MØ er stærkt tilbage og synes nærmest indirekte at sige, at “there can be only one” i sin nye musikvideo. Pop-veteranen får følgeskab i denne uge af en række seje danske kunstnere, som viser, at dansk musik er ved at lade op til et forrygende år.
Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores playliste på Spotify.
HQ listen består således af ugens mest uimodståelige nye tracks, som vi har spillet nonstop på vores redaktion, og vi forsøger at sætte ord på, hvorfor de er det, man kalder en rigtig ørehænger.
HQ Listen er dit hurtige overblik over morgendagens hits. Så lyt med og find dine nye yndlingssange.
MØ – New Moon
Det kan selvfølgelig ikke undslippe vores opmærksomhed, at MØ er stærkt tilbage på sit tredje album, Motordrome.
Albummet rammer gaden i dag sammen med endnu en single, den futuristiske disco-banger “New Moon”, som bliver flot komplimenteret af en fed musikvideo. Som en skyggesidens Atlas, bærer MØ månen på sin skuldre på en slagmark der smager af den svulstige 80’er-klassiker Highlander.
Kunstneren MØ er den nutidige fortælling om, at medaljen altså også har en bagside. Det kan være svært at forstå, hvordan den altoverskyggende succes kan blive byrde, for burde lige netop ikke den være den ultimative belønning?
Men problemet med at bestige bjerget og stå deroppe på den vindomblæste tinde og skue frem imod en horisont der synes at rumme hele verden, er, at der ikke er andre veje frem end nedad igen.
Vi kan ikke forestille os det pres, som kunstneren må ligge under, når man pludselig er den mest feterede popstjerne i verden, og alle forventningsfuldt venter på ens næste træk.
Derfor er det en livsbekræftende oplevelse endelig at høre MØ løbe fra den skygge, der må have hvilet tungt indover hende de sidste mange år.
For på “New Moon” er MØ tilbage i en stærk ny udgave, der dog ikke virker som en reinkarnation af hendes uskyldige udtryk fra 2014, men snarere en skarpere og mere erfaren pop-kriger.
Det lykkes hende at gøre det, som vi er kommet til at kende – og måske forvente? – at hun gør bedst: Hun skaber en musik, der rammer direkte ned i tidsånden, men så alligevel på sådan en lidt kantet og skæv måde, hvor det personlige islæt hersker.
“New Moon” har den dansable gnist af Dua Lipa’s fine pop-opus Future Nostalgia fra 2020, men sat i et mere moderne og knap så nostalgisk udtryk. Det er ikke ny vin på gamle flasker, det smager af en ny drik.
Og ærlig talt, hvis 2022 allerede har brug for en solid breakup-sang, som man kan svede hjertesorgen ud til på dansegulvet på de snart åbnede diskoer, er “New Moon” en klar go-to!
For det bedste ved popmusikken er trods alt, når du kan mærke kunstnerens hjerte banke inde bagved. Og det kan du på “New Moon”. Velkommen tilbage, MØ.
Milevidt – Røde Skyer
Med en intro der sender tankerne tilbage til den vordende Britpop i begyndelsen af 90’erne indleder det danske indiepop/rock-band Milevidt singlen “Røde Skyer”.
Hvor det musikalske udtryk i sin finpolerede form skuler mod udlandet, er der en umiskendelig dansk identitet over gruppens tekstunivers og formidling. Det er let og poetisk. De vidtløftige refleksioner er jordbundne i den sensoriske iagttagelse.
”Få ting kan få en til at stoppe op, som når himmelen i sensommeren får sit rødlige skær. Det er tit der, at man tænker over en ting eller to og så skriver sangen sig selv. Selvom sangen tenderer mod noget pladderromantisk, er det måske allermest en bittersød fornemmelse, som vi forsøgte at indkapsle med sangen,” fortæller bandet.
Milevidt udsender deres debutalbum Alle Steder fredag den 29. april, og mon ikke vi skal forvente, at se dem, hvis ikke alle steder, så mange steder.
Klaus Handsome – Fucking Crazy Times
Flotte Klaus har sgu en pointe. Det er fucking crazy times, vi lever i. Men godt det samme, for hvem pokker har også levet i såkaldte normale tider, og er det egentlig noget vi gider?
Ifølgeskab med Klaus Handsome bliver virkeligheden i hvert fald lidt mere magisk og sjov – og titlen til trods, nej, den handler ikke om det de fleste af os går og hoster over pt.
“Fucking Crazy Times” er en labyrintisk fortælling, der nemt undslipper sig ord. Men den korte forklaring er, at den handler om 27 engles oplevelser, da de besøger “planet jorden”. Det er en rejse igennem historien, hvis billeder og episoder kan afspejles i nutiden.
På singlen assisteres Klaus Handsome af et kor på 14 musikalske venner og legekammerater, der alle medvirker på videoen til sangen.
Så stem i og syng med, ligesom Peter Sommer, Simon Kvamm, Kjartan Arngrim, Sylvester Larsen og Jøden, når vi omfavner disse “Fucking Crazy Times”.
Styrtløb – Det’ En Ommer
Ungdommen tager livet alvorligt. Og hey, det kommer der – og er der kommet meget – god kunst ud af. Duoen Styrtløb tager ifølge dem selv “nattens værste, tungeste, bedste og smukkeste fortællinger i munden, og spytter dem ud på en turbulent planet skabt af deres ungdom.”
Så hvis du har glemt, hvordan det er at være ung, får du her et telefonopkald (afslørede jeg lige min egen alder der?) til ungdommens brusende følelsesliv.
Styrtløb består af vokalist Simon Rosenberg og producer Jonas Bech, og deres første single “Det’ En Ommer” kredser om de der situationer, du ved er skadelige for dig, men som du bare ikke kan holde dig fra. Fristelsen er for stor, og du hopper i med begge ben.
“Det er en historie om dårlig timing, der bare ikke kan vente på sig,” siger duoen.
Med en tidstypisk tekstlevering og et tilsvarende musikalsk udtryk udmærker “Det’ En Ommer” sig med Rosenbergs mutte vokal, der langsomt åbner sig op og afslører hårdt blodige lag af følelser.
“Det’ En Ommer” er som et uventet slag, mens du har sænket paraderne. Det skaber en følelse, der både rammer lige indeni nu og her eller som et nostalgisk hedeslag, afhængig af dit sted i livet.
Og det minder om, hvor smukt alting også kan være, selv når de små, senere let ubetydelig ting i livet, vejer omridset af jordkloden.
Veruna – Angel
Duoen Veruna, bestående af Marcus Elkjer og Max Vinding, infiltrerede allerede i 2021 de danske radiobølger med deres debutsingle, “No Conversation”.
Nu følger de op med en ny single, “Angel”, hvor de fortsætter i det house-inficerede popspor. Der bliver budt til dans på dansegulvet med besættende perkussion, mens lyrikken rummer en sart melankoli og refleksion.
”Nummeret handler om den energi, der opstår mellem to mennesker, når den ene hele tiden har travlt med at søge det næste rush, og den anden forsøger at være der og beskytte når selvkontrollen forsvinder,” fortæller Veruna.
“Angel” er en velproduceret sag, der bestemt gør sig godt på dansegulvet, men også rammer mere end blot danseskoene.
Og tegner godt for fans af Veruna’s fængende dansemusik. Duoen smider nemlig deres debutalbum på gaden fredag den 25. marts.
Hør denne uge – og de forrige ugers bedste singler – på Spotify her:









