FIRS – Det svimler

I sidste uge udgav FIRS’ deres debut-EP, Det svimler. Over fire galaktisk pulserende numre tager vi rumskibe ud i universet, blandt himmelske eksplosioner og dommedagsprofetier, og kigger tilbage på vores egen menneskelighed. Vi har lyttet og anmeldt.

I’ve seen things you people wouldn’t believe. Attack ships on fire off the shoulder of Orion. I watched C-beams glitter in the dark near the Tannhäuser Gate. All those moments will be lost in time, like tears in rain. Time to die.

Det er et af mest ikoniske øjeblikke i moderne film, da Roy Batty, portrætteret af Rutger Hauer i Ridley Scott’s sci-fi-klassiker Blade Runner, i det mørke regnvejr på en tagtop med udsigt over en futuristisk storbys mareridt giver sin lille refleksive monolog efter at have reddet sin modstander, detektiven Rick Deckard, fra et frit fald ned i dybet. Og så dør han. 

Det er særlig Hauers gribende levering – replikanten, der igennem det korte livs erindring ser det menneskelige i sig selv – der spøger lang tid efter og sætter sig en smule ildevarslende i kroppen. 

På fire linjer konfronterer vi visioner om stjerneverdner og en symbolladet kosmisk magi, der trækker det oplevede tættere på det rent guddommelige og virker desto mere ubegribeligt for det menneskelige øje, rodfæstet her på jorden under himmelvældets begrænsning, og den uomtvistelige tragedie i, at selv disse åbenbaringer er prissat af tiden. 

Denne her brændende følelse, ideen om at sidestille sin egen ydmyge subjektivitet med noget langt større hinsides den blotte bevidsthed, giver en rasende iver efter selv at række ud efter stjernerne og favne kosmos og eventyret, før det er for sent, og det hele er tabt i tiden som tårer i regnen.

Det er den stemning, som du sidder tilbage i efter at have lyttet til FIRS’ debut-EP, Det svimler. Fire sange, vilde og fabulerende, og en iboende historiefortælling, der sprudler mægtigt og trodsigt af saft og kraft. 

En genopstanden ånd

Det virker næsten uhørt, når vi sammenligner med nutidens øvrige dansksprogede musik, der er voldsomt befolket af singersongwriters, der har taget bestik af de sidste tyve års danske litteratur, hvor det nære og lokale er sat i fokus som omdrejningspunkt.

Navlepilleriet, den traurige menneskesjæls små, anekdotiske sanseregistringer, bliver blæst væk i FIRS’ univers af voldsom stjernedrift. Her bliver det enkelte menneskes tragedie ophævet til en falden guddoms skæbne, og rammerne for fortællingen er så stor, at kun kosmos kan rumme dem. 

Det virker næsten uhørt, men også dristigt revolutionerende. 

Det tager mig tilbage til ungdommens musiklytten, hvor de udvalgte nye cd’er rituelt blev afspillet, mens jeg læste teksterne i tandem. Det var den hemmelige portal indtil et nyt univers, hvor mine egne tanker pludselig drev med lyrikkens tankestrøm og blev til små åbenbaringer og pudsig selvindsigt. 

Invitationen til at drømme med tager jeg ikke længere for givet. Det må være noget med kalken i hjernen, der gør, at man bliver lidt mere stiv i betrækket med alderen. Men i FIRS’ univers af højdramatisk undergang og stjernekrig, bliver jeg som ung igen. 

Fortællingerne om de hysteriske, ofte gale, menneskeskæbner, der trodser dystopien, lever oprørsk med livets hastighed, og brænder sejrrigt ud i galaksen, bliver et romantiserende spejl, der vækker egen fantasi op fra dens døs.   

Som bandnavnet også kunne antyde er det 80’erne som årti, vi tager udgangspunkt i. Musikalsk har vi at gøre med en steroide-pumpet og stram maskinel videreførsel af Joy Division’s post-punk. Musikken er cracket og nådesløs, hårdtslående og dramatisk opbyggelig.

Vokalen svinger mellem Lars HUGs dybfølte fraseringer og Ian Curtis’ maniske ordstrømme, og billedsproget trækker på Strunges lyriske værdighed og pragtmodernisme. 

Det er selvfølgelig ikke første gang, at en ny generation musikere løfter Michael Strunge op af graven på Assistens Kirkegård. Men de fleste synes, at tygge poesien igennem og spytte en slags boblende inderlighed ud, der virker særegen, når man tager hele forfatterskabet i betragtning.

Det bliver som en art karikatur af den skrøbelige digter i vinduessatsen, en revisionistisk fiktion, der glemmer alle kald til “revolutionerende poesi-frisind” og at firserdigtningen skulle være kosmisk nævenyttig. 

Den ånd af Strunge FIRS fremmaner er i modsætning den vrængende, punkede, Bowie-betagede og Rimbaud-visionære, storbydigter, der folder drømmenes faner ud og ublu kræver kosmos som sit eget.

I de fremragende tekster der hele tiden intertekstuelle spil i gang, som den opmærksomme lytter vil bide mærke i og blive fornøjet over. Det giver en ny spændende tekstdybde. Og hvis den poetiske fremgangsmåde på nogen skulle fremkomme som tyveri, bør det være sagt, at ånden af Strunge nok ville være den første til at klappe anerkendende i hænderne.*

Guddommelige stjerneskibe

Titelnummeret udspiller sig nærmest som en slags futuristisk romance mellem astronauter fanget i en tindåse, der driver hvileløst rundt i galaksen. Det lyriske jeg er sat over for det store hele i et overvældende, sanseladet øjeblik. Ja, det svimler i et møde mellem simili – “luftkopier” – og autenciteten i oplevelsen af situationen.

I verset lader Michael Vitus’ blidt vuggende bas Mathias Winther Kjeldsens vokal folde sig ud, mens guitaren knitrer sprødt og trommerne tikker mekanisk. “det svimler” virker helt afmålt i sin musikalske levering, indtil trommeslager Troels Dankert i et snuptag tager al den målrette energi, han tidligere har demonstreret i støjpunkerne LSD on CIA, ind i ligningen og tæver ufortrødent på lilletrommen.

Man kan næsten høre fingrene bløde i Søren Stengaards frenetiske guitarspil, da omkvædet for alvor rammer som en orkan. Den senere orientalsk klingende guitarmelodi har en smag af Johnnie Greenwood’s stratosfæriske guitarspil på Radiohead’s OK Computer

Men det er særligt vokal-hooket “Når vi ligger ned”, der infiltrerer øregangene og giver én lyst til at skråle med uden hensyn til naboer eller forbipasserende. 

De lyse bastoner, der galoperende introducerer “stjerneverdner”, rammer nonchalant den unge Peter Hook’s lyd. Det post-punkede lydbillede er et perfekt match til det lyriske drama. 

Menneskeheden er stillet over for dommedag, verden er gået i stå, og et menneske bliver sendt ud “mod endeløse stjernehorisonter”. Særlig interessant er sammenstillingen “i guddommelige stjerneskibe”, hvor det menneskeskabte pludselig går hånd i hånd med den kosmiske skaberkraft. Man føler sig alene i universet, når stillet over for Gud. 

Galningen er løs i “distress call”, hvor versenes stressende pågåenhed opløses i omkvædenes bøn til det tonedøve oratorium. Spørgsmålet er, hvem de egentlige galninge er? De desperate eller de ignorante.

Efter et effektivt melodistykke slutter sangen i klimatisk sidste breakende omkvæd, hvor desperationen brænder forvansket igennem vokalen.  

Tempoet brænder igennem som rakettens motor på den afsluttende “fremtid”, hvor den utopiske stjernedrift står glohed. Det er storbyen rykket ud i solen. Kjeldsen flænser melodisk ordene ud, mens et klædeligt ekko runger om hans stemme. Musikken virker løbsk, men kører ikke af skinnerne.

Vi får et åndehul i et lille mellemspil, hvor man messer med på:  “Det er det sorte hul, det er big bang, det er fremtiden, det er nu.” 

“fremtid” udviser en dødsforagt, en tro på forenelse i elementerne, der musikalsk former sig som en knytnæve og får én til at gispe efter vejret.

Det svimler er dansk post-punk af højeste kaliber. Det er fandenivoldsk og ikke bange for at tage munden fuld. Det har den kant, som så meget nutidig rock synes at mangle, nemlig en slags outsider-farlighed. Det indbyder dig til at digte videre med på drømmen. Kompromisløst, melodisk og umiddelbart fængende. Kom og del det liv, kom og lev det sus!

Du skal lytte til Det svimler, fordi: Du er til hæsblæsende punkpoesi, der folder drømmenes faner helt ud.

  • (Denne kommentar er tilføjet seks timer efter udgivelse for at imødekomme forfatterens ønske om at klargøre en pointe om tekstuniverset, red.)
Redaktionen anbefaler
I Am Bones: Lobster Vibes

I Am Bones: Lobster Vibes

Kogt hummer er jo en delikatesse, og det samme gør sig gældende for I Am Bones’ Lobster Vibes. Den seneste EP er en fin samling slamsugende grunge-sange, som vi sagtens kunne have brugt flere af. Vi har lyttet og anmelder.Hvem er hummeren? Denne havets insekt, med...

Cousin: Your Models Are to Blame for Your Love

Cousin: Your Models Are to Blame for Your Love

Aarhusianske Cousin var på kanten af opløsning, da de gik i studiet for at indspille EP’en Your Models Are to Blame for Your Love. Og netop som det syntes, at alt smuldrede mellem fingrene på dem, samlede de atter hånden til et fast greb. Vi har lyttet og...

De Nøgne Øjne: Når du skifter mening

De Nøgne Øjne: Når du skifter mening

Københavnske De Nøgne Øjne er aktuelle med deres tredje EP, Når du skifter mening. Vi tager en historietime for at sætte rammen for, hvorfor netop dette udspil samler op på en hengemt tidsånd, vækker den til live og fører den kompetent videre. Vi har lyttet og...

Your Love: Overdressed

Your Love: Overdressed

Københavnske Your Love har tidligere markeret sig med singlerne “Something New” og “Unfinished”. På fredag udkommer debut-EP’en Overdressed, der kæmper i forbilledernes skygge, men det til trods rammer direkte ned i det unge affekteret sind og dets genvordigheder. Vi...

RAIN – polish to make things shine

RAIN – polish to make things shine

Dansk guitarrock kan måske virke som en genre for mørkemænd, der dyrker det dyste og tunge, men sådan forholder det sig ikke på RAIN’s EP-debut. De tipper nemlig virtuost med hatten til Britpop og New-wave, og resultatet er øjeblikkeligt fængende melodier og uptempo...