Vi håber, at I nyder sommeren derude. Det er endnu en gang fredag, og det er endnu en gang tid til at dykke ned i nogle fede nye singler af danske kunstnere. Hør dem her!
Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores playliste på Spotify.
HQ listen består således af ugens mest uimodståelige nye tracks, som vi har spillet nonstop på vores redaktion, og vi forsøger at sætte ord på, hvorfor de er det, man kalder en rigtig ørehænger.
HQ Listen er dit hurtige overblik over morgendagens hits. Så lyt med og find dine nye yndlingssange.
Elias Bendix – Weekly Survivors
Den franske digter Arthur Rimbaud mente, at kunstneren burde ryste sine sanser for at kunne blive visionær. Vi ved ikke om Elias Bendix har taget ved lære af den sfæriske poet, men Bendix gav i hvert fald sit sanseapparat en ordentlig rystetur, da han besøgte en klub kort efter Corona-restriktionerne blev ophævet.
Her prøvede han nemlig på MDMA for første gang i sit liv, og det blev ikke kun til en ny påskønnelse af DJ-kunstarten og elektronisk musik, oplevelserne var nemlig også med til at forme hans seneste single “Weekly Survivors”.
“Til en fest på prøvede jeg MDMA for første gang, og det fik mig til at opleve elektronisk musik på en helt ny måde,” fortæller Bendix.
“Det var faktisk terapeutisk og føltes nærmest som at være barn igen – skamfri og helt uden bekymringer.”
Oplevelsen ændrede, hvordan Bendix forstår den elektroniske musik og gav en indsigt i, at man kan opleve for eksempel en koncert på en helt anden måde end i den klassiske forstand.
“Weekly Survivors” er en funky sag i ny-discoens tjeneste, og den handler om at undslippe hamsterhjulets trummerum for at få et nyt musikalsk og at eksperimentere med sine venner, mens man husker fornuften.
For der var naturligvis en bagside til historien. Da Bendix igen prøvede MDMA, tog han mere end rigeligt og endte med at være påvirket i en uge. Her befandt han sig i en tilstand, som han beskriver som at være fanget i Cartoon Network.
“Det var både grænseoverskridende, men samtidig også en oplevelse, som har sat sit præg på min nye single og det kommende album,” siger Bendix.
“Siden har jeg lært at nyde elektronisk musik uden at være nødt til at tage rusmidler.”
Og du behøver heller ikke tage nogen form for rusmidler, nej, faktisk bare lad være, for der strømmer rigelig med livsglæde fra “Weekly Survivors” til, at du kan blive høj au natural!
Lukas Vangaard – Arrivedeci
Lukas Vangaard skruer op for ambitionerne, optimismen, lyden, ja, sågar livet. Det gør han på sin nye single “Arrivedeci”, hvor han byder på en ren dansk pop-banger af de store.
Vangaard sigter mod at blive Aarhus’ kommende popprins, og “Arrivedeci” kunne sagtens være den single der bærer ham tættere mod de royale tinder.
Det er en håbefulde single, der handler om, at vi kan være ovre, men aldrig helt forbi. Med sit smittende omkvæd er det som at genfinde livsglæden ved synet af den rødmende solnedgang over Tangkrogens rolige bølger.
”Det er jo som velcro, der flås fra hinanden, når man skal rejse fra den, man er faldet for. Det svier og klør at mangle den, man endelig turde drømme sig langt væk med. Men nogle gange står stjernerne ikke rigtigt, og man skal give slip på noget fantastisk og gå hvert til sit af forskellige årsager. Troen på at vi ses igen og lykkes, er dét, der lever videre”, siger Lukas.
“Arrivedeci” er skrevet sammen med Vangaards nære ven, Jonas Dueholm, og de to har skrevet en betragtelig bunke sange sammen i løbet af de seneste år. Lukas har taget sangene med på landet, til studiet i hans gamle kollektiv, hvor han sammen med sit band er rykket ind i for at indspille.
Singlen er første udspil fra den proces, mixet og postproduceret af Anders Boll (Ganger, Lowly m.fl.), og den kommer med en fin musikvideo lavet i samarbejde med vennen Lasse Solvad og er optaget på en smuk lille plet ved Stevns Klint.
Vi siger blot arrivedeci, til vi ses igen!
Dune Messiah – In Front of Others
Det danske sommervejr går ikke ubemærket hen – sådan da! Dune Messiah parkerer punk-attituden for en stund og erstatter den med latin-rytmer, spansk trompet og saxofoner.
Det sætter scenen for Magnus W. Jespersen isnende crooner-vokal og metaforiske lyrik, der mediterer over eksistensens skyggesider, ensomheden og den omkringliggende verdens forfald på singlen “In Front of Others”.
“‘In Front of Others’ handler om at være egocentrisk og ikke kunne se udover sin egen næsetip. Den handler om Stockholm-syndromet i os alle, hvor man bliver fascineret eller forelsker sig i sine modstandere eller ‘fjender’, og bliver alt for fokuseret på dem i sit liv,” siger Jespersen.
“Den er inspireret af både R.E.M. og Sade. Malte Nordtorp spiller trompet, og jeg ville gerne have ham til at ramme en spansk flamenco-agtig vibe for at fange den dér varme lyd, som jeg synes er en fed kontrast til trommemaskinerne.”
“In Front of Others” er det optimale sommer-soundtrack, hvis du foretrækker at sidde i skyggen med dine solbriller på, skjorten let knappet op, og ose af coolness!
TROLN – Ghost
Neonoir gothpop-bandet TROLN lægger op til deres andet fuldlængde album med singlen “Ghost”.
Den handler om overgangen fra menneske til spøgelse. Forestil dig, at du står derude i mørket, uset, ubemærket og udenfor. Du har givet alt og fejlet, og nu føler du dig som et spøgelse, et fatamorgana i en gold ørken.
Og nu skal du overkomme sjælens mørke nat, fuld af indre og ydre dæmoner, for at nå til det skæringspunkt, hvor du står ansigt til ansigt med skæbnen og siger: Fuck it! Giv mig, hvad end der komme måtte!
Denne sjælesøgning er pakket ind i TROLN’s karakteristiske atmosfæriske univers, hvor det drivende og ustoppelige beat bliver hjemsøgt af åndrige sfæriske lyde. Det har elementer af 70’ernes psykedeliske lyd og det senere årtis Dream-pop.
Du behøver ikke at transcendere den fysiske verden for at nyde TROLN’s “Ghost” lige her og nu dog!
The Interbeing – Eternal Eclipse
Vi slutter af det tunge og mørke hjørne med den seneste futuristiske metal-banger fra The Interbeing.
“Eternal Eclipse” er endnu en smagsprøve på kvintettens kommende tredje album Icon of the Hopeless, og det er en dystopisk og melankolsk sag, der snildt demonstrerer bandets tekniske evner med kløgtige breakdowns og pulserende industrielle elementer.
“‘Eternal Eclipse’ er det sidste kapitel på det kommende album, og vi ville virkelig gerne symbolisere formørkelsen i musikvideoen, som både begynder og slutter med en formørkelse,” siger forsanger Dara Corcoran.
“Sangen handler om den absolutte udslettelse, men også nødvendigheden af at gøre oprør mod formørkelsen og overvinde den. ‘I pray for no-one” er en gentaget frase, og den viser, at oprøret begynder som modstand mod det religiøse perspektiv på livet. Vi elsker den dystopiske og melankolske stemning i omkvædet og det er en episk forløsning til at afslutte albummet.”
Icon of the Hopeless udkommer fredag den 18. november på Prime Collective og er mixet og mastereret af Jacob Hansen (Amaranthe, Dizzy Mizz Lizzy, Volbeat).
Hør alle ugens bedste singler i Spotify her: