I dag tager vi hul på det næste program i vores ugentlige program-serie. I mandags startede vi ugen ud med et igangsættende soundtrack på Hit’n’Run. Nu er det på tide, at vi får lidt rockblod på tanden, når Instant Attitude løber over din skærm. Du kan læse mere om dagens program her, hvor vi også kommer ind på den dybere filosofi bag, hvorfor vi i det hele taget vælger at kalde det et program.
I dag fortsætter vi på HQ music vores nye tiltag med at bringe musik-tv tilbage på skærmen. Det gør vi i denne omgang med programmet Instant Attitude – vores bud på det lidt mere hårdtrockende soundtrack til den sløve midtuge.
For ja, det er en sommervarm juni-onsdag, og vi er sikre på, at I ligesom os tørster efter at få en solid dosis rock til lige at komme igennem de næste par dage, før weekenden endelig kalder. Og bare rolig, når vi rammer fredag har vi også programmet The Weekend Get Down klar til at hjælpe jer med at sætte festen i gang.
I denne uge har vi på Instant Attitude en fin blandet pose med både noget kæbeknusende nedstemt guitar og den mere klassiske rock, som også vores fædre med garanti ville kunne knappe en kold dåsebajer op til under den brændende sols enevælde og kaste i det indtørrede svælg.
Vi er sikre på, at amerikanske Joe Mulherin’s grumme “DEATH” med projektet nothing, nowhere og Body Count’s solide “Point the Finger” nok skal være et værdigt soundtrack til disse let tumultariske tider, mens Pearl Jam i den lidt mildere ende af skalaen nok skal bringe nostalgiske minder tilbage til 90’ernes autentiske guitarrock, du ved, dengang hvor omkvædene rakte til himlen og guitarsoloerne godt måtte vare en halv sang.
Derudover har vi også et par glimrende danske navne på listen i form af landets syre-far numero uno Uffe Lorenzen og brutale Gabestok, der i den grad har været kreative med at lave en musikvideo, der om end ikke andet giver lyst til at gense en række filmklassikere på Netflix.
Alt i alt har vi fyret op i kakkelovnen til et glohedt rocktrip, som I sagtens kan nyde i de op til 30 graders varme DMI så fornemt har lovet os over de næste dage.
Min gamle ungdoms vej ind i musikken
Personligt er jeg en rockhund af hjerte, selvom mine løst justerede smagsløg dog er eklektiske i deres egenart, og jeg har glædet mig til, at vi har kunnet præsentere et program, hvor den rock vi så ofte hører proklameret død og begravet igen bliver sat i fokus.
I gårsdagens interview herpå siden kunne I læse, hvordan HeadQuarters’ Top Gunzo, Ole Løhde, har drømt om de hedengangne dage, hvor MTV stadig var en kilde til vort livs soundtrack. Det er udtryk for, hvordan musikprogrammerne fra vores ungdom var med til at danne og forme vores musikforståelse.
Selv har jeg også minder fra adskillige musikprogrammer, der flittigt blev præsenteret på både nationale tv-kanaler og udenlandske stationer, venligst leveret af den lokale fællesantenne, og som var med til at forme mine jomfruelige ører.
Det var alt fra TV2’s Generation X-slapstick Puls i 90’erne, det senere teen-inficerede Boogie og Kristian Leth’s mere seriøse Liga på DR, og udenlandske indspark som Later With Jools Holland fra BBC og tyske vildskud som VIVA og VIVA2, hvor der virkelig var et vidtløftigt spring i kvalitet.
Det var også her jeg stiftede bekendtskab med nogle af de kunstnere, jeg den dag i dag sætter størst pris på, som for eksempel Queens of the Stone Age, Marilyn Manson og Tool – for blot at nævne nogle få.
“Jeg mødte et program, der holdt mig limet til skærmen og præsenterede mig både for noget jeg kendte og på forhånd kunne lide, men samtidig også udsatte mig for noget jeg måske aldrig ville have opsøgt på egen hånd.”
For mig står det som noget helt essentielt – ligesom det har gjort for Løhde’s følgeskab af MTV og deres musikformidling – at jeg mødte et program, der holdt mig limet til skærmen og præsenterede mig både for noget jeg kendte og på forhånd kunne lide, men samtidig også udsatte mig for noget jeg måske aldrig ville have opsøgt på egen hånd. Jeg ville måske endda ikke have vidst, at det eksisterede.
Her kom det i en informativ indpakning, der holdt min interesse, men også opildnede min egen eventyrlyst til at gå på opdagelse og dykke dybere ned i musikkens verden.
Vores eget musikprogram
I dagens musikklima udkom der for eksempel i 2019 40.000 nye sange på Spotify hver dag, og det er ingen underdrivelse at sige, at hver ny udgivelse blot er en snoldet dråbe, der let forsvinder i et efterhånden umætteligt ocean. Informationstiden er for længst over os, og dens kodeord er overload.
Når de nye udgivelser popper op på streamingtjenesterne, står de naturligvis til fri afbenyttelse, men hvor tit går vi egentlig på jagt i det ukendte, hvor tit sætter vi tiden af til at sortere i den uoverkommelige mængde? Leder vi efter det nye eller satser vi på det, vi i forvejen er bekendte med?
“Du får som seer følelsen af, at du ser et good ol’ musikprogram, hvor det kuraterede indhold har et menneskeligt ansigt og en tanke bag præsentationen.”
Det er den opgave, som vi på vor egen beskedne måde forsøger at løfte med vores tre ugentlige programmer fremover, som du kan abonnere på – og gør endelig det.
Vores filosofi er som beskrevet i det ovenstående afsnit at præsentere det i et format, hvor du som seer får følelsen af, at du ser et good ol’ musikprogram, hvor det kuraterede indhold har et menneskeligt ansigt og en tanke bag præsentationen.
Snarere end du sidder tilbage med en tilfældig spilleliste af den slags som de gængse nutidige formatter finder sig tilfredse med at klemme deres bud på musikformidling ned i, hvor det til sidst virker mere eller mindre tilfældigt og derved ligegyldigt, hvad dine øregange udsættes for.
Uanset om du i disse dage soler dig på stranden, sidder på parkens grønne græs eller hygger hjemme i stuens svalere temperatur, indbyder vi dig til at tage os med på en lille times rejse igennem en masse ny musik, hvor du forhåbentligt vil føle dig underholdt, informeret og ikke mindst stifte bekendtskab med en række spritnye toner.
Se det som et program, hør det som en playliste, men husk først og fremmest, at skrue højt op og nyd musikken.
I dag er det rocken, der tæller, på fredag starter vi festen, og vi glæder os allerede til at kunne tage hul på næste uge, hvor også vores føling med det nye koncept begynder at vokse sig større og bedre. God fornøjelse.