Manoj Ramdas åbner sin nye klub for alle villige lyttere og byder på et spændende, mørkt, filmisk lydunivers, hvor hver detalje kæler for øregangene. Vi har lyttet og anmelder her.
Den amerikanske filminstruktør David Lynch har forlængst mejslet sit navn ind i populærkulturens Pantheon med sit bidrag til de levende billeder.
Hans samlede værker bærer dog stadig ny frugt i form af inspiration til yngre kunstnere, men måske mest bemærkelsesværdigt er det ikke ligesindede filmskabere, der vover at tage udgangspunkt i hans ofte uigennemtrængelige, dybt symbolske og uhyggefremkaldende ikonografi.
Billederne synes at vække større genklang hos musikere, hvor fortolkningen af det stærkt visuelle over i det rent auditive giver større rum til personlig fortolkning og fri leg.
Navnet Lynch er efterhånden blevet et adjektiv til at beskrive det dystre fænomen, der optræder som en plet i det rene hverdagslivs troskyldige normalitet. Det beskriver det sted, hvor mørket ulmer tættest under det mondænes overflade, hvor den arbitrære ondskab står på lur til at rive dig uvidende ud af tilværelsens forudsigelighed og hensætte dig i kaos.
Som begreb er lynchsk ikke beskyttet, men lad os hurtigt blive enige om, at det trods alt kræver en mester i sit håndværk at kunne kreere et personligt udtryk, der for alvor fortjener at blive smykket med det.
Alle vil gerne danse i mørket med djævlen. Det er dog kun de færreste, der formår at lede an, når de kaster sig hovedkulds i armene på den hornede lurifaks’ tillokkelser.
Overlad det imidlertid trygt til Manoj Ramdas, hvis omfangsrige musikalske cv (The Raveonettes, Sort Sol, Childrenn, Roxy Jules og Trentemøller) i sig selv er nok til at fastslå, at vi har med noget så sjældent som en ægte dansk rockmusikers musiker at gøre.
På sit seneste projekt, Visitors Club, åbner han sin kreativitet yderligere for den lystbetonede leg med de musikalske virkemidler og slår dørene til sit studie op for samarbejde med forskellige sangerinder fra EP til EP.
Det har til formål at give ham større terræn at udforske og arbejde indenfor og således skubbe lidt til hans egen måde at komponere og skrive musik på. Det lykkes han med på Visitors Club I, hvor sangerinden Emma Acs bidrager med hjemsøgende og længselsfuld vokal på to af EP’ens fem numre.
Den relativ korte spilletid til trods skaber Ramdas en stemningsmættet atmosfære. Han får demonstreret sine evner til at komponere filmiske lydflader med kærlige nik til krautrocken og den italienske spaghetti western’s hofkomponist Enrico Morricone, mens han på de robuste vokalbårne singler endnu engang viser sin flair for at give subtilt modspil til stemmen i front med stramme arrangementer og twanget surf-guitar.
Det første besøg i klubben tegner sig som et soundtrack til din indre David Lynch-film – dystert dystopisk, ulmende af usagt begær, og labyrintisk i sit udtryk. Det er i sin helhed veludført ned til mindste detalje.
På vej mod vestkysten
Det er sigende for en 1’er af enhver slags, at den også tegner sig som en velkomst og indføring i et univers. Det er også det indtryk, som tracklisten til EP’en efterlader lytteren med.
Titlerne “Welcome”, “Membership Approved” og “Visitors Club” peger således på en slags kontinuerlig beståelseprøve, hvor medlemskabet bliver sikret i kraft af vedvarende lytning, mens “The World is Mine” og “Best Wishes” er et skridt ind i det dæmpede belyste klublokale.
På den ene side har du de glødende instrumentale passager og på den anden har du de majestætisk vemodige sange.
I den nævnte rækkefølge virker det som to sideløbende tanker, hvor den ene har det didaktiske formål at bringe lytteren nærmere ind til kernen af projektets ånd, mens den anden er en direkte motorvej ind i dets hjerte.
Det er i denne forening af ånd og krop, at Visitors Club for alvor bliver levende, og når det kulminerer i det afsluttende, selvbetitlede track, er du enten ombord og opslugt i fantasien eller klar til at lytte endnu en gang.
“Welcome” udspiller sig som soundtracket til en dystopisk cowboy-film, hvor det rødglødende klippelandskab er skiftet ud med Blade Runner’s regnvåde reklameskærme.
Associationen bliver tidligt fremkaldt ved brugen af den såkaldte Water Phone – et unikt klingende instrument bestående af en resonatorskål i rustfrit stål med en sfærisk hals af bronzestænger. Skålen indeholder en smule vand, hvilket resulterer i instrumentets karakteristisk æteriske lyd.
Det indvarsler den spolende filmstrimmel i sindet. Det er lyden af forundring. Det er lyden af en verden henlagt i mørke og syntetisk bevægelse, hvor tankerne forventningsfuldt griber ud mod det kommende med blegt knugende hænder.
En skærende larm bryder igennem mørket og leder over i “The World is Mine”. Storladne trommer svøbt i skæbnesvanger ekko og en svulstig synth-bas lægger den prægnante stemning, mens Acs vemodige stemme fører os ind i en længselsfuld fortælling.
Den har et umiskendeligt præg af at kunne være en Bond-sang, hvor det er den arketypiske Lana Del Rey femme fatale, der former verden i sit billede. Og det til trods, at den også rummer en særlig typisk nordisk noire.
På “Membership Approved” mærker vi den fascination af krautrocken, som en ung David Bowie også gjorde sig i på sit skelsættende hovedværk, Low. Men hvis det er fundamentet, der er tænkt ud fra, fylder Ramdas sine egne tanker på og skaber en fortryllende overgang til “Best Wishes”.
Den åbner på bedste avantgarde-vis med dissonerende klaverakkorder, før et klassisk rockbeat akkompagneret af spidse guitarer badet i rumklang driver tracket frem til Acs vokal. Den gated reverb på lilletrommen giver sangen et solidt punch og understøtter den plagede jeg-fortællers bestræben på at bryde fri og forsvinde ud i horisonten.
I Acs’ tekstunivers på EP’ens to sange er det lyriske jeg splittet mellem øst og vest, mellem forpligtigelse og kærlighed. Det virker som et skel mellem storbyens isolation og havets ensomhed. De to sange, “The World is Mine” og “Best Wishes”, bygger en tematisk bro på tværs af Visitors Club I.
Det er en fejl at forlade vestkysten, og nær afslutningen rejser vi tilbage mod det forjættede land. Det slutter på den ominøse linje “I saw the fires on TV”.
På sin vis indkapsler denne ene linje også fint følelsen EP’en efterlader lytteren med. Når den korte “Visitors Club” runger ud, er det nemlig fornemmelsen af at have fået et glimt ind i en parallelvirkelighed, der bygger på den samme noire som netop Lynch’s allegoriske billeder, man sidder tilbage med.
Man ser det igennem den flimrende skærm, man hører det igennem højtalerens reproduktion af lyden.
Visitors Club giver muligheden for at lade sig transportere til en tilstand, der løsriver dig fra hverdagens forblændede automatik og åbner døren ind til sjælens mørke. Alle er velkomne i klubben, men du bliver medlem på eget ansvar.
Du skal lytte til Vistors Club I, fordi: Det er en filmisk rejse ind i mørket sat til mesterligt komponeret lyd.
Visitors Club: Visitors Club I udkom fredag den 8. april, 2022.
