I denne uge er der både kys og lussinger i luften. Vi bliver budt på disco/funk og soul, drømmende pop, hård metal, ungdommelige vrede, og en smule nepotisme. Det her er HQ listen i en uge, der også byder på SPOT Festival i Aarhus, og måske du ser nogle af disse bands på scenen der til næste år.
Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores playliste på Spotify.
HQ listen består således af ugens mest uimodståelige nye tracks, som vi har spillet nonstop på vores redaktion, og vi forsøger at sætte ord på, hvorfor de er det, man kalder en rigtig ørehænger.
HQ Listen er dit hurtige overblik over morgendagens hits. Så lyt med og find dine nye yndlingssange.
Defecto – Aftermath
Kan du huske, da Spinal Tap’s Nigel Tufnel insisterede på, at volumen på hans rødglødende Marshall-forstærker gik til 11? Hvis der findes et trin højere endnu, må det næsten tilfalde københavnske Defecto æren at finde det.
For kvartetten er i den grad tilbage og sultne efter blod på den bidske “Aftermath”. Ledt an af indpisker Nicklas Sonnes rå vokal lyder Defecto aggressive som aldrig før. Lydbilledet er syleskarpt skåret efter den moderne amerikanske skabelon. Det er vist det man kalder internationalt snit.
Fra den lettere Tool-inspirerede og stramt smaskende bas-intro over Sonnes hæst gutturale primalhyl til det crunchy komplekst guitarspil og tight stortrommepedal leverer Defecto varen, så det er svært at pakke djævlehornene ned i lommen igen.
Og mon ikke de fleste garvede luftguitarister må tørre savlen fra mundvigen over Frederik Møllers fræsende speedpicking guitarsolo – der endda munder ud i et par spanske flamenco salver?
Sangen er et skridt væk fra den mere mundret poppede lyd fra tidligere og et skridt i retning af en mere teknisk orienteret stil, som klæder bandet godt. De har utvivlsomt lagt mange overvejelser i sangens arrangement, og det skinner igennem.
Hvis man skal lytte til en sang, der handler om, hvad efterlivet vil byde på, er “Aftermath” denne uges absolutte anbefaling. Fee hegn, drenge!
Pet the Camel – Broken Shore
Det slår dig måske ikke lige umiddelbart, at dét at klappe kamelen er en mega funky oplevelse. Men jo, det kan du roligt stole på i selskab med Pet the Camel på deres anden single “Broken Shore”.
Selv proklamerer den festlige kvartet, at de er lyden af i morgen mixet med lyden af i går. Men når man som dem har så godt greb om disco, pop, soul og alle de gode sager, er det ikke længere et spørgsmål om i morgen og i går. For lyden, den er tidløs. “Broken Shore” er musik til alle tiders dansegulv.
De funky rytmer sætter kroppen i bevægelse, mens den ørehængende vokal åbner sig mod himlen og synger om menneskers håb mod en bedre fremtid og hvad man er villig til at gå igennem i jagten på at nå målet. På en måde formår Pet the Camel nærmest at blive politiske i deres budskab på en ren dansebasker.
Hvis du skal starte forfesten op med manér og ikke kun have til ganen, men også hofterne og hjertet, er “Broken Shore” et godt sted at begynde.
Lasse Matthiesen – Dancing With Air
Mens verden har slumret hen i skyggen af isolation, har Lasse Matthiesen været en søgende sjæl. Med et vist vemod har han slentret af sine erindringers spækkede boulevarder og besøgt afkrogene på sin rejse som folk-musiker op igennem 10’erne.
Nu favner han overraskende den drømmende popmusik på førstesinglen “Dancing With Air” fra hans kommende EP, Coordinates Remain. Og mens hans opmærksomme lyriske talent lyser ligeså klart som på debutalbummet Dead Man Waltz (2012), favner den musikalske indpakning indover nyt territorium.
På den svævende “Dancing With Air” består lydbilledet af stemningsfulde synths og klaverfigurer, mens den tunge Moog-bas virker som modstykke til Matthiesens fine baritonvokal. Det er en sang, der gnidningsløst indrammer melankolien, men efterlader plads til det opløftelige håb.
Nummeret handler om at genbesøge et af de steder, hvor man engang var og som betyder noget særligt. De steder som stadig sidder i kroppens hukommelse og i ens bevidsthed for resten af livet. Det kommer poetisk til udtryk i første vers, der lyder:
“Painting scratches on the floor/ the shape of every shoe you’ve worn/ Like a map of how we’ve moved before/ the coordinates remain.”
Følsomt og delikat. “Dancing With Air” tager dig med på en rejse ind i dig selv, og måske også du genkender brudstykker af dig selv der.
Loose Ends – Drainage
Ungdommelig energi, foragt for mainstreams overfladiske pis og lort, en fuckfinger i hovedet på systemet, mens de uregerlige tanker i sort og hvid hamrer løs på hjernebarken og kun lover rodløshed, hvor stabilitet er påkrævet.
Aarhusianske Loose Ends pakker deres budskaber ind i støj og hardcore raseri af den ældre amerikanske skole, men er ikke bange for at strække deres inspirationskilder til alverdens andre genrer eller invitere den gode melodi ind – om så den trods alt bliver vrænget ud.
Ungersvendene gør alt i sand DIY-ånd. Deres tidligste udgivelser var skramlede demooptagelser, de flittigt solgte på kassettebånd, men mon ikke vi får et stykke solid vinyl at skue, når deres EP, Yearning for Something Else, rammer gaden som en slibrig spytklat.
“Det hele er lidt trist og opgivende, men forhåbentlig ikke for patetisk. Vi har en ambition om, at vores musik skal være uforudsigelig og i konstant bevægelse. Og så må det gerne larme rigtig meget og kræve gode ørepropper,” fortæller frontskråler Holger Møller Dybro om gruppens lyd.
Singlen “Drainage” er præcis den slags knytnæveslag i fjæset, der burde få unge mennesker væk fra skærmen og ned på det lokale shit dive for at fange noget live-musik, og gamle rotter til at tænde deres smøger til minder om, hvad det i det hele taget vil sige at være ung og vred og misforstået. Ja, nogle ting ældes sgu nok ikke rigtigt, uanset hvor få smøger der er tilbage i pakken.
“You’re suffocating me again/ But I’ve missed it so much,” lyder det, når singlen eksploderer fra højtalerne, og hvis du er fan af den her lyd, har du med garanti også savnet den. Det er ikke det streamingtjenesterne normalt forsøger at stoppe ned i halsen på os, det er sgu det modsatte.
De unge aarhusianere vil have opmærksomhed, og med den fine tilhørende musikvideo, som nok ikke bør ses som en opfordring til at opstarte en ny franchise af Fight Club i byens parker, skal de nok få den. Du kan for eksempel begynde med at tjekke dem ud, når de spiller support for The Entrepreneurs på Radar i Aarhus torsdag den 21. oktober.
THE MACHINE KNOWS – Burn the Witch
Før du afslutningsvis får kaffen galt i halsen, vil vi øjeblikkeligt indrømme, at dette er nepotisme af værste politiske skuffe. Men i det mindste er vi ærlige omkring det. THE MACHINE KNOWS er nemlig chefredaktørens pet peeve – og de har også en ny single ude.
THE MACHINE KNOWS debuterede i april med den fængende rockbasker “Killer”, hvis hårdt gyngende groove vidner om, at de tre medlemmer jævnligt må bruge pauserne i øvelokalet på at spæde de lunkne dåseøl op med Queens of the Stone Age som støjende soundtrack. Nu er de aktuelle med endnu en øretæver i form af “Burn the Witch”, som udbygger Maskinens lydunivers uden at vige for meget fra den lagte grundform.
Det er guitarbaseret rock i sin reneste form, som vi kender den. Eller som Dizzy sang det: “One guitar, one bass and one drummer/ That’s really all it takes.” Den gyserfremkaldende intro leder direkte over i et guitar-riff, der utvivlsomt vil få alverdens luftguitarister til straks at slå åbningsakkorderne an, mens alle kan brøle med på omkvædets smædende “nah-nah-nah-nah”-kor.
Den lyriske kuriositet er faktisk sværere at skrive, end man skulle tro. “Overraskende nok var den sværeste del af teksten at skrive faktisk også den simpleste del af teksten over- hovedet. Det kom sig på baggrund af en fordybende snak om Lars HUGs forrygende schlagere fra 80’erne. Så hvorfor gøre et omkvæd mere kompliceret end nødvendigt,” fortæller bandet.
Sangteksten kredser om at sidde fast i dårligt forhold, som man til sidst er nødt til at kradse sig ud af med næb og kløer. Den handler om at komme til punkt, hvor man som menneske er nødt til at tage ansvar for sit eget liv og kæmpe for at beholde sig selv. Og tage ansvar for sin egen rolle i det lille, typisk menneskelige psykodrama.
I den tilhørende musikvideo bliver denne tematik uddybet på spøgefuld vis, hvor bandet må lide under pisken. THE MACHINE KNOWS gør dog opmærksom på, at ingen frontskrålere kom til skade under indspilningerne.
Det er endnu engang produceren Tue Madsen (Meshuggah/The Haunted), der har mixet “Burn the Witch” og poleret dens tyngde med sin velkendte magi, og den udkommer på det aarhusianske indielabel HQ rec.
