Fremmand: I duet med Peter Hayes fra BRMC

Peter Hayes og Jana Hjalgrimsdóttir © Instagram.

Færøsk-danske Fremmand har tidligere markeret sig som support for Black Rebel Motorcycle Club. Nu udgiver de første single fra deres kommende andet album. Skrevet og indspillet med Peter Hayes fra BRMC. Se musikvideoen her.

Uanset om du er rockstjerne eller betonarbejder er det stadig ufuldendt at være et menneske. Ofte kan vi have en sky om hovedet og ikke være i stand til at se det, der er for næsen af os. Vi ønsker os ét, men er sjældent tilfredse, når vi så endelig får det. Og således fortsætter jagten på at få mættet det utæmmelige begær.

Den problematik hiver det færøsk-danske indierockband Fremmand under luppen på deres seneste single, “Legendary Lover”. Og hvis dens lydbillede for nogle rockhunde skulle klinge bekendt, skyldes det nok, at den er en duet med Peter Hayes fra det amerikanske kultband Black Rebel Motor Cycle Club. Udover at være medproducer på nummeret har han nemlig også skrevet sangen. 

“‘Legendary Lover’ handler om alle de ting, du er uvidende om, og om det at arbejde sig igennem ens egne fejlslåne forsøg på at fixe det,” siger Hayes.

Singlen trækker en linje til tidlig goth og post-punk, men bevarer stadig en snerrende kant af det dystre nu. Hayes’ karakteristiske guitarspil – godt sovset ind i effekter og rungende rumklang – pryder duetten, som han deler med Fremmand’s Jana Hjalgrimsdóttir.

Nyt album på vej

I de senere år har Fremmand turneret med Black Rebel Motorcycle Club i både Tyskland og Danmark, og venskabet med Peter Hayes og resten af bandet er kun blevet stærkere med årerne.

Hayes medvirkede også på indierockernes debutalbum, og han har da også været flittig til at gæste scenen med dem til deres fælles koncerter. Det gjorde han blandt andet, da Fremmand åbnede for BRMC i Den Grå Hal sidste år. 

“Man vokser lige ti centimeter, når han kommer op på scenen og står ved siden af dig. Det vil man gerne gøre noget mere. Det kunne man altså godt hurtigt vænne sig til,” fortalte Fremmand-trommeslager Tobias Weltzer os tidligere på året

“Legendary Lover” er første single fra Fremmand’s andet album, der udkommer den 1. september 2020. Ligesom debutalbummet tegner næste udspil sig også til at involvere garvede kræfter såsom Hayes. På det selvbetitlede Fremmand medvirkede blandt andet også Euan Dickinson fra Massive Attack.

Det er da også erfarne fingre, der har haft greb om knapperne på “Legendary Lover”, der er blevet mixet af produceren Micheal Patterson i studiet Pleasuredome (Los Angeles). Micheal har tidligere blandet kunstnere som NIN, Beck & Jay-Z.

“Legendary Lover” bliver udgivet både som en 7 tommer vinylsingle med det færøske nummer “Vón” som b-side, såvel som digitalt på alle streaming platforme, og det kommer ifølgeskab med en intens lowkey musikvideo, som du kan se her: