5–6 minutter at læse

LEDER: Genopstandelse ‘21

Kære læser,

Lad mig først og fremmest byde dig hjertelig velkommen tilbage på HQ music. 
 


Velkommen tilbage til en seriøs samtale om ny dansk musik. Velkommen tilbage til Danmarks mindste musikredaktion – med mest på hjerte!

Vi har savnet dig, kære læser, og vi har ikke mindst savnet at udøve det virke for de trofaste lyttere og de udøvende musikere i det ganske danske land, som vi gjorde til vores missionserklæring at oplyse og støtte på en mere dybdegående måde i 2019 og videre ind i 2020.

Al snak om verdens gyselige tilstand, der har kuldsejlet så mange projekter og visioner over de sidste år, ophører her. Vi er tilbage, ja tak, og nu genoptager vi den samtale, vi påbegyndte, men beklageligvis var tvungne til at forlade uden varsel sidste år.

For vi elsker fortsat musik i alle dens afskygninger. Hos HQ music gør vi stadig ikke forskel på stor eller lille, høj eller lav, følgere på sociale medier eller netværk. Vi er kun interesserede i den gode musik. Og den gode musik er vi fortsat dygtige til at skabe her i Danmark. Lykkeligvis!

Vi vil på HQ music gøre vores bedste for at præsentere dig for et bredt udvalg af, hvad der rører sig på den danske musikscene. Du vil naturligvis være bekendt med fremgangsmåden. Vi vil fortsat have indgående interviews med musikere, vi vil præsentere dig for de seneste singler og musikvideoer, og vi vil anmelde tilsendte indspilninger og koncerter.

Vi søger den konstruktive samtale, hvor dybde, seriøsitet og oprigtighed er afgørende. Du vil med andre ord ikke kunne læse sladder hentet fra verdens kulørte blade hos os. Vi er ikke interesseret i det beskidte vasketøj, men kun den gode historie.

HQ music er en græsrodsorganisation baseret på en stor fælles kærlighed til musikken. Vi har ingen tunge interesser i ryggen, der trækker i vores snore, vi er frie aktører. 

Idealistisk, tænker du måske. Og jeg vil ikke sige dig imod, men jeg vil blot påpege, at vores uafhængighed af bagvedliggende interesser er din garant for, at du får kvalitet hos os.

Vi skriver om de kunstnere og den musik, vi tror på. Vi skriver det, vi selv vælger, altid med henblik på at introducere dig til god musik, give dig en læseoplevelse, og videreformidle en større forståelse for musikkens essens, end den vi synes er den fremherskende.

Et eksempel herpå er vores anmeldelser, hvor det vist ikke er gået nogens næse forbi, at vi ikke bruger et karaktersystem. Vi mener ikke, at et kunstnerisk værk kan forstås indenfor rammerne af uddelte stjerner eller hjerter.

Det kan nogle gange synes nyttigt i forhold til at skabe sig et hurtigt overblik over den store mængde af udgivelser, javist, men i sidste ende mener vi, at det gør musikken en bjørnetjeneste.

For vi synes bestemt ikke, at den kunstneriske udøvelse udelukkende er et produkt deroppe på hylderne blandt Kelloggs, Nescafé og Vel Ultra. Forudsætningerne for at vælge og vrage er nogle andre.

For os skal et værk forstås i et bredere perspektiv, end hvorvidt det for eksempel lyder godt eller dårligt, om musikerne har stemt deres instrumenter eller produceren har trykket på de rigtige knapper under indspilningen. 


Vi skal ikke fortælle dig om du kan li’ noget eller ej – til det har du ører, og du ved selv bedst, hvad der falder i din smag. 


Vores opgave er derimod at forsøge at forstå et værk som et kunstnerisk objekt og tage dig ved hånden på den rejse, hvor vi sammen forsøger at afdække, hvad pågældende værk forsøger at sige og på hvilken måde kunstneren har valgt at sige det. Måske den ustemte g-streng alligevel havde en dybere mening?

Det er immervæk vores bestræbelse at søge Skønheden i et værk og sætte det i tale fremfor at gøre os til dommere over god smag. Der skal være plads til alt, men det betyder ikke, at vi alle skal kunne li’ det samme.

Vi var tidligere på året triste over at se vores kollegaer på GFR melde sig i hi på ubestemt tid. Vi vil gerne applaudere dem for deres glødende engagement, hårde arbejde og store indsats i at anmelde den store mængde af danske singler, der udkommer hver uge. 

Vi synes, at muligheden for at få sin nye single omtalt i sådan en liste som GFR’s Repeat kommer til at mangle i forhold til den danske musikscenes vækstlag, og derfor vil vi på bedste vis samle faklen op fra GFR og som noget nyt introducere vores egen ugentlige single-liste med en kort tilknyttet kommentar til hver udgivelse.

På vores nuværende stadie er vi en meget lille organisation. Vores redaktion råder ikke over mange ansatte, men det er vores håb, at vi i månederne fremadrettet kan få tilknyttet frivillige hænder til at hjælpe med at dykke ned i al den gode musik, som fortsat fylder indbakken op.

Vi vil derfor bede om din overbærenhed, hvis vi i begyndelsen ikke plastrer din FB-væg til med opslag eller virker sløve i optrækket. Men du skal vide, at du kan være med til at gøre en forskel!

Hvis du læser en artikel, du finder interessant, eller om en musiker du måske kender personligt, vil vi altid påskønne en deling på de sociale medier. Spred endelig ordet! På forhånd tak.

På HQ music glæder vi os til at smøge ærmerne op og endnu en gang fordybe os. De fleste af os har sikkert stadig en restgæld fra 2020 stående tilbage på hovedkontoen, men nu nærmer 2022 sig pludselig med hastige skridt.

Lad os sammen genskabe magien på ny og fortsat minde hinanden om, hvordan musik også er lyden af vores liv.

Vi er Danmarks mindste musikredaktion – med mest på hjerte!
 


Vi læses ved,
 


Kristoffer Veirum, chefredaktør

Redaktionen anbefaler
Instant Attitude: Uge 26

Instant Attitude: Uge 26

I dag tager vi hul på det næste program i vores ugentlige program-serie. I mandags startede vi ugen ud med et igangsættende soundtrack på Hit’n’Run. Nu er det på tide, at vi får lidt rockblod på tanden, når Instant Attitude løber over din skærm. Du kan læse mere om...

Leder: ånden af HeadQuarters ’19

Kære læser, Du har travlt, og du har i forvejen masser af distraktioner på din skærm, og guderne må vide, du er sikkert også bagud - med et eller andet og gerne noget vigtigt. Men hæng i, og så skal jeg fortælle dig, hvad helvede det her går ud på. Jeg skal fortælle...