I Am Bones: Lobster Vibes

Kogt hummer er jo en delikatesse, og det samme gør sig gældende for I Am Bones’ Lobster Vibes. Den seneste EP er en fin samling slamsugende grunge-sange, som vi sagtens kunne have brugt flere af. Vi har lyttet og anmelder.

Hvem er hummeren? Denne havets insekt, med sine ranglede øjne på stilke, gæller på benene, stikkende antenner og kraftige klør til at betvinge sig sit bytte, stammer faktisk tilbage fra juratiden og er biologisk set så meget ældre end pattedyrene, der har gjort beslag på landjorden, at den ligeså godt kunne være fra en fremmed planet. 

Nej, den er ikke særlig køn at lade blikket hvile på. 

Det stakkels kræ er gået fra at være en så fattig spise, at den tidligere var at sammenligne med at spise rotter – i nogle af det tidlige Amerikas kolonier var der endda lov imod at servere hummer for fængselsfanger mere end én gang om ugen – til at være en udsøgt delikatesse. Kræet kogt levende til smagsløgenes glubske bifald.

Når den eftertragtede agent ikke balancerer på den kogende grydes kant og lever frit i sit naturlige habitat, er den havets skraldemand, en ådselsæder af format. Den holder sig mæt på at æde døde ting, selvom den naturligvis ikke er bleg for at hapse andre fisk og nogle gange sine artsfæller. 

Og heri finder vi nogle sammenfald på det æstetiske plan med I Am Bones seneste EP, den særegent betitlede Lobster Vibes

Trioen, ført an af guitarist og sanger Johannes Gammelby i følge med bassist Christian Winther og trommeslager Jeppe Lindgren, tager et opgør med en genre, som efterhånden har fået trykt sin nekrolog så mange gange, at det egentlig er uvist om patienten er seks fod under eller bare flyttet til en mindre by nær kysten. 

Som de rene ådselsædere, flænser I Am Bones ned igennem kødet, direkte til benet, af den grungede, slambeskidte rock med en sådan vigør, at musikken bliver sprællevende igen – og vi kan godt trække nekrologen fra avisens sidste sider og rydde forsiden for den spektakulære nyhed om, at rocken ikke er død i det 21. århundrede alligevel.  

De tre herrer er på virtuos bølgelængde med 90’ernes spruttende kedel af depressiv negativitet, harsk aggression og omklamrende paranoia, du ved, de ærkedyder, der har gjort Seattle-soundtracket til et uundgåeligt lydtapet i teenage-værelser til selv denne dag.

Og man bemærker da også inspirationskildernes smag på EP’ens 13 hårdtslående minutter, når de fortæret bliver presset ud som dugfriske perler – raffinerede til en ny dag, en ny tid, en ny generation. 

Det er ikke så meget et nostalgisk tilbageblik af gamle hoveder, der hænger fast i ungdommens falmende glød, som det er en foryngelse af den go’e, gamle lyds latente udtryk. En påmindelse om, at en generations hundeæde er en anden generations gourmetmåltid. 

Over fire sange får vi serveret det ene skarptskårne riff efter det andet og dyrket den velkendte lav-høj-dynamik. Det ville være nemt at påpege ideer hapset fra giganterne Alice In Chains og Queens of the Stone Age, men i denne kontekst bliver ophavet sekundært. Det, der tæller, er det gennemførte slutprodukt. 

Lobster Vibes viser nemlig I Am Bones fra sin hidtil tungeste, men nok også mest koncentrerede side. Den lille EP er en tour de force i, hvordan 90’ernes tidsånd stadig er relevant – også for nye lyttere. Lydbilledet er massivt, men skarpt. Det nærmest knuser lytteren i sin omfavnelse – som et par mægtige klør. 

I en tid, hvor rock enten flirter med pop og blip-blop elektronik eller er blevet så hæs og skrigende og formularisk, at den skamløst passer ned i det ligegyldige radioformat mellem reklamerne eller modsat så outreret, at du ikke længere skal have en læderjakke på for at erklære dig fan, men en ph.d. i genreforståelse, trækker I Am Bones os tilbage til det mest elementære stik af alle: Sangen er konge.

For tunge riffs udelukker ikke en god melodi, og en god melodi betyder nødvendigvis ikke substansløs popmusik. På Lobster Vibes bliver vi ført ind i et klaustrofobisk univers af lede, eksistentiel opsætsighed og social paranoia. Vreden er almen, og den er funktionel, når den bliver ledsaget af instrumentel tyngde.

I Am Bones ser selv hummeren som det ultimative symbol på denne tematik af at føle sig trængt op i en krog og frenetisk forsøge at finde en udvej:

“Hummeren dør ikke af alderdom, men bliver enten dræbt eller vokser hurtigere, end den kan skifte skal, og knuses af eget exoskelet. Mere klaustrofobisk bliver det ikke.”

Som jaget bytte, som ådselsæder, som offer for sin egen biologi, er Lobster Vibes ikke for sarte sjæle, men rockelskere kan sgu godt stige på her. For det her vilde dyr hersker ufortrødent i underverdenens dyb, hvor det grådigt ernærer sig på al det den golde landjord forbigående har kastet bort.   

Stejlende riffs

Åh, du ved, hvad klokken har slået, når Gammelby vrænger “violence” i åbningsnummeret “Syphon”. Porten er åbnet for en tung aggression, der vrider sig som besat, ikke er til at sætte på plads eller gøre sig til herre over.

Riffet er som en målrettet fulderik, der forsøger at gøre sin vraltende gang opad en stejl trappeopgang – to skridt op, tre tilbage, fat i gelænderet, gentag. Det kulminerer i mellemspillet, hvor tyngden løftes af en subtil, underspillet klaver tone, mens riff bygger på riff på slamfabrikkens knirkende samlebånd.

Vi træder et skridt sidelæns, væk fra det mest beskidte grunge over i det mere indie-inspirerede, mens vi forbliver i samme boldgade på “Restorer”. Gammelbys vokal klinger på et klagende, skingert amerikansk, som vækker associationer til 00’ernes hardcore-rockere. 

Teksten er udstyret med genrens klassiske troper, når det kommer til at sætte selvidentitet, andethed og verden i spil: “Who are you/ Why are you here/ What’s your function.”

Og alt imens spøger Alice In Chains som et hylende kor ind over riffs, der ikke ville have lydt forkert på deres selvbetitlede album fra 1995.

Titelnummeret punker EP’en op, men ikke med lyden af ’77. Det er snarere punk, som når en spritstiv Josh Homme smækker robotten rundt. “I wanna mess around,” lyder vokalen, og det gør nummeret da også med små, frække skævheder.

Særligt bør sangens afslutningsstykke nævnes, da vi her ser I Am Bones på en drilagtig og legesyg måde – som da også indkapsler følelsen af stenalderdronningernes intellektuelle dekonstruktion af den rene larm. 

Den afsluttende “Let’s Not” fremviser et glimrende arrangement, der begynder med lidt tingeling, før bassen tager over. Det er et støvet frempulserende riff, hvor cowboystøvlens hæl til tider sætter sig fast, så gangarten bliver en anelse forskubbet på den frække måde.

Når jeg tager det maskinelle drive i betragtning, virker “Let’s Not” nærmest som en dyster Spleen United-single – hvis de havde skiftet eyelineren ud med skovmandsskjorter. Og det mener jeg på den bedst tænkelige måde.  

Guitaren får lov at smadre i overgangene mellem vers og omkvæd med en attitude af provokerende ligegyldighed. Men man fornemmer, at der bag attituden gemmer sig en mere oprigtig intention, som måske er så sårbar, at den bedst serveres pakket ind i hårde negle og sammenbidte tænder.

Den eneste anmærkning, jeg kan komme på, med Lobster Vibes er, at den beklageligvis ender alt for hurtigt. Grundstemningen når lige akkurat at indtræffe, og så er det forbi. Alle komponenterne til en fuldstøbt LP-oplevelse er ellers på plads – tematik, musikalsk iderigdom og spilleoverskud.

Det sætter dog til gengæld forventningerne til en (forhåbentlig) fuldspiller desto højere. Et helt album kunne måske være, ja, nok ikke en Superunknown, men kanske en dansk Badmotorfinger. Og for nogle lyttere er det et endnu større kvalitetsstempel.

Du skal lytte til Lobster Vibes, fordi: Den sparker hårdere i nosserne end det meste af, hvad ungdommen kalder rock nu til dags.


Redaktionen anbefaler
Cousin: Your Models Are to Blame for Your Love

Cousin: Your Models Are to Blame for Your Love

Aarhusianske Cousin var på kanten af opløsning, da de gik i studiet for at indspille EP’en Your Models Are to Blame for Your Love. Og netop som det syntes, at alt smuldrede mellem fingrene på dem, samlede de atter hånden til et fast greb. Vi har lyttet og...

De Nøgne Øjne: Når du skifter mening

De Nøgne Øjne: Når du skifter mening

Københavnske De Nøgne Øjne er aktuelle med deres tredje EP, Når du skifter mening. Vi tager en historietime for at sætte rammen for, hvorfor netop dette udspil samler op på en hengemt tidsånd, vækker den til live og fører den kompetent videre. Vi har lyttet og...

Your Love: Overdressed

Your Love: Overdressed

Københavnske Your Love har tidligere markeret sig med singlerne “Something New” og “Unfinished”. På fredag udkommer debut-EP’en Overdressed, der kæmper i forbilledernes skygge, men det til trods rammer direkte ned i det unge affekteret sind og dets genvordigheder. Vi...

FIRS – Det svimler

FIRS – Det svimler

I sidste uge udgav FIRS’ deres debut-EP, Det svimler. Over fire galaktisk pulserende numre tager vi rumskibe ud i universet, blandt himmelske eksplosioner og dommedagsprofetier, og kigger tilbage på vores egen menneskelighed. Vi har lyttet og anmeldt. “I've seen...

RAIN – polish to make things shine

RAIN – polish to make things shine

Dansk guitarrock kan måske virke som en genre for mørkemænd, der dyrker det dyste og tunge, men sådan forholder det sig ikke på RAIN’s EP-debut. De tipper nemlig virtuost med hatten til Britpop og New-wave, og resultatet er øjeblikkeligt fængende melodier og uptempo...