Cousin: Your Models Are to Blame for Your Love

Aarhusianske Cousin var på kanten af opløsning, da de gik i studiet for at indspille EP’en Your Models Are to Blame for Your Love. Og netop som det syntes, at alt smuldrede mellem fingrene på dem, samlede de atter hånden til et fast greb. Vi har lyttet og anmelder.

Alle de øjeblikke der ikke var. Passer vi ikke på, kommer livet snildt til at bestå af en perlerække af kunne-have-været. Hvilken melankoli er der ikke over at skue tilbage over år og dage og græmmes over det rene ingenting.

Nedslag i ens særegne biografi, hvor modet svigtede, hvor man måske ikke evnede at se det tilsyneladende åbenlyse, der badede stråleklart i ens åsyn, hvor livet selv syntes kun at have til formål at skabe splittelse og trække arme og ben til hvert verdenshjørne.

Og gør du intet, får du intet. Du efterlader dig intet. Det er som oftest konsekvensen af en eksistentiel krise, der lægger sig om en tæt tåge omkring bevidstheden og får lediggang til at virke som den eneste mulige udvej.

Efter fem år i manegen stod aarhusianske Cousin over for en skillevej. Medlemmerne var undervejs blevet voksne, og nogle startede på krævende studier, mens andre flyttede fra hjembyen. Det skabte følelsen af, at det fælles eksistensgrundlag, bandet, smuldrede mellem deres fingre. Og det endda inden den egentlige forløsning. 

Heldigvis for os lyttere besluttede det firemand stærke band sig for at lade den foreliggende EP, Your Models Are to Blame for Your Love, blive den afgørende destination, der rummede svaret på deres fremtid. Og fremtiden ser lys ud. 

Man kan utvivlsomt forestille sig, hvordan den presserende stemning op til indspilningerne har sneget sig ind i de fem sanges melankolske, men stadigt storladne atmosfære. Følelserne sidder uden på tøjet, de er frittet blottet i forsanger Mikkel Verlings fornemme vokal, og det giver et prægnant samlet indtryk allerede ved de første lyt.

Den røde tråd igennem EP’en er skildringen af de følelser, det lille individ oplever, når både den digitaliserede fremmedgørelse, klima-angst og polariseringer verden over, overskygger alt andet. Det er med andre ord en EP af sin tid – og måske endda paradoksalt nok udgivet på det helt rette tidspunkt, hvor verden mere eller mindre står i lys lue. 

Your Models Are to Blame for Your Love fremtryller i kraft af gamle JUNO-synths, tung sub-bas og højfrekvent falsetvokal, et stilrent, krystalklart og koldt lydlandskab. Det er som skåret med kirurgisk præcision, og står man stille længe nok indeni det, kan man se sin egen ånde tage form i mørket. Og det er ikke ment som en negativ kritik, men snarere som en påskønnelse af lydbilledets bestemte karakter. 

Der er nemlig en vis nostalgi over det for en gammel blyantspidser som undertegnede.  Den unge gruppe står utvivlsomt i gæld til 00’ernes forgangsmænd i Spleen United, Mew og Carpark North.

Men hvor disse for længst har forladt deres ungdoms strenge krav på renhed og kastet sig over det eksperimenterende, progressivt sprælske eller den umiddelbare leflen for mainstream-publikummet, genfinder vi hos Cousin en splint af det oprindelige greb om den melankoli, der udmærkede debutalbums for Spleen United og Carpark North samt Mew’s Frengers. 

Det er dog langt fra blot mere af det samme, vi finder her, men snarere at sammenligne med en ny gæst, hvis karaktertræk vækker familiær genkendelse. Gæsten er sin egen, men du føler dig straks hjemme i hans selskab. 

Der er et mørke her

Den stærke debut-single “Heart Dreams” åbner EP’en og bekender straks kulør med sin fængende intro. Det er moderne popmusik i møde med den alternative indie-genre. Brede, vibrerende bølger af synths mesher med subtilt brudte guitarakkorder. 

Verlings vokal er fyldt til bristepunkt af følelse allerede fra første strofe, mens han beskriver det tiltagende mørke. Et sted derinde dog, gemt i sindet, drømmer hjertet, proklamerer han. Det er et opgør med det falske spejlbillede og en amourøs tillidserklæring om ikke at glemme det ægte og sætte sig i spil for netop dette. 

Der er call and response til et Jonas Bjerre-lignende kor, og sangen slutter da også i et opbrudt instrumentalt coda, der ærbødigt nikker med kasketten til Bjerres Mew. 

Tvivlen presser sig på i “Something New”, hvor vi også finder den linje, der lægger navn til EP’en. Den drillende, let-dansende underlægning baner vej for kaskader af synth-arpeggioer, og vi rammer let det storladne i omkvædets bøn om ikke at lægge låg på kærligheden. 

I lighed med danske Blaue Blume, der på Bell of Wool overraskede med et sprogskifte, skifter vi til dansk i mellemspillet. Det skaber en øjeblikkelig effekt, der trækker den danske lytter helt tæt på, ligesom hvis du stiller helt skarpt med et mikroskop. Måske man kan sige, at vi bliver trukket hjem på et splitsekund, og det skærper realiteterne.

Den melankolske “My Friends” følger og åbenbarer en sindrigt rullende guitarlinje, der går godt i spænd med sangens struktur. Den slår også fast, at kvartetten formår at spinde den ene gode melodi efter den anden med en ildhu, man husker fra Saybia’s stormagtsdage.

Som midtpunkt på EP’en binder den de omkringliggende sange sammen og viser Cousins egne kvaliteter til fulde. Der er en klar fremdrift at finde her.

Vi glider længere over i mørket på de afsluttende to numre, “Spare” og “Epilogue”. Den førstnævnte har en melodi, der ikke ville lyde forkert i Lau Højens mund. Det er nemlig den slags pompøse flirt med det lette mørke nær forløsningen, som også Carpark North har som kaldekort. 

Hos Cousin bliver det dog trukket betydeligt dybere igennem et britisk indie-filter, som tydeliggør nogle mere progressive facetter. Det ændrer imidlertid ikke på, at omkvædet har den rette karakter til at være sing-along på den større festivalscene.

Skrøbeligt klaverspil slår “Epilogue” an. Det seks minutter lange outro-nummer byder på falsetsang, shimmer-guitar, funky elektronisk bas, og en sindrig sangstruktur. Det er som et afsluttende festmåltid, skræddersyet til at efterlade lytteren i EP’ens særlige stemning længe efter sidste tone er ringet ud.
 
Når sangen midtvejs skifter karakter, bliver mere insisterende med understøttende trommerytme, mærker man den følelsesmæssige opbygning på fuldt blus. Det er forsøget på ikke blot at favne himlen, men også gribe den, trække alle dens stjerner ind i sig og derefter strø dem ud i en koncentreret udladning.

Denne endelige forløsning på EP’en, denne sidst rest af melankoli, må ses som en sejr, da den sandsynligvis også har vasket den sidste tvivl om gruppens levetid grundigt af. 

For Cousin formår at levere en fuldendt lytteoplevelse på Your Models Are to Blame for Your Love. Med et homogent udtryk, et virtuost samspil og øje for detaljen, skriver de sig ind i eftertiden med en række højstemte sange, der i den grad fortjener gruppens fortsatte levetid. 

Du skal lytte til Your Models Are to Blame for Your Love, fordi: Du foretrækker din popmusik velskrevet og storladen med en skæv indsprøjtning indie til at skrælle alle lagene af dit mørke hjerte.

Redaktionen anbefaler
I Am Bones: Lobster Vibes

I Am Bones: Lobster Vibes

Kogt hummer er jo en delikatesse, og det samme gør sig gældende for I Am Bones’ Lobster Vibes. Den seneste EP er en fin samling slamsugende grunge-sange, som vi sagtens kunne have brugt flere af. Vi har lyttet og anmelder.Hvem er hummeren? Denne havets insekt, med...

De Nøgne Øjne: Når du skifter mening

De Nøgne Øjne: Når du skifter mening

Københavnske De Nøgne Øjne er aktuelle med deres tredje EP, Når du skifter mening. Vi tager en historietime for at sætte rammen for, hvorfor netop dette udspil samler op på en hengemt tidsånd, vækker den til live og fører den kompetent videre. Vi har lyttet og...

Your Love: Overdressed

Your Love: Overdressed

Københavnske Your Love har tidligere markeret sig med singlerne “Something New” og “Unfinished”. På fredag udkommer debut-EP’en Overdressed, der kæmper i forbilledernes skygge, men det til trods rammer direkte ned i det unge affekteret sind og dets genvordigheder. Vi...

FIRS – Det svimler

FIRS – Det svimler

I sidste uge udgav FIRS’ deres debut-EP, Det svimler. Over fire galaktisk pulserende numre tager vi rumskibe ud i universet, blandt himmelske eksplosioner og dommedagsprofetier, og kigger tilbage på vores egen menneskelighed. Vi har lyttet og anmeldt. “I've seen...

RAIN – polish to make things shine

RAIN – polish to make things shine

Dansk guitarrock kan måske virke som en genre for mørkemænd, der dyrker det dyste og tunge, men sådan forholder det sig ikke på RAIN’s EP-debut. De tipper nemlig virtuost med hatten til Britpop og New-wave, og resultatet er øjeblikkeligt fængende melodier og uptempo...