The Slow Scare // Pressefoto
18–20 minutter at læse

The Slow Scare: Udstødte i lilla og blåt

The Slow Scare er morgendagens dekadente helte. De er de tidligere udstødte, der sender en egenrådig stikpille til alle de fortidige bøller og monstre. Og de har givet hinanden et løfte om at ruske livet ud af sin døsighed og opfylde deres ambitioner om at blive fucking gode. Vi bringer her historien om den frygtløse aarhusianske duo, der udgiver deres debutalbum In Purple & Blue i dag.

Knytnæveslagene regner ned fra oven. Bag de lukkede øjne lyner det rødt ved hver afklapsning. Der er intet læ her i denne skolegård på en typisk grynet middag i det grå Nordjylland. 

Det lange spisefrikvarter er blevet dedikeret til at håndhæve de lokale teenagers hakkeorden, mens madpakkerne ligger uåbnede i slidte tasker i klasseværelset. 

Her giver det point at køre knallert iført en dynejakke og åbenlyst ryge smøger. Det er normen, man retter ind efter. Men du skal ikke spille smart, og Fanden tage dig, om du er anderledes og skiller dig en smule ud. Så falder hammeren med det samme, og du bliver sat på din plads.

Frederik Bøgekær Ejdrup og hans kammerats forbrydelse mod fællesskabet er åbenlys for enhver usikker fladpande. De har begge sort hår. Og de er de eneste i klassen med sort hår. De spiller musik. Og de er de eneste i klassen der spiller musik. De skider stort på modepolitiet, der er stærkt dikterende i start-00’ernes provinsbyer, og tillader sig at gå deres egne veje med el-guitar i hånden og larmende rock på anlægget derhjemme.

Vores to venner har aldrig skænket det en tanke, at nogen skulle interessere sig for dem eller hvad de laver i deres fritid. Men så er der pigerne, og det er her, at det for alvor bliver problematisk. For pigerne viser pludselig en vis interesse i vores to drømmere og den larm de laver.

Det er nyt og spændende, nikker pigerne til hinanden, og gør med et trylleslag de usynlige synlige. Anerkendelsen er et tveægget sværd, fordi den medfører den dristige opmærksomhed som hormonbefængte teenagedrenge fumlende eftersøger, men den sætter også en målskive på deres ryg.

De seje drenge vil i hvert fald ikke finde sig i det her brud på de vedtagne regler. For det er en klar overtrædelse, når nogen vover sig udover deres plads og tiltusker sig en opmærksomhed, de bestemt ikke har krav på. 

Dommen er klar og eksekveringen ligetil. Man forventer ikke den store modstand fra et par nørder, der primært sidder derhjemme og spiller computerspil, dyrker obskure b-film, læser støvede bøger, og lytter til jammerlig rockmusik. Det er på tide at stække vingerne på en drømmer og vise ham, hvor han hører til. Lad det være en lærestreg.

Frederik ligger på jorden og opgiver langsomt at vægre sig imod slagene. De får lov at regne utilgivende, mens hans tanker driver andetsteds hen. For midt i den høflige reminder af et lag tæsk har han fået en øjenåbner. Der er noget i hans indre, som viljen begynder at forme desto mere fast. 

For straffen har ét formål. Og det er at knække ham. Det er ofte i skolegården, at vores fremtid bliver afgjort. Det er her, du bliver stillet over for det eksistentielle valg om, hvem du har tænkt dig at blive.  

Alle teenagedrenge drømmer om at blive noget stort. Nogle vil gerne bryde lydmuren i et bragende jetfly som en Colgate-smilende Tom Cruise. Men når det senere hen viser sig, at øjesynet ikke står til luftforsvarets strenge krav, affinder de sig med en skæbne i hjembyen. De ender på hjørnet af en villavej, før de er fyldt tredive, med hus og børn, og en campingvogn i bunden af haven nær den falmede blå trampolin, der bliver gjort klar hvert forår til den kommende sommerferie. De tænker sig lykkelig og tilfredse.

