Samzara kom, så, og de sejrede.
Det er sådant et sted, du har læst om. Måske du kender det fra Lizzy Goodman’s “Meet me in the bathroom” om rockmusikken i de tidlige 00’ere? New York, New York. Et sted, hvor undergrunden kravler op og viser sit beskidte, men oprigtige ansigt. Det sted, hvor de uberørte blomstrer pibler uskyldigt op imellem revnerne i fortovet.
Velkommen til Sway, du ved, det lille larmende sted, der ligger gemt under Sankt Clemens Bro, et forjættede hjørne i vores fine smilende by. Det er et sted, hvor rocken endnu lever. Tro det eller ej.
I resterne af et gammelt køkken, funklende hvide køkkenklinker i skiftende grønt og rødt neonlys, med mættet karmoisin malede vægge, er der, hvad vi normalt kalder et dansegulv. Men i aften fungerer det som en scene, selvom de primale, rytmiske bevægelser bestemt forbliver.
Det er her, at trioen Samzara i aften står, sveddryppende og indædte, under deres sidste sang. Victor Sousa står foroverbøjet med sit lange sorte hår og sin bas hængende lavt over indpisker Martin Kleins stortromme, mens Oliver Stewart med de sidste kræfter i sit højre håndled hamrer en guitarsolos forpinte ekkofyldte melodi ud igennem forstærkeren.
I symbolsk forstand er vi nået til det punkt på aftenen, hvor de sammen rækker op efter skyerne, himlen over os, de episke proportioner. Og de når den!
Mellem svedige breaks og følt sang
Det er en krævende aften at stå på en scene. SPOT Festival er igen over os. Overalt i byen lyser festerne op med deres løfter om live-musik og glade dage. Der er da heller ikke det store publikum til at begynde med her på Sway. Mange sidder udenfor og ryger i kolde strålende skyer, selvom det er tilladt at ryge indenfor under udslusningen. Hvem vover at krydse det triste gulv, der pludselig er blevet ophøjet til scenegulv? Også selvom toiletterne ligger den vej.
Samzara stiller op og begynder med “Mistakes”. En spartansk dronende bas-tone lyder rungende i det lille lokale, mens hårde tønder falder som hagl, før Sousas dybe stemme som en anden Hoizer kalder til det sakrale i os. De bygger op og tager til i intensitet. Det er en formel, der går igen for hele aftens optræden: Vi begynder i det salige og ender i følelsevoldens helvede.
Langsomt stimler publikum til. Vil du op foran, bliver det sværere og sværere at komme til. Også hvis du skal på toilettet. Ikke at det stopper de tissetrængende.
“Mistakes” slutter abrupt til publikums forvirring, men de når ikke at sunde sig, før “Poet” hiver det hele op i et højere gear. Pas på med, hvor du går!
De skinnede guitarakkorder, badet i delay og omkvædets omfavnende melodiske karakter, hiver flere folk indad døren. Bækkener crasher og Stewarts guitar brænder igennem i et flot outro-stykke.
“Den næste handler om solskin,” proklamerer Sousa, før “Sunshine”, på Spotify deres mest spillede single bryder ud i lys lue. Man forundres over hans evne til at synge så inderligt, mens hans fingre danser over de fire solide bas-strenge. Han slutter sangen i et halvkvalt “forever”, og han byder derefter publikum på en tiltrængt skål.
Den næste sang handler om det stik modsatte, får vi at vide. Nu skal vi ikke længere bade os i solens lys, nu skal vi blændes af den. Flængende guitarakkorder akkompagnerer Souzas stemme, før resten af bandet falder på i en stemningsfuld mol. Man skal dog ikke tro sig sikker på det fåmælte. Mod udgangen af nummeret smadrer bandet igennem, sammenspillet er i top, og publikum mærker det bestemt. De er efterhånden mange, og de råber højt og hujende, da nummeret slutter
I aftenens anledning har Samzara omarrangeret et ældre nummer, “Think Back”, og Souza smider bassen. Det giver ham rig mulighed til at gå ud i det efterhånden omfangsrige publikum.
Selv han kæmper med at nå igennem mængden, de står tæt omkring ham, et fællesskab. Han slutter sangen i højt skrig med mikrofonen tæt ind mod munden, mens guitaren kæmper om spaltepladsen. De får begge lige mange ord indført.
I 1971 udgav John Lennon et af verdens bedste albums, “Imagine”. Selvom det handlede om fred og kærlighed på jord, var den hævngerrige Lennon ikke sen til at give sin tidligere partner, Paul McCartney, en sviner med på vejen.
Nu må vi ikke glemme, at i Lennon lå prototypen til punk, støjrock, den der robotagtige arm, der svinger plektret over Queens of the Stone Age’s strenge, og ikke mindst inderligheden. Javist, inspirerede Dylan The Beatles, men selv han kunne ikke med sit litterære blik nå den rå sanselighed, som lå i Lennon’s mest passionerede skrig og fortættede tekster.
Og fanden tag mig om ikke Samzara i deres cover-version af netop “How Do You Sleep?” rammer ind i nerven af lige netop det! Det er råt, det er følt, og det er lige der! Det er løftet om Lennon.
Herefter går vi i svime igennem de næste par numre. Samzara har publikum i deres hule hånd. De tissetrængende stavrer forlegent forbi det intetanende band, de har travlt, ud mod svingdøren enten til højre eller venstre. Men i outro-stykket må selv en herre i gult farvede solbriller, rød/sortternet skjorte, overgive sig og blive stående og rocke med efter sin naturlige aflastning. Intensiteten er høj, sveden drypper, vi føler os i ét med stedet, med ideen om det der løfter os.
Samzara har dog ikke tænkt sig at give slip, de vil højere endnu. Som energien stiger, bliver deres arrangementer også mere udtænkte. Og hver gang rammer den afsluttende salve os som en hammer i panden.
Glæden stråler ud af bandet, da de når singlen “After All”, og det er en glæde, der er så tydelig og umiddelbar, at den er til at røre ved, fedtet og tydelig som gul. De spiller hårdere end Franz Ferdinand i “Take Me Out”, Alex Kapranos på steroider, serveret med et 70’er-agtigt guitar-riff, som Richie Blackmore ikke ville have skammet sig over.
Overraskende når de det tiende nummer, “Ocean”, på den korte tid, de har fået tildelt.
“Det handler om at drukne,” fortæller Souza, før hans stemme bærer os væk på drømmende akkorder. I flot sammenspil bygger den op til det episke med atmosfæriske guitar-swells. Og det virker organisk, både på anmelder og hvordan det forplanter sig insisterende hos publikum. Samzara giver og tager, og se, hvordan de bygger endnu en trappe på murstenstårnet højere og højere op, før det kulminerer i, at Souza står på stortrommen. Vi er på toppen, og alle, de mange der nu står fasttømmeret sammen forneden, tager imod. Vi er tilbage, hvor vi begynder …
Rå energi
Samzara spiller mildest talt en fantastisk koncert. Jeg kan ikke forestille mig et bedre sted end Sway, hvor man kan opleve den rå energi, der driver igennem selv deres mest følsomme sange. Der er ingen tvivl om, at Klein er et energiværk på linje med amerikanske Mona’s Vince Gard; en hårdtslående fætter, der kan løfte selv simple arrangementer og energiudladninger op til et højere niveau.
Det er en potent blanding af atmosfære, riffs og øm båret vokal-følt sangskrivning, ligefrem spilleglæde, der driver sejren hjem i aften. Alle elskere af melodisk rock, stå på her. For det var vitterligt den bedst tænkelige måde på, hvad der kun kan blive en god festival! Samzara har alt, hvad du kan ønske at se i år!
Setliste
- Mistakes
- Poet
- Sunshine
- Let’s Hide
- Think Back
- How Do You Sleep (John Lennon-cover)
- Wanted You For So Long
- I Was Gonna Run Forever
- After all
- Ocean
