Den københavnske kvartet Hövring sætter selv dagsordenen i forsøget på at skabe deres helt egen unikke lyd – en blanding af rock, blues og funk. I dag er de klar med tredje single forud for deres kommende debutalbum. “Jungle Fever” er beriget med en feststartende musikvideo, som du kan se her.
Nu om dage er det hårdt at være rockmusiker i København. I en ikke så fjern fortid, alting er relativt i erindringens sumpede dis, husker jeg at gå med min daværende forsanger fra bodega til bodega på Amager – Stærk Odder, Eiffel Bar, Kanal Bodegaen – med slidte akustiske guitarer og en gammel forkogt gryde til at indsamle håndører.
De venlige bartendere lod os ofte spille for stamklientellet sent om aftenen, og i et stykke tid forsørgede det lille spilleeventyr os med billig pasta i Netto. Det lærte os også at påskønne gratis sjusser, som ofte kom i overmål.
Det er en beretning som Victor Hövring sikkert kan nikke genkendende til. Også han gjorde sig et par år som musikant på de københavnske beværtninger, før han i 2018 samlede et band omkring sig via annoncer på det store vide web.
Hövring har på kort tid markeret sig på den københavnske musikscene med deres unikke blanding af rock, blues og funk og spillet adskillige svedige koncerter. Et tidligt højdepunkt var blandt andet som opvarmning for det amerikanske rockband The Districts på Pumpehuset, som mere eller mindre tegnede sig som en ægte ilddåb.
2020 tegner til at blive året, hvor Hövring kommer helt ud af pappet og gør deres indtog på den danske musikscene. De er nu klar med deres tredje single, “Jungle Fever”, som optakt til deres debutalbum, der udkommer senere i år.
Skabe sin egen niche
For ældre rockfans vil lyden af Red Hot Chili Peppers nok hurtigt melde sig ved første lyt til Hövring. Kvartetten svinger nemlig mere end det gængse rockband.
Bandet ligger da heller ikke skjul på, at de legendariske funkrockere står som lysende inspirationskilder. Men det er kun ét band ud af få, og bandets lyd er ikke begrænset til én genre overhovedet. De søger i stedet at skabe deres egen lille niche.
“Fællesnævneren for os alle sammen er rock-genren,” siger Victor Hövring. “Men generelt hører vi allesammen en meget bred vifte af genre og bands. Især funk, metal, progressiv rock og hiphop er genrer, vi hører meget. Vi elsker at mixe vores yndlingselementer fra de forskellige genrer til en ny frisk fortolkning.”
Den brede søgen ligger også i Hövrings karakteristiske vokal. For selvom Dave Grohl og Kasper Eistrups halsvridende rockudladninger står klart i tankerne som forbilleder, finder Victor Hövring ligeså meget inspiration i soul, country, bluegrass og blues.
“De har sammen med rock været de genrer dannet mig, og hvis jeg skulle nævne et par idoler fra den ende af skalaen skulle det nok være Stevie Wonder, Ray Charles og Elton John,” siger han.
Festlige vibes
“Jungle Fever” er en uimodståelig funky ørehænger, der sætter en sand feststemning fra første tone. Det bliver også kun bekræftet af musikvideoens billedeside, hvor det for alvor går løs med øldåser og neonlys.
Til trods for det joviale element rummer sangen dog også en mørk bagside, for det kan være nemt at fortabe sig festens centrum og vende tilbage til dagligdagen. Det kan være tillokkende at falde tilbage i en gammel rille.
“Tracket handler om den københavnske/danske rusmiddel kultur, om at falde tilbage i gamle vaner, og om sommer sol og damer,” siger Hövring. “Det hele startede med en jam mellem vores trommeslager Jacob og Ross, der spiller bas. Udgangspunket lød godt, og nu er den vores tredje single, inden vi udgiver vores debut album.”
Hövring holder kortene tæt ind til kroppen om det kommende debutalbum, men er dog villig til at kaste lidt lys over, hvad vi har i vente. For albummet tegner til at have flere smage og nuancer end bare en-to-tre-fire rock, selvom der nok skal være mindst én sang for sultne rockhunde.
“Der kommer til at være et par numre som er mere rockede, end de singler vi har udgivet,” siger han.
“Vores blødere side får dog også lov til at skinne igennem, og specielt på et nummer, som vi virkelig ser frem til at få udgivet. Eller genudgivet. Selv synes vi, der er en rød tråd igennem hele albummet, men vi spreder også haglene. Hvis man kan lide rock, så er der mindst én sang på det her album, man ville kunne lide.”
Det er fredag, og skal du allerede nu tage hul på feststemningen, kan du give Hövrings “Jungle Fever” et spin her:
Hövring er: Victor Hövring (vokal), Jacob Ottosen (trommer), Andreas Foverskov (guitar) og Ross McPherson (bass).