De Nøgne Øjne: Når du skifter mening

Københavnske De Nøgne Øjne er aktuelle med deres tredje EP, Når du skifter mening. Vi tager en historietime for at sætte rammen for, hvorfor netop dette udspil samler op på en hengemt tidsånd, vækker den til live og fører den kompetent videre. Vi har lyttet og anmelder her.

Da den sommer endelig oprandt i sin sols hvide blomstervælde, var det ikke kun det blygrå borgerlige establishments respektable mænd, der rynkede på næserne, slubrede morgenkaffen lidt for varm, og vrissede ned i avispapirets daglige nyheder om en verden af lave.

Hvad helvede skal vi med de skide hippier, lød det også dunkelt fra flere britiske popmusikere, der nu måtte se sig detroniseret fra de selvsamme hitlister, som tidligere havde favoriseret deres lettilgængelige og ferme beatmusik af bastardiseret amerikansk oprindelse. 

Nu var der sgu en ny tidsånd på spil! Og den åbnede samtidig sit tredje øje mod Østens mystik, mens den også blev desto mere kritisk over for verdenssituationen, samfundet og generationsgrøften mellem efterkrigstidens forældre og deres oprørske teenagers.

Ungdommen var kommet i fuld sving, politisk vågne og optaget af en eksistens uden for hamsterhjulet, og de var ikke længere tilfredse med at gøre, hvad de voxne nu engang sagde. Ligesom hippierne i San Fransisco dyrkede de andre værdier end deres stagnerende ophav, båret på kærlighedens vinger og optagetheden af det brede fællesskab.

De ville have frigørelse i mere end én forstand, og det var ikke længere forbudt at dykke ned i selvet – af naturens meditative veje eller med psykedeliske rusmidlers hjælp — og se sig selv som mere end blot endnu en valse i markedsøkonomiens tandhjul. 

Det må have føltes som om, at publikum blev skiftet ud natten over. Nogle britiske popmusikere smed håndklædet i ringen, mens andre var mere fremsynede og med på beatet. De sugede det nye til sig og så en forbindelse mellem de swingende 60’eres Mod-bevægelse og den nye counterculture

Den havde nu fundet vej ind i Populærkulturen, og det ville med et jordskælvs insisteren ændre, hvordan musik fremadrettet kunne lyde og i sociologisk genspejling, hvordan vi kiggede på verden omkring os. For musikerne lukkede det friske pust ind, krydrede musikken med nye lyde og klange, og udforskede rammerne for, hvad popmusik egentlig kunne være – og endnu vigtigere; blive.

I den traditionsrige musichall fandt de for eksempel nogle af redskaberne til at gentænke albummet som værk. Den udtalte satire og løssluppenhed var effektive virkemidler til at udtrykke opgøret med verden af i går, iscenesætte de gængse hverdagsdramaer, som rumsterede på tværs af landegrænser i de små hjem, og ophæve dem til den rene tragedies højder. 

The Beatles ramte sømmet på hovedet med Sgt. Peppers Lonely Heart Club Band, og The Kinks satte en milepæl med The Kinks Are the Village Green Preservation Society.

Herhjemme gik udviklingen ikke ren forbi. I et omvæltende nedslagpunkt formåede den danske pigtrådsrock også at blive hip og skære ansigt af borgerdyrene. Eik Skaløe gav den dansksprogede rockmusik en livsnødvendig blodstransfusion poesi, før han forsvandt disillusioneret ind i den indiske jungle for aldrig at vende tilbage.  

Steppeulvene indvarslede et nybrud, der stod i inspirationsgæld til udenlandske strømninger, og det formskiftede dansk musik, iklædte vores sangtradition i tidens snabeltyrkersko, og satte ord på den danske ungdoms følelsesliv. Skaløe var i ét med sit nu før sin alt for tidlige død.

Døden, sikke en sjov ting. Altså ikke i sådan ha-ha-forstand, men mere forstået på præmisserne af det paradoks, den rummer under visse forudsætninger. Den uafvendelige afslutning bliver den usandsynlige kilde til et evigt liv. 

Når vi her seks årtier senere ser tilbage på 60’ernes tumultariske smeltedigel, dens kærlige somre, rebelske opgør og naive optimisme, de store landskred i kunsten, der endegyldigt ændrede popkulturen, virker den som en saga blot. Og så alligevel.

For som et andet spøgelse, der ikke har givet slip på det jordiske liv, kryber den op og kaster sin rungende skygge indover nutiden. Det blege sjal draperer den københavnske sekstet De Nøgne Øjne, der bedst kan beskrives som de potentielle arvetagere til ikke blot en lyd, men også resterne af en tidsånd og særegen feeling

Steppeulven er kanske spredte ben og knogler i skovbundens mørke, men enspænderhylet er ikke døet ud. Det lever videre her. Gruppens seneste EP, Når du skifter mening, fortsætter ufortrødent den blomstrende tidsånd og samler båndet op, hvor den objektive tid ellers slap sit greb og verden igen forandrede sig og valsede ind i tømmermændenes nedadgående spiral.

Lydbilledet er ligeså rustikt og til tider skramlet som på det hedengangne årtis fineste albumudspil, mens billedsproget i lyrikken besidder en charmerende sepiatonet glød. Det er i sit udtryk milevidt fra for eksempel The Minds of 99’s minimalistiske modernitet og har mere klangen af 60’er-lyrikkens balancegang mellem eksistentialisme, psykoanalyse, bevidsthedstrip og hverdagstrivialitet, blot skåret skarpt i kærlighedspoesi.

De Nøgne Øjne går hårdtslående til værks med pigtrådrockens ubarmhjertige energi, og guitarerne vræler elektrificeret igennem EP’en i et ekko af det britiske blues boom’s fascination af det urbane Amerika på den anden side af Atlanten. Her hører også elorglet hjemme i sin majestætiske vælde. 

Sangkompositionerne afslører samtidig en gæld til netop slut-60’ernes engelske lyd, hvor den førnævnte melodiøse Merseybeat udviklede sig fra den enkle radiosingle til et mere ambitiøst og mangefacetteret udtryk, der var med til at bolstre perceptionen af albummet som sammenhængende værk snarere end en samling løse singler. 

Det danner en overordnet ideologisk ramme for Når du skifter mening, der får som betydning, at det musikalske udtryk ikke rokker sig, men tværtimod rocker stærkt. Indenfor denne ramme, som De Nøgne Øjne skamløst dyrker, skaber sekstetten på fire sange stor variation, så man som lytter aldrig keder sig. Man bliver revet med på rutschebaneturen igennem det skødeløse ungdomslivs flakken omkring. 

Snakken går, når hjerter slår

Når du skifter mening kredser om den gækkende, lystbetonede kærlighed. Det er vist kun ungdommen, der med et slapt træk på skuldrene kan affærdige de infiltrerende livsløgne, som med tiden vokser som kræftknuder i bevidstheden om os selv til de er alt, vi ser og tror, med et nonchalant “De keder mig alle sammen.” Det er som et arkaisk Whatever, man!

Bag foragten gemmer sig et mere håndgribeligt drama i “Vi lever mange løgne”, hvor den tidlige ungdoms stormombruste kærlighed bliver sat i scene. Åh, hjertet vil dit og dat, men tosomheden er sværere end som så. Vi møder “kælne veninder” og “strandløvinder”, der “spinder lystfulde i kor”, mens erkendelsen bagved banker, at det er nemmere hver for sig end sammen. 

Fra den første takts støvede guitarakkord og insisterende lilletrommesmæld går det over stok og sten med Anders Pilgaard Grishauges hvirvlende orgel, Christopher Nick Hansen let vrælende vokal med fornem ærkedansk diktion, og Mie Rasks sirene-kor. 

Nick Willum Thøgersens gnistrende guitar indvarsler “Flyvende”, hvor provinsromantikken ånder tungt i sommeren. Begreber som “Lapsen”, “lokalavis” “rødstensparadis” sidestillet med det lyriske jegs længselsfulde begær forankrer virkeligheden i et skel mellem det konforme voksenliv og ungdommens lyst. Og hvilken dryppende lyst:

“Lærke prøver på at få,/ Alle drengene med ovenpå, ovenpå,/ Selv det gyldne honningtræ,/ Må svede mere på en saftig dag, men hvilken dag, / I sommersolens sprøde favn.”

Musikken veksler mellem den gnistrende bluesrock og ren The Beatles-harmoni i en nedadgående akkordprogression. Den er særlig udtalt i mellemspillet, hvor Christopher Nick Hansens vokal nærmer sig John Lennon – blot på dansk. Og så lukker guitaren ellers ballet med et fyrværkeri af guitar-licks. 

Den fri kærlighed kommer dog ikke uden omkostninger. Det umættede begær melder sig utilfreds på “Du er så fri (Når du skifter mening)”, hvor den attråede føjter omkring til det lyriske jegs store beklagelse. “Du spildte dine chancer/ Fordi du er så fri.”

Skulle man sætte på et formgreb, som De Nøgne Øjne ynder at bruge, er det at skifte fra det rå tempo ned i det drømmende. Her sker det ved, at klaveret indvarsler et længere instrumentalt stykke, hvor musikken får lov at ånde. Det har den storladenhed, som også The Beatles mestrede, hvor alt svulmer op.

Afslutningsvis nærmer vi os den anglofile R&B på “Varme sange”. Tempoet er langsommere, mens Christopher Nick Hansen vrænger passioneret som en anden Steve Marriott. Her er rollerne også vendt. Det er nemlig det lyriske jeg, der har overhånden, og han fremstår mere selvsikker i sin seksualitet og formåen. Det passer som hånd i handske ind i den musikalske arketype.

I EP-format bliver Når du skifter mening naturligvis aldrig den helstøbte værkoplevelse som på Sgt. Peppers Lonely Heart Club Band, men musikalsk er spirerne der til det. De Nøgne Øjne formår at levere et stykke autentisk dansksproget beatrock, der uden at forfalde til ren nostalgi bliver en vedkommende lytteoplevelse. Man kunne ønske sig, at det indvarslede en ny summer of love.

Du skal høre Når du skifter mening, fordi: Foråret får dit hjerte til at bruse af længsel efter sommernattens skjulte kys. 

De Nøgne Øjne er: Christopher Nick Hansen (vokal & rytmeguitar), Nick Willum Thøgersen (leadguitar), Mie Rask (vokal & håndpercussion), Anders Pilgaard Grishauge (tangenter), Lars Münster (vokal & bas) og Niels Kappel (trommer)

Redaktionen anbefaler
I Am Bones: Lobster Vibes

I Am Bones: Lobster Vibes

Kogt hummer er jo en delikatesse, og det samme gør sig gældende for I Am Bones’ Lobster Vibes. Den seneste EP er en fin samling slamsugende grunge-sange, som vi sagtens kunne have brugt flere af. Vi har lyttet og anmelder.Hvem er hummeren? Denne havets insekt, med...

Cousin: Your Models Are to Blame for Your Love

Cousin: Your Models Are to Blame for Your Love

Aarhusianske Cousin var på kanten af opløsning, da de gik i studiet for at indspille EP’en Your Models Are to Blame for Your Love. Og netop som det syntes, at alt smuldrede mellem fingrene på dem, samlede de atter hånden til et fast greb. Vi har lyttet og...

Your Love: Overdressed

Your Love: Overdressed

Københavnske Your Love har tidligere markeret sig med singlerne “Something New” og “Unfinished”. På fredag udkommer debut-EP’en Overdressed, der kæmper i forbilledernes skygge, men det til trods rammer direkte ned i det unge affekteret sind og dets genvordigheder. Vi...

FIRS – Det svimler

FIRS – Det svimler

I sidste uge udgav FIRS’ deres debut-EP, Det svimler. Over fire galaktisk pulserende numre tager vi rumskibe ud i universet, blandt himmelske eksplosioner og dommedagsprofetier, og kigger tilbage på vores egen menneskelighed. Vi har lyttet og anmeldt. “I've seen...

RAIN – polish to make things shine

RAIN – polish to make things shine

Dansk guitarrock kan måske virke som en genre for mørkemænd, der dyrker det dyste og tunge, men sådan forholder det sig ikke på RAIN’s EP-debut. De tipper nemlig virtuost med hatten til Britpop og New-wave, og resultatet er øjeblikkeligt fængende melodier og uptempo...