Sommersløvheden er hermed ovre. Redaktionen melder sig tilbage på banen og guider her til 10 koncerter i Aarhus, som du ikke må gå glip af denne sommer.
Du er sikkert bekendt med, at man står der i supermarkedet og vælger en økologisk agurk ud. Du har de bedste intentioner om at udsmykke dine fremtidige håndmadder med lidt grøn sundhed, og vupti, så ryger den ned i kurven til smørret, det stegte flæsk og øllet.
Derfor kender du sikkert også det der, at man en uge senere opdager snuden af en frisk agurk stikke ensomt ud fra en fugtig hylde i køleskabet. Du erindrer dine intentioner, og nu er tiden altså kommet. Du trækker den ud i et friskt snuptag og i samme ombæring knækker din Cucumis sativus slattent over på midten.
Der er en grund til, at pressen kalder denne tid på sommeren for agurketid. Og ligesom førnævnte agurk har vi her på redaktionen også været slatne. Vi har ligget i Rådhusparkens græs, med mexicanske chips og lunken Asti i plastikglas, og set vor elskede hjemby blive mindre og mindre befolket.
Efter NorthSides let vindblæste rabalder var det som om, at de garvede mænd trak i lædervesten og hamrede søm i på Copenhell, og ungdommen hev boksmadrasserne op af sengen, trak i deres slidte batik t-shirts, og stimlede søvndrukken ned til busserne på Valdemarsgade mod Roskilde. Andre endnu satte kursen længere sydpå mod varmere himmelstrøg, palmetræer og hotelpools. Og så var der os, der blev tilbage og iagttog dette livsteater udspille sig.
Nu skal du ikke forlede dig til at tro, at al musikken har udspillet sig for denne sommer, blot fordi festivalerne raser rundt omkring i det danske land, og folk er udenbys. Må vi minde om, at sommeren trods alt varer fra fredag den 21. juni til mandag den 23. september.
Der er stadig rigeligt at komme efter, og nu da vi har rejst os fra vores slumrende ferietilstand og er kravlet ned i det redaktionelle kældermørke igen, har vi fundet 10 glimrende koncerter her i Aarhus, som du godt kan glæde dig til.
Marcus Miller, Musikhuset, mandag den 15. juli, klokken 20.00
Aarhus Jazz Festival fejrer 100 års jubilæum i en forhåbentligt solvarm uge fra på mandag og frem til weekenden. Det giver sig selv, at når byen atter fyldes med jazz i alle afskygninger, lægger vi naturligvis også ud med et prominent navn fra denne verden.
“Slap that bass”, udbryder vi nærmest i kor med navnet Marcus Miller. Den mangefacetterede musiker er nemlig på live-scenen mest kendt for sin sublime omgang med bassen, men det er faktisk kun én af den 60-årige New Yorker’s talenter. Han udmærker sig nemlig også som både komponist og producer.
Som altid er det ikonet Miles Davis skarpe øje for talent, vi kan takke for at give Miller en afgørende chance, da han mere eller mindre komponerede og med-producerede hele legendens album Tutu fra 1986. Hvis Davis med sin hæs-raspende stemme og no-bullshit-attitude først har sagt god for dig, bør vi andre dødelige ikke tvivle på dit talent.
Spørger du en kyndig bassist, vil han fortælle dig, at det er Millers eminente basteknik, du skal hæfte dig ved. Miller formår nemlig at blande teknisk overlegenhed med en særlig melodisk- og groovy forståelse, der ikke umiddelbart er givet. Det har gjort ham til en eftertragtet session-musiker, der blandt andet har Bill Withers, Luther Vandross, Chaka Khan, Wayne Shorter, Elton John, Eric Clapton, og Aretha Franklin på resumeet.
Det store væld af kunstnere, som Miller har samarbejdet med, fortæller dig også om hans egen lyd – en fusion af jazz, R´n´B og soul. Han er en kunstner, der ikke står stille, men bevæger sig med tiden og opsuger friske indtryk. Hans seneste album, Laid Black, inkorporerer således elementer af hiphop, trap, soul, funk, R&B og jazz.
