Theresa Rex // Pressefoto
6–7 minutter at læse

Theresa Rex: Fra anonym popstjerne til ærlig sangskriver

Hun katapulterer som ukendt jazzsangerinde op på toppen af hitlisterne i hele Europa og har i skrivende stund rundet 1 milliard streams. Du har med garanti hørt hendes stemme i radioen, på club’en eller fra DJ-pulten, hvor Martin Jensen har fyret op for megahittet ’Solo Dance.’ Den unikke og dragende stemme på den uundgåelige ørehænger fra 2016 tilhører nemlig Theresa Rex. 

Trods succesen arbejder hun stadig for sit store gennembrud som soloartist. Ifølge Theresa selv skriver hun sange “der indikerer ægthed med et funky touch,” og hendes seneste single “Say Something” er et ærligt og personligt popnummer med stort P. 

Vi tager en snak med Theresa om, hvordan hun blev kastet ind i musikbranchen, om hvor svært det er at tale om følelser, og om at få en fjer i halsen foran 15.000 mennesker.

Fra Django-jazz til dance-hit

På symbolsk vis toner en smooth og jazzet fortolkning af den udødelige 90’er dance-klassiker “Rythm Of The Night” ud af højtalerne på Århus’ ikoniske Café Smagløs. Symbolikken manifesterer sig i miksturen af det poppede og det jazzede, som netop er den symbiose, sangskriver og sangerinde Theresa Rex består af, og Café Smagløs har samtidig en helt særlig betydning for Theresa. Hendes musikeventyr starter nemlig her. 

Theresas stemme på Martin Jensens giganthit “Solo Dance” er afspillet mere end 700.000.000 gange på Spotify. Det burde have etableret Theresa Rex som en selvfølge på sommerens festivalplakater, men hendes rejse har været nærmest omvendt. Da hun tilbage i 2016 spiller med sit Django-jazz ensemble foran Café Smagløs, bliver hun opdaget af to pop-snedkere, der tilfældigvis kommer forbi. 

”Jeg spillede på Århus Jazzfestival herude, og Startone-holdet kommer forbi. De synes det lyder dejligt og spørger mig, om jeg har lyst til at komme op og synge en sang. Og den sang, det var ’Solo Dance’,” erindrer Theresa. 

Startone er en producer- og sangskriverduo med base i Århus. Med øre for den gode melodi og den helt rigtige stemme, vælger de ud af flere kandidater Theresas jazzede vokal. Måske er det netop kombinationen af de to umiddelbart uforenelige størrelser, jazz og dance-pop, som gør, at sangen skiller sig ud og kæler for øregangene.

Theresa har på det tidspunkt ingen planer om en stor karriere som popmusiker og heller ikke noget kunstnernavn, og derfor får hun aldrig officielt sit navn på kæmpehittet. Det kan man både undre og ærgre sig over på Theresas vegne, men hvem skulle have vidst, at en provinsiel DJ fra Sorring med det ualmindeligt almindelige navn Martin Jensen ville gå hen og toppe hitlisterne i 14 europæiske lande. 

Kastet ind i karrieren

Trods den officielle anonymitet sparker samarbejdet med Startone og Martin Jensen alligevel dørene op til musikbranchen.

”Jeg blev bare foræret en indgang til den her pop- og dance-verden, som nogle gange er lidt svær at forklare. Selvom folk ikke vidste, at det var mig, så vidste musikindustrien det godt! Jeg er kommet i nogle fede sessions fra starten og har arbejdet med nogle vilde mennesker og været enormt efterspurgt. Jeg blev kastet ind i det,” fortæller Theresa.

Med sit nye kunstnernavn, Theresa Rex, er karrieren som popsangerinde skudt i gang, og hun springer samtidig ud som sangskriver. Hun kan namedroppe, Afrojack, Like Mike, Dimitri Vegas, Alle Farben, Cheat Codes, James Carter, Inna, Laura White og Timmy Trumpet som internationale etablerede artister, hvor hun er krediteret som sangskriver. 

En fjer i hatten – eller i halsen

Theresas sangstemme er eftertragtet som smagsforstærker, når andre kunstnere skal producere et pophit. Jonas Blue-hittet “What I Like About You” er et fremragende eksempel på, hvad hendes stemme kan gøre ved en velskrevet popmelodi. Men selv den stærkeste vokal kan sættes ud af spil, når én fjer bliver til tudsen i halsen.

”Jeg spillede foran 15.000 mennesker sammen med Jonas Blue til en radiokoncert i Paris. Vi skulle spille live, og så var der nogle damer på scenen med fjerkroner på, med sådan nogle meget små fine fjer. Så kommer jeg op, og så indånder jeg sådan en fjer! Og jeg sang så dårligt,” siger Theresa med en slet skjult ærgrelse, som dog følges op af et galgenhumor-grin. ”Det kostede måske min karriere. Forfærdeligt! Det er ikke det bedste, der er sket i mit liv.”

Lyt til den rørende akustiske version af “What I Like About You” her.

”Jeg ELSKER at lave tekster”

Theresa kan i dag leve af musikken og rejser ofte til London og L.A. for at skrive sange med andre artister og sangskrivere.

”Jeg kan bedst lide at skrive med andre mennesker. Man griber hinandens guldkorn, og de ting som ikke er guldkorn, dem lader man falde. En af mine yndlingsting er helt sikkert tekster. Jeg kan egentlig også godt lide at lave melodier, men jeg ELSKER at lave tekster,” siger Theresa. ”Det er sådan, jeg forsøger at få folk til at vide noget mere om mig.”

Selvom dance-genren ikke umiddelbart er kendt for det store lyriske univers, så holder Theresa af at skrive tekster, hun kan mærke og stå inde for. 

”Selv nogle af de dance-sange, som lyder meget af dance, “Die On The Dancefloor” for eksempel, den betyder noget for mig. Den handler om den der følelse af, at man bliver nødt til at danse – jeg er så træt af at tænke på ting. Jeg danser bare til jeg dør!” siger Theresa, der tydeligvis genoplever lige netop den følelse. 

Theresa er musikalsk selvlært og har skrevet og spillet musik fra hun var ganske lille, alt lige fra politiske protestsange, til kirkekor og avantgarde metal. 

”Jeg har altid lavet musik, men intet af det har været populært, indtil jeg begyndte at lave pop,” siger Theresa med et grin.

De svære følelser

Theresa Rex’s seneste single “Say Something” har summer vibes og smager af kolde cocktails med urter på is og sukker på kanten af glasset. 

”Cause your silence is killing me. And my body is telling me. That we’re heading towards tragedy you and I,” lyder teksten, som giver sangen en velbalanceret bittersødme. 

”Jeg er helt vild dårlig til at snakke om svære ting, og det er min kæreste også. Det kan virkelig være kompliceret at være i skænderier, når ingen af os siger noget,” fortæller Theresa ærligt, da jeg spørger hende ind til lyrikken. Hun betegner nummeret som et opråb til hende selv. ”Jeg bliver også tit lidt paranoid og tror, jeg ved, hvad folk tænker om mig. Det hele runger bare inde i hovedet, når ingen siger noget.”

“Say Something” er en delikatesse, hvis du kan lide lyden af svenske Robyn, og der er også et svensk islæt. Sangen er skrevet sammen med svenske Amanda Alexander og danske Lasse Baunkilde (Nicklas Sahl, Mads Langer, Nik & Jay). 

”Ham er jeg rigtig glad for at skrive med,” siger Theresa. ”Amanda vil jeg også gerne skrive med, men hun bor jo i Sverige.” Theresa fortæller, at hende og Lasse Baunkilde har flere popsange i støbeskeen.

Lyt til ’Say Something’ lige her.

Du kan opleve Theresa som jazzsangerinde, når hun spiller sammen med Django-jazz-kvartetten The Birdlands, d. 25. juni på Riverboat Jazzfestival i Silkeborg.

Redaktionen anbefaler
SPOT ’23: TENDER YOUTH

SPOT ’23: TENDER YOUTH

Lad ikke ungdommen narre dig til at tro at tomme tønder buldrer højest. TENDER YOUTH kombinerer ungdommens vovemod med guitarens forvrængning og sætter præcise ord på, hvordan de oplever deres generation.  Den københavnske kvartet TENDER YOUTH er blevet beskrevet...

The preachers: Fra Roskilde-støv til SPOT-light

The preachers: Fra Roskilde-støv til SPOT-light

En sønderjyde og en københavner møder hinanden på Roskilde festival – støvet musik opstår og bromancen udvikler sig til garage-rockbandet The Preachers. I deres fælles kærlighed til 70’er rock, punk og country, har de fremelsket en knasende sprød omgang garagerock,...

SPOT ’23: TRADER

SPOT ’23: TRADER

Ifølge Trader har HeadQuarters åbenbaret sig som SPOT Festivals rockmekka de seneste år, og de er glade for endelig at kunne slutte sig til lineuppen af fede acts, der har slået et slag for den danske rockmusik. Den aarhusianske rocktrio Trader albumdebuterede i 2020...

SPOT ’23: Mary Anne’s polar Rig

SPOT ’23: Mary Anne’s polar Rig

Med et navn hentet fra det koldeste nord er Mary Anne's Polar Rig et hårdhudet rock'n'roll-band, der nok skal vende SPOT på vrangen. Mary Anne's Polar Rig er navngivet efter en tidligere minestation - nuværende hotel - på den arktiske ø Svalbard. Det burde fortælle...