The Preachers er som taget ud af en anden tid, men samtidig er de med til at skabe nutidens rockhistorie. Som om de har opfundet de forbudte djævelske toner selv og nu prædiker den sande rock og rul til vores uforløste og fortabte sjæle.
My soul was saved by rock n’ roll
“My Father was a Policeman” bryder jomfruhinden på The Preachers’ første SPOT-optræden. Forsanger og guitarist Thomas Jessen råber publikum op til dåd og inviterer os med til fest i fars garage. For det er tydeligvis fatters plader, der har lagt kimen til The Preachers.
Der er trukket på 50’er rock og rul, 60’er garage og den tunge 70’er heavy blues rock, hvor sidstnævnte især kommer til udtryk i den efterfølgende ’facecrawlers’ fra EP’en Gateway Dreams.
De optræder, som var de børn af tre årtier. Som om de fik Elvis ind med modermælken, Johnny Cash ind med ske og Black Sabbath ind med den første pakke tobak – og den pakke Virginia skulle ryges færdig, inden de måtte komme ud af fars klædeskab, nu med langt hår, cowboytøj og en krop fyldt med sprængfarlig rock n’ roll.
Brødre i ånden
Thomas Jessens fuldfede, bluesy, stonerrock guitarlyd fylder hele lokalet, mens Sigurd de Lichtenberg Rud tæsker løs på trommerne. Han groover og swinger. Han har sin vens ryg hele vejen, som en bror i ånden, og Thomas Jessen kan frit kaste sig ud i legesyge bluesriffs, der især gør dét her nummer memorabelt.
Næste nummer “Bone Telephone” inviterer til at hoppe med på den insisterende up-tempo rockrytme, og det lykkes mig at hoppe med uden at spilde en dråbe af min tyske backstag-dåseøl (med pant på, bevares).
Sympatisk og fandenivoldsk
Thomas er en fremragende frontmand på sin helt egen måde. I cowboystøvler, wifebeater og med en heavy-larve, bærer han naturligt rollen som manden på kanten af scenen. En sjælden symbiose af et sympatisk og fandenivoldsk mandfolk. Jeg vil for evigt være misundelig på hans særegne dance moves.
Den fjerde sang går all-in på country. Mindre distortion og mere historiefortælling. Sigurd bouncer med hele vejen, og nummeret slutter i en skøn blanding af grimasser og forulempelse af hele guitarens gribebræt.
”Vi er The Preachers,” præsenterer Thomas i mikrofonen og fortsætter, ”men det kunne I for fanden have sagt jer selv.”
Djævleinddrivelse
“Cath of Hades” (står der vist på den krøllede setliste, jeg sneg mig til at tage et billede af) er ægte 50’er rock og rul, som sætter gang i hofterne, og de to gutters sammenspil er en ren fornøjelse at være vidne til. Sigurd fyrer fede trommefills af, mens Thomas, som besat af djævlen selv, blotter tænder og nærmest i vanvid går fra den ene side af scenen til den anden, som en soldat netop kravlet op fra skyttegraven med guitaren som sit dræbende våben rettet mod fjenden.
”Er I klar til en sjæler?” spørger Thomas, inden akkorderne til noget der minder om”’Hey Jude” flyder ud over publikum. De to venner på scenen kigger på hinanden, og der er ingen tvivl om, at de nyder det sgu!
Total rock-renselse
Selvom sangen “Mom and Drugs” handler om et seriøst emne, så sørger det klassiske rockomkvæd og den konstante interessante guitar for, at festen fortsætter.
Guitaren får lov til at feede fra forstærkeren, mens Thomas skal have en tår øl. 60’er garage-bangeren smækker i gang, og en flok unge gutter foran scenen har tydeligvis en ud-af-kroppen oplevelse. Det her virker bare og taler direkte til ur-mennesket i os alle. Vi er sagesløse.
”Hold kæft, det er fedt det her,” udbryder en tydeligt taknemmelig og tilfreds Thomas fra scenen, inden aftenens sidste country-rock-kanon skyder af med nummeret “Sandcastles”, der kipper med hatten til Disneyland After Dark’s tidlige ko-punk.
Thomas springer ned og lader sig omslutte af festen foran scenen, mens spaden får de tæsk, den har fortjent. Det hele afslutter i det tykkeste guitar-riff, og vi står tilbage med et saligt smil og følelse af total renselse.
