9–10 minutter at læse

Redaktionen anbefaler: 10 koncerter på NorthSide ‘19


Har du endnu ikke helt fundet ud af, hvad du skal se på NorthSide ’19, guider vi dig her til vores anbefalinger.

Dette års NorthSide Festival er i øjenhøjde med Aarhus kulturelle værdier. Vi taler nemlig om bæredygtighed, økologi, afskaffelse af cigaretsalg på festivalpladsen og Hold Kæft-bolsjer til højt skrattende festivalgæster. Der er med andre ord lagt op til en festivaloplevelse, der smager som et sandt gourmetmåltid. 

Det afspejler sig også i musikprogrammet, hvor vi ganske nok er hip med de unge, men der alligevel er overvægt af glimrende navne, der henvender sig ligeså meget til en ikke-så sen fortid som vores aktuelle nu. 

Vi har gransket navnene igennem og fundet 10 kunstnere, som vi gerne vil anbefale – skulle du nu sidde rådvild derude og ikke have det fulde overblik. 

Forneden kan du høre en playliste på Spotify med tracks fra vores udvalgte kunstnere, og hvis du mangler flere navne, kan du se det samlede program til NorthSide ’19.

Alice In Chains, torsdag den 6. juni, 17.45, Green Stage

Måske du er født i 00’erne? Internettet har altid været et faktum, og du har oprettet profil på både Facebook og Instagram, før kørekortet er i hus. Måske 90’erne kun optræder i din bevidsthed som dårlige memes fra Michael Bay-film og “Barbie Girl” i støvet rotation på lokalradio? Ja, måske du derfor vil føle dig foranlediget til spydigt at kalde Seattle-pionererne, Alice In Chains, for gammelfar-rock.

Der er bare ikke meget gammelfar over veteranernes seneste længdespiller, Rainier Fog, fra sidste år, der bider ligeså arrigt og drabeligt som hovedværket Dirt fra 1992 eller den slamslugende selvbetitlede dødspiller fra 1995. 

Til trods for en tragisk forhistorie, som plager mange af den nordamerikanske bys bedste bands, er Alice In Chains et positivt eksempel på, at det er muligt at overkomme misbrug og tidlige dødsfald og videreføre en efterhånden vægtig rockarv.

Siden 2006 har William DuVall fornemt overtaget mikrofonen fra den legendariske forsanger Layne Staley, der checkede ud under modbydelige omstændigheder i 2002, og Alice In Chains lever frugtbart videre, så fremtidige generationer – og ikke kun os gamle rock-dinosaurer – også kan få smag for Jerry Cantrell’s vægtige riffs og bandets spøgende vokalharmonier.

Vi glæder os i hvert fald til at tjekke det nye ud og skråle højt med på klassikere som “Them Bones”, “Rain When I Die”, “Would” – og listen, den fortsætter …

Foals, torsdag den 6. juni, 19.00, Blue Stage

Efter et par albums, hvor britiske Foals har eksperimenteret med et mere ligefremt og hårdrocket udtryk, har de genfundet den legesyge, der karakteriserede deres to første albums, Antidotes og Total Life Forever.

Det har udmøntet sig i hele to albumudgivelser i år, Everything Not Saved Will Be Lost pt.1 i marts, mens pt.2 er sat til at ramme i september.  Vi er tilbage i vildnisset af krautrock og afro-beat, men altid med en fængende melodi eller tekstlinje til at bore sig fast i hjernebarken.  

Live giver Yannis Philippakis & co. alt, hvad bælte og rem og blomstrede skjorte kan holde til, og de er naturligvis kendt for at være et mere end solidt festival-navn. Mon ikke også de snildt vælter Blue Stage, særligt hvis de disker op med en nymoderne klassiker som “Inhaler”?

The Streets, torsdag den 6. juni, 20.15, Green Stage

Åha, der var en tid, hvor forknytte unge mænd i polo-shirts havde svært ved at bekende deres følelser. Det lavede Mike Skinner heldigvis om på med The Streets’ “Dry Your Eyes”, der gjorde det mere end tilladeligt at græde snot ved vennernes skuldre, når det urolige kærlighedsliv ikke helt artede sig efter planen. 

The Streets perforerede fællesbevidstheden igennem 10 år – fra 2001 til 2011 – før Skinner lagde projektet på hylden. Tiden har dog vist sig at være i The Streets’ favør, hvis forførende blanding af britisk rap, grime og en uortodoks vinkel på pop, der ikke rødmer over at favne hverdagens småproblemer, atter har vist sig bæredygtig. 

I 2017 vendte Skinner revitaliseret tilbage og har siden smidt en række friske singler på gaden. Det bliver en forunderlig walk down memory lane – på én gang nostalgisk og samtidig i total overensstemmelse med nuet! 

… Nu er spørgsmålet blot, om vi stadig ka’ klemme os ned i den stramme Fred Perry-polo!

Tame Impala, torsdag den 6. juni, 23.15, Green Stage

Australien har mere at byde på end Crocodile Dundee og hans store dolk! Vi slutter nemlig torsdag aften af med, hvad mange nok vil betragte som en af festivalens absolutte hovednavne, Tame Impala. 

Siden Kevin Parkers psykedeliske projekt sparkede døren til mainstream ind med Lonerism i 2012, har Tame Impala foretaget en kreativ rejse, der kun har set de blive endnu mere populære. Nettet er kastet vidt ud over inspirationens hav, og Parker har gang på gang demonstreret, at han ikke er bange for at tage en chance og teste vovemodet musikalsk.

Det cementerede det fire år gamle Currents for alvor, hvor Tame Impala i den grad fangede tidsånden og blev allemandseje. I marts åbenbarede Parker den seneste single, “Patience”, og det har sat gnister igennem fansskaren.

Der er ny musik på beddingen, og vi ser frem til nogle krydrede smagsprøver, når først mørket har sænket sig over Ådalen?

Gnags, fredag den 7. juni, 16.15, Blue Stage

Der er lagt op til folkefest i solskinnet, når Gnags går på scenen. NorthSide må have lært lektien af Tom Helmig, der overraskede med en yderst potent koncert i ’17. I det hele taget er det på sin plads at hive fat i nulevende danske koryfæer, når det kommer til de danske festivaler. Vi skal sgu fejre dem, vi har tilbage!

Og det giver især god mening, når Gnags oven i købet er pladeaktuelle med Robot’n’roll. I en tid, hvor det politiske klima snildt vender og drejer selv positive ord og vendinger til det modsatte, er det betryggende, at de aldrende hippier kan vende tilbage med en løftet pegefinger og positivt minde os om, at drømmehumanisme altid er at foretrække over mareridtsrobotter. 

Om det bli’r den dejligste dag i 100 år, vil tiden vise, men der er med garanti lagt op til fællessang.

IDLES, fredag den 7. juni, 19.00, Red Stage

Af og til, så kan det sgu blive en anelse for pænt og poleret. Skulle du derfor finde dig selv i en situation, hvor øregangene er blevet smurt en anelse for meget – du er måske blevet strøget så meget med hårene, at det grænser til det kvalmende – kan du passende finde vej til de britiske punk-rockere fra IDLES.

Forsanger og frontmand, Joe Talbot, har ganske vist udtalt flere gange, at de på ingen måde er et punk-band, men med deres politiske tekster og deres musiks høje intensitet, er det svært ikke at putte dem i en sådan kasse.

IDLES spiller dog ikke punk-rock af den anti-autoritære slags. På trods af, at det er hårdtslående, råt og til tider vredt, så er budskaberne i bund og grund langt mere kærlige end som så – sange dedikeret til immigranter, en hyldest til mødre, fædre og deres børn, samt tanker om et post-Brexit England.

New Order, fredag den 7. juni, 21.15, Blue Stage

I 1980 valgte Bernard Sumner, Peter Hook og Stephen Morris at starte et nyt band og fortsætte musikken efter Joy Division. Taget i betragtning af hvor indflydelsesrige sidstnævnte har vist sig at være, virker det desto mere fantastisk, at de tre herrer formåede at danne et mindst ligeså ikonisk band efterfølgende. 

Deres blanding af rock- og dance musik har virket stilskabende, og de har bevaret deres pondus ligefra klassikeren “Blue Monday” i 1983 til indierockeren “Crystal” fra 2001. 

Når de træder op på Blue Stage fredag aften, er det som at være vidne til et levende stykke musikhistorie. Men kom ikke for de støvede anekdoter, kom for at svinge hofterne.

Barselona, lørdag den 8. juni, 14.15, Blue Stage

Det er en dansk historie. Den begynder nemlig på en efterskole, hvor to drenge begås i samme vennegruppe. Senere hænger de ud på Roskilde Festival, og i næste nu har de startet deres eget band i bedste DIY-stil.

Barselona byder på et af tidens mest interessante og personlige takes på dansksproget musik, og det beviser deres himmelfart på den danske musikscene da også.

Tidligere i år kringlede de “den svære toer” på en kreativ måde. De udgav ganske enkelt to albums, nemlig, debutalbum og opfølger på én og samme tid, og så var den udfordring ligesom elegant klaret. 

Måske vi vil se tilbage på denne koncert om 20 år og tænke, at vi så arvtagerne til den tradition af dansk rock, som C.V. Jørgensen stolt startede.

Keane, lørdag den 7. juni, 20.15, Green Stage

Jamen, det er næsten de tidlige 00’ere, der får et comeback på årets NorthSide – og særligt den britiske invasion. Det bliver tykt understreget med Keane.

De har nemlig også fået smag på turnélivet igen, og mon ikke vi er mange der husker schlagere som “Somewhere Only We Know”, “Everybody’s Changing” og “Is It Any Wonder”?

Derudover varsler de endda et nyt album senere i år, og det bliver spændende at se, hvordan det nye materiale holder sig op mod de gamle kendinge. 

Kurt Vile and the Violators, lørdag den 8. juni, 21.45, Red Stage

Kurt Vile startede sin musikalske karriere sammen med Adam Granduciel, hvem han grundlagde en af indie-rockens efterhånden mest populære darlings, The War on Drugs, med. Han har sidenhen udviklet sig til at være en af slackerrockens fakkelbærere og har med album som Smoke Ring for My Halo og Wakin On a Pretty Daze for alvor vundet plads i folks hjerter.

Det er nemt at fortabe sig i Kurt Viles tilbagelænede, næsten slumrende univers. Rørende tekster og fængende melodier, med tydelige tråde tilbage til amerikanske folkehelte som Tom Petty og Neil Young, indhyllet i varm fuzz og solrig lo-fi.

Find den størst mulige fadøl på festivalpladsen, stil dig godt til rette foran rød scene, og læn dig tilbage og nyd Kurt Vile and The Violators på hvad der forhåbentlig bliver en lun sommeraften – for det ville da være den mest passende kulisse.

Redaktionen anbefaler
Årets bedste album 2021

Årets bedste album 2021

Vi kan hurtigt blive enige om, at vi nok kommer til at se tilbage på 2021, som året der bare blev ved med at give.Heldigvis da også i en musikalsk forstand. For året igennem har de danske musikere udgivet så mange gode albums, at det er uretfærdigt at skulle plukke...