Men Frederik drømmer hverken om Hollywood eller campingvogne. Han øjner i dette øjeblik, at den korporlige straf faktisk peger på, at det andet valg, det trodsige valg, faktisk har en gyldighed. 

Han kan slippe afsted med at dedikere sig fuldt ud til det, han kan mærke føles rigtigt for ham, og blive belønnet for det. Han kan nemlig få anerkendelse ved at være sig selv – og ikke det, som de seje drenge prøver at prygle ham til at blive. Han kan spille sin musik og blive musiker. Han kan være sin egen skæbnes arkitekt.  

Drømmeren er forslået, men vingerne intakte. Han mangler blot et modspil for at brede dem ud. Fremtiden kalder.   

Anerkendelses-iglen finder et mål

Disse steder, hvor tiden går så langsomt, at den nærmest går baglæns, står i modsætning til den bidske rock’n’roll-persona, Anna Haaning nu indtager.  

Med sit lyse hår er hun den diametrale modpol til Frederiks sorte lokker. Hun kommer fra en lille landsby i oplandet til Skanderborg, der i sin søvnighed og indspiste samhørighed har en del til fælles med det mørke nordjyske, som Frederik kalder hjemme. 

Det er på sin vis også folkerens-hakkeorden, der gav Anna hendes første smag på musikalsk anerkendelse.

“I tredje klasse var der et par drenge fra øverst i folker-fødekæden, der bemærkede, at jeg da egentlig sang meget godt til morgensang. Og som den lille anerkendelses-igle jeg er, hagede jeg mig fast til det og meldte mig ind i kirke- og skolekoret. Og så kørte bussen ligesom,” siger Anna. 

Hun tog drømmen om at være i et rigtigt band og skrive sange selv med sig på efterskole. Det viste sig, at hun tilhørte et fåtal af elever med netop den drøm, og hun endte derfor i et “melodisk prog-metal/djent foretagende.”

“For det er benhårdt arbejde, og det elsker jeg, fordi det hver dag er et svar på, hvad jeg skal lave, tænke på, investere i, tale om.” – Anna Haaning

I denne overgang fra teenageårene til det unge voksenliv smeltede musik og følelser sammen i en hårknude. Og det fik konsekvenser for Annas følelsesliv, men sendte hende også mere i retning af et professionelt musikerliv.  

“Jeg var sygeligt og besat forelsket i en af de andre, og paranoia, jalousi og indre drama tog langsomt over og erstattede det meste af det sjove,” siger hun. 

“Jeg vendte hjem som en dybt deprimeret og kriseramt teenager, og landede på en produktionsskole, hvor jeg sammen med et hold af andre på alle mulige måder sårbare unge lærte at arbejde med musikken som et håndværk. Vi øvede små syv timer om dagen, spillede koncerter på efterskoler, højskoler og til diverse kulturarrangementer, og vi blev introduceret til arbejdsgangen i et lydstudie.”

Det lærte hende en disciplineret arbejdsgang, hvor musikken bliver en belønning i sig selv efter al det hårde slid. Musikken er som et varmt tæppe, man vikler om den kolde krop. 

“Hvad jeg til gengæld er meget bevidst om, er hvorfor det er dét værd. For det er benhårdt arbejde, og det elsker jeg, fordi det hver dag er et svar på, hvad jeg skal lave, tænke på, investere i, tale om. Musikken er en gulerod på en fiskestang, jeg har bundet fast på ryggen af mig selv. Den giver mig mening og retning og holder mig fokuseret. Og så skaber musik små bitte åndehuller i det enorme og tilfrosne hav, der er eksistensen. Haha, hvilket billede,” siger hun, før alvoren melder sig:

“Men for real! Jeg synes det er koldt og ensomt at findes, men når jeg lytter til mine yndlingsalbums eller står til en koncert, føler jeg, at der også findes forbundethed mellem mennesker.“

Da Anna senere befandt sig i Aarhus i et slags før-studiestartlimbo og kedede sig “noget så grusomt”, følte hun sig frustreret over, hvor lidt hun havde på spil i sit liv. Der måtte ske noget nyt snart, før timerne blev til dage og dagene til måneder.

Hun meldte sig ind i et par musiker-grupper på Facebook, og det var på denne måde, at Frederiks opslag en dag dukkede op på hendes startside. 

Omfattende egoer slår gnister

“Det er måske lidt usexet, men jeg skrev flere opslag i forskellige grupper på Facebook, hvor jeg gjorde det klart, hvad jeg ledte efter,” siger Frederik. 

De hårde tider i folkeskolen havde virket som benzin på bålet for Frederik, og han havde siden spillet i flere bands. Han fremhæver det aalborgensiske Pop Noir-band Caved Crow som det mest nævneværdige. 

På kort tid var de blevet udkåret på spillestedet Skråen som Året Nordjyske Navn, vinder af Band Battle og en billet til at spille på SPOT Festival rigere. Men efter tre år sluttede bandet brat, og Frederik tog i stedet hul på en uddannelse. 

Han færdiggjorde en journalistisk uddannelse på baggrund af en velment opfordring fra hjemmefronten. Hans far havde slået fast, at når uddannelsen var sikret, kunne han gøre lige, hvad han havde lyst til.

Efter tre år hos DR, hvor musikken måtte vige pladsen for det journalistiske virke, stoppede han og fandt et nyt arbejde, der kunne give mere plads til det der virkelig betød noget for ham. 

Nu havde han lyst til at starte en duo, der kombinerede det organiske og det maskinelle; det stringente og det kaotiske. Han lytter selv – tilfældigvis – mest til duoer bestående af en mand og en kvinde, og det blev udgangspunktet.

“Jeg elsker den elektricitet, der kan opstå på scenen og i studiet, når man stiller to forskellige køn over for hinanden,” siger han.

“Derudover har jeg altid bedst kunne lide at spille i bands med kvinder og ville gøre mit for at få flere, inspirerende kvindelige artister ud på musikscenerne.”

“Hun virkede fucking ligeglad med det hele – på den gode måde.” – Frederik Bøgekær Ejdrup om Anna Haaning

Han søgte efter den helt rigtige bandkammerat, som havde de samme ambitioner og musikalske referencer. Og Anna bed på. 

“Vi mødtes på en kaffebar, og jeg følte, jeg var til jobsamtale,” siger Anna. “Det gjorde jeg egentlig ret længe, men da det først stod klart, at vi skulle være et band, lagde vi også ret hurtigt vores skæbner over i hinandens hænder.”

“Jeg mødtes med flere, som havde vist interesse, men jeg var helt sikker på, at det skulle være Anna efter vores første møde,” siger Frederik. “Hun virkede fucking ligeglad med det hele – på den gode måde.”

“Hun var villig til at satse alt. Hun fortalte mig, at hun savnede et kunstnerisk outlet, som hun kunne dedikere sig fuldstændig til, og mine høje ambitioner om projektet skræmte hende ikke væk – tværtimod.” 

To individer, der begge er indstillet på alt eller intet, møder hinanden, og det slår gnister. De har begge lært, at vejen til succes er fyldt med læsterlige tæv, men at hvis man holder fast i sig selv, kan man komme ud på den anden side med noget større end blot sig selv. 

“For første gang mødte vi hver især et andet menneske, der kunne spejle vores tilgang til verden. Det er noget med store kontraster, et besværet forhold til virkeligheden og en vilje til at indfri ambitioner, der er større end viljen til at have det godt,” siger Anna.

“Det var befriende at møde en ligesindet, men selvsagt også en sprængfarlig cocktail. Det er et konstant work in progress at rette potentialet i vores relation mod noget konstruktivt. Men når det lykkes, bliver det fucking godt.” 

Vi vælger selv, hvad vi vil blive. Og fremover blev Anna og Frederik til duoen Baby Bitter og Deadly Fred. Deres egne karakterer i deres eget narrativ. En duo på godt og ondt: 

“På den mere lavpraktiske side, er der simpelthen bare ikke plads og taletid til flere medlemmer. Det har vi begge for omfattende egoer til,” siger Anna.

Kontraster 

“Vi havde helt fra start et ønske om at skabe et univers, som indkapslede tre begreber; det skulle være dansabelt, inderligt og intelligent. Musikken skal rumme det hele, og man skal som lytter tillade sig at forsvinde væk i det. Den bedste musik i verden er når, den får dig til at glemme tid og sted,” siger Frederik om begyndelsen på The Slow Scare. 

Han var dog en smule tøvende til at begynde med. Før i tiden havde han skrevet 4-5 sangen om ugen, men den lange pause havde fået ham til at tvivle på, om han overhovedet kunne huske, hvordan man skrev en sang. 

“Jeg havde aldrig prøvet at gå i så lang tid uden at lave ny musik. Det var også i den periode, at jeg var begyndt at arbejde på sangen ‘Scream (All You Want)’, som senere viste sig at blive The Slow Scare’s første single og åbningsnummeret på albummet,” siger han. 

“Scream (All You Want” er en slagkraftig introduktion til The Slow Scare’s lydunivers og frygtløse attitude. Musikvideoen får sandsynligvis de fleste til at slå øjnene vidt op, og det går godt i tråd med duoens ønske om at skabe et visuelt udtryk, der er sensuelt og vulgært, tiltrækkende og frastødende, på én og samme tid. 

Deres optagethed af dualitet ligger allerede immanent i DNA’en som duo. De leder efter kontrasterne – det onde og det gode, det smukke og det hæslige, det dejlige og det forfærdelige. 

“Vi opsøger alle steder og fænomener og stemninger, hvor den slags kontraster kan eksistere sammen, og så bruger vi det spændingsfelt som ramme for at dykke ned i nuancerne. I virkeligheden er dualitetsfascinationen jo bare en måde at sætte verden i orden på,” siger Anna og tilføjer:

“Vores lydunivers er også altid et forsøg på at forene det bedste fra (minimum) to verdener. Inderst inde er vi begge et par poptøser, der brænder for musikkens umiddelbare tilgængelighed for de fleste. Men vi elsker også alt muligt andet, surf guitar og vred fuzz og sci fi synths og stroboskoplys, blandt andet. Vi insisterer på, at vi kan forene alt det, vi elsker, i et univers, der ikke føles som en rodebutik. Og det er bare fordi vi er dygtige.”

“Mit formål er at vende mig selv på vrangen til åbent skue. Det er ikke en samtale, det er mig der siger ‘sådan her oplever jeg verden’.” – Anna Haaning

Og disse tanker om deres lydunivers lå fast allerede fra begyndelsen. Igen kunne Deadly Fred spejle sig ubetinget i Baby Bitter. Han siger:

“Vi begyndte faktisk allerede at diskutere konceptet til vores allerførste møde. Jeg har længe været fascineret af instrumentale surf-bands fra 60’erne og musikken, man finder i spaghettiwesterns. Men jeg er også en sci-fi-nørd, som elsker storslåede synthesizere og støvede, gamle trommemaskiner. Allerede her så jeg mit snit til at kombinere de storladne, dramatiske temaer fra filmmusik med industrielle, elektroniske produktioner fra low-budget science fiction og lyden af videospil fra 90’erne.” 

Hvor det hurtigt kan komme til at lyde enormt teknisk med alle referencerne og inspirationskilderne, åbenbarer The Slow Scare’s dualitet sig igen. For bag det nøje konstruerede lydbillede gemmer sig det dybt personlige. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

The Slow Scare live i 2021.

“Jeg har på ingen måde hacket livet endnu, jeg har ingen svar, og jeg synes ikke, man behøver have en holdning eller et budskab, for at måtte sige noget,” siger Anna og fortsætter:

“Tværtimod synes jeg, at det musik kan, er at skabe den der forbundethed fordi nogen føler noget. Mit formål er at vende mig selv på vrangen til åbent skue. Det er ikke en samtale, det er mig der siger ‘sådan her oplever jeg verden’, uden at pådutte nogen at mene noget om det, eller at de skal kommunikere noget tilbage.”

Viljen til at vende vrangen ud på sig selv, opsøge også de dystre steder, og tale åbent og ærligt om dem afspejler sig i de ti sange på debutalbummet, In Purple & Blue. Det er en umulig opgave at bede en kunstner vælge sit favoritnummer, men vi stiller den alligevel til duoen. 

“Shit, det er jo som at vælge mellem et kuld hundehvalpe. Jeg tror, jeg vælger den grimmeste,” siger Anna.

“‘Puppet’er for mig et ekstremt sexet track, der handler om et frygteligt, frygteligt syn på et andet menneske. Omkvædet er så nedladende, ‘you’re nothing but a puppet to me’, og samtidig er den super manipulerende mandefigur også én, jeg tænder alvorligt på. Det er en sandhed, der kræver at blive sagt højt, før den kan arbejdes med.”

Frederik går i den anden grøft og vælger albummets slutnummer, “Show Me The Light”. Netop den sang går flere år tilbage. Frederik skrev den som 17-årig, mens han havde gang i “en tvivlsom solokarriere som singer/songwriter.” 

Han spillede den et par gange på akustisk guitar for Anna. Selvom hun ikke forstod, hvad den handlede om syntes hun stadig, at den var interessant. Den kunne noget

“En sen aften i studiet gav jeg hende så teksten på et stykke papir og satte en optagelse i gang. Jeg havde stemt min guitar ned og prøvede bare at spille det, der faldt mig ind. Jeg bad Anna om at synge ordene, som hun havde lyst til – den er derfor indspillet fuldstændigt live-on-tape og dét blev til den version af sangen, som lukker pladen,” siger Frederik.

“Det er desuden en rigtig sjov sang at spille live, for det er virkelig et nummer, som lyder vidt forskelligt hver gang, vi spiller den foran et publikum.”

In Purple & Blue

The Slow Scare påbegyndte arbejdet på In Purple & Blue i begyndelsen af 2019. De besluttede sig tidligt for at låne et hus på landet i en uge og gå i hardcore sangskrivnings-bootcamp.

Det kom der en masse godt materiale ud af. Hver morgen begyndte med en sang, og arbejdet forsatte til langt ud på natten, hvor den ene ide efter den anden blev afprøvet. Frederik medbragte halvdelen af sit lydstudie, så de kunne optage hver eneste gnist med det samme. 

Det dannede grobunden for albummet. Resten af 2019 brugte Frederik og Anna på at finpudse lyden og lede efter præcis den rigtige stemning, de ville have sangene til at afspejle.

Da de havde materiale nok til at indspille en EP, bookede de en forlænget weekend i Viktoria Studios i København med Christian Ki bag knapperne. Meningen var, at EP’en skulle udkomme i foråret i 2020. Men som så mange andre musikere, blev deres drømme afbrudt af den verserende pandemi. 

Uden udsigt til hverken udgivelse eller turné, nægtede Frederik og Anna at smide håndklædet i ringen. De gravede sig i stedet yderligere ned i arbejdet med nye sange. Det udmøntede sig i, at de tog over til det legendariske Tambourine Studios i Malmö og indspillede resten af sangene på kun 8 dage henover sommeren. 

“Pludselig var det jo ikke en EP længere.”

“Vi havde den svenske producer og mixer, Joar Sylvan, med os i hele processen – Joar endte også med at mixe 7 ud af albummets 10 sange. Det var fantastisk at få lov at arbejde så koncentreret med sit materiale i otte dage og virkelig nå ind til kernen af, hvordan vi gerne ville lyde på en plade – for pludselig var det jo ikke en EP længere,” siger Frederik.

Det gav duoen frisk mod at have sange nok til et album mellem hænderne, og de besluttede derfor at gøre det hele på gammeldags manér og udgive en debutplade i fuld længde. 

“Da alle sangene var færdigmixede sendte vi dem til Brian Lucey, som har mastereret nogle af vores yndlingsalbums gennem tiden, som for eksempel AM af Arctic Monkeys og Ash & Ice af The Kills,” siger Frederik.  

