Tom Bjerg // Pressefoto: Jesper Van
7–8 minutter at læse

HQ listen #41

I denne uge er vi desuden opmærksomme på kulturen og verden omkring os. Der er også god pop. Og smadret guitar. Det er ugens bedste singler lige her.

Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores playliste på Spotify. 

HQ listen består således af ugens mest uimodståelige nye tracks, som vi har spillet nonstop på vores redaktion, og vi forsøger at sætte ord på, hvorfor de er det, man kalder en rigtig ørehænger.

HQ Listen er dit hurtige overblik over morgendagens hits. Så lyt med og find dine nye yndlingssange.

Tom Bjerg – Godt vi tog afsted

Det sydfynske femkløver Tom Bjerg høstede mange anmelderroser for deres debutalbum Hurtigt ud/Hurtigt hjem fra 2020, og nu bliver der i allerhøjeste grad lagt op til en velskreven og inspirerende to’er.

Det sker senest på den øjeblikkeligt fængende “Godt vi tog afsted”, som er anden forsmag på albummet. Sangen bygger på dansk popsangskrivning anno 1990’erne: fyldigt udtryk, klaverdrevet groove, varm vokal og syngende guitarindspark – men placeret i en frisk og nutidig produktion.

Og selvom det er rungende dansk, rammer “Godt vi tog afsted” et sted ned imellem Simply Red’s mest inspirerende stunder og den mere soulede afart af Britpoppen. Klavermotivet er både funky og let melankolsk, understøttet af en drivende rytmesektion og stramme vokalharmonier. 

“Godt vi tog afsted” er en klassisk ude godt, hjemme bedst-fortælling. Bandets frontmand Tom Bjerg fortæller:

“‘Godt vi tog afsted’ handler om at tage ud – og at vende hjem. Om balancen mellem eventyret og den trygge base. Om at det, der giver rejsen mening, er glæden ved at vende tilbage. Rejsens væsen er, at den har en begyndelse og en afslutning. Og så handler den om at tage sig tid til hinanden, oplevelserne, eventyret! Og at kærlighed rimer på blomsterbed …”

Er du til klassisk sangskrivning, ja, er du bare til en virkelig god sang, begynder din fredag her med Tom Bjerg. 

Fusia – Liqueur 

Bliver der drukket hårdt igennem i Danmark? Lidt for hårdt måske? Statistikkerne lyver ikke og taler deres klare sprog om, hvordan alkoholforbruget per indbygger over 14 år er mere end fordoblet på godt 20 år. 

Derfor kan Fusia’s nye single “Liqueur” ses som et opråb mod alkoholkulturen – pakket ind i dansevenlig synthpop. Det er popmusik med noget på hjerte, en velmenende intention, og ambitionen om, at musik stadig kan formidle de store, samfundsændrende budskaber.

Midt på dansegulvet blandt den berusede ungdom står nemlig Fusia’s ædru forsanger Kristoffer Rander, og han pointerer, hvordan alkohol er blevet et synonym med socialt samvær i Danmark. Så et nej tak til alkohol kan indirekte også blive et nej til det sociale.

“Man opdager det ikke altid, når man er i det, men det bliver meget tydeligt, når man ser kulturen udefra,” siger Rander.

Det undrer forsangeren, at der ikke er de samme politiske visioner, som der har været mod rygning, men det det er en upopulær holdning at indføre strammere alkoholregler. 

“Det er som, vi alle godt ved, at der er noget galt med vores alkoholkultur, men ingen gør noget ved det, fordi det er så integreret en del af vores samfund,” siger han.

Musikbranchen er også dybt sølet ind i alkohol. Roskilde Festival er for nogen nærmest mere et synonym med drukfest end en musikalsk oplevelse. Mange bands bliver i starten lønnet med alkohol i stedet for penge for koncerter, mens musikere ofte bliver anvendt i ølreklamer. 

“Alkohol og musik behøver ikke nødvendigvis at gå hånd i hånd”, siger Rander afslutningsvis. 

Og nej, du behøver ikke knappe en Breezer op for at nyde “Liqueur”. Den kan du sagtens blive beruset af i sig selv, så find danseskoene frem og nyd musikken med åbent og klart sind. 

Benedict Jay – Yellow Bloom

Krigen raser fortsat løs i Ukraine, og den er centrum for anden single fra Benedicte Jay, “Yellow Bloom”. 

Det er smuk klaverhymne, der sonisk ligger i stil med numre som Thomas Azier’s “Last Breath” og Gabriel Kahane’s “Baedeker”. Badet i en ambient atmosfære, med en nærmest hellig højt-til-loftet rumklang, tager sangen os med ud på en tre-delt rejse – optrapning, selve krigen og dens efterdønningerne. 

Bag navnet Benedict Jay gemmer sig Robert Jancevic, som er halv ukrainer og i forbindelse med krigen rejste til Sydøst Ukraine i fem uger. I april måned spillede han med sit band til et velgørenhedsarrangement af NGO Bevar Ukraine, som samlede penge ind til køb af en ambulance, der skulle sendes til frontlinjen. 

Til dette arrangement finder Robert ud af, at den skal til hans fars hjemby Zaporizhzhya, hvorefter han et par uger senere tager med derned. Over fem uger er Robert frivillig tutor for børn fra splittede familier, som er flygtet fra de besatte områder i byen ca. 40 km fra frontlinjen. 

Omkring 100 børn har efterfølgende været en del af undervisningsprogrammer i både musik, sport, engelsk mm. som Robert har arrangeret med lokale undervisere.

Med udgivelsen af singlen “Yellow Bloom” udvider Robert sit musikprojekt til at skabe opmærksomhed og midler til undervisere, frivillige og nye faciliteter til børnene i Zaporizhzhya – et projekt der, inspireret af sangtitlen, kaldes The Yellow Bloom Foundation. Nummeret er en hyldest til disse børn og resten af Ukraine, der fortsat kæmper mod russisk invasion.

Og hvis navnet ellers lyder bekendt, er Jancevic også frontmand i aarhusianske Twin Dive, der netop har sendt deres debut-album Lavish Material på gaden. 

Der er dog mærkbar forskel på det albums vrængende grungerockere og Benedict Jay’s ømme univers. Det kommer vi til udforske mere, når Benedict Jay udgiver sin debut-EP Whispering Storm i november 2022. 

Hand in Shadow – Loud Walker

Det er en særlig dag for Hand in Shadow, der i dag udgiver deres selvbetitlede debutalbum. Herfra kommer singlen “Loud Walker”. 

Og her kreerer Hand in Shadow et sandt skyggespil:

Det flimrer på det blåtintede lærred med ensomhed, savn og minder. Storbyens sidegader og baggyder træder frem, og leverer det rå og pulserende beat. Anstrøg af jazz’ede guitartoner lægger sig i sprækkerne. Neonlyset og gadebelysningen er secondhand fra genskinnet i bilruder, natcafeer og søgende sjæle. Det er her fortællingen rejser sig. Poesien viser vej, og hvor det ender, er rejsen lytteren må foretage sig.

Trioens tre medlemmer har i hver sin ret været på musikscenen i mange år og med adskillige udgivelser på CV’et, med navne som Wynona, Sparkling, Kloster, Homesick Hank, Ring Them Bells, Tjaere+Fjer, Cody mfl.

Er du til nordisk singer-songwriting med noter af dream pop og darkwave tilsat en strømsat, elektronisk indpakning fra et østtysk radiohus i Berlin, skal du streame Hand in Shadows debutalbum allerede i dag.

Death to Seattle – Joys

Ja, hva’ fanden skal man lige sige andet end man sgu da bli’r glad i låget af den seneste omgang skrålende college rock fra aarhusianske Death to Seattle. 

I bedste Blink-182 stil tager bandet ikke sig selv så skide højtideligt, men de serverer til gengæld et stykke hårdstpumpende adrenalin-rock til billedsiden af yderst underholdende musikvideo. 

Men ærlig talt er du nok nødt til at se skidtet to gange, hvis du også gerne vil have musikken med. Man bliver nemlig hurtigt optaget af løjerne på skærmen.

Vi vil helst ikke have en lussing, så vi slutter bare af med at sige, at Death to Seattle har ny EP ude den 30. september, hvor den her single også figurerer. Indtil da må du nøjes med YouTube eller hey, bedre endnu, live. Fang DTS live på Mono i Aarhus lørdag den 29. oktober med navne som Sickseed, Farlige Typer og Fordærv. 

Hør alle ugens bedste singler på Spotify her: 

Redaktionen anbefaler
HQ listen #49

HQ listen #49

Vi nærmer os med hastige skridt den glade juletid, og i denne uge får vi da også et par nye julesingler fra uventet kant på playlisten. Bare rolig dog, vi har også plads til eksperimenter, pop og arrigskab. Læs mere her! Hver uge udkommer et væld af singler fra danske...

HQ listen #48

HQ listen #48

I denne uge kommer vi vidt omkring i genrene. Vi har alt fra rock, country-rock, rendyrket pop til harmdirrende metal. Velbekomme!  Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores...

HQ listen #47


HQ listen #47


Vi har masser af fede danske kunstnere på programmet i denne uge, men før vi går helt i gang, vil vi gerne gøre opråb på en mærkesag, der berører selve HQ music. Sparekniven har nemlig  som det første ramt det aarhusianske kulturliv. Kulturforvaltningen i Aarhus...

HQ listen #46

HQ listen #46

Problemerne i samfundet og verden som så stopper jo ikke bare fordi, at vi netop har overstået folketingsvalget. Det er vægtige emner, der ligger de unge musikere på sinde i denne uge, men bare rolig, vi har også plads til lidt kærkommen eskapisme. Velkommen til ugens...

HQ listen #45

HQ listen #45

Fra kompromisløs rock til pop, ugens bedste singler giver dig det bedste fra den danske up&coming undergrund lige her.  Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores...