7–8 minutter at læse

D-A-D, Tivoli Friheden 27/08/21

Verden blev igen en legeplads, da D-A-D indtog Tivoli Friheden og inviterede til folkefest i rockens navn. Se stort billedgalleri forneden.

I 1998 gjorde Grøn Koncert ophold i Hjallerup og bød på Eric Gadd, Aqua, Sneakers og D-A-D. 

Det var en begivenhed der blev gjort til genstand for en ligeså stor opmærksomhed i Byen med Vrinsk som den der ellers normalt er forbeholdt det årlige marked. Hvilket på ingen måde er at forstå som en lille bedrift.

Det syntes, at man som barn af byen på ingen måde kunne undsige sig at deltage i den store folkefest dernede på fodboldbanerne nær markedspladsen. Forældre købte troligt billetter til deres unger, så de kunne opleve den levende musik på tæt hold. For nogle af os endda for første gang.

Og således endte undertegnede med sit fedtede hår og sine rødligt bebumsede kinder, en måned endnu væk fra at have sin egen første guitar i hænde, under den danske sommers skyfrie blå himmel med en flaskecola i plastikkrus og høj, høj musik ringende, nærmest bankende i ørerne. 

Det ville være løgn at påstå, at jeg husker meget af hverken Eric Gadd og Sneakers’ bidrag den dag for 23 år siden. Erindringen kan være grum på den måde. Aqua fremstår i tågerne mere som de kulørte sider i et tegneseriehæfte. Nej, tog jeg noget med mig hjem, som jeg stadig kan redde i land som vraggods, er det utvivlsomt begrebet “fee tråd”. 

For det er præcis, hvad D-A-D dengang leverede, friske i sporet på deres melodiske sjette langspiller, Simpatico. Det var good clean family entertainment you can trust, som i den grad gjorde mit ønske om at få fingrene i en guitar og slide gribebrættet op desto mere brændende.

På en eller anden grovkornet måde føles det urimeligt dansk at kunne hævde, at det var Cobber der gjorde det klart, hvad en guitarhelt er, da han som en anden svingende seks-strenget cowboy sejrede i guitarduel mod slutningen af showet.

Som Franz Beckerlee før ham, er lyden af hans gnistrende guitar på toppen af de mange slagkraftige fællessange et kollektivt referencepunkt hos mange danske guitarister. 

Den musik nogle københavnske rødder begyndte at lave sammen siden begyndelsen af 80’erne er siden blevet en musikalsk arv. Det er som at sige amen i kirken.

En velsmurt maskine

I Aarhus banker Festugen denne småkølige fredag i slutningen af august på med sit sædvanligt ambitiøse program, mens Tivoli Friheden til gengæld får sin fine have fyldt helt ud til bedene med publikum, der er kommet for at blive underholdt af D-A-D. 

Det er overraskende nok mit første besøg nogensinde i Friheden efter at have været tilflytter i en længere årrække, og det er samtidig første gang i 23 år, at jeg atter vender tilbage til ungdomerindringens gerningssted. 

Og nu vi er kommet for at blive underholdt, påtager D-A-D sig opgaven til fulde og spiller solen ned bag publikum med den glødende iver af frit lejde efter en global nedlukning, som vi alle har mærket på krop og sjæl, og en velsmurt maskines ukuelige professionalisme. 

De strikse restriktioner på lydvolumen i Friheden kan ikke lægge låg på, at D-A-D med deres velvoksne repetoire af hårde riffs og indbydende refræner er som kaldet til at spille os ud af afsavnets klamme greb og ind i livets åbne arme igen.

Armene er måske endda i aften at finde på det store udstyrsstykke bagerst på scenen, hvor et gigantisk ko-kranie troner korsfæstet frem og breder sine udstrakte arme (?) over bandet. De flittigt benyttede ego-ramper, blinkende lamper, og rigeligt med røg fremtryller den helt rigtige rockstemning. 

Samtidig med at man mærker, at det er business as usual. Der er ingen slinger i valsen, ingen rust i fingrene, kun ren spilleglæde at spore.

Det er utvivlsomt en voldsom hovedbruds opgave at skulle udvælge sange til 65 minutter, når karrieren tæller så mange folkekære sange og nyere køtere, som også bør finde vej til setlisten i fornyelsen navn.

Ikke desto mindre klarer D-A-D denne opgave fornemt ved at veksle mellem velvalgte skæringer fra klassikeren No Fuel Left For the Pilgrims (1989) og den 30 år (!) senere A Prayer for the Loud (2019), hvis mere blues-orienterede lyd skaber et fint dynamisk spænd på åbningen af koncerten. 

Hvis gamle fans ikke er helt opdateret på de nyeste sange, genkender de øjeblikkeligt “Soft Dogs” og “Everythings Glows”, der ankommer som gamle venner, før Stig tager os tilbage til cow-punk dagene med “Ridin’ With Sue”.

Jeg har altid syntes, at Monster Philosophy (2008) er blevet skammeligt overset i diskografien, og da titelnummerets nosse-tunge riff runger udover vores hoveder i mørket, bliver jeg kun påmindet om dette. Det er den slags nummer, der tjener som en påmindelse om, at D-A-D sagtens kan kæle for vores øregange, men også losse os bagi, når festen skal op i gear. 

Det siger næsten sig selv, at “Bad Craziness” byder på den store fællessang i haven. For hvem kan holde sig tilbage, når man for en kort stund kan synge al tid bagud og foran ind i ét enkelt nu? 

Da D-A-D to sange senere går af scenen, vil vi selvklart have mere. Og det får vi i form af den glammede “I Want What She’s Got” og så “Sleeping My Day Away”, hvor fællesfesten synes komplet. Her strækker Cobber også sine guitarevner til det yderste i en imponerende, eklektisk solo. Nu om dage har jeg guitarer nok, men jeg burde nok også øve mig lidt mere på dem.

“It’s After Dark” ender med et definitivt guitarkast over de højstakkede guitarforstærkere og lukker et forrygende show.

Cobber slutter showet med disciplinen “guitar-kast”. Video: Tobias Weltzer

Generationsskifte 

Når det virker som om denne sommer har været alt for kort, er det rart for lidt over en times tid at blive mindet om, at verden langsomt begynder at ligne sig selv igen og lysere tider er forude. Det er det rockmusikken kan. Den kan samle os i fællesskabets navn om noget større end bare os selv.

I Tivoli Friheden ser vi vores allesammens D-A-D, hvis ungdommelige trit på scenen virker helt naturstridige, og de skaber den store fest omkring os, som vi har haft behov for. 

Jesper Binzers snerrende stemme bider stadig som de bedste gavflabe i verden. Han udøver en mesterlig kontrol over publikum, som han har i sin hule hånd. De råber og synger med på kommando og er helt med på legen, når showet går over i telefonfis med Laust Sonne.

Det skinnende jakkesæt bag trommerne, håret glattet tilbage, giver – trods pålydende om det modsatte – de satans trommer tæsk, så vi er stakåndede bagefter. Cobber, ja, ham kender du efterhånden.

Og Stig behøver nærmest blot at være sig selv. I høje stiletter, skinnende røde lakbukser, og kæk gangart skifter han nonchalant den ene visuelt spektakulære bas ud med den anden – nøjagtig som mine hænder skifter smøger, mens jeg skriver dette. 

Hvis Danmark har et stort rockshow som alle – store som små, drenge og piger, mænd og kvinder – kan være med til, så er det det her. Ved pissoiret ser du både gamle stødere og små knægte uden bumser på kinderne. Det er til stadighed musikken der går i arv. Det er godt at være vidne til.

Så tak for underholdningen, D-A-D – og ikke mindst minderne. 


Se det flotte billedgalleri fra koncerten herunder:

Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Foto: Tobias Weltzer
Setliste. Foto: Tobias Weltzer

Redaktionen anbefaler
Molly, HeadQuarters 10/05/19

Molly, HeadQuarters 10/05/19

Det nyopstartede bookingprojekt Hul bød på en aften i smadderens navn. Med udgangspunkt i garagerocken og dens beslægtede genrer, har de svoret at sætte ny fokus på kunstnernes energi og attitude i live-sammenhæng. Det kom mere end i mål med bookingen af Molly og...

Samzara, SPOT ‘19


Samzara, SPOT ‘19


Samzara på Sway Samzara kom, så, og de sejrede. Det er sådant et sted, du har læst om. Måske du kender det fra Lizzy Goodman’s “Meet me in the bathroom” om rockmusikken i de tidlige 00’ere? New York, New York. Et sted, hvor undergrunden kravler op og viser sit...