Juka Trashy har rødder i den danske undergrund og punkscene og er kendt fra bands som Qu’est-ce Que Fück? og Mack The Knife. Hun har gæsteoptrådt som Hank Robot’s Headless Chickens (Kim Kix, Powersolo), været support for medlemmer af det tyske kultband Lene Lovich (Jude Rawlings, Kirsten Morrisson) og bassist Greta Brinkmann (Debbie Harry). I dag har vi premiere på hendes seneste single med sit band, Juka Trashy, og bringer i den anledning et dybdegående interview med Trashy selv.
Dybt forankret i den moderne vestlige fantasi står Berlin, den kolde krigs vemodige gidsel, som hjemsted for den individuelle genopstandelse. Her, i et mylder af menneskelig diversitet, ansigtsløs modernisme og hjemsøgte murbrokker, hersker et mulighedernes rige.
Nordeuropas kulturelle epicenter, schöne Berlin, er for længst gået over i musikhistorien, som stedet, hvor en hysterisk Bowie ankom i slut-70’erne og genoptog gamle vaner med kumpanen Iggy Pop. Men byen har en sælsom magi, og snart skiftede han kokainen ud med de grove, flygtige malerstrøg af 20’ernes melankolske ekspressionister, højtlæsning i den beskedne lejlighed i Schöneberg, og fandt tilbage til sin egen kunstneriske sti. Clean og som født på ny.
Splittet mellem øst og vest, fanget i et symbolladet, men tomt grænseland på kanten af den resignerede krops modstandsløse hunger for frihed, ja, de historiske dimensioner hænger stadig ved vores opfattelse af, hvad den sønderskudte storby kan gøre ved den kreative spire.
Når nattehimlen hænger som et tungt gardin over byens skyline, ser man op på det oplyste Berliner Fernsehturm på Alexanderplatz og føler dets stjernestræben som sin egen. I sikkerhed fra presserende konformitet og opslugt af fremtidsudsigternes rus finder man sig hjemme i Berlin som fristed.
Præcis fyrre år senere, i slipstrømmen på den omskiftelig kamæleon, ankom Julie Hugsted, som er synonym med Juka Trashy, frontfigur i Juka Trashy, til Berlin med en rygsæk, en guitar, en yogamåtte og sin hund, Charlie Ramone, under armen. Hun lejede sig ind i et lille værelse i Schöneweide langt ude i det tidligere DDR og tjente til vejen og dagen i telemarketing.
Med en baggrund på punkscenen i Aarhus og København søgte hun også sit eget personlige berliner-eventyr. Hun søgte fornyelsen, hun søgte den kunstneriske genopstandelse, og hun er nu hjemvendt til Danmark med rygsækken randfyldt af oplevelser og betragtninger af en anden verden, som man ikke nødvendigvis falder over i det danske hjerteland.
I dag har vi premiere på Juka Trashy’s seneste single, “Have a Brunch”, som er andet udspil fra hendes kommende album, Auto Fiction. Det er en rejse ind i lofi-rock’n’roll, båret på bølgerne af det tarantinoske soundtrack og en stædig æstetisk vision. Du kan høre den i en eksklusiv forpremiere her forneden.
Men inden du når så langt, har vi taget en snak med Juka Trashy om livet i selvvalgt eksil, punkkultur og -æstetik og køn. Det bliver en rejse ind i en hvirvelstrøm af indtryk, så hold hellere fast.
Mangfoldighedens fristed
“Punkere, klovne, fritænkere, en boghandel, der hedder Curious Fox, og en god håndfuld nysgerrighed er nok den bedste opskrift på at falde til i den berlinske musikscene,” siger Trashy om at finde sin plads i Berlins myriade af kreative scener.
Nysgerrighed er central for Trashy’s egen indgang til den lokale musikscene. Den kommer sig nemlig snigende af omveje og skyldes blandt andet den febrilske boligjagt i millionbyen og hendes fanbesættelse af The Ramones.
Da hun ikke havde internetadgang i sit lille værelse, brugte hun nemlig en stor del af sin første tid på Ramones Museum Berlin. Her var der gratis wifi og samtidig mulighed for at drikke rigelig med stærk kaffe og bare hænge ud. På museet mødte hun flere ligesindede aspiranter i musikkens navn og begyndte langsomt at bygge et netværk, der står ved til denne dag og også har ført til en verdenspremiere på singlen “Have a Brunch” i Mädchen Radio Rock’n’Roll.
“Mit band blev etableret som konsekvens af min boligjagt, hvor jeg blandt andet mødte en kinesisk trommeslager og en britisk guitarist, som siden blev min bassist,” siger hun.
“På den måde fører det ene altid til det andet i Berlin. Før jeg fik set mig om, indspillede jeg i et lydstudie kørt af en håndfuld gutter fra punkscenen – en amerikaner, en franskmand, en basker og en tysker. Jeg kom i Mädchen Radio Rock’n’Roll via kontakter på Ramones-museet, mens jeg mødte min italienske producer igennem min musikerjagt på Facebook.”
I udlandet fandt Trashy noget, som hun savnede i Danmark. Hun mødte en sanselig eksplosion af de bånd, som hun følte stavnsbandt den danske musikscene, og hun opdagede pludselig, at grænserne for, hvad hun kunne drømme om blev udviskede. Der var højere til loftet, og det førte til den fornyede kunstneriske energi, som også koryfæerne tidligere har nydt godt af.
“Vi har en tendens til at begrænse os selv og glemme den nysgerrighed og det drive, der fik os til at forfølge musikken i første omgang.”
Enhver genfødsel har sin rod i en cirkulær bevægelse, hvor man vender tilbage til sit udgangspunkt og genfinder barnet i sig selv. På ny tager man en bid af det forbudte æble, der vækker lidenskaben i én.
“I Aarhus, hvor jeg er født og opvokset, er der en stærk musikscene, som uden tvivl er og altid har været den mest spændende i Danmark,” siger hun. “Ikke desto mindre er vores musikscene og kulturelle infrastruktur i høj grad bundet op på bestemte genrer og enkeltpersoner. Det betyder desværre, at vi har en tendens til at begrænse os selv og glemme den nysgerrighed og det drive, der fik os til at forfølge musikken i første omgang.”
København var ikke et trækplaster. Her havde Hugsted allerede boet i begyndelsen af 00’erne og oplevet en “enorm konformitet indenfor musikscenen.” De stramme tøjler for genre-renhed var ikke befordrende for kreativiteten, og Trashy har ikke spillet i den danske hovedstad siden hendes punkband, Den Vrede Brigade, i en fjern fortid optrådte i ungdomshuset på Jagtvej 69.
“I Berlin skal man ikke være renskuret og vandkæmmet for at få lov til at spille på en scene, det er ligegyldigt hvor mange fb-followers, du har, og du kommer ingen steder, hvis du altid kører den safe,” siger hun.
Berlin er i sin mangfoldighed det logiske modstykke til det danske. Det er “det vilde vesten”, hvor mange gamle ejendomme og bygninger er skueplads til festlig ballade. Musikscenen er stærk og kæmper imod, når steder lukker, og har en snert af oprør i ansigtet på den beklagelige gentrificering, som vi kender fra alle storbyer i verden.
“I Berlin er der plads til et kaos, der samtidig etablerer en respektfuld sameksistens på tværs af genrer, farver, køn og alder. Der er en enorm jungle af venues, barer, nedlagte toiletter og pladser, hvor der er plads til det rå, det eksperimenterende og fire akkorders galskab i 160 bpm, siger hun. “Der er hanekamme, lak og læder, alt for gamle dreadlocks og random people til koncerterne, og det finder man bare ikke i Danmark.”
For Trashy var tiden i Berlin som et nostalgisk tilbageblik på hendes teenageår i Aarhus. Her hersker stadig den tøjleløse frihed til at kaste sig fanden i vold på musikken.
“Da jeg var teenager i Aarhus i slut-90’erne, var der et punkmiljø og plads til at arrangere punkkoncerter. Undergrundsscenen var i modsætning til det mere strømlignede og politiske København en absurd morf af proto-punks, skinheads, hippier og regulære tosser, der måtte finde en måde at leve i kaotisk sameksistens,” siger hun.
“Der var også nynazister, som ødelagde festen, en hård kurs mod punks fra politiets side, og en masse splittelse og slagsmål. Hipstere fandtes vist ikke rigtigt, ligesom rygeforbud og regler om, hvor gammel man skulle være for at købe billige øl.”
Musik af mennesker
Punkmusikken er indgraveret i Trashys hjerte, og dens æstetik, det rå og upolerede, det umiddelbare og oprigtige, er også altafgørende for visionen af bandet Juka Trashy. Hun ser den som et opgør med den misforståede perfektion, der udraderer ethvert personligt islæt i såvel musik som det enkelte menneske, og peger således på musikkens etiske dimension. Musik som en kunstart er underlagt kravet om streng ærlighed.
“Vi har vænnet os til at høre dårlig musik. Med dårlig musik mener jeg ikke nødvendigvis musik, der skurrer i ørerne, men musik, der ligesom McDonalds’ burgere altid smager af det samme, aldrig udfordrer os og altid appellerer til laveste fællesnævner,” siger hun.
“Den nemmeste måde at lave den type musik er ved at benytte lydredigeringsprogrammer til at sikre, at der ikke er den mindste variation i, hvordan musikken spilles i gennem nummeret. Man kan klippe og klistre digitalt og automatisk sørge for, at toner, takt og vokal ‘skubbes på plads’, så det ligger indenfor en letfordøjelig ramme uden nogen form for patos.”
Det er ikke den musik, Juka Trashy ønsker at præsentere for verden. For hvad er musik uden patos, uden indlevelse? I deres univers skal man kunne spille sine sange fra start til slut, før man overhovedet går i studiet og trykker record.
Musikken skal spilles af mennesker på instrumenter og ikke bare af maskiner. Man skal høre hvert et anslag, hver forbigående intensitet, hver frasering. Salg og streams er ligegyldige i den sammenhæng.
“Man må spørge sig selv, hvad musik er, og hvorfor det har en eksistensberettigelse. For mig er musik kunst, det er essens og det er alt for vigtigt til at sætte en maskine til at klare opgaven,” siger Hugsted og citerer så guitaristen Ronni fra kultfilmen De Skrigende Halse af Søren Fauli: “Det er sgu da også udtrykket, det kommer an på. Ingen udtryk, ingen punk, ingen mening.“
Til kamp mod det smalle normalitetsbegreb
I tidens turbulente diskurs er der en symptomatisk tendens til at bruge øjnene i stedet for ørerne, når vi møder ny musik og en ny kunstner for første gang. Det er som om, at det pludselig er vigtigere, hvilket køn udøveren har, end den musik de har skabt. Er det at gøre kunsten en tjeneste ved så som så at negligere den til fordel for et ideologisk drevet perspektiv? Og hvordan er det som rockmusiker at blive sammenlignet på grundlag af køn fremfor ens kunst?
“Det generer mig ikke at blive sammenlignet med cool folk, uanset deres køn, seksualitet, hudfarve eller religion. Det er altid svært at sætte ord på musik, og jeg tror, at vi allesammen har brug for referencerammer for at få en idé om, hvilken type kunstner, der er tale om,” siger Trashy.
Til gengæld er punkens politiske aktivisme vågen i hende, når det kommer til de generelle creeps, der antaster hende udelukkende på hendes køn og ikke hendes musik.
“Hvad angår køn som det, der kommer før musikken, er jeg til gengæld fed up af at få daglige beskeder på Facebook og Insta af mænd, der bare gerne vil skrive for at fortælle mig, at jeg er lækker i stedet for at vise interesse for min musik,” siger hun.
For hende tegner der sig et overordnet billede af den moderne digitale verden, som er underlagt kapitalens evigt tørstige jagt på profit. Det udmunder sig i en overfladisk kultur, hvor omgangen mellem mennesker udvandes og det gestikulerende symbols repræsentative magt pludselig får større vareværdi end det reelle.
“Her er vi tilbage til hele snakken om, hvad det betyder, at have mange likes eller followers,” siger Trashy. “For betyder det egentligt noget når dem, som følger dig, udelukkende gør det, fordi du har lagt et fedt billede op? Jeg vil mene, at det har en større værdi at spille på et nedlagt offentligt toilet for et tændt publikum end at få online anerkendelse for alt andet end din musik.”
Igen skuer hun tilbage til Berlin som fristed for tanken og kroppen, sindet og kønnet.
“Her er et smallere normalitetsbegreb, imens der hersker en enorm sexisme, og du stort set kun ser påklædte hvide mennesker til rock- og punkkoncerter.”
“Jeg synes, det er fantastisk, at man kan etablere så mange steder, hvor normalitetsbegrebet er ophævet, imens alle de steder også er safezones,” siger hun. “Det betyder, at du ikke får klap i røven af fremmede mænd, dine personlige grænser bliver respekteret og ingen træder på hinanden. I Danmark oplever jeg ofte det modsatte: Her er et smallere normalitetsbegreb, imens der hersker en enorm sexisme, og du stort set kun ser påklædte hvide mennesker til rock- og punkkoncerter.”
Måske Juka Trashy kan gøre sit for at vænne strømmen og sætte punkånden fri på ny i det danske.
Det seneste bud, “Have a Brunch”, er i tro ånd indspillet som one-takes. Singlen er mikset af Jonathan Jensen fra Cable Hell Studio på en kombination af en analog Otari MTR-90 MKII og en DDA Q konsol og mastereret af den legendariske Pete Maher (Rolling Stones, Nick Cave, Pixies, Patti Smith).
På singlen oplever man Juka Trashys sensuelle stemme, Theodore Doubinskys (BOAT) faste og tilbagelænede bas, percussionist Simon Behrentz Jensens (Morgan Square) messende tamburin, insisterende elektroniske trommer, og en cinematisk opbygning til Juka Trashys hurtige og beskidte guitar.
Hvis du er til stærke kvinder, en sej Nancy Sinatra, The Ronettes spillet af en Ramones punkfan eller bare godt kan lide 1960’er surf tilsat distortion, er det her du skal begynde:
