Måske du længes efter noget andet? Måske du bare skal høre noget aarhusiansk post-punk. Loose Ends er aktuelle med deres debut-EP, Yearning For Something Else. Vi har lyttet og anmelder.
Det var en af disse weekendbranderter i nyere tid, at jeg i klæbrige omgivelser var taget gidsel i en frugtesløs dødbider-diskussion om, hvad det er ungdommen vil have, når de voxne snakker musik.
Hva’ fanden er det egentlig de unge vil ha’? Ungdommen vil have dit, og ungdommen vil have dat, virkede den gængse argumentation til at være.
Og det er jo også så pisse nemt bare at sige ungdommen, ikke. Det er så fristende, i sin iver på at virke overbevisende og få ret, at hoppe ud fra ræsonnemenets klippesats og dykke ned i den reduktive ideologi, som vi efterhånden ynder at gøre med nok så mange ord og begreber.
For måske man engang kunne snakke om, hvad ungdommen ville have og til dels have ret i, at der var en eller anden abstrakt massebevægelse af lignende individer som alle delte den samme drøm.
Men nu om dage er vi ikke overladt til den slags simple tankegang længere, nej, der er regninger og gæld at betale. Og det er ikke engang, fordi vi har ikke fået flere tv-kanaler, end dengang det statsstyrede monopol folkeoplysende herskede over sendefladen. Du må sgu da være over 30 år, hvis du stadig leder efter fjernbetjeningen, makker.
Nej, vi har i stedet en kollektiv, eksistentiel hovedpine over at vælge de rette, bugnende streamingtjenester til og fra. Alle de her valg, der hober sig op, som små ankre om vores våde fødder og trækker os længere ned i den store massepsykoses dyb.
Så fuck ungdommen og lad os i stedet tale om alle de mangfoldige måder, man efterhånden kan definere sig som en del af ungdommen på. Lad os tale om ungdommer.
Aarhusianske Loose Ends hører til i den vidtløftigt tænkende del af ungdommerne, hvis navlepilleri hovedsageligt består i en konstant larmende angst over nutiden og de interpersonelle relationer.
Det handler ikke om at poppe en pille og danse ind i neonlysets forglemmelse for de fem unge mænd her. Det handler om at reflektere og konfrontere det shit, der ligesom gør ondt i sjælen. Og så sætte jangly smadder på som et kontant udtryk for oprør og afsværgelse af radioæterens bovlamme masseproduktion af fordummende skabelonmuzak.
Det resolutte udråbstegn sætter de nu på deres debut-EP, Yearning For Something Else, hvor den indestængte vrede og vildskab, de har fostret over talrige intense live-shows, brækker sig ud af højtalerne. De fem numre står stærkt sammen i en autentisk Jack Endino-inspireret produktion.
Det komiske paradoks er, at der den rasende guitarenergi til trods utvivlsomt vil være plads at finde i radiobølgerne til Loose Ends. Så hvis Carsten Holm og P6 Beat læser med her, kan I godt finde en åbning i playlisterne.
Vågn sgu da op fra eksistensens lede
Fy for en vidunderlig lede! “It’s Not Pretty” er en glimrende uptempo åbner i det den sætter dagsordenen for resten af EP’en – både i musikalsk udtryk og lyrisk snit.
Det er i det hele taget symptomatisk, at man modstår fristelsen til at sammenligne Loose Ends med de danske bannerførere Iceage. Men hey, hvis du ka’ li’ Iceage, kan du garanteret også li’ Loose Ends, og hvis du desværre kun er til det absolut, ubestrideligt unikke, kan jeg anbefale dig at lytte til fuglenes kvidren. De er ikke signet på noget label.
(Og til dem der sampler fuglene, skam jer over jeres kapitalistiske rovdrift på biologien!)
Det er dog først på sang nummer to, den tidligere single “Drainage”, at man føler Loose Ends rammer deres egen nerve sådan for alvor. Åbningsriffet giver en sød association til Nirvana’s Bleach, men sammenligningen fortoner, så snart forspytter Holger Dybro snerrer sin lange pegefinger ad dig.
Det er en håbløs vrede, fordi spørgsmålet forbliver i tankerne efter sangen ophører: Er flugten en reel mulighed? Eller det er det blot en sollipsistisk slange, der æder sin egen hale? Lyver vi for os selv?
Den største forbrydelse mod livet er at lade livet sive ud af dig. Det lyriske univers er i sin aggression tegnet op som en opvækning mod at (for)blive en nyttesløs, savlende dukke, men kan lussingerne vække? Vågn dog op for helvede.
Fortvivlelsen over at være fanget i sit eget tankemylder bliver fremragende udtrykt, og sangen tegner som en tragedie over det moderne menneskes hjernefængsel. Du leder ikke længere efter nøglen til cellen, men pønser på at sparke døren op.
Den kaotiske “That Night” fanger skammen i sin storm. De flænsende guitarer river og rusker i samvittigheden, mens det lyriske jeg ikke kan samle sig sammen til at stå til ansvar for egne handlinger.
Der er en flod og ebbe-virkning over versets kortvarige opbrud, hvor Dybro med fortrøstningsløs stemme ransager sit indre, og opbygningen til omkvædets viltert fræsende toner. Det er panisk sjælesøgning i en højtgroet majsmark, hvor man fægter med hænderne for at knække stænglerne og bane sig vej.
I EP’ens centerpunkt melder den kristne tro sig i form af “Nicene Creed”, men forløsning for sjælen indfinder sig ikke helt. Til gengæld malker Loose Ends en række musikalske virkemidler til deres egen fordel. Især de bratte temposkift giver en fornøjelig søsyge-effekt.
De leder til et mellemspil, hvor det nærmest bebrejdende lyder “You’re just the same as me”, indtil klimaks leder over i endnu en sløv vals på havet.
Måske “Yearn” er det tætteste Loose Ends kommer på en ballade. Hvad end man vil kalde sangen, er det den bedste og mest skarptskårne sang på Yearning For Something Else.
Den er soundtracket til prætentiøse studerendes midnatslæsninger af Camus og Sartre i skæret af stearinlys på ensomme værelser, mens det for andre, som allerede flere gange har prøvet at blive brændt ud af den evindelige stampen i hamsterhjulets utilgivende snurren rundt, vil have en mere aktuel, realistisk smag.
Her topper Loose Ends sig selv i melodisk, men også tekstmæssig forstand. Hvor musikken er velspillet og rummer al den nødvendige aggression for at skille sig ud, er det den fremragende lyrik, der er bandets stærkeste kort.
Den vedkommende undersøgelse af menneskepsyken – det her moderne bæst, der har alt for mange skide muligheder og aldrig rigtig ved, hvad det skal stille op med dem og i stedet føler sig som et stykke spildt potentiale, der rådner i sin lunkne kødform – bliver udtrykt med en lyrisk tæft, der er bemærkelsesværdig.
Mange kan sgu larme, men få kan sætte ord på larmen. Det er et adelsmærke, som også giver håb, midt i al tristessen, for, at Loose Ends har en større fremtid foran sig, hvor muligheden til fortsat at udvikle sig og møje sig tættere ind på eksistensens har gode kår.
Det er en spire, som venter på at slå ud i blomst, og som kan give dansk rock et nyt rum. Vand den, omplant den, giv den lys!
EP’en slutter i den vrængende “Dependency”, hvor rejsens afslutning også cementerer den lyriske søgen:
“This ain’t what I wanted/ I did not ask for this/ This ain’t what I wanted to do.”
Vi bliver efterladt i den klaustrofobi, som hele tiden har haft sit stramme greb om struben. Alle flugttankerne, al forvirringen og håbløsheden, forstærket af følelsen af at stå stille – i forholdet til andre, i sine handlinger, i livet.
De har selv proklameret det, og det holder stik på Yearning For Something Else:
Loose Ends griber håbløsheden hvor tidligere generationer af punk-bands gav slip.
Du skal lytte til Yearning For Something Else, fordi: Du skal bruge noget der larmer i baggrunden, så naboerne ikke lægger mærke til, at du slår huller i væggene med dine knyttede næver.
Loose Ends er: Caspar, Daniel, Holger, Ivik and Lasse.
Læs mere om Loose Ends her: “Interview: Børn af den nye tid”.
