Nogle gange leder jagten på at blive kunstner én i fordærv. Uheldige sjæle sidder fast i deres eget fængsel, mens andre når ud med skindet i behold og inspiration til endelig at skabe. Jon Norman måtte det opleve på egen krop for at kunne skrive “Underground”, som udkommer i dag med en tilhørende musikvideo, filmet i Kina, før verden gik af lave. Se den her.
Den unge mand vil være kunstner. Han længes efter det udsvævende bohemeliv, de dramatiske højkonjunkturer, der former hverdagens beige masse af banal ligegyldighed til stor kunst. Som alle, der søger hinsides sig selv efter noget større, leder han efter et fællesskab, der også tjener til at legitimere den verdensanskuelse, han ser igennem sin bevidstheds romantiserede brillelinser.
Han søger sjælefrænder og et tilhørssted, hvor erkendelsens døre står vidt åbne ind til det Sublime. Han vil mærke ikke bare sit liv, men livet selv, helt ud i fingerspidserne. Han vil mærke Verdensånden strømme igennem sig.
For Jon Norman var Café Under Masken i Aarhus en portal indtil en anden verden. Når han i gymnasietiden og årene efter bevægede sig nedad trappen til den lille bar og det let støjende akvarium og dets træge fisk, uvidende fanget i en evig cirkelbevægelse, trådte han ind i et eksotisk slaraffenland indhyllet i en cigarettåget mystik, han kunne genkende fra sit hvileløse dagdrømmeri og Tom Waits’ støvede ballader.
Han sad dagen igennem og ventede kun på, at det skulle blive aften. Når eleverne fra Katedralskolen havde drukket den kaffe færdig, som de havde bestilt tre timer forinden, og ryddede bordene og tog deres småsnak med sig op på gaden igen, kom poeterne, musikerne, malerne og filosofferne. De var alt det, han gerne ville være.
Men der var også andre. Dem, som ikke betragtede livet på afstand som objekt for æstetisk analyse og teoretiseren, men var fanget i dets malstrøm. Dem, som drak kvalerne væk på en regning, der stod ubetalt hen for flere år i træk.
Når de sad der, ofte alene, nogle gange i små grupper, der var blevet dannet på det fælles grundlag, at de alle havde lært hinanden at kende på Under Masken, udgjorde de det egentlig klientel. Stamgæsterne. Dem, som var vidner til afmagten i hinandens liv.
Erkendelsen kom først dunkende efter et par år som en forsinket tømmermandshovedpine. Normans sporadiske forsøg på at sidde der i den røgfyldte kælderbar, omgivet af det rå og udestillerede liv, og skrive sine tekster bar ikke frugt. Pludselig var det klart som det tomme glas: Han kom der ikke for at være kunstner.
“Jeg var med andre ord blevet afhængig af idéen om Under Masken, der havde lokket mig ind og gjort mig forelsket, men nu var blevet mit eget Hotel California.”
“Jeg kom der for at drikke fadøl og se ud som om, at jeg var kunstner,” siger han. “For der var jo ingen der kiggede ned på bagsiden af min notesblok og så, at den var blank på den anden side. Jeg var med andre ord blevet afhængig af idéen om Under Masken, der havde lokket mig ind og gjort mig forelsket, men nu var blevet mit eget Hotel California.”
Denne oprindelseshistorie danner baggrunden for “Underground”, Jon Normans nye single, der udkommer i dag. Det er, som du nok fornemmer, en sang med en tung forhistorie, hvor mange års iagttagen fra barstolen er kogt sammen til en slagkraftig lyrisk og musikalsk repræsentation.
“Af de sange, der kommer på vores album til efteråret, er ‘Underground’ klart den ældste, jeg har skrevet,” siger han. “Jeg har længe haft lyst til at udgive den, da det er en af de sange som vores lyttere efterhånden kender, men det er ikke sket før nu.”
For Jon Norman er det måske ikke blot en sang, men også symbolet for en omvending i hans liv og kunstneriske virke. Den er udtryk for det afgørende skridt fra den forskønnede fadølsdrikker, der i ungdommelige iver og naivitet poserer som tragisk kunstner, til den indsigtsfulde unge mand, der nu endelig favner den egentlige kunsts skabergreb.
“Underground” er det modne æble, som Norman tog med sig op af kælderen igen.
Fra barstol til Kina
Det er dog ikke den vægtige livserfaring, der danner baggrund for den tilhørende musikvideo. Her skal vi også et helt andet sted hen i verden: Kina før Coronavirus.
Det virker som et land, hvis traditioner, kulturarv og mytiske landskab for øjeblikket er glemt, slettet af den stigende angst for pandemien. Men før helvede brød løs, gæstede Jon Norman og band en festival på et nordisk kulturcenter ved navn TCG Nordica i det sydvestlige Kina.
Med sig bragte de fotograf og videomager Gisla Dua, hvis opgave bestod i at dokumentere turen og koncerten. Da han bagefter havde lavet en video, gjaldt det om at finde den rette sang som underlægning.
“Det kan måske virke mærkeligt, at musikvideoen til sangen er en sammensætning af mere eller mindre underlige klip fra vores bandtur til Kina,” siger Norman. “Vi havde ikke skrevet en specifik sang til turen, så vi måtte vælge en allerede eksisterende sang til at følge med musikvideoen.”
Jon Norman var dog ikke i tvivl om, hvilken sang de skulle vælge. Opholdet i Kina var måske nok et overflødighedshorn af hedenske udskejelser, en ny bar hver eneste aften, metalkoncerter, indtagelse af kalvehjerne på natrestauranter og godt selskab, men der var også en anden, mere snæver følelse, der pressede sig på.
“Jeg forestillede mig scenarier, hvor vi ikke ville få lov til forlade landet.”
“Valget faldt på Underground, da teksten på en eller anden måde gav mening for mig i forhold til den sindstilstand jeg havde i Kina. Følelsen af at være konstant overvåget af regeringen, historier fra de lokale musikere om deres venner, der på uforklarlig vis var forsvundet efter at have udtrykt sig kritisk om kommunistpartiet, gjorde mig konstant urolig i kroppen, og jeg forestillede mig scenarier, hvor vi ikke ville få lov til forlade landet,” siger han.
Sidestillingen af de joviale stunder under et andet regime, hvis uindskrænkede magt skabte en snert af paranoia i luften, og skildringen af de hårdtvundne erfaringer i nattetimerne på Under Masken skaber et nyt fortolkningsrum for “Underground”. På paradoksal vis komplimenterer de hinanden og udforsker det tematiske kældermørke.
Og man mærker utvivlsomt kælderstemningen på “Underground”. Tempoet er bævende sløvt, som sidder man der bag disken og famler efter sidevognen til fadøllen, mens røgen lægger sig som en tung hinde over det polyfoniske kor af hæse stemmer. Den er som en vemodig beruselse.
“Underground” er et tungere og mere blusey udspil i forhold til sangene fra EP’en “Back in the Ocean”, der udkom sidste år. Den er en interessant forsmag på Jon Normans endnu unavngivne debutalbum, som rammer gaden fredag den 11. september, og signalerer, at vi muligvis kan forvente en bredere palette af lyd.
Indtil da kan du dykke ned i “Underground” her:
