Faklen bliver givet videre, når to forskellige generationer af musikere møder hinanden i studiet på den ny udgivne maxi-single, “Colourblind” og “High or Low”, fra SUNDAYS. Musiklegenden Per Chr. Frost tager kvartetten under kærlig behandling, og det er blevet til to funklende singler, der både kontrasterer og komplimenterer hinanden.
Det er præcis et år siden, at SUNDAYS udgav deres debutalbum, Wiaca, der fandt stor publikum- og anmeldersucces både herhjemme og i udlandet. Men fremfor at hvile på laurbærerne og sidde fast i gentagelsens magelige rille, har kvartetten valgt at udfordre sig selv og prøve nye græsgange.
Det gør de nu ved at samarbejde med en række producere håndplukket fra det danske aristokrati af folkekære musikere. Det har givet nyt liv til deres særegne stil, der væver sig gennem poppens melodiøsitet, indie-rockens melankoli, og folk-scenens lidenskabelige tekstunivers.
Selv benævner de stilen Nordic Folk Pop, og den står i fuld dybfølt flor på den netop udgivne maxi-single, bestående af “Colourblind” og “High or Low”, som du kan høre her forneden.
GNAGS-legende viser sin magi
I verden af i dag, hvor alt er strømlinet til digitale algoritmer, ringer maxi-single nødvendigvis ikke en genkendelsens klokke. Det er et format, der havde sin storhedstid særligt i 70’erne, og gav kunstnere muligheden for at udgive to singler til prisen af én.
Det er dog ikke det nu redundante økonomiske aspekt, der tæller for sanger og sangskriver Magnus Jacobsen, men snarere et nostalgisk tilbageblik på ældre skikke og samtidig muligheden for at lade samarbejdet i studiet få mere kunstnerisk pondus.
“Jeg har en forkærlighed for at holde liv i gløderne af gamle traditioner, og så tænkte vi, at netop maxi-single formatet kan noget helt specielt i form af at vise det mest tilgængelige track på en a-side og lade det mere introverte komme til sin ret på en b-side,” siger han. “På den måde kan det blive et indblik i det stadie vi er i lige nu, med tilpas kød på til at stille en forhåbentlig sult hos vores lyttere derude.”
Det var en god anbefaling, der ledte SUNDAYS til Per Chr. Frost, som især er kendt for sit virke i GNAGS, ligesom han har spillet med en who’s who af store danske musikere.
“Per var ikke den første som poppede op i vores hoved af producer-kandidater, men med varmeste anbefaling fra vores fælles kollega og lydtekniker, Jakob Krickau, tænkte vi at det ikke kunne skade at tage en snak om mulighederne,” siger Jacobsen.
“Og det skal jeg fandeme lige love for at vi gjorde klogt i. Per er, udover at være en sand guitargud, i besiddelse af en formidabel evne til at sortere i ideer og samle de helt rigtige, for at give sangen det rette drive, alt imens stemningen ikke giver sig en millimeter.”
Allerede ved første møde med den kyndige ældre musiker på Nemoland i august sidste år, kunne kvartetten mærke, at han havde netop den rette forståelse af musikkens stemning og vibe. Og det har han taget med sig i studiet, hvor han har formået at skabe et stramt og nyt udtryk i SUNDAYS organiske lyd.
“Vi arbejder vildt meget med stemning og følelse, og er måske sådan nogle der forsvinder lidt ind i dét. Per har formået at lukke sangene op og give en klarhed og drive til udtrykket. Det har været enormt lærerigt for os som band,” siger Jacobsen.
Mellem lys og mørke
SUNDAYS formår da også til fulde at udnytte maxi-singlen optimalt og byde lytteren på både lys og mørke. Selvom det er februar, stadig indhyllet i mørke, mærker man forårets prægnante glød forude. Per Chr. Frosts produktion skinner poleret og fremhæver alle kvartettens bedste dyder.
Den blå himmel favnende “Colourblind”, som vil være en umiddelbar lækkerbidsken for både tro lyttere og nytilkomne, er båret af Jacobsens karakteristisk romantiske sangskrivning. Det lyriske jeg sænker paraderne overfor den attråede og inviterer til en grænseløs flugt ud i sommerens landskab.
Glem markaterne, se forbi det første, der møder øjet og se mig, synes omkvædet at sige: “Just colour me like the colour blind/ And follow me though the summertime/ I don’t want to be/ Just another man in a uniform.”
Lydbilledet er varmt instrumenteret, og Jacobsens inderlige vokal stråler ved sit nærvær og bliver yderligere empatisk udbygget af Marie Linanders yndige korstemme i en komposition, der stilsikkert når sit klimaks gennem flere små bakkedale.
Den forsonende “High or Low” melder sig som den let introverte bagside til den forgåendes amourøse udadvendthed. Her er det afskeden, vi møder i øm resignation. Dér, hvor mørket langsomt letter og man atter evner at se lidt mere klart, finder vi et lyrisk jeg i erkendelse af, at nogle sår aldrig rigtig heles, men kan bæres videre som erfaring:
“So it seems, my darkest dreams/ Are finally on the run/ I’ve been playing along, just moving on/ With my arms around your ghost/ But time revealed, what will never heal/ So rest in peace my own.”
Morten Falks delikate trommer og guitarist Victor Ovesen atmosfæriske klangbunde løfter ubesværet melodiens savn til et højere lag, så selv det vemodige farvel bliver en fornøjelig rejse.
Legesyge fremtidsudsiger
Til april kan vi forvente næste udspil fra SUNDAYS, også en maxi-single. Men denne gang er det Kashmir-trommeslager Asger Techau, der sidder i producerstolen. Inspirationen til de to næste singler byder på noget nyt i SUNDAYS-regi og er skrevet langt væk fra det larmende byliv.
“Vi var i studiet med Asger i januar og arbejde på 2 sange, som jeg skrev i nordnorsk fyrtårns-isolation i sommer,” fortæller Jacobsen. “De byder begge på nogle helt nye fløje i SUNDAYS-villaen. Der vil kunne høres en fælles jordbundenhed over de 2 sange, som bibeholder mit naturistiske udgangspunkt, men får lov til at maxe ud i nogle veldrejede produktioner, som Asger har været en ren sensei omkring. Dem glæder vi os også helt ustyrligt til at udgive.”
Og ustyrlig er også legelysten, som for tiden har fået absolut råderum i SUNDAYS. Planerne om “den svære toer” er ikke så meget på tegnebrættet som lysten til at fortsætte med at eksperimentere.
“Lige nu er planen bare at prøve kræfter med forskellige producere eller andre kreative samarbejdspartnere, og i den sammenhæng udgive maxi-singler, indtil vi ikke gider det mere,” siger Jacobsen.
“Lige i skrivende stund er vi i ‘Lille Skiveren’-refugiet i Nordjylland for at lege med nye ideer, og jeg kan kun forestille mig, at vi vil holde en høj frekventering af udgivelser over de kommende par år – om det bliver maxi, single, EP, album eller et helt 5. format.”
Indtil vi mødes med SUNDAYS igen til april, kan vi forkæle ørerne med “Colourblind” og “High or Low”: