I denne uge viser popmusikken sit alvorlige ansigt. Men bare rolig! Det bliver det ikke mindre fængende af. Desuden får vi feel-good vibes og fed rock fra Aarhus’ mest dekadente duo.
Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores playliste på Spotify.
HQ listen består således af ugens mest uimodståelige nye tracks, som vi har spillet nonstop på vores redaktion, og vi forsøger at sætte ord på, hvorfor de er det, man kalder en rigtig ørehænger.
HQ Listen er dit hurtige overblik over morgendagens hits. Så lyt med og find dine nye yndlingssange.
Alexander Woods – Within a Second
Du kan sjældent dømme dybden af et menneskes lidelser på blot den rene overflade. Bag et smil og et træk på skuldrene kan der gemme sig en afgrund af smerte.
Den danske pop-artist Alexander Woods har haft tragedierne helt tæt ind på kroppen, og han vover sig ud i en konfrontation med dæmonerne på sin tredje single, “Within a Second”.
Hvor de forgående singler fra i år, “You Better” og “I Know”, lokkede lytteren med snert af Disco og aspirerede til at blive sommerhits, viser “Within a Second” en hård alvor.
Singlen er sat i et elektronisk neo-pop univers, der straks fænger an og samtidig er komplimenteret af en flot og dybfølt tekst. Den er skåret ud af virkeligheden, da Woods fik fortalt, at en gammel bekendt, som ellers have virket tilpas på ydersiden, havde taget sit eget liv. Han havde efterladt sig et ærligt brev, hvor han havde indviet sine nærmest om de indre kampe.
Følelsen af ikke at kunne passe ind under samfundets strikse regler for det såkaldt normale liv er et generelt tema, som vi alle kan spejle os i. For hvem føler sig ikke i ny og næ udenfor stregerne på kørebanen?
Med “Within a Second” kommer Woods med et opråb til alle der kæmper med svære følelser indeni, en opfordring til at italesætte dem, i modsætning til at prøve at kvæle dem alene. Netop åbenheden til at snakke om skam og smerte har været en kæmpe hjælp for Woods selv.
“Det er et sandt testamente på hvordan folk kan skjule deres ægte og truende følelser. Om
hvordan vi af samfundet forventes at vise effektivitet og tilpasning, hvorimod der sjældent
er råd til følelsesmæssige problemer og refleksion” siger Alexander og refererer til omkvæddets mantra: “‘On the outside – i kept the profile – made it for a while – within a second, i’ll be gone’”
Alexander Woods udgiver sin EP, “Back on Track”, fredag den 19. november. Udover de tre singler indeholder den også to splinternye sange. Med sit helt personlige take på den poppede lyd, glæder vi os til at høre den Alexander Woods kommende samling af sange, hvor både klubben og hjertets dansegulv bliver vakt til live.
AYA MAI – You’re Still Good
Efter at have høstet god succes med de foregående singler “Monday” og “Time”, er danske AYA MAI klar med sin seneste single, en bombastisk pop-basker af Ariana Grande-proportioner, “You’re Still Good”.
Det er rendyrket radiopop i internationalt format – både i lyd og vokalfraseringer. Og det bliver leveret med absolut overskud.
Ideen til singlen opstod på en lille ø i sommer, hvor tiden til ro og fordybelse manifesterede sig. AYA MAI begyndte at reflektere over alle de ting i verden, som hun ikke forstod – særligt et tilfælde af sygdom i familien og personlig smerte og lidelse.
Opvokset i en kristen familie, havde sangerinden fra barnsben lært altid at tro på den gode Gud, men de personlige udfordringer sendte hende på en anden kurs, og “You’re Still Good” tackler temaet håb og tro fra en lidt anden vinkel. Den undersøger kontrasterne og er ærlig i forold til at bevare troen selv i tvivlen, at være vred og taknemmelig på samme tid, og have tillid til det gode, selvom man måske ikke helt forstår den bagvedliggende sammenhæng.
“Jeg tænker, at vi alle tror på noget. Hvis ikke noget udenfor os, så tror vi på os selv. Jeg håber, at du kan bruge den her sang til at fylde de meningsløse huller med alle de ting, du tror er gode,” siger AYA MAI.
AYA MAI demonstrerer, at man sagtens kan lave radiovenlig pop uden at det nødvendigvis skal handle om datinglivets mange udfordringer. Vi spår, at den rammer radiobølgerne i nærheden af dig inden længe.
Murky Munroe – Blush Meadow
Vi tager med dansk/iranske Murky Munroe på en rundtur i det aarhusianske kvarter, han voksede op i. Hans baryton-croonen er vores guide.
Til lyden af hjemsøgende trædeorgel og vuggende R’n’B-beats – og med den ildevarslende Esmail bag rattet – bliver lytteren ført til Arash’s Pizzaria, hvor sortøjede konkubiner gør sig klar til at indtage natten.
Herfra går turen rundt i den skumringsbetonede bydel “Blush Meadow”, hvor Murky Munroe introducerer os for en række lyssky eksistenser og steder som kunne være skabt af David Lynch, hvis David Lynch var vokset op i Århus Syd.
Murky Munroe er flankeret af et sandt drømmehold bestående af Asger Techau (Kashmir) og Kasper Kaae (CODY), og de skaber tilsammen et dragende lydunivers af længselsfuld croonen, sirenekor og legende guitarer.
Vi tager høretelefonerne på, skruer op, og går en tur til Århus Syd i godt selskab.
Jonas Brøg – I Believe in You
Jonas Brøg har tidligere givet den som trommeslager for blandt andre Sister Sleedge, Westlife og Gloria Gaynor. Men når han står på egne ben, bliver lyden en anden. Bosat ved stranden i Holland, har havet og bølgerne haft en indvirkning på Brøg.
Det hører man også tydeligt på den åbenhjertige “I Believe in You” som er en 24-karats surfet pop/rock-anthem. Singlen trækker på inspirationskilder som Jack Johnson og Peter Murray, men viser samtidig at Brøg har et glimrende sprogøre. Han synger nemlig både på engelsk, dansk, svensk og hollandsk.
“I Believe in You” er ment som de opmuntrende ord, vi alle har brug for at høre fra en god ven, når vi gennemgår en hård tid.
“Min første tanke var: Hvad ville jeg gerne høre, hvis jeg var i min vens sko? I det mindste er der nogle der stadig har tiltro til mig. Og jeg synes i det hele taget, at alle kunne bruge lidt opløftende ord uanset deres situation,” siger Brøg.
Debutalbummet lander næste år, og mon ikke det kommer tids nok til at kunne sætte et ekstra skær på sommersolen?
The Slow Scare – In Purple & Blue
Aarhus’ mest dekadente duo, The Slow Scare, dæmper lyset og lader det maskinelle mørke krybe ind. Det gør de på deres nye single “In Purple & Blue”, en regulær banger af alternativ rock, der spidser ørerne øjeblikkeligt til.
Baby Bitter og Deadly Fred disker op med et pågående trommebeat, et ondt bærende guitarriff, dystre guitarlinjer, der snor sig ind og ud af hinanden, besnærrende vokaler og atmosfære i spandevis. “In Purple & Blue” er den slags track, du tænder en ekstra cigaret til. Du betrager melankolsk glødens iltsugende hvæsen og den blege røg der stiger til vejrs i et regntungt, moderne film noir-univers instrueret af en ung Ridley Scott.
Singlen er en fortælling om the underbelly of love, som duoen selv udtrykker det.
“‘In Purple & Blue” er den type sang, som egentligt bare skrev sig selv. Den opstod ud af nogle ret stærke følelser, smerten, som bliver til en kraft inde i én efter man har følt vrede og følt sig forrådt. Vi ønskede at hylde den proces og ikke mindst give plads til at man kan grine højlydt af de personer, som vover at se sig selv i øjnene efter de har ‘ghostet’ en anden person,” siger Anna Haaning (vokal/bas).
Den tilhørende musikvideo er et fint stykke DIY-kunst, der både understreger sangens tematik, men også tjener som en social kommentar. For i disse dage er de personlige relationer i højere grad afspejlet i det større samfundsværk, og i en musikbranche, hvor uligheden kønnene imellem og sexismen i højere grad bliver italesat, virker musikvideoens visuelle budskab som et knivskarpt indspark i debatten.
“In Purple & Blue” er samtidig titlen på The Slow Scare’s debutalbum, der ankommer tirsdag den 23. november. Vi kan næsten ikke vente med at høre denne skamløse støjpop-duos fuldlængde udladning af energi, guitarmystik og medrivende grooves!









