Premiere: Hør Niklas Runges debutsingle “Roots”

For Niklas Runge er det intet mindre end en drengedrøm, der går i opfyldelse, når han spiller på årets SPOT Festival. I dag er han aktuel med sin debutsingle, en dybt personlig skæring, som du kan høre her forneden. 

Alle musikere begynder deres rejse et sted, og Niklas Runge begyndte sin i et larmende proggy band, som han selv beskriver som “meget Muse-inspireret”. Nu er han klar til at stå på egne ben, men det storladne, fascinationen af den klassiske musik, særlig strygerne, som han også deler med Muse-frontmand Matt Bellamy, har han bibeholdt i sin egen luftige indie-pops drømmende og melankolske univers.

Runge blotter sit hjerte i de personlige tekster, men selvom de kommer fra hans egen erfaringsverden, kommer de nødvendigvis ikke altid væltende af sig selv. 

“Jeg havde total skriveblokering,” fortæller han om debutsinglen “Roots”, der er på gaden i dag. “Det var midt om vinteren, og jeg gjorde noget, som jeg normalt ikke gør. Jeg tog ud i Risskov skov og tossede rundt og tog billeder. Her fandt jeg et træ væltet op af et andet træ, men deres rødder var stadig i jorden. Og så fik jeg det her billede af, at de støttede sig til hinanden under jorden også.”

Netop den vedvarende forbindelse trods et åbent brud bliver et motiv, der får en personlig spejling for Runge: 

“På det tidspunkt var jeg gået fra en kæreste, men vi var stadig rigtig gode venner. Men da jeg så fik en ny kæreste, syntes hun ikke, at det var så fedt, at jeg var så gode venner med min eks. Så havde jeg det ikke så godt med at tale med hende. Men så fik jeg det her billede, at selvom vi ikke var ved hinanden, var vi stadig forbundet, selvom man ikke kunne se det. Og det er lidt det, der er tanken bag singlen.”  

Hjemmeindspillet debutalbum

Selve debutalbummet er sådan set færdigindspillet allerede nu. Det er indspillet i hjemmets trygge rammer, hvor Runges roomie har det nødvendige indspilningsgrej. Den mulighed har sat kreativiteten fri, men det er alligevel i begrænsningen, at Runge får skærpet sin eventyrlyst. 

“Man bliver nødt til at tænke lidt kreativt nogle gange med henhold til, hvordan man arrangerer sangene. Altså, ‘jeg kunne godt bruge en harpe’, men der er jo ikke nogen der har en harpe,” griner Runge. “Og så bliver man nødt til at tænke kreativt og tænke i effekter. Det synes jeg er ret sjovt, fordi man bliver tvunget til at tænke anderledes.”  

Det er ikke kun kærlig hjemmebryg, men mere garvede hænder har også været indover indspilningsprocessen. Og det skyldes det, man på engelsk kalder et chance meeting.

Til daglig arbejder Runge bag disken i Street Coffee på Vestergade, og her dukkede Dennis Ahlgren (Tina Dickow, Søren Huss) en dag op med sin bestilling, og Runge var ikke sen til at introducere sig. Det tilfældige møde har udviklet sig til et regulært samarbejde, og det er en tydeligt imponeret medproducer, som forklarer: 

“I mit arbejde på Niklas Runges debutalbum, har jeg mødt en talentfuld, hårdtarbejdende ung mand. Både fastbesluttet og opmærksom på sine egen styrke som sanger og så alligevel ydmyg og åbensindet mod mine forslag. Han er på tærsklen til at dele sine sange, der emmer af nærvær, og det bliver spændende at følge og arbejde med ham i de kommende år.”

SPOT-drømmen

Tingene går hurtigt for Runge nu, som blot to uger efter at have underskrevet managementkontrakt fik nyheden om, at han skal optræde på dette års SPOT Festival. Hvor han først var i en begejstringsrus, er det begyndt at gå op for ham, at selvom det er en drøm, der går i opfyldelse at spille til SPOT, og en fest, kræver det også en del forarbejde.

For det handler ikke kun om at spille for et nyt publikum, det handler også om at sørge for, at der står nogle fremtidige samarbejdspartnere ude blandt dem. SPOT Festival er den gyldne chance for, at det kunne lande ved et af de etablerede pladeselskaber. Det er en chance, som Runge ikke har tænkt sig at glippe.

Niklas Runge spiller til SPOT Festival lørdag den 4. maj, klokken 15.00, på HeadQuarters.  

Hør “Roots” her:

Redaktionen anbefaler
TROLN: Nu er ikke tiden til at dø

TROLN: Nu er ikke tiden til at dø

Vi skrev tidligere i år: "TROLN har på deres debut-album formået at skabe et stemningsmættet helhedsindtryk, hvor de stilsikkert udfolder deres egen lyd.” Nu er kvarten klar med en musikvideo til albumtracket “Morphia”, der tjener som en glimrende introduktion til...

To Absent Friends: Ung mand søger kærlighed

To Absent Friends: Ung mand søger kærlighed

Drømmerockerne holder fast i den tilbagelænede brit-rock inspirerede-stil, men bandet viser sig denne gang fra en mere inderlig og sårbar side end på den hårdtslående og pulserende førstesingle ”Take It or Leave It”. Se musikvideoen her. Det er en larmende nat i byen....

Jon Norman: En barsuts bekendelser

Jon Norman: En barsuts bekendelser

Nogle gange leder jagten på at blive kunstner én i fordærv. Uheldige sjæle sidder fast i deres eget fængsel, mens andre når ud med skindet i behold og inspiration til endelig at skabe. Jon Norman måtte det opleve på egen krop for at kunne skrive "Underground", som...

Hövring: Forårsfesten starter på “Jungle Fever”

Hövring: Forårsfesten starter på “Jungle Fever”

Den københavnske kvartet Hövring sætter selv dagsordenen i forsøget på at skabe deres helt egen unikke lyd - en blanding af rock, blues og funk. I dag er de klar med tredje single forud for deres kommende debutalbum. “Jungle Fever” er beriget med en feststartende...

SUNDAYS: Mellem lys og mørke


SUNDAYS: Mellem lys og mørke


Faklen bliver givet videre, når to forskellige generationer af musikere møder hinanden i studiet på den ny udgivne maxi-single, “Colourblind” og “High or Low”, fra SUNDAYS. Musiklegenden Per Chr. Frost tager kvartetten under kærlig behandling, og det er blevet til to...