hvis man på forhånd sætter et konkret mål for sin ambition og således bevidstgør skaberprocessen. Enten kommer du aldrig i mål eller også sidder du tilbage med et livløst og fortænkt objekt, der aldrig vil løsrive sig din tanke og banke i hjertet på et andet menneske.

På samme måde som, at man ikke bare sætter sig ned og skriver en dyb sang. Det er langt mere frygtindgydende end som så. Man må lade sig lede af intuition, stole på sin mavefornemmelse og lade tilfældet råde nådesløst. Nogle gange er du mere én søgende, der prøver at afdække dét skjulte, virkelighedens slør gemmer, end den der former det ud af den blå luft.

“I tilfældet med ‘Stop Believing’ startede teksten med netop dén linje, som vi ligesom faldt over, hvorefter vi begyndte arbejdet på den sang, som vi mente måtte gemme sig bag linjen,” siger bandet og fortsætter:

“Det kan måske sammenlignes lidt med en heldig arkæolog, der snubler over toppen af en enkelt knogle i ørkenen, for så, efter mange timers arbejde, at kunne udgrave et helt skelet.” 

Og ligesom du aldrig helt ved, hvad du kan forvente under sandet, når du ser den første knogle stikke blottet op fra kornene, er det spændingen over at opdage, hvad der ligger gemt nedenunder, som får dig til at grave videre.

“Det er selvfølgelig aldrig sikkert, at den sang man ender med stemmer overens med den, man fornemmede måtte være der. Men det er netop dét, der gør det spændende. Sangskrivning er en skattejagt,” siger bandet.

“Den sætning var ligesom Emils konstruktive måde at sige ‘fuck dig’ på. Desuden ligger det rigtig godt i munden.”

I øvelokalet, under udgravningen, viste 80’erne sit ansigt fra en uventet kant. Det kom i form af Journey’s klassiker fra 1981, “Don’t Stop Believin’.”

“Emil skrev sætningen ‘Stop Believing’ og det tilhørende kor som reaktion på, at Anton syntes det bærende synth-tema i nummeret, som var dén del af nummeret, der kom allerførst, lød som noget fra en Journey-sang,” siger bandet.

“Den sætning var ligesom Emils konstruktive måde at sige ‘fuck dig’ på. Desuden ligger det rigtig godt i munden.” 

Den interne joke kunne godt vække gnækkende fnis, men i stedet for at forbigå den som en strøtanke, vakte den pludselig noget andet i bandmedlemmerne. Mavefornemmelsen rumsterede, under sandet lå et helt andet skelet, måske mere glødende og magisk end formodet.

“Vi følte så, at linjen talte om noget mere end først antaget, og så var det i virkeligheden bare at følge den. Sådan kan tilfældigheder spille ind i vores kreative proces.” 

Det færdige resultat taler sit tydelige sprog. Ånden er ført ind i fremtiden. Når du herunder kan se den mesterlige musikvideo, instrueret af Freja Rørkær Madsen, og høre, hvordan en tilfældighed kan blive til et gennembrud, får du svært ved ikke at sige: Længe leve Zaren! Smag på det.

Emil Vam (Vokal), Johan Horsmans (Synth & Guitar), Martin Kleberg (Synth), Tobias Schou (Trommer) og Anton Breinbjerg (Synth & Bas).

Redaktionen anbefaler
Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Efter fem år er aalborgensiske Monkey Okay klar med opfølgeren til deres roste debutalbum. På The Long Haul of Cercopithecoidea tager kvintetten frygtløst et skridt i en ny retning. Vi forsøger at se bandet i den større sammenhæng, før vi går i dybden med det lange...

HQ music: Musikformidling tilbage på skærmen

HQ music: Musikformidling tilbage på skærmen

I denne uge lancerede HQ music et nyt initiativ på Youtube, hvor præsentationen af tidens bedste musikvideoer og formidlingen af disse er i fokus. Vi går bag kulissen og har taget en snak med Amira Gluhic og Ole Løhde om deres nye projekt og kærlighed til musikken....

Twin Dive: Ikke rockstjerner. Endnu!

Twin Dive: Ikke rockstjerner. Endnu!

Udlandet kalder dem Cosmopolitan Punk Rock. Men hvad handler alt palaveren Twin Dive egentlig om? Vi går bag om bandet i forbindelse med udgivelsen af deres seneste single “Vaporize”. Tag læsebrillerne på og dyk ned i dagens longread her.I do what I do ‘cause I can. I...

Wolfroy: På sporet af den tabte tid

Wolfroy: På sporet af den tabte tid

Den aarhusianske singersongwriter Wolfroy er aktuel med sin første nye single siden debutalbummet fra 2018. Den rustikke og utroligt intime bekendelsessang “I’m in My Twenties and I’m Already Bored” byder på solidt tankegods. Hør den her og læs vores interview om...