Vi er sikre på, at Miller nok skal få sparket Jazz Festivalen i gang på en manér, der får os til at glemme, at de fleste 100-årige er stavnsbundne af deres rollator, og vi ser frem til et skud varmt, dansende blod ind i vores dansemuskler.
Faratuben, HeadQuarters, lørdag den 20. juli, klokken 21.30
Faratuben er et orkester i rivende udvikling, lyder det fra seriøse kendere af verdensmusikken. Det dansk-maliske orkester fyrer op under dansegulvet på HeadQuarters i den anden ende af jazzugen.
Det kan godt være, at genren Bobo- eller Bwa-musik knytter sig til et folk og en kultur, der har været diskrimineret i en lang række år, men det gør ikke musikken nedtrykt. Snarere tværtimod. Det er medrivende afrikansk popmusik, krydret med sindrig rytmik og tilsat spændende breaks, der sigter direkte mod danselystne hofter og fødder.
Derfor har Faratuben også ry for at levere humørfyldte koncerter, hvor publikum har svært ved at stå stille. Det er en fest! Det har samtidig givet dem anerkendelse Bamako, og de er nu på sommerturné i Nordeuropa med deres debutalbum i bagagen.
Hvis din uge har budt på for meget intellektuel blæs i trompeten, og du mangler at slå dig løs i ekstatisk dans og blive opslugt af rytmisk drevet musik, er det her, du skal afslutte dette års jazzrejse.
Mankind, HeadQuarters, lørdag den 27. juli, klokken 19.00
Der er så mange tvære røvhuller, der vil hævde, at rockmusikken er død. Fuck dem! Det er der nemlig ikke nogen, der har fortalt de jävla svenskere, Mankind. Og skulle nogen driste sig til lifligt at hviske det med små spidsfugtige læber i deres venstre ører, vil de nok mønstre en effektiv don’t give a fuck-attitude. For her er ærlig talt ikke så meget pis, eggå.
Mankind imponerede de danske undergrundsblogs til SPOT Festival, selvom de højest sandsynligvis ikke går op i den slags tynd smiger. De har nemlig siden haft travlt med at udleve deres vilde ungdom, eller resterne af den, mens de spiller Europa tyndt – et shit-dive efter det andet, én kasse backstage-bajere ad gangen.
Og gu’ fanden er de stadig unge, men de må have slidt deres forældres musiksamling op – go’e forældre der! For det her er rockmusik, der bygger på gamle dyder. Det er ikke den dybe tallerken, der bliver opfundet, men det er til gengæld besnærende og catchy som ind i helvede!
I Arthur Onion har bandet en forsanger og indpisker, der ikke har et problem med at vælte ned i publikum indenfor de tre første sange eller hælde øl i håret på guitaristen, hvis han ikke har skruet højt nok op for spaden.
Gordon Raphael har oven i købet produceret et par af deres sange, og hvis det navn ikke siger dig noget, må du hellere smutte ned på det lokale bibliotek og låne albummet, der gjorde New York hip igen i 00’erne, “Is This It?”. Det var vi en del, der crackede over dengang, og det kommer vi sgu også til at gøre over Mankind.
José Gonzales, Train, torsdag den 1. august, klokken 20.00
Sommerferien byder på rigelig ramasjang, og hvem kunne ikke godt bruge et åndehul?
Med en stemme blød som august-brisen har singer-songwriter José Gonzales meldt sit besøg på Train, hvor han optræder solo. Hans varetegn er sart fingerspil udført på en akustisk guitar med nylonstrenge. Indtil videre har han strukket sin signatur-lyd udover tre udspil – debutalbummet Veneer (2003), In Our Nature (2007) og senest Vestiges & Claes (2015).
Det er dog ikke kun originalkompositioner, som Gonzales er kendt for, han har nemlig også formået at lave personlige cover-versioner af andre kunstneres største hits.
Faktisk har han gjort det så vellykket, at han ofte har formået at forvirre den almene lytter til at tro, at han er ophavsmanden bag det pågældende nummer. Det gælder ikke mindst landsmændene, The Knives’, synth-pop-basker “Heartbeats”.
Inviter kæresten på vin i Rådhusparken og dernæst til koncert, og så har du opskriften på en vellykket date lige der.
You Work For Me Now, Grimfest, fredag den 2. august, klokken 16.00
Aarhusianske You Work For Me Now beskrev i en tidlig pressemeddelese deres musik som “kedelig rock.” Hvis de med “kedelig rock” mente rigtige ørehængere, lighter-ballader, og følt, melankolsk poprock, alle båret af Leon Møllers sublime vokal (tænk Troels Abrahamsen og Jeff Buckley), er vi mere på bølgelængde.
Lad det nu være overladt til TV-2 om at være Danmarks kedeligste orkester, for YWFMN er sgu alt andet end kedelige. Her kan følelserne få frit løb i fine kompositioner, der både byder på velkendt struktur og atmosfærisk uvejr. Deres musik er mere hymne end pik-rock, mere selverkendelse end blind machoisme, og mere ægte end nutidens plastikpop. Det er vanedannende!
Du kan snildt spendere et par dage inden deres optræden med at lytte til deres to udgivelser grundigt igennem – den selvbetitlede debut-EP fra 2016 og den opfølgende EP, Hopes & Dreams, udgivet to år senere. Og ellers har bandet flere fremragende live-videoer liggende på YouTube, som nok skulle skrue dine forventninger i vejret. Allez, allez!
Og bare rolig, du kommer ikke til at slæbe grej for bandet, men dine ører kommer nok til at arbejde på overtid i flere uger efter, når de ikke kan slippe det ene omkvæd efter det andet.
Love Shop, Grimfest, fredag den 2. august, klokken 19.00
Han bærer fortsat fanen stolt, Jens Unmack, mens han fører Love Shop videre trods at være sidste levende medlem af den folkekære trio. Kærlighedsbutikken er utvivlsomt en nationalskat, og man kan kun glæde sig over, at vi ikke skal “nøjes” med at dyrke bandets signatur-lyd på indspilninger. Love Shop regerer stadig på de danske live-scener.
Og der bliver endda stadig tilføjet til bandets i forvejen grandiose katalog af klassiske danske pop-baskere. Senest har de udgivet “Brænder boksen med smukke ting”, der er endnu et stilsikkert udspil, hvor Unmacks romantiske københavnerpoesi understøttes af en tiltagende, kølig elektronisk lyd. Det er Love Shop for det 21. århundrede.
Når det så er sagt, glæder vi os til at genhøre alle de elskede klassikere – “Drømmenes København”, “Love Goes On Forever” og nyere skæringer som “Redningsklar”. Vi glæder os til at bade i den særegne melankoli, som kun Love Shop kan formidle.
Og på profetisk vis har Unmack allerede forudset denne aften på Grimfest: En nat bliver det sommer.
Speaker Bite Me, Grimfest, lørdag den 3. august, klokken 21.00
Det kan kun beskrives som et succesfuldt comeback af dimensioner, da Speaker Bite Me efter 11 års albumpause vendte tilbage sidste år med Future Plans. De danske anmeldere blev blæst bagover og kunne konstatere, at den københavnske kvartet ikke havde mistet sit støjrockede bid i de mellemliggende år.
Speaker Bite Me eksisterer i krydsfeltet mellem netop støjrock og avantgarde og har udøvet stor indflydelse på den hjemlige musikscene. Ethvert sundt musikalsk økosystem forudsætter nemlig en gruppe kompromisløse kunstnere, der er mindre beskæftigede med tidens overfladiske trends, men tværtimod har vovemodet til at søge ned i dybden – også når det kun fremkalder det hæslige.
På årets Roskilde Festival flåede Speaker Bite Me scenen fra hinanden og ophævede støjen til kunstens kardinalpunkt. GAFFAs Finn P. Madsen kaldte det “(..) respektindgydende midnatsmesse af international klasse.”, og det skruer forventningerne op til deres koncert på Grimfest. Bid os endelig, hr. Højtaler!
Peaches, Musikhuset, fredag den 30. august + lørdag den 31. august, klokken, 20.00
Bramfri og ublu. De to ord kan velsagtens bruges til at beskrive canadiske Peaches. Albumtitler som Fatherfucker og Impeach My Bush taler deres tydelige sprog. Peaches bøjer sig ikke for nogen eller noget, og hun bruger effektivt sin electropunk til at sætte både køn og politik i tale. Underholdende, det er det altid.
Musikhuset kan se frem til noget af et spektakulært show. “There’s Only One Peach With the Hole in the Middle” er nemlig et futuristisk sceneshow, hvor op mod 40 musikere og performere er inviteret med på scenen. Gæsterne tæller blandt andet Berlin-baserede lyd- og bevægelseskunstnere Hyenaz og den London-baserede trapezkunstner Empress Stah.
Er du til den subversive side af popmusikken, kan du trygt troppe op i Musikhuset og gøre klar til at skråle med på “Fuck the pain away”!
Helmet, Voxhall, fredag den 6. september, klokken 20.00
Det er som at få slag i fjæset og efterfølgende bide i fortovet med fortænderne. Næseblod og dobbeltsyn. Det er amerikanske Helmet, med sammenbidte Page Hamilton i front, der er ude med næverne, og de har siden 90’erne tævet lydbølgerne på plads med tætpakket, kontrolleret smadderguitar.
Det er en så karakteristisk lyd, at man kan argumentere for, at den også danner grobund for 00’ernes spartanske nu-metal æstetik. Men ligesom god vin foretrækker vi en vintage årgang, som virkelig kan kæle for smagspaletten og varme sjælen indefra. Også når vi drikker den af et blankt messingbæger.
Page Hamilton sagde for år tilbage til amerikanske Guitar World, at det handler om at lære en pokkers masse teori. Og så glemme hele pisset igen og bare spille. Hvis der er en ting, vi ikke tvivler på, er det, at manden aldrig har glemt at pakke en proper næve.
Frankie and the Witch Fingers, Tape, tirsdag den 17. september, klokken 20.00
Trænger du til et skud fandenivoldskhed, så er de Los Angeles-baserede Frankie and the Witch Fingers og deres psych-garage rock et glimrende bud herpå. Selv om deres seneste plade, ZAM, er en anelse mere poleret i lydbilledet end deres tidligere udgivelser, så er der ikke skruet ned for Fuzz og Reverb-effekterne på guitarerne, der momentvis eksploderer ud i en psykedelisk lydmur, for derefter at pille lagene af igen, et efter et, og vende tilbage til deres ørehængende, nærmest funky melodier.
Forsanger, Dylan Sizemore, leverer en cool, ubesværet vokal, der synes at svæve henover førnævnte guitarer, den pumpende overdrive-bas og de tilbagelænede trommer, og dykker man ned i sangskrivningen finder man mindst lige så stor underholdning i det absurde, lyriske univers.
Inspirationsmæssigt er det nemt at trække tråde til den psykedeliske rock fra de sene 60’ere og tidlige 70’ere. Her virker psych-legenden Roky Erickson oplagt, men der er samtidig en følelse af noget nyere og noget mere råt og energisk – et kærlighedsbarn mellem førnævnte og Ty Segall er ikke en utænkelig sammenligning.
På scenen er Frankie and the Witch Fingers kendt for at spille med en sådan energi og vildskab, at end ikke 10 vilde heste på adrenalin ville kunne følge med. Det er mørkt, til tider hasarderet, og samtidig fyldt med et legende overskud, og hvad der kommer til at ske næst, ved de kun selv.
