Københavnske Your Love har tidligere markeret sig med singlerne “Something New” og “Unfinished”. På fredag udkommer debut-EP’en Overdressed, der kæmper i forbilledernes skygge, men det til trods rammer direkte ned i det unge affekteret sind og dets genvordigheder. Vi har lyttet og anmelder her.
Glem København.
Velkommen i stedet til en varm, dæmpet by, syd for et støjende nexus af hurtige veje og urban anonymitet. For stor til at være lille, for lille til at være stor, og for snæver til at rumme ungdommens følesomme uroligheder og evigt søgende blik.
Velkommen ind i natten, den magiske nat, hvor festerne dunker i en søvnløs rus og overhovedet ikke giver aflad for det forvirrede hjertes inderste begær. Tankestrømmens hvislen tager til i styrke et sted mellem det utalte og det stumme, mellem bevægelse og stilstand.
Den sidste nat med kliken og en sumpet køretur under gadelampernes gullige skær, fra byens udkant til den tomme hovedgade og dens blindt stirrende butiksfacader, det eneste trafiklys’ ignorante røde skrig, og videre til en vens hus. Bilens stål er en doven streg i forbifarten, asfalten kratter tørt under de støvede dæk, mens du sidder tilbagelænet i passagersædet, rodløs i sind, nærmest ved at briste af længsel.
Det er denne natlige rejse ind i et affekteret, ungdommeligt sind, med et omtåget hjerte, der vemodigt skipper slag, der står i centrum for Your Love’s debut-EP, Overdressed. Over fire sange dykker frontfigur Thor Svensson ned i et længselsfuldt og melankolsk univers, der tekstligt kredser om afsavn, identitetstab og fremmedgørelse, og den gabende afgrund mellem at sidde fast i erindringens dis og det kriblende begær efter fremdrift.
Den musikalske klædedragt trækker veksler på særligt The War On Drugs’ fortættede, amerikanske lydbillede, hvor den åbne highway gennem det øde landskab altid ligger lige foran og der er skyhøjt til himlen, mens den lyriske eksistens står i frit fald med sit hovedbrud.
Svensson mestrer sin sangskrivning og inspirationskilder til fulde, og man fornemmer til tider skyggen af lærermesterne udi den store fortælling igennem den jævne individualitets optik; Bruce Springsteen, Leonard Cohen og Bob Dylan.
I Svenssons greb bliver deres indflydelsesrige poetik kunstfærdigt omsat til vedkommende fortællinger om famlende betagelse, falmende parforhold, forræderisk hjertesorg, og den indre rastløshed i kampen mod tilværelsens ubærlige kedsomhed.
Det bliver leveret i et vokalt tonefald med reminiscenser af Kurt Vile’s slacker-attitude og hjemlige Schultz & Forever’s Jonathan Schultz’ flanør-croonen. Og det formidler i høj grad den romantiske persona, vi finder på Overdressed, fanget i sit eget tankespind og egne følelsers vold, men til stadighed oplyst af en håbløs, glamourøst smagende selvfortvivlelse, der virker desto mere besnærende deraf.
Begærets eksistentielle fremmedgørelse
I “Strangers Again” møder vi det lyriske jeg på flugt fra hjertesorgerne. Han maler byen rød med sine venner, mens han forsøger at gemme sig fra støjen. Desværre er den solidt forankret i hans hoved og umulig at undslippe.
EP’ens centrale tema bliver hurtigt anslået midt i dette konfuse personlige drama af brændende tvivl, hvor tiden har mistet sit greb, og forskellen på nu og da er ophørt: “Looking back it’s all blurry/ Even though the past is close behind.”
I sin lyd, båret af perlende guitartoner og vægtige synths, og komposition, hvor omkvædet bliver en hyppigt tilbagevendende retorisk figur, nikker den kraftigt til førnævnte The War On Drugs. På den måde er den åndsbeslægtet med den eksistentielle angst, vi finder i Adam Granduciel’s fortællerunivers.
Det vidtåbne lydbillede, drevet stødfast frem af trommerne og let dansende bas, leder frem til omkvædets forløsning, hvor det forliste parforholds fremmedgørelse bliver sat i paradoksalt relief af en optimistisk klingende akkordprogression. Er der alligevel håb forude, når tiden atter har gået sin gang?
Hvis åbningsnummeret beskriver det pinefulde efter, er “Hypnotized by Longing” det sødmefulde før. I et afdæmpet tempo med stemningsfulde blæsere følger vi den romantiske bejler igennem én nat. Han er overmandet af sit begær, mens han ser sin attråede danse i den anden ende af et svagtoplyst lokale.
Øjeblikket er så prægnant, at ordene forbliver utalte, kun dansegulvets bevægelser giver en antydning af mellemmenneskelig forbindelse. Og der sidder han, fanget i stilstand og nedtrykt af sin egen usikkerhed på den lidt naive måde – “I’feel insecure and overdressed” – mens fantasiens idealverden, alt det der kunne være, flimrer for hans indre nethinde som en idylisk vignet.
Det er kernen i den romantiske længsel, uskyldig i sin oprindelse og fyldt til bristepunktet af uvished, at den gør dig ubevægelig, ude af stand til at handle. Det bliver spejlet i musikken, der virker hensunket, som sidder man selv dér til festen og falder bagover i sin egen hud.
For de håbløse romantikere vil det være nemt at dyrke den umiddelbare melankoli i afslørende linjer som “I guess this is our first touch/ But it feels like the last/ Cause you’re fading away/ And I’m losing grip”, der netop fanger det spil mellem virkelighed og fantasi, der rumsterer i den romantiske flanørs psyke. Virkeligheden bliver en trussel, fordi den i mødet med de skrøbelige forventninger varsler egoets kontroltab.
Når den kvindelige korstemme til sidst synger unisont med på omkvædet, gisner man, at længslen måske er gengældt, og den lille fortælling om et første møde opnår en nostalgisk glød, der senere kan svide i hjerteventriklerne.
Havet tjener passende som den bærende metafor i “Fear of the Waves”, hvor den ensomme guitarmelodi øjeblikkeligt melder nummerets tematiske splid. Her er et parforhold på afgrundens rand. I modsætning til rastløsheden og stilstanden er vi her i høj fart. Verden spinner om de elskende, der må svimle i hinandens arme.
Det lyriske jeg forsøger at definere sin rolle, hendes rolle, i forhold til at kunne overleve, hvad der syntes at være et uundgåeligt opbrud. Men det er svært at finde et fokus, når alt hastigt forandrer sig fra et øjeblik til det næste.
Midt i erkendelsen af identitetstab og fremmedgørelse fra elskeren, stritter det lyriske jeg dog imod. For selvom han skulle falde i havet med fare for at drive væk, vil han ikke søge ly, om han når i havn. Han vil ikke frygte bølgerne, men lede efter det svale sted, hvorfra ro og orden igen kan skabe balance.
Det er en metafor for ikke at lade sig opsluge af tilværelsens overvældende kraft og ikke frygte den, men gå imod den med oprejst pande. Uroen og vandets tætte masse manifesterer sig i nummerets sindrige lag på lag af sprudlende guitarer og atmosfærisk synth. Og intet sted bølger det mere end afslutningsstykkets desperate guitarvræl, der også tjener til at skabe luft i lydbilledet.
Vi kommer afslutningsvis til en tematisk resolution på den fine, akustiskbårne “For Now”. Den akkumulerede uvished om bevægelse og stilstand har ledt det lyriske jeg frem til at træffe en endelig beslutning: “So I guess I’ll be standing still for now.”
Nummeret emmer af 70’ernes dylanske kærlighedsfortvivlelse, men indrammet i det mere moderne lydbillede a la den Daniel Lanois-producerede Time Out of Mind fra 1997. Forløsningen finder sin plads igennem et fint komponeret forløb, hvor musikken får rigelig rum at ånde i.
Til dels i kraft af sine inspirationskilder har Your Love skrevet en række fornemt følsomme sange, der honorerer en ældre sangskrivningtraditions kardinaldyder. Her er både plads til den narrative fortælling kan udfolde sig ugeneret over tid og musikken kan gøre sit indtryk.
Man mærker ikke den halsende jagt på det næste omkvæd eller simple hook, der ofte gør sig gældende i nutidens produktioner, men bliver i stedet favnet af et bredt, varmt lydbillede, der ligger sig som en rolig hinde om bevidstheden, mens man lytter.
Thor Svensson får skudt tilpas af sig selv og sine egne personlige erfaringer ind i sangskrivningen til, at de fire sange får en egen individualitet og kan stille sig lidt ud af mestrenes skygger.
Overdressed er på den måde et fint startskud, hvor man til næste gang, måske et album, godt kunne ønske sig, at Your Love frigav fortiden, smed tøjet, nu det alligevel rummer så megen usikkerhed, og stillede sig nøgen for ny opdagelse.
Du skal lytte til Overdressed, fordi: Det er dit soundtrack til nattetimen i hjertet.
