Verdens Sidste Idé imponerer på førstesinglen fra deres kommende debutalbum, Den indre by. Det er poetisk, det er melodisk, og det favner bredt. Med et varmt humanistisk blik for sangskrivning og store omkvæd skulle det ikke overraske om bandet snart er at finde i samme nationale liga som Peter Sommer, Søren Huss og Love Shop.
Aarhus er som et sneglehus. Det er den første betragtning, jeg gjorde mig om byen hin sommerdag for ti år siden.
Jeg stod på fortovet ud for Filosofisk Fakultets rødtmurede klods og skelede med sammenbidte øjne i det brutale morgenlys, mens den tætte trafik fór opad Randers Vej i arbejdsomt trav. Min stadig alkoholramte hjerne forsøgte dels at regne ud, hvor togstationen var, og samtidig at holde kroppen nogenlunde oprejst.
Det var min første gang på egen hånd i Smilets By, jeg var udenbys, væk fra markerne og den lokale købmand, en fremmed uden kort, der ledte efter fire-toget hjem, og jeg tog til opgaven med en vis prosaisk skødesløshed og vandrede ud i det blå.
Og det var her, at jeg gjorde mig min erfaring. Da jeg misforstod byens labyrint, der netop er som et sneglehus. Hvordan besejrer du en labyrint? Du holder til højre. Men jeg gik hele tiden vild, følte jeg. For det syntes som om, at hver eneste vej, jeg tog, drejede mig ind i en midte, jeg ikke genkendte, en sfæres indre, som ikke svarede overens med min formodning om endedestinationen for bunden af en geometrisk ret linje.
Jeg var faret vild i indre by, og selvom jeg trods alt til sidst, i forvirringens forbløffede rus, fandt togstationen, er det ved indre by, vi i dag gør et holdt.
Verdens Sidste Idé, anført af sangskriver og sanger Asbjørn Hvelplund, er nemlig ude med førstesinglen, “Følelsen findes (ikke mere)“, fra deres kommende debutalbum, Den Indre By. Du kan se den impressionistiske musikvideo her forneden.
Bykort i menneskeportrætter
Ligesom artiklens forfatter, lemfældig i sine erindringer, er det landsbydrengens møde med byen, der står i centrum for Hvelplunds poetiske virke, og hans erfaringer om byens sneglehus er ligeledes i trit.
Hvelplund voksede op i landsbyen Lunde ved Varde. Her spillede han fodbold som alle andre, og i weekenderne hang de ud i kroens slyngelstue, hvor Kim Larsens “Det var en torsdag aften” kørte på repeat.
Et eller andet sted i det univers opstod drømmen om at skrive sin egen musik. Derfor måtte han videre. Han flyttede til Aarhus, og selvom Danmarks næststørste by næppe tæller som en storby i et globalt perspektiv, var det for en ung mand fra Lunde alt rigeligt.
”Det var nærmest som at gå i opløsning, og i Aarhus går alle gader nedad mod samme punkt, byens indre, så det var dér, jeg flød hen,” siger han.
Naturen har sine egne mirakler, som vi med et koncentreret blik kan se genspejlet i vores egen verden af støjende kultur, og ligesom sneglen vokser sig større under den omfavnende teleoconchen, satte det ny liv i byen også gang i Hvelplunds kreative proces. Det verserende menneskemylder på gader og stræder dannede uudslettelige indtryk, som begyndte at presse sig på.
“Jeg drev rundt i gaderne i en rus, sammen med andre tilflyttere, totalt opslugt af byens liv.”
Hvelplund fandt, at han kunne sætte sine oplevelser til musik, og lyrikken blev inspireret af det, han hørte på gaderne, de mennesker han så, og det åbnede for en ny dør i hans talent. Han begyndte nemlig at skrive på dansk, tro mod det oplevede.
”Jeg drev rundt i gaderne i en rus, sammen med andre tilflyttere, totalt opslugt af byens liv,” siger han. “Vores tørst var uudslukkelig. Det førte os hele tiden til nye baggårde, nye tilstande, og jeg fandt ud af, at jeg kunne skrive om det på dansk.”
På den måde er singlen “Følelsen findes (ikke mere) “ og det kommende album et brudstykke af byens virkelighed. Det er taget ud af den hverdag, vi oplever, når vi går til og fra arbejde eller er ude at spise eller på bytur. Udover at være en bearbejdning af de sanselige indtryk, er de poetiske tekster for Hvelplund også blevet et kort over byen.
”Det blev min måde at lære byen at kende. Bare det at gå forbi et par på gaden og høre et brudstykke af en samtale kan åbne døre,” siger han. “Jeg kan godt lide at rive en sætning ud af sin sammenhæng og se, at den får større mening.”
Derfor står albumtitlen også tematisk skarpt. Hvelplund forklarer: ”Det handler om at ens indre langsomt urbaniseres – af de mennesker, man møder, og de gader, man går i.”
Følelsen findes (ikke mere)
Verdens Sidste Idé har allerede gjort indtryk i landets presse, og det skyldes i ligeså høj grad bandets tæft for fængende melodier, opfindsomme kompositioner og blåligt atmosfæriske lydbillede, som det gør Hvelplunds varme pen, der formidler de finurlige humanistiske indtryk, og i kunstens øjemed forvandler de detaljerigt optegnede menneskeportrætter til små skæbnefortællinger, der altid virker vedkommende.
Bag dagligdagens facade lurer de større spørgsmål altid, og det er ingen undtagelse på “Følelsen findes (ikke mere)”, en ode til at være ærlig over for sig selv iklædt det hektiske byrums tilbagelænede puls.
”I kærlighed og musik er det sådan, at du er nødt til at sige det som det er, hvis du mener noget med det. Det er ubehageligt, men der er ingen vej uden om. Du kan prøve at rette ind og holde takten, men hvis du ikke føler det, så mærker folk det alligevel. Jeg kan godt fortryde, at jeg ikke er bedre til det selv,” siger Hvelplund.
”Det er ikke altid de letteste temaer. Jeg er jo præget af at komme fra et hjørne af Danmark, hvor vi ser ting lidt firkantet. Men aldrig uden humor.”
De lyriske temaer og melodier fodrer Hvelplund til bandet. Her kommer det hele ind i en centrifuge af idéer, der munder ud i en raffineret, indie-ficeret lyd med masser af frihed og luft – blandt andet via Dennis Ahlgren, der også er Tina Dickows guitarist og co-producer.
Prøv blot at se, hvor lang tid du kan modstå den rastløse bas-figur, der bærer “Følelsen findes (ikke mere)”, før du vugger med. Blæsere giver et pust af det modernes drøm om storbyen, mens omkvædet besejrer melodiens tristesse og giver et håbefuldt lys. Snart synger du med!
Hvis de stadig spiller Larsen på repeat på den lokale slyngelstue i Varde, giver Verdens Sidste Idé en klar afløser til nationalskjaldens hymner her.
Verdens Sidste Idé følger albummet op med en tur rundt i landet – blandt andet til spillesteder som Vega i København, Kansas City i Odense og Radar i Aarhus.
Se “Følelsen findes (ikke mere)” her:
Verdens Sidste Idé er: Asbjørn Hvelplund, Andreas Brinck, Andreas Skamby, Dennis Ahlgren, Mathias Gregersen, Scott Westh
