Kære læser,
Du har travlt, og du har i forvejen masser af distraktioner på din skærm, og guderne må vide, du er sikkert også bagud – med et eller andet og gerne noget vigtigt. Men hæng i, og så skal jeg fortælle dig, hvad helvede det her går ud på. Jeg skal fortælle dig, hvorfor du fortsat læser med på denne side og faktisk vil gøre det fremover.
Vi er dog nødt til at begynde et sted. Og det bliver et sted ude i den fysisk forankrede virkelighed, et sted du sikkert allerede kender og har været til fest nogle gange nu: HeadQuarters på Valdemarsgade. Det er rigtigt, der har du også været fuld, men hold fast …
HQ er mere end blot et sted, vi går hen for at fylde vores maver med fyraftenspilsnere og danse vores fødder trætte. Det er en ånd! Og den deles af alle der arbejder her – lige fra bartenderne der langer skvulpende White Russians over disken til afrydderne og garderobepigerne der tager sig kærligt af dit overtøj – til alle de herlige gæster, der gør deres entré her i vores lille oase væk fra verden i løbet af ugen og weekenden.
Sammen har vi et skjult fællesskab. Vi har nemlig noget sammen, som vi alle deler og som forbinder os på kryds og tværs:
Vi elsker musik! Og vi elsker musik i alle dens afskygninger. Vi gør ikke forskel på stor eller lille, høj eller lav, vi er håbløst betaget af alt der kan spilles, alt der kan skrues op, alt der kan fremføres på en scene, ja, alt der måske for bare et øjeblik kan gøre én lille forskel, måske ikke i verden selv, men så da i vores egne liv.
Hver og én af os kender vi de aftener, og vi forstår, hvordan deres soundtrack altid er nøglen tilbage til det poetiske splitsekund, hvor noget større og måske gemt pludselig gav mening. Du ved, den der lille pære i baghovedet, der brat bliver tændt ved et ryk i snoren, og åbenbarer et vældigt flytterod og nye indretningsmuligheder. Wow! Det er magi, folkens, og det er sgu vigtigt, at vi holder fast i de besnærende toner, der skænker os netop det.
Vi elsker musik! Og derfor er denne side det første spadestik i en større vision for HQ music som platform. Fremover vil vi nemlig ikke kun invitere musikken ind på vores scene, vi vil også bidrage til at kaste lys over den – med interviews, anbefalinger, playlister, anmeldelser, live-sessions, ja, hvad pokker vi nu end kan finde på.
For det her er midlertidig vores legeplads, og vores største ønske er, at du vil bidrage med din interesse for musik og måske her finde en kilde til at få stillet din hungrende nysgerrighed. Vi vil i hvert fald gøre vores for, at du kan komme bare lidt tættere på noget af den fantastiske musik og de dygtige musikere, som vi uge efter uge siger velkommen til.
Eller hvis du søger inspiration til dit nye yndlingsband, jamen, så stop her et øjeblik, og hvem ved, måske finder du det – og kan se det på scenen senere på ugen. Eller er du i tvivl om, hvorvidt du skal bruge lidt af månedens hurtigt skrumpende budget på en koncertbillet, kan musikernes egne ord i et interview her på siden måske overbevise dig om, at det er lidt vigtigere end nudler og broccoli.
HQ music bringer dig de musiknyheder, der er relevante for, hvad der sker på HeadQuarters i en given uge. Vi er ligeglad med Facebook-likes og antal plays på Spotify. Vi er kun interesserede i at kaste mere lys over den danske musikscenes spirende blomster, så de må gro sig desto større og underfundige. Vores hjerter banker kun for at præsentere dem for dig.
Vi læses ved!


