Odd Matter / YouTube
6 minutter at læse

HQ listen #5

I denne uge balancerer vi fint mellem feel-good og hårdtslående! Fælles har alle denne uges singler dog, at de er absolutte ørehængere! 

Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores playliste på Spotify. 

HQ listen består således af ugens mest uimodståelige nye tracks, som vi har spillet nonstop på vores redaktion, og vi forsøger at sætte ord på, hvorfor de er det, man kalder en rigtig ørehænger.

HQ Listen er dit hurtige overblik over morgendagens hits. Så lyt med og find dine nye yndlingssange.

Odd Matter – Feel Alright

Du behøver ikke fyre op for en af de sjove og lange for øjeblikkeligt at mærke gode vibrationer, når du smækker Odd Matter’s “Feel Alright” på anlægget. Det skal det brandvarme track nok sørge for!

Det bliver næppe mere sommerligt end den efterhånden erfarne gruppes genrekyndige cocktail af reggae-inspireret east coast offbeat – også selvom sommeren for nu er gået i hi. Men hey, så kan vi da i det mindste drømme os tilbage lidt endnu, mens de de sprøde toner og det fængende omkvæd blæser ubekymret derudad.

Gruppen består blandt andet af medlemmerne Shawn Odd og Ole “Gunzo” Løhde fra det hedengangne Odd Man Out & One Love. De cementerede deres ry med en sidste koncert på Danmarks Grimmeste Festival i 2010, der blev takseret til intet mindre end seks stjerner.

Siden er de gået sammen med to af de bærende kræfter fra Blunt, grundlæggeren Jakob Barndorff og guitarist Jacob Lyngsdal, Søren Bruntse, samt Toke Warming tidligere AOI for at danne Odd Matter.

Og hvor Odd Matter rammer plet på lydsiden af singleudgivelsen, kan de også stadig lægge festivalscenerne ned. Det beviste de snildt tidligere i år, hvor de lukkede Noget Bedre med et brag for et jublende publikum. Feel alright, indeed!

Nima – Break Into You

Det smager lidt af Arcade Fire og den danske indie-scene i 00’erne og 10’erne på den seneste single fra københavnske Nima.

Den fængende “Break Into You” tilbyder en variation på det gængse kærlighedstema og vender det hele lidt på hovedet. Nummeret skildrer nemlig et forhold der til at begynde med bygger på noget andet end kun amourøse følelser. Det bygger på sorg.

Ved brug af minimalistisk lyrik bliver “Break Into You” en slags hymne for, at der bag sorgens begsorte gardin altid er lys igen – du skal bare lige finde den rigtige fold for at hive en sprække frem. 

Forsanger og sangskriver, Markus Nyberg, siger:

“Nummeret handler om at være gået i stykker på grund af sorg, men bruge brudstykkerne til at skabe et forhold. At åbne op og acceptere, at man er gået i stykker – og at man faktisk glæder sig til at gå i endnu flere stykker for at samle sig selv på ny med den, man elsker.”

”Break Into You” er fra Nimas debutalbum Pacemaker, som udkommer d. 15. oktober, og desuden pladens eneste kærlighedssang. Albummet er skrevet på baggrund af Nybergs ustabile og kaoslignende opvækst, og musikken er et sted, han kan få afløb for følelser og oplevelser.

The William Blakes – Walk Alone

The William Blakes er snart klar til at servere os endnu et farverigt album, fredag den 22. oktober. På Islands of Violence lover de således et gedigent mix af afro-funk, punk og indie. Det kan kun blive spændende!

Den nye single “Walk Alone” er en sfærisk men kompakt udforskning af ensomhed, opdagelsesrejser, stier i mørket og en vilje til at holde fast og fortsætte, selv når ingen andre følger med.

Singlen er live-indspillet i New York med Jacob Silver på bas og med ekstra indspilninger i København.

Forestil dig, at Fela Kuti var fra Berlin og lige var blevet hyret af Netflix til at lave soundtracket til en ny science-fiction tv-serie.

Medlemmerne i The William Blakes har altid mange musikalske jern i ilden. Siden udgivelsen af albummet Europa (2020) har Nordsø-brødrene – igen – kastet sig over popmusikken og overtaget dansk radio med hits med blandt andet Christopher og Drew Sycamore, og Kristian Leth udgav tilbage i april sit anmelderoste tredje soloalbum Stormen.

De mange jern i ilden kan vi altså se frem til det niende The William Blakes-album i slutningen af denne måned.


Wolves Among Us – Chimera

Aalborgensiske Wolves Among Us arbejder sig støt frem mod deres andet album Hollow Gloom, der udkommer fredag den 19. november. Nu er de aktuelle med deres anden single fra albummet, “Chimera,. 

Førstesinglen “Calamity” imponerede også, og vi skrev blandt andet: “I forsanger Jimmy Nickolai Bertelsen har Wolves Among Us en standhaftig frontmand, der virtuost kan veksle mellem poppede vokalfraseringer og frådende skrål. På den måde skifter vokalen uden problemer med den underliggende musiks frenetiske energiudbrud af hårde stakkeret riffs og melodiske enkelt toner.”

“‘Chimera’ handler om at generobre control over dit liv efter hårde tider og vende det omkring og blive en bedre version af dig selv. Personligt havde jeg en forventning om at skabe en opløftende sang fuld af håb. Ved at smække melodiske og tunge guitarer sammen med Jimmys vokal har vi efter min mening nået præcis det mål,” fortæller guitarist Casper Mortensen.  

Så spænd sikkerhedsselen og gør klar på en fed, hæsblæsende tur.


Between Oceans – Signal

I denne uge får vi et slag metalcore mere. Denne gang kommer det fra København, og det er Between Oceans der står for rabalderet. Hvis du er til knogleknusende breakdowns, blærede riffs og sangbare melodier, kan du roligt give dig i kast med “Signal”.

“Signal” er fjerde – og sidste single – fra bandets kommende album.

“De fleste mennesker har sikkert prøvet at være i et forhold, hvor den slags spændinger bygger sig op mellem to mennesker og til sidst bliver til afstand. Samtalerne går i stå, stilheden bliver øredøvende, og ‘jeg elsker dig’ virker ikke længere oprigtigt, men selvfølgeligt. ‘Signal’ er et forsøg på at favne den følelse af ensomhed mellem to mennesker i den slags forhold,” siger bandet. 

Between Oceans har igennem årene opbygget sig et solidt live-ry herhjemme og har delt scene med mange den danske metalscenes større navne som Ghost Iris, Daze og June og Cold Black. I 2018 udkom deres debut-EP Oxymoron, men nu bliver der taget tilløb til det store gennembrud med debutpladen, der har Niklas Sonne (Defecto, TigerSwan, Beneath the Silence) i producerstolen. 

Redaktionen anbefaler
HQ listen #49

HQ listen #49

Vi nærmer os med hastige skridt den glade juletid, og i denne uge får vi da også et par nye julesingler fra uventet kant på playlisten. Bare rolig dog, vi har også plads til eksperimenter, pop og arrigskab. Læs mere her! Hver uge udkommer et væld af singler fra danske...

HQ listen #48

HQ listen #48

I denne uge kommer vi vidt omkring i genrene. Vi har alt fra rock, country-rock, rendyrket pop til harmdirrende metal. Velbekomme!  Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores...

HQ listen #47


HQ listen #47


Vi har masser af fede danske kunstnere på programmet i denne uge, men før vi går helt i gang, vil vi gerne gøre opråb på en mærkesag, der berører selve HQ music. Sparekniven har nemlig  som det første ramt det aarhusianske kulturliv. Kulturforvaltningen i Aarhus...

HQ listen #46

HQ listen #46

Problemerne i samfundet og verden som så stopper jo ikke bare fordi, at vi netop har overstået folketingsvalget. Det er vægtige emner, der ligger de unge musikere på sinde i denne uge, men bare rolig, vi har også plads til lidt kærkommen eskapisme. Velkommen til ugens...

HQ listen #45

HQ listen #45

Fra kompromisløs rock til pop, ugens bedste singler giver dig det bedste fra den danske up&coming undergrund lige her.  Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores...