Vi kan hurtigt blive enige om, at vi nok kommer til at se tilbage på 2021, som året der bare blev ved med at give.
Heldigvis da også i en musikalsk forstand. For året igennem har de danske musikere udgivet så mange gode albums, at det er uretfærdigt at skulle plukke kun 10 af dem. Det er ikke desto mindre den opgave, vi har pålagt os selv, og vi præsenterer nu de 10 bedste danske album fra 2021.
Vi linker til Spotify, så du straks kan gå i gang med at lytte, hvis der er nogle albums, du har overset.
God lyttelyst!
10. BAEST – Necro Sapiens
Hvem andre end BAEST kan få føjelige radiomennesker til at gå amok til metalmusik? Den aarhusianske kvintet rokkede sig ikke en millimeter fra tronen i år, hvor de bød på endnu en solid omgang i manegen.
BAEST excellerer i en driftsikker sangskrivning, hvor der også er plads til fine detaljer og finesser i lydbilledet. Frontbrøler Simon Olsen står stadig som et stærkt es og tager ingen fanger – hverken på indspilning eller live for den sags skyld.
Neco Sapines er et gennemarbejdet og gennemført album, der vidner om en rendyrket
professionalisme. Så hvis du tror, at drengene er kommet sovende til succesen, kan du tro om.
Men fortvivl ej, professionalismen kvæler ikke spilleglæden, som utvivlsomt er albummets æresmærke. Og bare fordi drengene har det sjovt, er det ikke ensbetydende med, at de ikke tager deres metier alvorligt. BAEST er kommet for at blive – og tronen, ja, den beholder de sgu lang tid endnu.
9. Mina Okabe – Better Days
Mina Okabe er et ubeskrevet blad, men det burde Better Days ændre på. Debutalbummet er nemlig en stilsikker omgang soveværelsespop af bedste internationale snit.
I et moderne lydbillede, som stadig bevarer intimiteten, bliver vi præsenteret for et finurligt tekstunivers og gennemførte arrangementer båret på vingerne af dream pop, indiepop og elektropop.
Okabe bader sin guitar i fløjlsblød chorus-effekt og jazzede-fraseringer, og det går rent ind med samme virtuositet som hos for eksempel Amber Mary Bain’s The Japanese House.
Sangene er lette og umiddelbare som små solstråler, men de er til gengæld også langtidsholdbare. Hvis det er for mørkt og koldt nu, skal du gemme det her album til forårets opklarende summen. Her er Better Days nemlig det ultimative soundtrack.
8. Asger Techau – Levels
Hvis du gik rundt og troede, at Asger Techau kun er trommeslager i Kashmir, er du gået glippet af noget, min fine ven.
Techau er nemlig en travl musiker i egen ret. I år medvirkede han ikke blot på Kúlu’s fremragende debutalbum Lucidity – som du også bør tjekke ud – nej, han havde skam også tid til at udgive et soloalbum i eget navn.
På sit tredje soloalbum Levels kommer Techau lytteren i møde som moden og personlig sangskriver. Det er et album, der favner vidt og flot i sit sofistikerede lydunivers. Der er kælet for alle detaljer, hvad gør lytteoplevelsen til en stor fornøjelse.
Og det mærkes samtidig tydeligt, at det er en erfaren herre, der har skrevet sangene. Vægten ligger på det kunstneriske udtryks integritet og ikke så meget på opfarende, billige tricks fra nutidens producerskuffe.
Det ville være dumt at sige, at Techau er gået en level op. For kvaliteterne har altid ligget der, nu er de heldigvis blot desto tydeligere for os allesammen.
7. JÆRV – Skud
Man taler tit om den svære toer i musikerkredse. Det bruger de nok ikke så hulens meget tid på i JÆRV. Duoen, bestående af Amanda Glinsvad og Mathias Pedersen Smith, fulgte nemlig op på deres glimrende debut Kriger (2019) med et helt dobbeltalbum.
På Skud forfinede duoen det poetiske lydunivers, de har hjemme i, men voksede samtidig frit og modigt. I studiet bar duoens eksperimenter frugt, og vi så en ny side af JÆRV på et album, hvor guitaren også pludselig skinnede igennem.
Skud er en rejse igennem et drømmende lydunivers af rene indie- og popperler. Det byder til fordybelse i en fortælling om at vokse op som to følsomme sjæle på kanten af årtusindskiftet, i hvad der føltes som en mere uskyldig og ukompliceret tid. Og det er således modgiften til tidens rastløse click-mentalitet,
Med sin smukke produktion, fængende melodier og velskrevne tekster, er Skud et stykke moderne dansk pop-kunst.
6. Timechild – And Yet It Moves
Mod slutningen af året herskede en større diskussion online om, hvorvidt rocken er død og hvad dens eksistensvilkår er. Mens internetkrigerne tog kampen op i kommentarsporet, var der andre, der bare lyttede til Timechild’s And Yet It Moves.
For en ontologisk diskussion er godt spildt på den københavnske kvartet af hærdede veteraner, der ublu dyrker den massive og energiske heavy rock. De gav spaderne frit løb, som demonstreret på singlerne “The Bite of Frost”, “This Too Will Pass” og “And Yet It Moves”.
Lige dele storladent og råt, eftertænksomt og pågående, er det et album skrevet til at beruse det store rockpublikum, som ikke spilder tiden bag tastaturet, men snarere oppe foran festivalscenerne.
Og skulle vi da endelig nedlade os til at gå med på præmissen for den førnævnte diskussion, er der så nogen, der kan forklare os, hvordan et så umoderne dansk band, der blev dannet i 2020, kunne smække så proper en rock-debut sammen, at den fejer sejrrigt og anmelderrost igennem verden?
Ja, rocken bevæger sig sgu stadig, den tramper hidsigt derudad. Sådan!
5. SUNDAYS – Inner Coasts
Indiefolk-gruppen SUNDAYS fulgte flot op på deres anmelderroste debut, Wiaca, med den omfattende Inner Coasts.
Her byggede kvartetten, ledt an af frontmand Magnus Jacobsen, videre på deres yndefulde lydunivers, hvor tekst og melodi altid er i forgrunden. Det er tydeligt, at SUNDAYS har arbejdet mere i dybden med de enkelte sange, og det afspejler den flotte og organiske produktion også.
Selvom melankolien løber som en gylden åre igennem hver sang, skinner lyset igennem. Det er at sammenligne med at stå efter et forårsskyl og se solen titte igennem de trækkende skyer og en regnbue i horisonten.
Vi bliver igennem Inner Coasts budt på rene pop-harmonier, fængende omkvæd og små, sindrige guitarmelodier. Det er den slags album, som byder på en glædelig overraskelse, hver gang man lader nålen ramme vinylens rille på ny.
4. Mellemblond – En jordisk chance
Kristoffer Munck Mortensens Mellemblond har efterhånden fået en særlig plads på den danske musikscene – og burde også have sin helt egen placering i danske rockhjerter.
Om nogen formår Mellemblond nemlig at gøre det lidt firkantede og bryske modersmål let og poetisk, nærværende og samtidig altomfavnende, mens guitaren får lov at pynte hver glose med glød og stemning.
På En jordisk chance giver Munck Mortensen poesien drømmende guitar-vinger og demonstrerer endnu engang, hvorfor han er at tælle som en af vores ypperste danske sangskrivere. Bag den lyriske facade dominerer den stærke melodi gang på gang. Det er det tænkende menneskes popmusik.
Og det taber aldrig pusten eller bliver for indadskuende. Tag et nummer som “Blæsten i træerne”, som sagtens kunne være soundtracket til en neonbelyst dansescene i en moderne indie-film.
Derudover er det i hele taget en fornøjelse også at høre et album, hvor guitar-soloen (ja, hvor er den blevet af?) får plads til at fylde. Især når de bliver leveret med indlevende virtuositet.
Hvis radioens banale dansksprogede croonere får dig til at miste troen på sprogets basale virkekraft, giver En jordisk chance dig utvivlsomt håbet tilbage.
3. The Slow Scare – In Purple & Blue
Debutanterne i The Slow Scare gemmer sig måske bag synonymerne Baby Bitter og Deadly Fred, men det kan de også roligt, fordi musikken taler tydeligt for dem på In Purple & Blue.
Albummet begyndte egentlig som en EP, men voksede sig stort til et fuldlængde album under sidste års nedlukning. Og tiden er blevet godt brugt på at pudse albummets ti sange sammen til et storslået hele.
Det er byen efter midnat. Det er blinkende røde neonreklamer badet i kold regn. Det er ensomheden midt i centrum omgivet af liv.
In Purple & Blue har som værk en trodsig, stejl attitude, en rockens kølighed, som forsøger at dække over, at det gør ondt inde bagved. Men melankolien viser sit uafrystelige ansigt som genspejlinger i de lukkede butikkers glasfacader.
Albummet er en stemningsmættet affære, fyldt med fede guitardetaljer, pulserende synths, og ørehængende melodier. Det er støbt af både rockmusikkens hang til riffs og den moderne indie’s tørst efter dansegulvet.
Vi tager imod dette soundtrack til de sortklædte med kyshånd. Det gør det atter glamourøst at ryge langstilkede cigaretter og sippe drinks i en nat, der varer til, at man skal trykke play igen.
2. Møl – Diorama
Da jeg havde samfundsfag i gymnasiet, blev det mig påduttet, at jeg i hver aflevering skulle huske citatet: “Hvis du står stille i en verden, der bevæger sig, står du ikke stille. Du sakker bagud.” Jeg husker ikke, at jeg så nogen af medlemmerne fra Møl i min klasse.
På efterfølgeren til den rystende Jord fra 2018 lyder Møl ikke længere som et band, der stiller sig tilfredse med at underkaste sig en genre.
De blæser den i stedet vidtåben og gør den helt og holdent til deres egen. Hvor de før muligvis har trådt i fodsporene af blackgazens foregangsmænd, er det nu dem, der leder an.
Takket være Tue Madsens nidkære produktion står hver en detalje på Diorama knivskarpt – og dem er der vel at mærke rigeligt af. Det er kræs for øregangene, men forpinte sjæle finder altså også hvile her i kraft af Kim Sternkopfs umiskendelige vokalarbejde.
Diorama er et velkomponeret og gennemtænkt album, hvor det storladne går hånd i hånd med det aggressive og bliver en overrumplende totalitet. Det klikker højt på følelsesregisteret og kan kun beskrives som en triumf.
Møl sætter for dagen med et tårnhøjt niveau, der viser et band klar til at indtage den store verden.
1. Rebecca Lou – Heavy Metal Feelings
Rebecca Lou smider regelbogen ud og beslutter sig for at gøre, hvad hun har lyst til. Præcis, hvad hun har lyst til!
Heavy Metal Feelings er et frihedsbrøl! Det er uforskammet pop pakket ind i fuckfinger-attitude, og det holder hele vejen igennem.
Der har åbenbart allerede været nogle haters, der ikke synes, at man kan bruge heavy metal i titlen, men dem er tiden da vist løbet fra. For Heavy Metal Feelings er fucking heavy!
Det er et album heavy på kæmpe hooks, upolerede følelser, og ren skaberglæde. Efter tre fuldlængde lyt er albummet umuligt at give slip på. Det borer sig målrettet ind i hjernebarken og tigger om adskillige replays.
Stilen er lagt allerede fra åbningsnummeret, den spændstige “Destroyer”, og derfra går det ellers løs med det ene knytnæveslag af omkvæd efter det andet.
“Bad Heart”, “Best Ex-Friends” og “Lovesick” er rene poprock-skud, mens den mere eksperimenterende “Capitalism Kills” er en slagkraftig hymne til at overvinde verdens modgang. Og sikke en shred-solo, som nummeret også byder på!
Rebecca Lou excellerer i en kompetent sangskrivning, som både fremstår helt personlig og oprigtig, men samtidig formår at komme til udtryk som fælles almengyldige slagord.
Det har noget af den samme vægt som Alanis Morrisette præsterede på Jagged Little Pill, hvor den individuelle erfaringsverden bløder sammen med det kollektive hele igennem melodiens endegyldige kraft. Det her er musik, du kan synge med på – og har lyst til at skråle igennem på.
Produktionen er i top på albummets ni sange, og veksler mellem den opstemte poprock og et mere drømmende, sart lydbillede. Det gør den samlede lytteoplevelse til en rejse igennem Lou’s bevidsthed, hvor man aldrig keder sig.
Heavy Metal Feelings er lyden af en kunstner, der har fundet sig selv – og tør stå ved det!
