Ifølge Trader har HeadQuarters åbenbaret sig som SPOT Festivals rockmekka de seneste år, og de er glade for endelig at kunne slutte sig til lineuppen af fede acts, der har slået et slag for den danske rockmusik.
Den aarhusianske rocktrio Trader albumdebuterede i 2020 med Social Life. En velvalgt titel til netop den periode i verdenshistorien. Albummet blev da også taget vel imod af anmeldere, og sidste år kunne Trader følge op med den svære toer, Their Best Work So Far.
Som titlerne antyder, har Trader godt styr på slackerrockens skærmende ironi, men den skal du som lytter ikke lade dig afskrække af. Den er nemlig blot et skjold for et mere ungdommeligt, stormombrust sind, der kommer til autentisk til udtryk både på album og når trioen træder op på scenen.
Bandet spillede sidste år ud på vejen og har ej heller holdt fri i foråret, så SPOT kan se frem til en varmtglødende optræden til dette års festival.
Vi har fanget trommeslager Kristian Vissing Søndergård til en lille snak om SPOT Festival, og hvad vi kan forvente af Trader’s koncert lørdag den 6. maj på HeadQuarters.
Hvilken betydning har SPOT Festival for jer?
– Vi er kommet på SPOT ret mange år, og de sidste par gange eller tre har vi tillusket os en del koncerter. Den anden reelle koncert vi spillede nogensinde var faktisk til SPOT/Limbo i A-huset i ’19. Vi holdt en slags release i vores skurvogn på Godsbanen med spandevis af Lambrusco bagefter. Der kom kun folk vi kendte, og det var nok også det, vi regnede med der ville ske. Vi har altid inviteret nogle relevante folk til vores SPOT-relaterede aktiviteter, men det er ikke som sådan noge,t vi har gået op i på den måde.
– Det er nok i højere grad en ting, vi tænker over i år – altså, at der godt må komme nogle bookere eller lignende. Vi har to EU-tours plus det løse i bagagen bare siden november, og det ville være dumt ikke at have en eller anden form for interesse for at snakke med eventuelle samarbejdspartnere i forhold til udland fremadrettet.
– Meeeeen… Det vigtigste for os er sgu bare at spille det bedst mulige show for hvem end der er mødt op.
Hvad glæder I jer mest til ved at optræde på SPOT Festival?
– HeadQuarters har været et SPOT-rock-mekka de sidste par år, og vi har selv stået i kø tværs over vejen ude foran for at se rockbands på HQ, for i sidste ende kun at blive lukket ind til de sidste par numre af koncerten. Det kunne jo være rigtig fedt at opleve noget lignende fra scenen i år.
Hvad kan publikum forvente fra jeres koncert?
– Altså, vi er ret varme. Vi har spillet rigtig meget det her forår. Så bundsolid trio-rock. Selvom vi har udviklet os meget som band siden vores første EP, så er opskriften langt hen ad vejen den samme. Vi elsker gode guitar-riffs, især hvis det larmer, og vi kan putte en lidt cute vokal ovenpå det. Så ja, høj guitar, lav vokal og 100 procent et nummer hvor trommeslageren krænger sit knuste teenagehjerte ud.
Har I et særligt minde fra at have været på SPOT tidligere – som publikum eller optrædende?
– (Kristian) Jeg har virkelig set mange koncerter igennem årene, men sådan noget som Cancer i store sal, Bisse for en del år siden i samme sal, Limbo-arrangementerne de år, de var der. Yung, der moste 16 sange ind på 30 minutter eller noget i den stil på et fyldt Voxhall i (måske) ’16, Collider på Voxhall nogle år senere. Holm, Modest og Brunsten sidste år på HQ, og jeg kunne blive ved.
– Før i tiden kunne man få sine feriepenge udbetalt første maj. Fuck, jeg har brugt mange penge på sjusser under SPOT på den bekostning.
Trader spiller på HeadQuarters lørdag den 6. maj, klokken 23.00 – 23.30