Albummet kan beskrives som en kongelig affære. Farverne lilla og blå konnoterer det royale. I mange år var for eksempel den lilla farve svær at opdrive, og den blev derfor forbeholdt mennesker af en betydningsfuld status i samfundet. Og alle ved vel, at monarker bløder blåt …


I 2021 har The Slow Scare endelig fået indtaget livescenen til stor succes. I efteråret var de på en mini-turné med to andre nye acts fra den danske musikscene. Det var tre koncerter på tre dage – hver aften foran et nyt publikum i en ny by.

“Det var virkelig en spændende oplevelse at komme ud og vise vidt fremmede mennesker, hvad vi havde at byde på, og modtagelsen var igen over al forventning. Vi havde virkelig muligheden for at byde folk helt ind i vores univers, scenerne var badet udelukkende i lilla og blåt lys, og Anna styrede publikum for vildt,” siger Frederik.

“Kort sagt, man skulle have været der,” siger Anna.

The Slow Scare retter atter blikket mod fremtiden. De går benhårdt efter at lande aftaler med de helt rigtige folk, som kan se potentialet i deres projekt og som er villige til at arbejde hårdt for, at de når bredere ud til nye lyttere.

De kommer sandsynligvis også på en grundig forårsturné for albummet, men skulle uheldet være ude og samfundsnedlukningen vise sit hæslige ansigt på ny, har de allerede materiale nok til næste album.  Der skal ske noget, livet skal ikke slumres bort. 

Og der er langt fra oplandet til tinderne af rock’n’roll. Der er knytnæveslag og fortvivlelse undervejs. Men hvis man har den rette attitude, hvis man forstår at forme ilden i maven til fandenivoldsk handling, og man tør at vælge sig selv og det man tror på, må Fanden tage dig om du ikke har chancen for at rulle en hård sekser. Baby Bitter og Deadly Fred har kastet terningen.

“In Purple & Blue” er ude nu – lyt til den på Spotify her:

Redaktionen anbefaler
SPOT ’22: BRUNSTEN

SPOT ’22: BRUNSTEN

“Brunsten blev dannet i 2016, og vi har været dannet lige siden!” Således opsummerer trioen Brunsten sig. Der er ikke så meget pis - de lader musikken tale!  Dannelsen kommer dog af de tre musikeres omfangsrige cv. Rødderne er nemlig solidt forankret i grupper...

SPOT ’22: Martin Zeppelin

SPOT ’22: Martin Zeppelin

Martin Zeppelin er ikke uvant med at stå i front. Det har han gjort i anmelderroste Astronaut, som har modtaget kritikerroser i både ind- og udland. Til gengæld bød pandemien ham at udforske nye sider af sit sangskrivertalent, da han netop havde færdiggjort sin...

SPOT ’22: Verdens sidste idé

SPOT ’22: Verdens sidste idé

Mens verden stod stille - og trak vejret igennem mundbind - var der tryk på de kreative kedler i Verdens Sidste Idé. I løbet af de sidste to år er det blevet til intet mindre end to anmelderroste album og én EP. Hjemvendt fra deres første ægte tour er det modnende...

SPOT ’22: SABOTØR

SPOT ’22: SABOTØR

Fra crew til scene. SPOT Festival 2022 er ekstra speciel for ikke-robotterne i SABOTØR. Det er nemlig første gang, at de skal spille på festivalen selv. Og publikum kan godt skrue op for forventningerne og lysten til tung-rocket larm på dansk. SABOTØR er nemlig sultne...

Diplomatic Immunity: Giver sig selv fuldt ud

Diplomatic Immunity: Giver sig selv fuldt ud

Den aarhusianske rocktrio Diplomatic Immunity slutter november af med endnu en hårdtslående single. Drengene har dog ikke siddet og drevet den af. De har haft arbejdstøjet på, og musikvideoen viser energiske skud af deres netop overståede turné med Kellermensch. Du...